REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1149: Spm. om, hvilke forældelsesfrister der gælder, herunder i konkrete personalesager, til justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

16. oktober 2018

Statsrets- og Menneske-

retskontoret

Johan Næser

2018-0030-1558

863858

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1149 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. september 2018.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL) og Josephine Fock

(ALT).

Søren Pape Poulsen

Anders Sparholt Jørgensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1149: Spm. om, hvilke forældelsesfrister der gælder, herunder i konkrete personalesager, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1149 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren, i forlængelse af samrådet den 24. august 2018

om Tibet-sagen og med henvisning til, at der af kommissoriet

for den nye kommission fremgår, at der efter undersøgelsens af-

slutning, på baggrund af beretningen og eventuelle oplysninger

om nyt materiale, vil blive taget stilling til, om myndighedernes

håndtering af udlevering af materiale til kommissionen skal un-

dersøges, redegøre for, hvilke forældelsesfrister der gælder, her-

under i konkrete personalesager?”

Svar:

I det følgende redegøres der dels for reglerne om strafferetlig forældelse

(pkt. 2), dels for forældelse af offentligt ansattes disciplinæransvar (pkt. 3),

der er de ansvarsformer, som typisk vil kunne være relevante at gøre gæl-

dende over for embedsmænd mv. som følge af en beretning fra en undersø-

gelseskommission mv. Pkt. 4 indeholder nogle afsluttende bemærkninger,

herunder i relation til Tibetsagen, som var emnet for samrådsspørgsmål AS,

AT og AU.

Det følger af straffelovens § 92, at en lovovertrædelse ikke straffes, når

der er indtrådt forældelse efter §§ 93-94. Om der i det konkrete tilfælde er

indtrådt strafferetlig forældelse, vil afhænge af strafferammen for den på-

gældende strafbestemmelse. Ifølge straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1-3, er for-

ældelsesfristen henholdsvis 2, 5 eller 10 år, når der ikke er hjemlet højere

straf end fængsel i henholdsvis 1, 4 eller 10 år for overtrædelsen.

Embedsmænd er i deres virke underlagt regler om strafansvar, jf. navnlig

straffelovens kapitel 16, som indeholder en række bestemmelser om forbry-

delser i offentlig tjeneste eller hverv mv. Et eventuelt strafansvar for em-

bedsmænd vil typisk skulle pålægges efter bestemmelserne i straffelovens §

152 om tavshedspligt eller §§ 155-157 om henholdsvis misbrug af stillin-

gen, nægtelse af at opfylde en tjenestepligt mv. og pligtforsømmelse. Straf-

ferammen i § 152, stk. 1, er fængsel indtil 6 måneder, og strafferammen i §§

155-157 er fængsel indtil 4 måneder. Forældelsesfristen er derfor 2 år, jf.

straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det skal dog for fuldstændighedens skyld

bemærkes, at en overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, om overtrædelse

af tavshedspligten under særligt skærpende omstændigheder, kan straffes

med fængsel indtil 2 år, og at tilsvarende gælder en overtrædelse af § 155

om tjenestemisbrug, hvis overtrædelsen sker for at skaffe sig eller andre

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1149: Spm. om, hvilke forældelsesfrister der gælder, herunder i konkrete personalesager, til justitsministeren

uberettiget fordel. I sådanne tilfælde er forældelsesfristen 5 år, jf. straffe-

lovens § 93, stk. 1, nr. 2.

Forældelsesfristen regnes som hovedregel fra den dag, da den strafbare virk-

somhed eller undladelse er ophørt, jf. straffelovens § 94, stk. 1. Forældel-

sesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller

når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den på-

gældende sigtes for overtrædelsen, jf. straffelovens § 94, stk. 5.

Der er ikke i tjenestemandsloven fastsat regler om det tjenstlige ansvars

forældelse. Tilsvarende er der ikke for overenskomstansatte embedsmænd

fastsat regler om forældelse af ansættelsesretligt ansvar. Det betyder, at et

sådant ansvar principielt ikke forældes og dermed kan gøres gældende, så

længe vedkommende er ansat. I praksis er forældelseslignende synspunkter

dog blevet inddraget ved bedømmelsen af, om der har været det fornødne

grundlag for at gøre et tjenstligt ansvar gældende, og/eller ved vurderingen

af, hvilken sanktion der i givet fald burde komme på tale.

