Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1843277_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
De 10. januar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 300 (MOF alm. del) stillet 18. december
2017 efter ønske fra udvalgets formand Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 300
”Vil
ministeren kommentere høringssvar fra Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer
om ændring af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af
rotter, jf. MOF alm. del
bilag 136?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Brancheforeningen
for Skadedyrsfirmaer (BS) har i sit høringssvar bl.a. kommenteret på følgende
elementer i den nye bekendtgørelse:
BS finder det uacceptabelt, at der indføres en autorisationsordning for privat bekæmpelse på egen
erhvervsejendom via et et-dags kursus, idet man mener ændringen går helt i mod målsætningen om en
mere grøn rottebekæmpelse. Miljøstyrelsen bemærker hertil, at autorisationen til bekæmpelse på egen
ejendom skal ske efter de samme regler, som er gældende for bekæmpere som udfører erhvervsmæssig
rottebekæmpelse.
BS er kritisk overfor kommunernes mulighed for at forbyde privat rottebekæmpelse, og selv at påtage
sig hele opgaven. Miljøstyrelsen bemærker hertil, at der ikke er tale om ændring, men en præcisering
af gældende regler i miljøbeskyttelsesloven. Kommunerne har hele tiden haft det fulde ansvar for
rottebekæmpelsen og dermed også retten til at overtage bekæmpelsen, hvis man ikke finder den
tilstrækkelig effektiv. Kommunerne har desuden mulighed for at beslutte, at de selv fuldt ud ønsker at
varetage rottebekæmpelsen, men det er væsentligt at understrege, at dette ikke vedrører de
forebyggende sikringsordninger, som brancheforeningens medlemmer har med private virksomheder
og grundejere.
BS er tillige kritisk overfor indførelse af skærpede krav til reaktionstiden i den kommunale
rottebekæmpelse, idet brancheforeningen vurderer, at deres medlemmer fratages en del af deres
forretningsgrundlag ved at kommunerne fremover også skal rykke ud i weekender og på helligdage.
Miljøstyrelsen bemærker, at det forekommer hensigtsmæssigt, at borgere (der har konstateret rotter
indendørs) og fødevarevirksomheder kan forvente, at bekæmpelsen påbegyndes hurtigt.
BS har desuden kommenteret på en række mere specifikke emner. Der henvises i den forbindelse til
det høringsnotat, som Miljøstyrelsen har udarbejdet i forbindelse revision af bekendtgørelsen om
forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Høringsnotatet er vedlagt denne besvarelse.
Miljøstyrelsen finder det desuden væsentligt at nævne, at interessenterne, herunder BS, vil blive
inviteret til at bidrage i forbindelse med opdatering af vejledningen om forebyggelse og bekæmpelse af
rotter.”
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 300: Spm. om kommentar til høringssvar fra Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer om ændring af bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, jf. MOF alm. del - bilag 136, til miljø- og fødevareministeren
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
2