Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1895159_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. maj 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 649 (MOF alm. del) stillet 20. april 2018
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 649
”Vil ministeren oplyse, hvorvidt det er korrekt, at det med ”Vækstplan for dansk økologi” ikke længere
bliver muligt for eksisterende økologer at søge om omlægningsstøtte til udvidelse af deres økologiske
areal, og vil ministeren endvidere oplyse, hvor stor del af væksten i det økologiske areal over de seneste
5 år der skyldes omlægning af nye arealer hos eksisterende økologer?”
Svar
I forbindelse med
”Vækstplan for dansk økologi”
indgår det i den samlede løsning for finansiering af
Økologisk arealtilskud i 2018 og 2019, at omlægningstillægget målrettes, så det fra 2019 kun kan søges
af nye økologiske bedrifter. Den samlede finansieringsløsning skal sikre, at der kan gives nye tilsagn
om Økologisk arealtilskud til både de mange eksisterende økologiske bedrifter, hvis tilsagn udløber i
2019, samt til nye arealer, der omlægges til økologi. Eksisterende økologer vil fortsat kunne søge
basistilskud, tillæg for reduceret kvælstofanvendelse og frugt/bær-tillæg til nye arealer.
Den nærmere udformning af målretningen af omlægningstillægget vil blive fastlagt i en bekendtgørelse
om Økologisk Arealtilskud forud for ansøgningsrunden i 2019.
Landbrugsstyrelsen har oplyst, at ansøgningernes fordeling på nye og eksisterende økologer ikke
automatisk registreres, men at en samkøring af data viser, at eksisterende økologiske bedrifter samlet
set har søgt omlægningstillæg til ca. 46 % af det samlede areal med omlægningstillæg, opgjort som
gennemsnit for perioden 2015-2017. Data for eksisterende bedrifter er opgjort lidt forskelligt for de
enkelte år, men tallene vurderes at være sammenlignelige. Det kan oplyses, at der samlet set er givet
tilsagn om omlægningstillæg til ca. 95.000 ha i løbet af perioden 2015-2017.
Styrelsen har ikke relevante data fra før 2015, der gør det muligt at opgøre eksisterende økologers
andel af væksten i det økologiske areal i hele den ønskede periode på 5 år.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Jacob Nielsen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk