Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1935017_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. september 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 826 (MOF alm. del) stillet 21. juni 2018
efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Rasmus Horn Langhoff (S).
Spørgsmål nr. 826
”I
forbindelse med GASTRO 2025 vil der være en oplagt chance for, at man får koblet hele
fødevareerhvervet sammen og får en ny fortolkning af dette. Vil ministeren tage initiativ til helt
konkret at koble landbruget til gastronomien, og vil ministeren fremlægge en samlet strategi for det
kulinariske erhverv i forbindelse med GASTRO 2025?”
Svar
Koblingen mellem landbruget og gastronomi er allerede centralt for det nationale branding
konsortium Food Nations arbejde. Brandingen dækker hele fødevareværdikæden og ser
primærproduktionen som en integreret del af fortællingen om Danmark som ledende fødevarenation.
Gastronomi er en blandt flere styrkepositioner, der danner grundlag for arbejdet, hvilket indebærer
udvikling af en hvidbog om gastronomi, hvor primærproduktionen og herunder landbruget vil være et
centralt omdrejningspunkt.
Regeringen har desuden afsat 40 mio. kr. over en 4-årig periode på forslag til finanslov 2019 med det
formål at fremme Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi. Det danske landbrug
udgør en trædesten for den gastronomiske udvikling. Uden gode råvarer kan dansk gastronomi ikke
blomstre, som den har gjort over de seneste 15 år.
Den gastronomiske udvikling har sat sit præg på fødevareproduktionen i Danmark generelt, fordi nye
tendenser stimulerer forbrugernes interesse og giver incitament for fødevareproducenter og
landmænd til at forædle og raffinere deres produktion. Dansk gastronomi er det lokomotiv, som gerne
skal trække hele den danske fødevaresektor.
Gastro 2025-strategien vil fokusere på, hvordan vi kan fastholde vores position på det gastronomiske
verdenskort. På den baggrund kommer regeringen til at igangsætte initiativer, der skal se på, hvordan
gastronomi kan være med til at løse udfordringer i forhold til sundhed, madspild og bæredygtig
fødevareproduktion.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Paolo Drostby
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk