Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1935968_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. september 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 915 (MOF alm. del) stillet den 13. august
2018 efter ønske fra Christian Rabjerg-Madsen (S).
Spørgsmål nr. 915
”Har
ministeren initiativer på vej, der kan afhjælpe det problem, som blandt andre Friluftsrådet
gentagne gange har påpeget, nemlig at nedlæggelse af markveje i det åbne land medfører en forringet
adgang til naturen? Der henvises eksempelvis til indlægget bragt på www.friluftsraadet.dk den 29. maj
2018 ”Adgang til naturen
skal forbedres”.
Svar
Jeg er enig i, at det er vigtigt, at vi har adgang til et aktivt friluftsliv og rekreative oplevelser, og at disse
muligheder ikke begrænses f.eks. ved at nedlægge veje og stier af rekreativ betydning.
På statens arealer gøres der allerede meget for at sikre stier og anden infrastruktur. Siden 2000 har
Naturstyrelsen, som administrerer de statslige skov- og naturarealer, arbejdet på at fremme et net af
sammenhængende stier af betydning for nem bevægelse for borgerne i og til naturen. Det er blandt
andet markerede motionsruter, foldere med ideer til løbeture og partnerskaber med klubber og
foreninger m.v. om etablering og drift af stier og ruter.
Der er i dag adgang til at færdes både på strande og i klitter, i skove og på udyrkede arealer og ad veje
og stier i det åbne land. Det har jeg ikke planer om at ændre.
Naturbeskyttelsesloven giver ikke fri ret til at nedlægge veje og stier. Veje og stier i det åbne land af
rekreativ betydning kan ikke uden videre nedlægges. Det kræver kommunalbestyrelsens mellemkomst
ved en forudgående skriftlig anmeldelse til kommunen. Kommunalbestyrelsen kan afslå nedlæggelse
af veje og stier af rekreativ betydning i det åbne land, dvs. nedlæggelse af veje og stier, der er
gennemgående, fører til de strande, skove og udyrkede arealer, hvor der er offentlig adgang efter loven,
eller til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende.
Jeg har fuld tiltro til, at kommunerne forvalter disse regler efter hensigten. Jeg synes, at projektet fra
Ringkøbing-Skjern Kommune, der er omtalt i spørgsmål 914, er et fint eksempel på en kommune, der
ønsker at understøtte offentlighedens muligheder for at færdes i det åbne land.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Isabelle Navarro Vinten
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk