Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1953130_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1014 (MOF alm. del) stillet 18. september af
Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 1014
Vil ministeren i forlængelse af svar på MOF alm. del - spørgsmål nr. 933 om datoer i
landbrugsordningerne redegøre for, hvilke tidsfrister ministeren vil ændre?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Landbrugsstyrelsen, der oplyser, at det længe har været et ønske for
erhvervet at der skulle ses på fristen for etablering af efterafgrøder den 20. august.
De seneste år har det været nødvendigt at udskyde fristen. Dette skyldes vejrmæssige forhold, idet
vejrliget har betydning for bl.a. høsttidspunktet og dermed for, hvornår landmanden kan få etableret
efterafgrøderne. Endvidere har det i nogle år eksempelvis været for vådt til, at markarbejde kunne
gennemføres.
Fristen for etablering af efterafgrøder er fastsat for at bidrage til at sikre, at miljøeffekten af
efterafgrøderne opnås. Derfor kan fristen ikke fjernes, uden at det samtidig sikres, at miljøeffekten
opnås på anden vis.
Miljø- og Fødevareministeriet samarbejder derfor i øjeblikket med Aarhus Universitet om en model,
der kan gøre systemet mere fleksibelt. Arbejdet går ud på at sikre, at landmanden stadig kan leve op til
sine krav om efterafgrøder, selvom han sår dem på et andet tidspunkt end 20. august. Den foreslåede
løsningsmodel tager udgangspunkt i, at landmanden får mulighed for at indberette det tidspunkt, hvor
han påtænker at etablere sine efterafgrøder.
Løsningen åbner op for, at den enkelte landmand i højere grad kan tilpasse såningen af
efterafgrøderne efter forholdene på bedriften, samtidig med at miljømålene overholdes. Udviklingen af
modellen sker i samråd med Aarhus Universitet, der har igangsat en række forsøg med efterafgrøder,
hvor effekten af efterafgrøder med forskudte etableringstidspunkter måles.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Jacob Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk