Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 11. marts 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 447 (MOF alm. del) stillet den 20. februar
2018 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 447
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange ulve der er registreret i Danmark, som pludselig og på
uforklarlig vis er forsvundet, samt hvad man fra myndighedernes side har gjort for at undersøge,
hvorvidt ulvene er blevet skudt?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
"Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus (som overvåger ulvene i Danmark for
Miljøstyrelsen) udsendte den 19. januar 2018 rapporten ”Ulve (Canis lupus) i Danmark 2012-2017”. I
rapporten sammenfattes det bl.a., at der siden 2012 er indvandret mindst otte ulve til Danmark. Af
disse vides tre at være i live i december 2017 og en (Thy-ulven) at være død af naturlige årsager. De
resterende fire ulve har ikke været registreret i mere end halvandet år (hverken i Danmark eller
Tyskland), og det vurderes, at disse sandsynligvis er døde uden at være blevet genfundet.
Miljøstyrelsen har ikke modtaget dokumentation eller henvendelser, som gør det muligt eller giver
anledning til at undersøge, hvorvidt ulvene er blevet skudt. Styrelsen bemærker, at det ikke kan
udelukkes at ulvenes forsvinden fx kan være forårsaget af trafikpåkørsler, konfrontation med andre
ulve eller, at de fortsat er i live og blot ikke er observeret.
I det tilfælde, hvor en ulv måtte blive fundet død, vil den blive sendt til obduktion på DTU
Veterinærinstituttet for at fastslå dødsårsagen."
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk