Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1861395_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 12. februar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 506 stillet den 5. februar 2018 af
Christine Antorini (S).
Spørgsmål nr. S 506
”Vil ministeren kommentere kritikken fra flere medlemmer af nationalparken Kongernes
Nordsjællands bestyrelse om ministerens udpegning af godsejer Carl Frederik Bruun som ny
bestyrelsesformand?”
Svar
Jeg har noteret mig kritikken af formanden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland fra en
række personer, som tilsyneladende mener, at landmænd overhovedet ingen forstand har på
natur. Jeg har også noteret mig, at nogle af kritikerne siger, at de intet kender til den nye
formand, men at alene det, at han er landmand, giver dem ret til på forhånd at dømme hans
evner i forbindelse med nationalparken som elendige.
Den nye formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland har et stort lokalt netværk i
nationalparkens område og har netop takket være sit virke som landmand i området stort
kendskab til de interessenter, der skal indgå i nationalparken og i den kommende bestyrelse. I
Nationalpark Kongernes Nordsjælland indgår arealer fra private lodsejere, som er afgørende for
nationalparkens sammenhæng. Jeg noterer mig, at formanden bakker op om Nationalpark
Kongernes Nordsjælland under den form, der nu er vedtaget. Det er værd at bemærke, at
landmænd og private lodsejere overalt i landet bruger egne ressourcer på at lave flere forskellige
tiltag til gavn for naturen, men også til gavn for dem der bruger naturen, modsat mange af
kritikerne der har mening om den rette form for natur uden økonomiske omkostninger for dem
selv.
Jeg påskønner, at en kompetent formand stiller sig til rådighed og er villig til at lægge mange
timers arbejde i driften af den kommende nationalpark samt hans villighed til at gøre en indsats
for den nationalpark, der er bred politisk enighed om at etablere.
Hvis kritikerne, der også repræsenterer organisationer, der får plads i bestyrelsen, ønsker en
velfungerende nationalparkbestyrelse med godt samarbejdsklima, burde de overveje, om den
fordomsfulde velkomst, de har givet formanden, gavner Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Brøndum
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk