Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1843840_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. januar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 282 (MOF alm. del) stillet 15. december
2017.
Spørgsmål nr. 282
Vil ministeren sende en opgørelse af luftkvaliteten opgjort på partikler og kvælstof målt i København,
Aarhus, Odense og Aalborg fra 1990-2016 sat op i en graf, og vil ministeren samtidig opgøre
trafikarbejdet i samme byer over samme årrække opgjort pr. by og år?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:
"Systematisk overvågning af luftforureningen i Danmark begyndte i starten af 1980’erne og er siden da
udbygget ad flere omgange. Måling af partikelforurening begyndte dog først efter, at EU’s
Luftkvalitetsdirektiv blev vedtaget i 1999. Der er ikke tilsvarende gennemført systematiske optællinger
af trafikarbejdet omkring målestationerne, der kan anvendes til sammenligning med den målte
forurening.
Nedenfor er vist to figurer med et udsnit af måleresultater for henholdsvis kvælstofoxider (NOx) og
partikler (PM10). Resultaterne er udvalgt blandt de målestationer, der har de længste tidsserier, og
hvor der kan sammenlignes på tværs af byer i hele perioden.
På den første figur vises resultaterne for NOx (kvælstofoxider) for København og Aalborg for perioden
1990-2016. På de øvrige målestationer startede målingerne først noget senere. De tre øverste kurver
viser NOx-forureningen målt ved gadeniveau tæt på trafikken, mens de to nederste kurver viser den
målte baggrundsforurening i de pågældende byer. Der ses et markant fald i NOx-forureningen i
gadeniveau i løbet af perioden, særligt i den første del, som primært skyldes indførelsen af krav om
katalysatorer på benzinbiler. Det ses endvidere, at målingerne på baggrundstationerne væk fra vejen
følges pænt ad i de to byer, ligesom udviklingen i forureningen på Vesterbro i Aalborg og Jagtvej i
København er nogenlunde ens. Forureningen på H. C. Andersens Boulevard i København ligger lidt
højere, da denne vej er mere trafikeret. På denne kurve ses et spring opad i 2010 som følge af, at
biltrafikken kom tættere på målestationen, da en busbane blev lavet om til vejbane. Målestationens
placering er i efteråret 2016 rettet, så det igen fra 2017 bør være muligt at have sammenlignelige
tidsseriedata.
På den anden figur vises resultaterne for PM10 (partikler) fra udvalgte målestationer i København
(gadestation på Jagtvej og baggrundsstation på taget af H.C. Ørstedsinstituttet), Odense og Aarhus for
perioden 2001-2016. Der blev kun målt PM10 i Aalborg fra 2001 til 2007. Det ses, at forureningen er
faldet støt i perioden, om end ikke helt så markant som for NOx. Der er ikke så markant forskel
mellem bybaggrunden og trafikstationerne, som det ses for NOx. Det skyldes, at partikelforureningen i
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 282: Spm. om ministeren vil sende en opgørelse af luftkvaliteten opgjort på partikler og kvælstof målt i København, Aarhus, Odense og Aalborg fra 1990-2016 sat op i en graf, til miljø- og fødevareministeren
1843840_0002.png
høj grad er domineret af langtransporteret forurening. Det ses også ved, at de årlige udsving følges ad
på de enkelte målestationer.
Alle målinger af luftkvalitet fremgår af årlige rapporter. Den seneste kom i oktober 2017:
http://dce2.au.dk/pub/SR234.pdf."
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
2