København, den 13. juni 2018
Udtalelse efter mødet mellem statsministeren og formand for
Naalakkersuisut Kim Kielsen
Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre) ser investeringer i
infrastruktur som en vigtig forudsætning for erhvervsudvikling og for
nye arbejdspladser og indtægter. I efteråret 2017 blev en ny central
containerhavn i Nuuk taget i brug og aktuelt planlægges det, at der
anlægges tre nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Gode
transportmuligheder er en grundpille i fundamentet for vækst og
udvikling.
Investeringer i et lufthavnsprojekt i den størrelsesorden,
Naalakkersuisut har fremlagt, er økonomisk ambitiøst.
Naalakkersuisuts finansieringsplan for det samlede projekt rummer en
høj grad af egenfinansiering, men også en betydelig låntagning udefra.
Det er regeringens vurdering, at det aktuelle samlede lufthavnsprojekt
har en sådan størrelsesorden, at det
–
afhængigt af finansiering og valg
af eksterne samarbejdspartnere
–
kan have udenrigs- og
sikkerhedspolitiske perspektiver, både i og uden for Grønland,
ligesom det i en årrække vil lægge beslag på store ressourcer i
Grønlands økonomi.
På denne baggrund er statsministeren og formanden for
Naalakkersuisut i dag blevet enige om i fællesskab at afdække, om og
i givet fald, hvordan man fra dansk side kan bidrage i forbindelse med
finansieringen af dele af lufthavnsprojekterne.
Der er enighed om, at der igangsættes et fælles arbejde herom, som
kan afsluttes forud for, at Naalakkersuisuts lovforslag om
lufthavnsprojekterne færdigbehandles i Inatsisartut på
efterårssamlingen i 2018.
Statsministeren og formanden for Naalakkersuisut er endvidere blevet
enige om at bede erhvervsministeren og naalakkersuisoq for Erhverv
og Energi om at komme med forslag til en udvidelse af samarbejdet
om at fremme danske erhvervsvirksomheders og pensionskassers
kendskab til og muligheder for at investere i Grønland. Mulighederne
for og perspektiverne i at etablere en fælles udviklingsfond vil blive
vurderet i den forbindelse.
Statsministeriet - Prins Jørgens Gård 11 - 1218 København K - Tlf.: +45 33 92 33 00