Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
6. november 2017
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 24 (Alm. del) af 16.
oktober 2017 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)
Spørgsmål
I Finansministeriets notat ”BNP-virkning ved ACE” står på side 5 følgende:
”Nedsættelse
af den formelle selskabsskattesats vil også mindske investeringsfor-
vridningen, men fjerner den ikke, og en del af mindreprovenuet ved nedsættelse af
den formelle selskabsskattesats vedrører immobil overnormal profit, hvor skatten
ikke forvrider investeringsbeslutningen. Ved et normalafkastfradrag opnås fortsat
et provenu fra beskatningen af lokalitetsspecifik
overnormal profit (rents).”
Vil ministeren redegøre for, hvilken definition Finansministeriet bruger, når der
tales om overnormal profit, både mobil, immobil og lokalitetsspecifik overnormal
profit?
Svar
Overnormal profit (også kaldet økonomisk profit) adskiller sig fra det regnskabs-
mæssige overskud. Det regnskabsmæssige overskud er forskellen mellem de sam-
lede indtægter og de samlede faktiske omkostninger (inkl. afskrivninger og rente-
udgifter). Den økonomiske profit fremkommer ved yderligere at fratrække alter-
nativomkostningerne. Alternativomkostningerne repræsenterer værdien af den
mest fordelagtige alternative anvendelse af de anvendte inputs. Den alternative
forrentning, der kunne være opnået ved en alternativ anbringelse af den investere-
de kapital, er således en omkostning i opgørelsen af den økonomiske (eller over-
normale) profit.
Det samlede afkast et selskab opnår af et givet investeringsprojekt, kan opdeles i
en risikofri rente, en risikopræmie og en evt. overnormal profit,
jf. figur 1.
Den risikofri rente svarer til det afkast, investor kan opnå ved at placere kapitalen
i risikofrie aktiver såsom statsobligationer udstedt af lande med høj kreditvurde-
ring.
Risikopræmien er en kompensation, som investor vil kræve i det forventede afkast
for at påtage sig risiko ved investeringer med et stokastisk afkast. For en veldiver-
sificeret investor vil risikopræmien afspejle den systematiske risiko i det aktuelle
projekt (dvs. den risiko, investor ikke kan diversificere bort ved at sprede sine
investeringer).
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk