Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1869707_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. marts 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 449 (MOF alm. del) stillet 20. februar 2018
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 449
”Hvilke internationale forpligtelser har Danmark med relation til den løbende
forurening med kræftfremkaldende stoffer i Grindsted Å, og er Danmark underlagt
krav om, at der gribes ind for at stoppe en opdaget forureningskilde?”
Svar
For overfladevand gælder, at Danmark i medfør af Europaparlamentets og Rådets direktiv
2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske
foranstaltninger (vandrammedirektivet) er underlagt en forpligtelse til at forebygge forringelse af
tilstanden for alle overfladevandområder. Derudover er Danmark ifølge direktivet forpligtet til at
iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på en progressiv reduktion af forurening med
prioriterede stoffer samt standsning eller udfasning af emissioner, udledninger og tab af prioriterede
farlige stoffer.
I de danske vandplaner er følgende fremgangsmåde beskrevet for vandområder, hvor de målte
stofkoncentrationer af miljøfarlige forurenende stoffer overskrider de fastsatte miljøkvalitetskrav, og
hvor stofferne derfor er årsag eller medvirkende årsag til, at miljømålet god økologisk tilstand eller god
kemisk tilstand ikke er opfyldt:
”Der
skal på den baggrund foretages en indsats over for de miljøfarlige forurenende stoffer ved, at
de berørte miljømyndigheder inden for deres ressort skal foretage opsporing af kilder til forurenende
stoffer, som hindrer opfyldelse af de fastlagte miljømål i overfladevandområder.”
Esben Lunde Larsen
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk