NOTAT
Bilag til MOF alm. del spm. 946
Kemikalier
Ref. HEHJO/CLCLA
Den 29. maj 2018
Håndtering af vaskepladser i BNBO
Problemstilling
EU-Kommissionen har meddelt, at en godtgørelsesordning for vaskepladser, der omfattes af forbud
mod anvendelse på grund af beliggenhed i BNBO, ikke er forenelig med statsstøttereglerne.
Baggrund
Det har været en forudsætning under forhandlingerne om aftale om Pesticidstrategi 2017
–
2021 og
under udarbejdelse af lovforslaget om forbud i BNBO, at godtgørelsen skulle være forenelig med
statsstøttereglerne. Der er gjort opmærksom på dette forhold i lovforslaget og i de politiske drøftelser,
der har været undervejs.
Af lovbemærkningerne fremgår det (afsnit 2.2.2.1), at
”etableringen af godtgørelsesordningen er en
forudsætning for den del af forbuddet i det foreslåede § 21 c, stk. 1, der vedrører anvendelsen af
allerede etablerede vaskepladser i BNBO til pesticidrelaterede aktiviteter. Såfremt
godtgørelsesordningen ikke kan godkendes under statsstøttereglerne, fastsætter miljø- og
fødevareministeren i medfør af det foreslåede § 21 c, stk. 7, regler om, at forbuddet i § 21 c, stk. 1, ikke
skal gælde for allerede etablerede vaskepladser, hvorimod forbuddet mod etablering af nye
vaskepladser ikke er betinget af godkendelse af godtgørelsesordningen.”
Kommissionen begrunder sin beslutning med, at reglerne bør anses som normal erhvervsrisiko,
hvorved en kompensation i følge EU-kommissionen ville udgøre driftsstøtte. Kommissionen har
derudover bl.a. lagt til grund, at godtgørelsesordningen i sig selv ikke indeholder et
tilskyndelseselement til miljøforbedring, idet ordningen er knyttet til et obligatorisk krav.
Løsning
Hensigten med forbuddet var at minimere risikoen for punktkildeforurening i BNBO, herunder fra evt.
uopdagede defekter på vaskepladser.
Som et alternativ til forbud kan der foretages en opgørelse af, hvor der konkret ligger vaskepladser i
BNBO områder. Det blev i det lovforberedende arbejde anslået, at det ville være i omfanget 30-100
steder i Danmark. Derefter vil Landbrugsstyrelsens kontrol kunne fokuseres på kontrol af
vaskepladser i BNBO. Dette kan kombineres med en informationskampagne med fokus på BNBO.
Resultatet af kontrol og information kan afrapporteres til aftaleparterne med mulighed for fokus på
området endnu et år eller anden opfølgning.
Det kan endvidere undersøges, om der i overensstemmelse med statsstøttereglerne kan etableres en
tilskudsordning til vaskepladser uden for BNBO for ejendomme beliggende inden for BNBO.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk