Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1889158_0001.png
Kristian Pihl Lorentzen, MF
Miljø- og Fødevareminister
Esben Lunde Larsen
Slotsholmsgade 12
1216 København
Christiansborg, den 23. februar 2017
Kære Esben
På baggrund af borgerhenvendelser er jeg blevet opmærksom på den vedlagte bekendtgørelse,
BEK nr. 1023 af 29 JUN 2016 vedr. kriterier for vurdering af kommunale projekter vedrørende
vandløbsrestaurering. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg blev dybt rystet ved nærlæsningen af den. Det
drejer sig især om BEK §5, stk. 1, nr. 9, hvor der står følgende:
”Ved fjernelse af fysiske spærringer
må faldet ikke overstige 10 promille og brinkanlæg må ikke være stejlere end 1:1,5. Ved etablering
af omløbsstryg, dimensioneres stryget således, at der opretholdes mindst 50 pct. af
medianvandføringen i stryget samtidig med, at der ikke må fjernes mere end 50 pct. af
medianminimumsvandføringen fra stryget”.
Som jeg umiddelbart tolker denne tekst, så vil dette kriterium potentielt kunne medføre krav om
nedlæggelse af en række velfungerende vandkraftværker såsom Vestbirk Kraftværk, Tangeværket
og vandkraftværket i Holstebro. Det anser jeg for stærkt uønsket. Om end el-produktionen fra disse
vandkraftværker længere ikke har betydning for forsyningssikkerheden, så er de med deres
fortsatte drift værdifulde fyrtårne for grøn energi, ligesom de repræsenterer et meget vigtigt stykke
dansk kulturhistorie. Dertil kommer de meget store rekreative værdier og den eksisterende fauna
og flora, der knytter sig til de tilhørende vandkraftsøer. Der er ligeledes mange gamle vandmøller
med tilhørende mølledamme, der kan blive ramt af denne BEK, så de ikke længere lejlighedsvist
kan køre med deres vandhjul eller vandturbine.
BEK kan således bidrage til, at kommuner i forbindelse med vandløbsrestaureringsprojekter
kommer til at fremme planer, der indebærer standsning af velfungerende vandkraftværker.
Desuden er det min vurdering, at BEK kan have en betydning for Naturklagenævnets afgørelser i
verserende og kommende sager i retning af nedlæggelse af velfungerende vandkraftværker. Dette
anser jeg for dybt problematisk og en komplet ubalanceret tilgang til begrebet naturgenopretning.
På denne baggrund vil jeg gerne anmode om et snarligt møde med henblik på drøftelse af sagen –
med det mål, at BEK ændres, så den ikke kan bruges som argument for nedlæggelse af
velfungerende vandkraftværker – eller til at afvise fremtidige driftstilladelser for vandkraftværker. I
den forbindelse kan vi med fordel lade os inspirere af de tilsvarende svenske regler.
Med venlig hilsen
(sign.)
Kristian Pihl Lorentzen
MF og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget for Venstre
Kopi af dette brev er sendt til Venstres miljø- og fødevareordfører samt Venstres gruppeformand.
Folketinget, Christiansborg
1240 København K

27 52 28 18