Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. november 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 49 (MOF alm. del) stillet den 11. okt. 2017
efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 49
I forbindelse med et besøg i Bølå den 15. august 2016 blev beboerne af borgmester Thomas Andresen,
Aabenraa Kommune, lovet en støjmåling i Bølå af støjbelastningen fra vindmøller opstillet på den
tyske side umiddelbart i nærheden af den dansk-tyske grænse. Vil ministeren oplyse, om målingerne
er foretaget, og i bekræftende fald om målingerne i givet fald kan deles med udvalget?
Svar
Jeg er opmærksom på, at der er beboere i Bølå, som er generet af støj fra vindmøller på både den tyske
og den danske side af grænsen. Jeg har på denne baggrund haft drøftelser med den slesvig-holstenske
minister for energi, landbrug, miljø og landdistrikter om generelt at styrke samarbejdet mellem
myndighederne hen over landegrænsen i relation til opstilling af vindmøller. Miljøstyrelsen har
efterfølgende kontaktet de tyske myndigheder med henblik på at afdække støjen fra de tyske møller i
henhold til de danske støjregler. Miljøstyrelsen vil følge op herpå på et møde med de slesvig-
holstenske myndigheder. Mødet planlægges afholdt den 1. december.
Ifølge de danske regler om støj fra vindmøller foretages en kontrolmåling af støjen fra en vindmølle
ved at måle den udsendte støj tæt på vindmøllen, og på baggrund heraf beregnes støjen ved nærmeste
naboer. Aabenraa Kommune har oplyst, at kommunen ikke har gennemført støjmålinger, som der
henvises til af spørger.
Jeg kan til udvalgets orientering oplyse, at Miljøstyrelsen med henblik på at tilvejebringe yderligere
viden om støj fra vindmøller har gennemført tre måleprojekter ved henholdsvis Tim, Vildbjerg og
Nollund, hvor der er foretaget støjmålinger hos forskellige naboer til store vindmøller. Resultatet af
projekterne forventes at blive offentliggjort i november 2017.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk