Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1813322_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
6. november 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 100 (MOF alm. del) stillet 26. oktober 2017
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 100
”Vil
ministeren kommentere præsentationerne fra udvalgets ekspertmøde om hormonforstyrrende
stoffer den 11/10 2017, jf. MOF alm. Del
bilag 29?”
Svar
Som det fremgår af præsentationerne, står vi over for store udfordringer i forhold til at sikre et højt
beskyttelsesniveau over for udsættelse for hormonforstyrrende stoffer. Det er en problemstilling, som
jeg og regeringen tager meget alvorligt, og målet er bl.a. via regulering at minimere udsættelsen af
både mennesker og miljø for hormonforstyrrende stoffer.
For at kunne regulere hormonforstyrrende stoffer er det afgørende, at vi har tilstrækkelig viden til at
kunne identificere stofferne og dokumentere de skadelige effekter, og det er derfor, at den danske
strategi for hormonforstyrrende stoffer siden 2002 har haft videnopbygning og regulering som
centrale elementer. Udviklingen af testmetoder og test af konkrete stoffer eller kombinationer af
stoffer går hånd i hånd med beregninger og undersøgelser af menneskers og miljøets udsættelse for
hormonforstyrrende stoffer og effekterne heraf. Således kan effekter observeret på mennesker medføre
behov for udvikling af nye testmetoder, og i andre tilfælde kan effekter af bestemte stoffer observeret i
forsøg vise sig også at kunne påvises i mennesker, uden at det i mennesker præcis kan vises, hvilke
stoffer, der har medført disse effekter.
Det var således baggrunden for, at Center for Hormonforstyrrende Stoffer blev oprettet i 2008, og at vi
over de seneste 15 år har afsat midler til aktivt at kunne bidrage til OECD-arbejdet med udvikling af
testmetoder til påvisning af stoffer med hormonforstyrrende egenskaber. Disse testmetoder integreres
direkte i EU lovgivningen og er afgørende for at kunne forebygge skader på mennesker og miljø,
således at hormonforstyrrende stoffer kan identificeres, før mennesker og miljø udsættes for stofferne
i en sådan grad, at der kan påvises skader på mennesker og miljø. Disse aktiviteter har bl.a. betydet, at
Danmark gennem årene har kunnet bidrage betydeligt med input til EU-arbejdet med henblik på at
regulere hormonforstyrrende stoffer.
Det glæder mig, at vi i Danmark har et rigtigt stærkt og internationalt anerkendt forskermiljø, som har
leveret vigtige bidrag til myndighedernes forebyggende arbejde med at beskytte befolkningen og
miljøet over for hormonforstyrrende stoffer. Men vi er langt fra i mål, og jeg håber, at de også i
fremtiden vil være med til at frembringe viden af høj kvalitet.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 101: Spm. om, hvorvidt der er uoverensstemmelse mellem Center for Hormonforstyrrende Stoffers og Miljøstyrelsens vurdering af henholdsvis risici forbundet med hormonforstyrrende stoffer, til miljø- og fødevareministeren
2