Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 582 (MOF alm. del) stillet 27. marts 2018
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 582
”Vil ministeren kommentere udtalelserne fra Jørgen Popp Petersen, formand for det tyske mindretals
landboforening Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig, der mener, at det giver mere
mening at indlede et samarbejde med de tyske myndigheder om at bekæmpe udbredelsen af vildsvin
nord for Kielerkanalen end at etablere et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse? Der henvises til
artiklerne Landmænd fra mindretallet: Bekæmpelse af vildsvin skal ske i samarbejde med Tyskland
bragt på jv.dk den 22. marts (https://www.jv.dk/aabenraa/Landmaend-fra-mindretallet-
bekaempelse-af-vildsvinskal-ske-i-samarbejde-med-Tyskland/artikel/2596567), og Zaun als Schutz:
Es ist gut, vorbereitet zu sein bragt på nordschleswiger.dk den 22. marts 2018
(http://www.nordschleswiger.dk/de/nordschleswig-daenemark-wirtschaft/zaun-alsschutz-
es-ist-gut-vorbereitet-zu-sein)?
Svar
Hvis vi får afrikansk svinepest i Danmark, vil al eksport til lande uden for EU lukke. Danmark skal ikke
løbe den risiko, og derfor har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale for at forhindre, at
afrikansk svinepest kommer til Danmark. Aftalen indebærer blandt andet, at vildsvin skal bekæmpes i
den danske natur, og som et led i denne indsats opsættes et vildsvinehegn langs den dansk tyske
grænse.
Den nationale indsats kan ikke stå alene, og jeg ønsker også at styrke den fælleseuropæiske indsats
med at udrydde afrikansk svinepest. Konkret har jeg på et rådsmøde den 16. april 2018 opfordret til, at
der nedsættes en international ekspertgruppe til at udarbejde en udvidet plan for, hvordan afrikansk
svinepest bekæmpes og udryddes i EU. Det er endvidere vigtigt at sikre finansiering af tiltag i de
medlemsstater, der allerede er ramt af afrikansk svinepest, så sygdommen ikke spreder sig yderligere.
Der var på mødet bred opbakning fra de andre medlemsstater til, at der skal igangsættes yderligere
fælleseuropæiske initiativer.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Brøndum
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk