FIU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 193: Spm. om det fulde demografiske udgiftstræk, opgjort på henholdsvis hele den offentlige sektor og for de offentlige delsektorer hver for sig, til finansministeren

Finansudvalget 2017-18
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

23. februar 2018

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 193 (Alm. del) af 5.

februar 2018 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)

Spørgsmål

Vil ministeren i forlængelse af svaret på spørgsmål 74 oplyse tilsvarende om det

”fulde demografiske udgiftstræk”, jf. PB Sørensen m.fl. ”Dansen om

råderummet”

(i Berlingske den 17. oktober 2017), opgjort på henholdsvis hele den

offentlige sektor og for de offentlige delsektorer hver for sig?

Svar

Finansministeriets langfristede fremskrivninger baseres på beregningstekniske

principper efter den mellemfristede planlægningshorisont (aktuelt 2025), idet der

efter 2025 ikke er taget stilling til den samlede finanspolitiske prioritering.

De beregningstekniske principper efter 2025 tager blandt andet udgangspunkt i

uændret skattebelastning og kompensationsgrader (fx i dagpengesystemet), og at

de nominelle offentlige serviceudgifter målt ”pr. bruger” følger lønudviklingen.

Samtidig antages, at befolkningens fordeling på arbejdsmarkedskategorier såsom

beskæftigelse, ledighed, førtidspension mv., før indregning af reformvirkninger er

konstant for de enkelte alders-, køns- og herkomstgrupper. Hertil indregnes bi-

drag fra ændringer i efterløns- og folkepensionsalder mv. og fra øget uddannelses-

niveau. Ændringer i befolkningens sammensætning på alder, køn, herkomst og

uddannelse mv. slår dermed igennem i fremskrivningen af beskæftigelse og antal-

let af overførselsmodtagere.

Antagelserne om det offentlige forbrug efter 2025 tager som nævnt udgangspunkt

i et beregningsprincip om, at det nominelle offentlige forbrug følger det beregne-

de demografiske træk og lønudviklingen.

Ved uændret befolkningssammensætning vil de anvendte principper svare til, at

det offentlige forbrug efter 2025 udgør en uændret andel af BNP (nominelt). An-

tagelsen er således neutral i forhold til beskatningen i den forstand, at der ikke vil

være et opadgående pres på skattebelastningen fra udgifterne til offentligt forbrug,

når befolkningssammensætning og arbejdstid mv. er konstant.

Når der er produktivitetsvækst i de private erhverv, der leverer til offentligt for-

brug, vil produktionsomkostningerne og prisen på disse leverancer stige mindre

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 193: Spm. om det fulde demografiske udgiftstræk, opgjort på henholdsvis hele den offentlige sektor og for de offentlige delsektorer hver for sig, til finansministeren

Side 2 af 3

end lønstigningstakten. Når der er produktivitetsvækst i de private erhverv, inde-

bærer de beregningstekniske antagelser dermed, at der indregnes en løbende vækst

i det reale varekøb og derigennem i de samlede reale ressourcer til offentlig service

pr. bruger. Dette bidrag til realvæksten i det offentlige forbrug i de langsigtede

fremskrivninger er

ikke

knyttet til den demografiske udvikling, men derimod til

produktivitetsvækst i den private sektor.

Disse principper anvendes til at vurdere om det antagne forløb for de offentlige

forbrugsudgifter efter 2025 kan finansieres ved uændret skattebelastning, eller om

der

–

givet målsætningen om langsigtet holdbarhed og hensyn til løbende moderat

offentlig gæld samt undgåelse af for store underskud, herunder i den såkaldte

hængekøjeperiode

–

kan imødeses behov for tilpasninger i forhold til de bereg-

ningstekniske forudsætninger om finanspolitikken. Der er altså ikke tale om, at

den beregningstekniske vækst er udtryk for politiske målsætninger om realvæksten

eller at der nødvendigvis vil være finansiering til en sådan udgiftsvækst inden for

de finanspolitiske rammer i hvert år i fremskrivningsperioden.

Endvidere bemærkes det, at beregningen af det demografiske træk indgår som

element i den langsigtede beregning af holdbarheden af de offentlige finanser, og

ikke er møntet på at foretage beregninger af det præcise udgiftstræk i enkelte år,

særligt ikke tilbage i tid og på delsektorer,

jf. svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 74

(Alm. del) af 21. november 2017.

Yderligere bemærkes det, at der ikke tages højde for

stigende produktivitet i den offentlige sektor i beregningen.

I tabel 1 er den beregningstekniske vækst i det offentlige forbrug beregnet i perio-

den 2001-2016 efter ovennævnte principper. Beregningen tager således udgangs-

punkt i en beregning af væksten i det nominelle offentlige forbrug, som er baseret

på væksten i det beregnede demografiske træk i perioden (jf.

også svar på Finansud-

valgets spørgsmål nr. 74 (Alm. del) af 21. november 2017)

tillagt en beregnet gennem-

snitlig lønstigningstakt i økonomien. For at beregne den reale beregningstekniske

forbrugsvækst er væksten i det nominelle offentlige forbrug deflateret med pris-

og lønudviklingen i den offentlige sektor.

Det bemærkes, at beregninger for enkeltår tilbage i tid af den offentlige forbrugs-

vækst efter Finansministeriets langsigtede fremskrivningsprincipper ikke er me-

ningsfulde. Det langsigtede fremskrivningsprincip efter 2025 anvendes i en nor-

mal konjunktursituation med stabil lønudvikling. Med de konjunkturudsving mv.,

som der har været i den historiske periode, har den faktiske lønstigningstakt imid-

lertid svinget mellem 1¼ og 4¾ pct. om året. Det er ikke meningsfyldt at opgøre

den beregningstekniske realvækst år for år ud fra så store udsving i lønstignings-

takten. I tabel 1 er derfor vist det beregnede gennemsnit for perioden.

Med de ovenstående principper er den beregningstekniske vækst i det offentlige

forbrug beregnet til ca. 1,3 pct. om året i gennemsnit i perioden 2001-2016. Den

faktiske realvækst i ressourcerne til det offentlige forbrug har i gennemsnit udgjort

ca. 1,1 pct. om året.

Side 3 af 3

Den tilsvarende gennemsnitlige beregningstekniske forbrugsvækst i den kommu-

nale sektor er beregnet til 1,3 pct. om året, mens den er beregnet til 1,4 pct. for

både den regionale og den statslige sektor. Det bemærkes, at der i nationalregn-

skabet kun findes en samlet deflator for det offentlige forbrug under ét. Prisudvik-

lingen er teknisk forudsat at være ens i delsektorerne. De andele af det offentlige

forbrug, som består af hhv. lønninger og varekøb, varierer imidlertid på tværs af

delsektorer, hvorfor pris- og lønudviklingen også i praksis kan forventes at variere.

Tabel 1

Beregnet vækst i det offentlige forbrug på baggrund af finansministerets beregningstekniske principper

efter den mellemfristede planlægningshorisont, 2001-2016

2001-2016

Pct.

Vækst i det offentlige forbrug beregnet med Finansministeriets

beregningstekniske principper efter den mellemfristede plan-

lægningshorisont

- Kommuner

- Regioner

- Stat

1,3

1,4

Memoposter

Realvækst i det offentlige forbrug

Beregnet vækst i det demografiske træk

Beregnet lønstigningstakt

Pris- og lønstigningstakt i det offentlige forbrug

1,1

0,4

3,0

2,1

Anm.: Der er i beregningen anvendt en en beregnet lønstigningstakt på baggrund af den gennemsnitlige

lønstigningstakt i hele

økonomien ifølge Nationalregnskabet samt DA’s lønindeks for industrien. For pris-

og lønstigningstagten for det offentlige forbrug er anvendt Nationalregnskabets deflator for det samlede

offentlige forbrug opgjort ved inputmetoden ekskl. afskrivninger.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

Det er et politisk valg, hvordan der skal prioriteres mellem realvækst i det offentli-

ge forbrug og fx lavere skat. Det offentlige forbrugs andel af økonomien er højt i

Danmark set i et internationalt og historisk perspektiv. Regeringen ønsker en mo-

derat realvækst i det offentlige forbrug i gennemsnit frem mod 2025. Tilbagehol-

denhed i udgiftspolitikken vil

–

i modsætning til erfaringerne med gentagne ud-

giftsskred i årene inden finanskrisen og budgetlovens indførelse

–

bidrage til at

modgå risici for tiltagende mangel på arbejdskraft og overophedning af dansk

økonomi, som risikerer at lægge kimen til et efterfølgende tilbageslag.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister