Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1863148_0001.png
Den 02. marts 2018
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 392 (MOF alm. del) stillet den 2. februar
2018 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 392
”Vil ministeren som oplyst i samrådet den 24. januar 2018 bekræfte, at et havbrug har pligt til at
orientere Fødevarestyrelsen, hvis der sker udslip af fisk fra havbruget?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde
mig:
”Et havbrug har ikke pligt til at orientere Fødevarestyrelsen, hvis der sker udslip af fisk fra havbruget.
De veterinære regler vedrørende udslip er beskrevet i besvarelsen af spørgsmål nr. 146 (MOF alm. del),
hvoraf det fremgår, at: ”Det påhviler den ansvarlige for et akvakulturbrug at etablere foranstaltninger,
der hindrer, at fisk kan undslippe til frivand”, jævnfør § 15 i bekendtgørelse nr. 965 af 18. juli 2013.
Formålet med § 15 er at minimere risikoen for sygdomsspredning. Som udgangspunkt er fiskene i
dambrug og havbrug ikke syge. Hensigten er at minimere sandsynligheden for, at sygdomme spredes i
den periode, hvor en sygdom er under inkubation og derfor endnu ikke er opdaget i et akvakulturbrug.
Det afgørende veterinærfagligt er, at der er etableret foranstaltninger, der reducerer
smittespredningsrisikoen. Der er derfor ikke oplysningspligt om udslip i de veterinære regler.”
Jeg skal i tillæg hertil bemærke, at jeg på samrådet den 24. januar 2018 gav udtryk for, hvad jeg på
daværende tidspunkt var blevet oplyst om, nemlig at der i forhold til de veterinære regler er
oplysningspligt om udslip af fisk. Dette var dog ikke tilstrækkeligt præcist. Det er korrekt, som jeg
sagde, at Hjarnø Havbrug har overholdt deres veterinære forpligtigelse. Det er også korrekt, at Hjarnø
Havbrug har oplyst til Fødevarestyrelsen, at der forekom et udslip af fisk. Fødevarestyrelsen har
imidlertid siden oplyst mig om, at et havbrug ikke har pligt til at orientere Fødevarestyrelsen om
udslip.
Esben Lunde Larsen
/
Esben Egede Rasmussen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk