Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
MOF Alm.del
Offentligt
1948670_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 4. oktober 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1009 (MOF alm. del) stillet den 13.
september 2018 efter ønske fra ikkemedlem Astrid Krag (S).
Spørgsmål nr. 1009
”På Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk) kan man læse om værditabsordningen, at “Efter en
eventuel oprydning, kan der fortsat være forurening på ejendommen, idet oprydningen udføres af
hensyn til boliganvendelsen.” Vil ministeren redegøre for baggrunden herfor, altså det at der alene er
tale om kompensation i forhold til boliganvendelse? Og vil ministeren bekræfte, at dette alene betyder
en vurdering af eventuelle sundhedsrisici og ikke det tab en boligejer kan opleve efter uforvarende at
have erhvervet sig en grund, der efterfølgende viser sig at være forurenet, og hvor forureningen
klassificeres, men hvor en fuldstændig oprensning opgives?”
Svar
Det følger af jordforureningslovens § 6, at der skal ske en offentlig oprensningsindsats, hvis en
forurening udgør en risiko for menneskers sundhed. Regionerne prioriterer de alvorligste forureninger
først. Det betyder, at der vil være nogle boligejere, der må vente på en oprensning. Derfor har man i
mere end 25 år haft værditabsordningen, som hjælp til de boligejere, der uskyldigt er blevet ejere af en
forurenet grund, og ønsker at få fremskyndet en indsats.
Den offentlige indsats er målrettet risikominimering fra de jordforureninger, der udgør en trussel mod
mennesker, grundvand og overfladevand og natur. Med andre ord fjerner regionerne ikke al
forurening, men kun den del, der udgør en risiko.
Det følger af jordforureningslovens § 30, at den indsats, der iværksættes efter værditabsordningen,
skal svare til den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats. Det vil sige, at oprensningen skal
udføres til samme niveau, som hvis den blev udført direkte under den offentlige indsats.
På den baggrund kan jeg bekræfte, at boligejere ikke kompenseres for det fulde økonomiske tab, der
kan opstå, når en ejendom er forurenet. Sådan har det været siden ordningen blev introduceret for
mere end 25 år siden.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk