Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1857494_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. februar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 350 (MOF alm. del) stillet 25. januar efter
ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 350
”Vil ministeren oplyse, om man kan opnå tilladelse til at grave jord af en grund indenfor
strandbeskyttelseslinjen, således at udsigten for bagved liggende bebyggelse forbedres, og vil
ministeren, såfremt dette er lovligt, så oplyse, hvem der i givet fald skal give denne tilladelse, når
grunden ligger i landzone?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som har oplyst følgende:
”Terrænændring er omfattet af naturbeskyttelseslovens generelle forbud mod ændring i tilstanden
inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor forudgående dispensation fra
naturbeskyttelsesloven. Der dispenseres kun til terrænændring, når der foreligger en begrundelse som
gør, at hensynet til at kunne udføre denne vurderes at måtte gå forud for strandbeskyttelsens formål
om netop at bevare den nuværende tilstand og anvendelse og friholde de kystnære arealer for
tilstandsændringer. Der vil som altovervejende hovedregel ikke kunne dispenseres til terrænændringer
alene med henblik på at opnå en forbedret udsigt. Det bemærkes, at der er tale om en konkret
vurdering og afvejning af hensyn i hvert enkelt tilfælde. Der er med ændring i naturbeskyttelsesloven i
2017 ikke sket ændringer i adgangen til at opnå dispensation til terrænændringer.
Spørgsmål om terrænændring inden for strandbeskyttelseslinjen skal vurderes af Kystdirektoratet
efter reglerne i naturbeskyttelsesloven, uanset om grunden ligger i landzone eller ej. ”
Planloven, herunder reglerne om landzonetilladelse, hører under erhvervsministerens ressort. Der er
derfor indhentet bidrag fra Erhvervsministeriet til brug for besvarelsen. For så vidt angår spørgsmålet
om, hvem der skal give en evt. landzonetilladelse til terrænændring, oplyser Erhvervsstyrelsen
følgende:
”Om regelgrundlaget i planloven kan oplyses, at planlovens § 35, stk. 1, har følgende ordlyd: ”I
landzoner må der ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny
bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog § 5
u og §§ 36-38.
Afhængig af de konkrete omstændigheder kan afgravning på en grund i landzone inden for
strandbeskyttelseslinjen tillige kræve landzonetilladelse efter reglerne i planlovens § 35. Som
udgangspunkt vil en afgravning alene for at forbedre udsigten ikke kræve landzonetilladelse. Det
skyldes, at en terrænændring ikke i sig selv kræver landzonetilladelse. Er der tale om en ændret
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 350: Spm. om man kan opnå tilladelse til at grave jord af en grund indenfor strandbeskyttelseslinjen, således at udsigten for bagved liggende bebyggelse forbedres m.m., til miljø- og fødevareministeren
anvendelse af arealet – f.eks. terrænændringer i forbindelse med etablering af jordvolde, søer mv. – vil
den som udgangspunkt kræve landzonetilladelse. Visse aktiviteter er dog undtaget krav om
landzonetilladelse. Det er kommunen, der i en konkret sag afgør, om en afgravning kræver
landzonetilladelse, og om der i givet fald bør gives landzonetilladelse.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
2