Kulturudvalget 2017-18
KUU Alm.del
Offentligt
1829750_0001.png
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tel
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
6. december 2017
Folketingets Kulturudvalg har d. 8. november 2017, efter ønske fra Morten Marinus
(DF), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 29 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
Ministeren bedes give en status på kulturarvsprojektet om digitalisering af
Danmarks Radios arkiver, herunder besvare følgende spørgsmål:
- Hvor stor en del af Danmarks Radios arkiver er p.t. digitaliseret, og hvad
mangler?
- Er der aktuelle planer for digitalisering af resten af arkiverne, og i givet fald
hvilke, hvad forventes det at ville koste, og hvad vil tidshorisonten være?
- Hvem skal varetage arkivforpligtelsen fremover, og hvordan stilles det
digitaliserede materiale til rådighed for borgerne?
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra DR, der oplyser
følgende:
”Af
DRs public service-kontrakt for 2007-2010 fremgik det, at DR skal blandt andet af
kulturarvsmæssige hensyn bevare sine programarkiver. DR skal fremme
digitaliseringen af programarkiverne for bl.a. på denne måde at give borgerne adgang
til sine programarkiver, dog med de begrænsninger, der følger af lovgivningen mv.,
herunder ophavsretsloven. DR skal aktivt arbejde for i videst muligt omfang at kunne
gøre DRs programarkiver tilgængelige for befolkningen og forskermiljøerne.
Formuleringen er videreført i de efterfølgende public service-kontrakter.
I forbindelse med indgåelsen af medieaftalen for 2007-2010 modtog DR 75 mio. kr. af de
overskydende licensmidler til dette formål. Ved udgangen af 2016 har DR anvendt
denne bevilling med det resultat, at ca. 70 % af DRs samlede tv- og radioarkiv er
digitaliseret. Ved projektets begyndelse var det forventningen, at bevillingen ville
kunne finansiere digitalisering af i størrelsesorden en fjerdedel af arkivet.
Dok nr.
17/03748--2
KUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 29: Spm. om status på kulturarvsprojektet om digitalisering af Danmarks Radios arkiver, til kulturministeren
Side 2
De resterende 30 % består primært af de tidligste radio- og tv udsendelser, og der er
derfor tale om udsendelser med indholdsmæssig interesse.
DR undersøger for tiden forskellige muligheder og modeller for at igangsætte
digitalisering af disse materialer. Tidshorisonten vil skønsmæssigt og afhængigt af
løsningsmodel og finansiering være 3-5 år. DR vurderer, at det vil indebære
omkostninger på ca. 25 mio. kr., som DR pt. ikke har fundet konkret finansiering til.
Herefter vil materialerne være digitale og tilgængelige for formidling samt egnede til
digital langtidsbevaring.
For så vist angår formidlingen af arkiverne, har DR kontinuerligt arbejdet med at forny
og vitalisere tilgængeliggørelse og formidling af arkivmaterialerne. I den forbindelse
spiller DRs streamingtjeneste DR TV en central rolle. DRs arkivtilbud på DR TV består
af en løbende redaktionel udvælgelse af de bedste programmer fra DRs programarkiv og
stilles til rådighed som en integreret del af DR TV, ofte i form af tematiske og
aktualiserede tilbageblik. Samtidig formidles de bedste arkivprogrammer i form af
genudsendelser på DRs radio- og tv-flow-kanaler, og der anvendes i stort omfang klip
fra arkivet i nye produktioner.
Udover de arkivtilbud, der indgår som en integreret del af DR TV og på DRs flow-
kanaler, tilbyder DR også en række mere specialiserede arkivtilbud. Af eksempler
herpå kan nævnes:
dr.dk/bonanza, som indeholder ca. 10.500 radio- og tv-materialer (klip, programmer
og serier) med et samlet omfang på ca. 6.500 timer.
arkivtilbud til børn i DR Ramasjang og DR Ultra-universerne.
dr.dk/klipkassen, som er DR’s læringssite målrettet førskolebørn, hvor pædagoger
og forældre kan tilgå udvalgte klip fra DR’s børneudsendelser, som er tilpasset
dagtilbudslovens læreplanstemaer inden for sprog, natur, musik samt krop og
bevægelse.
dr.dk/skole, hvor DR stiller udvalgte klip og programmer fra programarkivet til
rådighed for brug af lærere og elever i grundskolen for at sikre, at DRs
programarkiv aktivt kan indgå i undervisningen. DR.dk/skole er baseret på tv-klip,
fotografier og lyd fra DRs arkiver og dækker alle klassetrin og alle fag i
grundskolen.
dr.dk/gymnasium, som er et læringsunivers med materialer fra DRs arkiver,
udvalgt og tilrettelagt til at understøtte undervisningen i gymnasieskolerne.
Fagopdelingen følger det almene gymnasium, men temaerne kan med fordel også
bruges på HF, HHX, HTX og tilsvarende niveau.
Formidlingshjemmesiden, www.danskkulturarv.dk, hvor DR samarbejde med en
række af de største kulturinstitutioner i Danmark om at tilgængeliggøre
kulturarven via digitale udstillinger.
Afslutningsvist bemærkes det, at det officielle arkiv for DR ifølge lov om pligtaflevering
er Det Kongelige Bibliotek, som dermed er pligtafleveringsinstitution for DRs
KUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 29: Spm. om status på kulturarvsprojektet om digitalisering af Danmarks Radios arkiver, til kulturministeren
Side 3
programmer. Det Kongelige Bibliotek kan i den egenskab give adgang til DRs arkiver
for forskermiljøerne og til enkeltpersoners gennemsyn på stedet.”
Endelig bemærkes det, at det fremgår af DRs public service-kontrakt for 2015-2018, at
”DR skal videreføre arkivtjenesten Bonanza indtil DR over for partierne bag den
mediepolitiske aftale for 2015-2018 kan præsentere en tilfredsstillende løsning om et
søgbart programarkiv for befolkningen omfattende DRs digitaliserede programarkiver”.
I
forlængelse heraf kan det oplyses, at DR er ved at undersøge mulige modeller for en
sådan løsning, herunder i dialog med Det Kongelige Bibliotek.”
Jeg kan henholde mig til det af DR oplyste.
Mette Bock