Det anføres således i de specielle bemærkninger til § 3 i lovforslag nr. L 65

af 28. oktober 1998 om undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste, at di-

sciplinært ansvar for gamle forhold ikke bør kunne komme på tale, selv om

der ikke i tjenestemandsloven er fastsat regler om det tjenstlige ansvars for-

ældelse. Det er endvidere anført, at det ikke kan forventes, at der bliver tale

om at afgive udtalelser om tjenstligt ansvar eller kritik i øvrigt i anledning

af forhold, der ligger en længere årrække tilbage, medmindre der foreligger

særdeles graverende forhold.

Spørgsmålet om, hvilken betydning den tid, der er gået, skal have for, om et

tjenstligt ansvar gøres gældende, vil bero på en konkret vurdering bl.a. af

forholdets grovhed. I lyset af bl.a. hidtidig praksis skal der dog i alminde-

lighed foreligge særlige grunde for, at et ansvar søges gjort gældende i an-

ledning af forhold, der ligger mere end ca. 5 år tilbage i tid.

Der kan endvidere henvises til professor, dr. jur. Jens Peter Christensens ud-

redning om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstil-

ling (1998), side 132 ff., med henvisninger til praksis fra kommissionsdom-

stole mv. og tjenstlige undersøgelser, og til betænkning nr. 1443/2004 om

embedsmænds rådgivning og bistand, side 255 ff.

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1149: Spm. om, hvilke forældelsesfrister der gælder, herunder i konkrete personalesager, til justitsministeren

Det bemærkes endelig, at Tibetkommissionen i sin beretning, side 351, læg-

ger tilsvarende synspunkter til grund. Om betydningen heraf for den kon-

krete undersøgelse bemærker kommissionen:

”At de forhold, der er omfattet af kommissionens undersø-

gelse, er begået over en periode, der ved undersøgelsens af-

slutning ligger op til 5 �½ år tilbage, indebærer efter kommis-

sionens opfattelse ikke, at kommissionen bør afstå fra at fore-

tage retlige vurderinger af, om der er grundlag for, at det of-

fentlige søger at stille offentligt ansatte disciplinært til ansvar

for hele perioden.”

Som det fremgår af ovenstående, afhænger den strafferetlige forældelses-

frist af, hvilken strafbestemmelse det pågældende forhold i givet fald om-

fattes af. Spørgsmålet om, hvorvidt der er indtrådt strafferetlig forældelse,

afhænger endvidere af, hvornår det strafbare forhold er ophørt, og af, om

der er sket afbrydelse af fristen inden udløbet heraf. For så vidt angår disci-

plinæransvar, vil det afhænge af en konkret vurdering, om forældelseslig-

nende synspunkter bør føre til en mildere sanktion eller til, at et ansvar ikke

bør søges gennemført.

Det bemærkes, at undersøgelseskommissionen – selvom den ikke finder

grundlag for at søge et strafansvar eller disciplinært ansvar mv. gjort gæl-

dende mod nogen – vil kunne udtale sig om, hvorvidt det kan antages, at der

er begået fejl eller forsømmelser.

Det bemærkes endelig, at det efter Justitsministeriets opfattelse må antages,

at hvis undersøgelseskommissionen undervejs i sin undersøgelse støder på

oplysninger, der indikerer, at der bevidst er tilbageholdt oplysninger af be-

tydning for den oprindelige Tibetkommissions undersøgelse, vil kommis-

sionen efter en konkret vurdering kunne videregive sådanne oplysninger til

politi og anklagemyndighed. Det vil herefter være op til politi og anklage-

myndighed at vurdere, om der er grundlag for at indlede strafferetlig for-

følgning og tage skridt til at afbryde den strafferetlige forældelsesfrist. Der

henvises til Justitsministeriets besvarelse af 3. september 2012 af spørgsmål

nr. 2 (alm. del) fra Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen,

hvoraf det fremgår, at det efter Justitsministeriets opfattelse må antages, at

undersøgelseskommissionslovens regler om tavshedspligt ikke er til hinder

for, at en undersøgelseskommission i visse tilfælde vil kunne videregive op-

lysninger til politi og anklagemyndighed til brug for en sag om strafferetlig

forfølgning mv. Det vil være op til vedkommende undersøgelseskommis-

sion i det konkrete tilfælde – inden for de rammer, som gælder for dens virk-

somhed – at tage stilling til spørgsmålet om videregivelse.