Den 30.03.2017
Kære Kristian
Tak for dit brev af 16. marts 2017 om betydningen af den såkaldte
kriteriebekendtgørelse for diverse vandkraftværker, som følger op på mit svar af
10. marts 2017 om samme.
Du spørger for det første til, om kriterierne i bekendtgørelsen de facto betyder en
nedlæggelse af Vestbirk Kraftværk og Bredvad Sø. Det mener jeg ikke, der er tale
om.
Kriteriebekendtgørelsen indeholder kriterier for tilskud til indsatserne, men er
ikke i sig selv regulerende for vandløbsrestaureringen. Et tilsagn om tilskud er
således ikke en tilladelse til at gennemføre et projekt. Det er alene en reservation af
midler, der kommer til udbetaling, hvis projektet opnår alle nødvendige
myndighedstilladelser og rent faktisk gennemføres.
Som tidligere oplyst, fremgår de konkrete vandløbsrestaureringer, som
kommunerne skal gennemføre, af bekendtgørelsen om indsatsprogrammer for
vandområdedistrikter. Disse indsatser er affødt af de gældende vandområdeplaner
for perioden 2015-2021, hvor vandråd og kommuner har indmeldt forslag til
vandløbsindsatser.
Af den gældende indsatsprogrambekendtgørelse fremgår, at der skal ske en
fjernelse af spærringen ved Vestbirk Kraftværk. Det har et enigt vandråd foreslået.
Pt. er status i processen for at gennemføre denne indsats, at Horsens Kommune
har søgt og primo 2017 modtaget tilsagn om midler til gennemførelse af en
forundersøgelse. Horsens Kommune har desuden tilkendegivet, at der i
forundersøgelsesfasen afholdes offentligt møde om sagen.
Jeg forventer fortsat, at kommunen i samarbejde med Naturstyrelsen som
lodsejer, interesseorganisationer og lokale kan finde frem til en balanceret løsning,
som tilgodeser både kulturhistoriske og rekreative hensyn, og at dette kan ske i
samspil med naturen.
Såfremt det skulle vise sig, at et egentligt projekt om at skabe den ønskede passage
ved Vestbirk, ikke vil kunne overholde kriterierne i kriteriebekendtgørelsen, vil det
ikke kunne opnå tilsagn om tilskud. Ifølge indsatsprogrambekendtgørelsen vil
kommunen i det tilfælde kunne undlade at gennemføre indsatsen.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk