Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1857479_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. februar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 349 (MOF alm. del) stillet 25. januar efter
ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 349
”Vil ministeren oplyse, om det er lovligt indenfor strandbeskyttelseslinjen at bygge et nyt hus på den
gamle sokkel, og om oldtidsmindelinjen også vil have indflydelse herpå?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som har oplyst følgende:
”Naturbeskyttelsesloven blev i 2017 ændret, hvilket blandt andet medførte, at det nu følger af loven, at
der uden forudgående dispensation kan ske genopførelse af en bolig inden for
strandbeskyttelseslinjen, hvis boligen genopføres på en lovligt eksisterende sokkel og har samme
størrelse, dimensioner og udformning, som den bolig, den erstatter. Det forudsættes, at den
eksisterende bolig ikke er gået til grunde mange år tidligere, dvs. reelt er en ruin.
Har boligen omtrent, men ikke helt samme størrelse, dimensioner og udformning, eller ønskes boligen
genopført med en anden placering, end den eksisterende bolig, skal der søges om dispensation hertil.”
Angående oldtidsmindelinjen oplyser Miljøstyrelsen:
”Bestemmelsen om beskyttelseslinjen omkring fortidsminder efter naturbeskyttelseslovens § 18
indeholder et forbud mod tilstandsændringer inden for 100 meter af fortidsmindet. Genopførelse af
bebyggelse er ikke undtaget fra forbuddet og forudsætter derfor forudgående dispensation fra
kommunalbestyrelsen.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk