Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
14. juni 2018
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 326 (Alm. del) af 8. maj
2018 stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht (S)
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om det i henhold til metoden i Finansministeriets publikati-
on ’Økonomisk Analyse: Udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017’ er
gældende, at en offentlig investering i året for købet bogføres som en offentlig
udgift til anskaffelsesprisen og at afskrivningen af det samme investeringsgode
bogføres som offentlige udgifter under offentligt forbrug i de efterfølgende år ind
til godet er værdiløst?
Svar
Beskrivelsen af udgiftsudviklingen i
Udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017
er baseret på en nationalregnskabsopgørelse af de offentlige udgifter, hvor alle
delkomponenter af det offentlige forbrug henføres til udgiftssiden. I opgørelsen
udgør det offentlige forbrug således en delmængde af de samlede offentlige udgif-
ter,
jf. også svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 325 af 8. maj 2018.
Opgørelsen af det offentlige forbrug i nationalregnskabet omfatter afskrivninger
(forbrug af fast realkapital), der er et beregnet udtryk for den tekniske og fysiske
værdiforringelse af produktionsapparatet i offentlig forvaltning og service. Af-
skrivningerne beregnes ud fra beregningstekniske antagelser om tidligere investe-
ringers levetid mv. Afskrivningerne neutraliseres i opgørelsen af den offentlige
saldo ved en tilsvarende teknisk indregning på indtægtssiden.
Opgørelsen af de offentlige investeringer i nationalregnskabet omfatter investerin-
ger i bygninger og anlæg og investeringer i forskning og udvikling. De offentlige
investeringer i bygninger og anlæg omfatter nye varige goder, som anvendes i pro-
duktionsprocessen i mere end ét år samt hovedreparationer på eksisterende kapi-
talgoder, herunder fx vedligehold af vej- og banenettet. Udgifter, der bogføres i de
offentlige regnskaber som udgifter til anskaffelse af materielle og immaterielle
aktiver mv., vil som udgangspunkt blive opgjort som offentlige investeringer i
nationalregnskabet.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk