Det Faglige Hus
John Tranums Vej 23
6705 Esbjerg Ø
Att.: Landsformand Johnny Nim
Beskæftigelsesministeren
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 01
www.bm.dk
CVR 10172748
26. februar 2018
Kære Johnny Nim
J.nr. 2018 - 942
Tak for din henvendelse af 23. januar 2018 vedrørende beregning af sygedagpenge
for personer med ukendt arbejdstid.
Det er korrekt, at der for enkelte grupper af lønmodtagere
–
lønmodtagere med
ukendt arbejdstid
–
på sygedagpengeområdet anvendes et beregningsprincip, hvor-
efter der anvendes forskellige satser for henholdsvis mænd og kvinder. Bereg-
ningsmåden, der er fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i ATP-loven, afspej-
ler, at den gennemsnitslige timeløn i Danmark er højere for mænd, end den er for
kvinder, hvilket betyder, at antallet af timer udregnes forskelligt for kvindelige og
mandlige lønmodtagere.
Baggrunden for, at der ved opgørelse af ATP-bidrag for lønmodtagere med ukendt
arbejdstid anvendes to forskellige satser, er et ønske om at sikre, at der indbetales
til ATP på det mest retvisende grundlag i forhold til beregning af antal arbejdstimer
i et ansættelsesforhold. Kvinder har gennemsnitligt en lavere løn end mænd, og
dette tages der højde for ved beregningen af antallet af arbejdstimer. Med reglerne
forsøger man at sikre de berørte kvinder samme pensionsmæssige vilkår uanset en
lavere timeløn.
Differentierede satser, der altså skal sikre lige behandling af kønnene, har været
anvendt siden etableringen af ATP-ordningen i 1964, og siden 1990 har man gjort
brug af samme metode til opgørelse af sygedagpenge for personer med ukendt ar-
bejdstid.
Beregningsprincippet har flere gange været genstand for politisk opmærksomhed,
men skiftende regeringer har ikke fundet grundlag for at ændre reglerne.
Jeg forstår udmærket din interesse for EU-Domstolens dom af 3. september 2014 i
sagen C-118/13 (X-dommen) om arbejdsskadeerstatning i Finland, hvor EU-
Domstolen fandt, at beregningen af den éngangsgodtgørelse, som sagen handlede
om, og som var fastsat ved en ordning, der ligeledes fastsætter ydelser for skader
som følge af en arbejdsulykke, der udbetales gennem hele den tilskadekomne per-
sons resterende levetid, ikke kan foretages på grundlag af en generalisering i hen-
hold til den gennemsnitlige forventede levetid hos mænd og kvinder.