Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. november 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1172 (MOF alm. del) stillet 25. september
2017 efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1172
”Vil ministeren fremsende et skema, som udbygger ministerens besvarelse af MOF alm. del -
spørgsmål 1024 tidsmæssigt fra juni 2015 til dato og samtidigt besvare følgende spørgsmål for hvert af
stofferne/midlerne, kategoriseret jf. besvarelse af spørgsmål MOF alm. del – spørgsmål 1171.
– Årsagen til eventuelle forbud eller anvendelsesbegrænsninger i EU og Danmark, som der søges
dispensation for?
– Hvornår der første gang blev ansøgt, hvor mange gange dispensationen er forlænget og den
forventede varighed af dispensationen?
– Årsagen til, at midlet/aktivstoffet er søgt dispenseret samt det juridiske ophæng?
– Hvad der gøres for at finde alternativer, herunder ikke-kemiske anvendelse, og af hvem?
– Hvorvidt glyfosat evt. indgår i produktionen sæsonen før, under eller efter brug af det dispenserede
middel/aktivstof? og
– Oplysninger om midlet/aktivstoffet/metabolitternes evt. CMR-egenskaber og hormonlignende
egenskaber?”
Endeligt svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”De ønskede oplysninger om de enkelte dispensationer er angivet i vedlagte oversigt, som også
omfatter dispensationer givet i 2015 og 2016. I 2015 er de fleste dispensationer givet i foråret, men de
løber hen over sommeren, derfor er alle dispensationer medtaget i oversigten.
I oversigten angives tidsperioden for, hvornår de forskellige dispensationer har været givet. Det er ikke
muligt at angive, om der i årene fremover vil blive søgt dispensation. Det vil afhænge af behovet for at
bekæmpe de enkelte skadevoldere, hvorvidt der søges om godkendelse af pesticidmidler til den
konkrete anvendelse, som kan opfylde behovene og om der udvikles nye midler eller
bekæmpelsesmetoder.
Det juridiske ophæng er artikel 53 i EU's pesticidforordning nr. 1107/2009.
Som en del af afrapporteringen til Kommissionen om hvilke dispensationer, der gives, indgår
oplysninger om arbejdet med at få godkendt eller udviklet alternativer. Afhængig af
problemstillingerne kan det være producenterne, der arbejder på egentlige godkendelser eller
udvikling af ny pesticider, det kan være landbruget eller gartnerierhvervet, der arbejder på alternative
dyrkningsmetoder, mekanisk ukrudtsbekæmpelse, sædskifte eller integreret plantebeskyttelse (IPM).
./.
./.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk