Kirkeudvalget 2011-12
KIU alm. del , endeligt svar på spørgsmål 2
Offentligt
Thomas Reinholdt Rasmussen
15.august 2011
Notat vedrørende Den nikænske Trosbekendelse.
I.
Den kristne tro er i sit udtryk en bekendelse. Det er ordene: ”Jesus er Herre” (jf. 1.kor.12,3).
Ud fra denne enkle bekendelse udledes Skriften (Det nye testamente), og de følgende
bekendelser (de tre oldkirkelige: Apostolicum, Nicaenum, Athanasianum, og de to
reformatoriske: ConfessioAugustana og Den lille Katekismus). Alt – både de profetiske og de
apostolske skrifter samt bekendelserne – skal måles på grundbekendelsen: Jesus er Herre.
Ved kirkemødet i Nikæa 325 grundfæstes Den nikænske Trosbekendelse og stadfæstes ved
kirkemødet i Konstantinopel 381. Bekendelsen bliver til i opgøret med arianismen, der
bekendte Jesu værensforskellighed fra Faderen. Bekendelsen er derfor optaget af at bekende
Jesus
værenslighed med Faderen
(`/consubstantialempatri).
Nicaenum er primært et læresymbol og ikke et dåbssymbol (som apostolicum er det). Efter
vedtagelsen i Nikæa blev symbolet anvendt i østkirkerne i forskellige varianter, men efter
kirkemødet i Chalcedon 451 blev denne mangfoldighed afløst af en uniformitet, hvilket fandt
udtryk i symbolet
Nicaeno-Constantinopolicanum,
som vi kender det i dag, og som findes i de
danske ritualbøger og salmebog. Dog med den væsentlige undtagelse af udsagnet om
Helligånden, som også udgår fra Sønnen, ikke er udtrykt i den oprindelige bekendelse. Det
udtryk indføres først i vestlige kirke ved kirkemødet i Toledo 589, da man fandt, at denne
opfattelse af Helligånden, og derved treenigheden, bedre harmoniserede med den vesterlandske
trinitetsteologi. Belæg fandt man eksempelvis i Johs. 14,26 (”Helligånden, som Faderen vil
sende i mit navn”) og 16,9 (”når jeg (Jesus) går bort herfra, vil jeg sende ham (Helligånden) til
jer”). Og mere fundamentalteologisk, at Helligånden ikke kan bringe ny åbenbaring ved siden af
Kristus, der siger ”Alt er fuldbragt”. Derfor er Helligånden nødt til at udgå både fra Faderen og
fra Sønnen. Dette kaldes ”filioque”
(I parentes bemærket har det den missiologiske pointe, at når man bekender filioque, kan Gud
ikke mødes udenom Kristus, da åndens opgave er at åbne mødet med Gud, og ånden mødes
først, hvor Kristus er forkyndt. Bekendelsen til filioque medfører umiddelbart en eksklusivitet,
da Gud kun kan mødes i Kristus og ikke uden om Kristus, som det kunne finde sted i
østkirken, hvor Helligånden udgår fra Faderen alene).