Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. marts 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 469 (MOF alm. del) stillet den 22. februar
2018 efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 469
”Hvad kan ministeren oplyse om problemer med resistens overfor pesticider?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Resistens mod pesticider er en udfordring i planteavlen. Der er i Danmark erkendt resistens over for
ukrudts- og svampemidler, mens resistens over for insektmidler er et mindre problem. For at undgå
resistens er det bl.a. hensigtsmæssigt over tid at anvende pesticider med forskellig virkemekanisme.
Desuden bør landmændene følge principperne for integreret plantebeskyttelse (IPM). Herunder at
pesticiderne skal bruges med omtanke. Der skal kun bruges de pesticider, som er nødvendige - og så
vidt muligt de mindst belastende pesticider.
Forebyggelse og bekæmpelse af resistent ukrudt kræver indsats i form af varierede sædskifter
kombineret med andre tiltag, såsom ændrede såtidspunkter, fokus på jordbearbejdning og kemisk
bekæmpelse med ukrudtsmidler med alternative virkningsmekanismer. Forskningsresultater vedr.
integreret bekæmpelse af ukrudt viser, at der typisk skal anvendes flere metoder i kombination, da der
ikke findes en enkelt alternativ sikker bekæmpelsesmetode. Blandt de mulige tiltag er især øget andel
af vårafgrøder og mere konkurrencedygtige vintersædsarter som vinterrug og valg af
konkurrencedygtige sorter, øget udsædsmængde, sen såning i marker med meget ukrudt og
radrensning i rækkesåede afgrøder.
Resistens overfor svampemidler er i forbindelse med luftbårne sygdomme ikke specifikt relateret til
sædskifte. Det er en udfordring, at der generelt ikke findes afgrødesorter med tilstrækkelig iboende
svamperesistens. Det kræver en langsigtet indsats i forædlingen at fremavle sorter med bred resistens.
Dertil er der behov for nye midler med andre virkemekanismer. I andre lande er der godkendte midler,
som ikke er godkendt i Danmark på grund af risiko for udvaskning til grundvand eller lang
nedbrydningstid (persistens). Monitering, varsling og beslutningsstøtteværktøjer kan hjælpe til, at
svampemidler anvendes på de bedst mulige tidspunkter og i de bedst mulige doseringer. Man kan
endvidere styrke indsatsen over for resistensudvikling gennem øget brug af avanceret sprøjteteknologi,
så der kun behandles i marken efter behov fx GPS, brug af droner, pletsprøjtning mm.
Der henvises desuden til svar på alm del spm. nr. 470.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk