Folketingets Kirkeudvalg
Kirkeudvalget har ved brev af 1. november 2017 (KIU alm. del – spørgsmål 8)
bedt om min besvarelse af spørgsmål:
”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 23. oktober 2017 fra Intact
Denmark vedr. afvikling af traditionen for omskæring af drengebørn jf. KIU
alm. del – bilag 5 ”
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
www.km.dk
Telefon 3392 3390
Telefax 3392 3913
Dokument nr.: 144977/17
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Kirkeministeriet indhentet
svarbidrag fra Sundheds- og Ældreministeriet.
Sundheds- og Ældreministeriet har i den forbindelse oplyst følgende:
”Det følger af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson er
forpligtet til at udvise omsorg og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af
sin virksomhed.
Som ved andre operative indgreb skal omskæring af drenge derfor ske
under iagttagelse af denne forpligtelse.
Sundhedsstyrelsen har med vejledning nr. 9199 af 2. april 2014 om
omskæring af drenge fastsat faglige retningslinjer for en række forhold i
relation til omskæring, som bidrager til at udfylde normen for omhu og
samvittighedsfuldhed som udtrykt i autorisationslovens § 17.
Der er bl.a. i vejledningen krav om, at indgrebet foretages af en læge eller
dennes medhjælp, samt krav til hygiejneforhold, journalføring og
smertelindring. Kravene skal sikre, at lægen overholder sin pligt til at
handle med omhu og samvittighedsfuldhed.
Sundhedsstyrelsen har i 2013 lavet en undersøgelse om omskæring i
Danmark, for blandt andet at skabe et overblik over omfanget af eventuelle
sundhedsmæssige problemer, der er forbundet med rituel omskæring.
Undersøgelsen resulterede i notatet ”Omskæring af drenge”.
Sundhedsstyrelsen har i undersøgelsen vurderet, at der ikke er tilstrækkelig
sundhedsfaglig dokumentation til generelt at anbefale omskæring af
drengebørn. Samtidig vurderer styrelsen, at der ikke er sådanne risici ved
indgrebet, når det foretages korrekt og af kompetente læger, at styrelsen
finder anledning til at anbefale et forbud mod rituel omskæring af
drengebørn.
Det er regeringens holdning, at omskæringer af drenge, der følger
Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring, ikke bør forbydes.
Dette dokumentnr. bedes oplyst ved
henvendelse til Kirkeministeriet
Dato: 29. november 2017