Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1859167_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. januar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 142 (MOF alm. del) stillet den 9. november
2017 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 142
”Alle danske havbrug skal hvert år til tilsynsmyndigheden, en kommune og/ eller Miljøstyrelsen
indsende et underskrevet indberetningsskema, hvoraf det skal fremgå, hvilke og hvor mange fisk der
er opdrættet i det seneste år, og hvor stor en mængde miljøskadelig kvælstof og fosfor samt antibiotika
og kobber der er udledt. Skemaet skal indsendes for at give tilsynsmyndigheden en mulighed for at
holde kontrol med, om reglerne for miljøskadelige stoffer overholdes, og at der ikke udledes mere, end
havbruget har tilladelse til. Har Hjarnø Havbrug oplyst i årsindberetningen for 2016, at havbruget har
haft sølvlaks, så tilsynsmyndigheden har haft det rigtig grundlag for at vurdere, om havbruget har
overholdt miljøreglerne?”
Svar
Til brug for besvarelsen har Miljøstyrelsen oplyst nedenstående, hvortil jeg kan henholde mig:
”Havbrugsvirksomheder indberetter hvert år data for saltvandsbaseret fiskeopdræt inden den 1.
februar til tilsynsmyndigheden, som er den stedlige kommune, hvis havbruget er placeret tættere end
én sømil fra kysten, og Miljøstyrelsen for øvrige havbrug. De årlige indberetningsskemaer fra
havbrugene skal oplyse en række produktions- og miljødata overfor tilsynsmyndigheden, i dette
tilfælde Hedensted Kommune, som derved får mulighed for at vurdere, om vilkårene i havbrugets
tilladelse eller miljøgodkendelse er overholdt. Såfremt en virksomhed indberetter ukorrekte
oplysninger, og tilsynsmyndigheden bliver bekendt hermed, vil reaktionen afhænge af
omstændigheder og årsager til den ukorrekte indberetning.
Indberetningsskemaer fra havbrugene har en dobbeltfunktion, idet tilsynsmyndigheden videresender
det kvalitetssikrede indberetningsskema til Miljøstyrelsen, som bruger oplysningerne i NOVANA-
overvågningsprogrammet (National Overvågning af VAnd og NAtur), hvor havbrug indgår som en
punktkilde. De årsindberetninger fra 2016, som Miljøstyrelsen er i besiddelse af, indeholder ikke
oplysninger om, at Hjarnø Havbrug A/S har opdrættet sølvlaks i havbrug. Det følger dog af
havbrugsvejledningen, at det er uden betydning for beregningen af næringsstofudledningen, hvilken
type laksefisk, der opdrættes. Oplysningerne til NOVANA-overvågningsprogrammet er derfor
retvisende, selvom der måtte være oplyst en forkert art af laksefisk.”
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk