Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del
Offentligt
1908797_0001.png
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 11. juni 2018
MFVM 540
Miljø- og Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 183 (EUU alm. del) stillet den 16. maj 2018
efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 183
Ministeren bedes oplyse, om Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan beslutte at indføre et
forbud imod brug af sprøjtegifte på alle offentlige arealer?
Svar
EU-rammedirektivet om en bæredygtig anvendelse af pesticider (direktiv 2009/128/EF) indeholder
blandt andet krav om, at medlemslandene skal gøre en indsats for at reducere, eller eventuelt helt for-
byde, brugen af pesticider på specifikke arealer med offentlighedens adgang. Områderne er defineret
som offentlige parker og haver, sportspladser, rekreative områder, skolegårde og legepladser samt i
umiddelbar nærhed af sundhedsfaciliteter. Meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler må i Danmark
ikke anvendes i private haver, på offentlige områder og lignende arealer, der er tilgængelige for publi-
kum, arealer omkring boligbyggeri, børneinstitutioner og lignende eller til behandling af beplantninger
i skel mod offentlige veje eller private haver. Bekæmpelse af rotter, muldvarper og mosegrise er dog
tilladt, når bekæmpelsen foretages af autoriserede personer.
Det er altså muligt at forbyde anvendelsen på de nævnte offentlige arealer, og principielt også på øvri-
ge offentlige arealer, såfremt det sker under varetagelse af beskyttelseshensyn, der er anerkendt i den
EU-retlige pesticidregulering, og hvor almindelige forvaltningsretlige principper som proportionalitet
og ligebehandling overholdes. Der er imidlertid i Danmark allerede i 1998 indgået en frivillig aftale
mellem staten, regionerne og kommunerne, der omhandler brugen af pesticider på offentlige arealer,
hvor målsætningen er at afvikle brugen af pesticider. Med baggrund i denne aftale er pesticidforbruget
på de offentlige arealer faldet med mere end 90 %, så det nu udgør omkring en promille af det samlede
forbrug.
Nogle af indsatserne i Pesticidstrategi 2017-2021 retter sig netop mod pesticidforbruget på offentlige
arealer, idet det her særligt fremgår, at kommuner, regioner og staten fortsat skal sænke forbruget i
overensstemmelse med den frivillige aftale.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
CVR 12854358
EAN 5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk