EFK, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 189: Spm. om ministeren kan bekræfte, at der i skattelovgivningen i forbindelse med forlængelse af eneretten (lovforslag nr. L 62, folketingsåret 2003/04) og i uddybninger af kompensationsaftalen er meget tydelige henvisninger til, at det er en aftale med A.P. Møller – Mærsk, der er tale om, og begrunde, hvorfor kompensationsaftalen alligevel skal omfatte en anden part, til energi-, forsynings- og klimaministeren

Energi- Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18
EFK Alm.del
Offentligt

Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2017-18

EFK Alm.del endeligt svar på spørgsmål 70

Offentligt

13. DECEMBER 2017

7519843 SFS/JNO

Kompensationsaftalen mellem

staten og APM (DUC)

Energistyrelsen har den 5. september 2017 modtaget en anmodning fra A.P. Møller

–

Mærsk A/S (”APM”) om styrelsens godkendelse af en

indirekte overdragelse af eneretsbe-

villingen til den franske energi-koncern

Total S.A. (”Total”). Anmodningen må forstås så-

dan, at APM forventer, at styrelsens godkendelse også vil omfatte kompensationsaftalen.

Styrelsen har i den forbindelse bedt Kammeradvokaten vurdere statens mulighed for at

godkende overdragelse af selve eneretsbevillingen (den koncessionsmæssige del af bevil-

lingen) til Total men samtidig meddele afslag på, at kompensationsaftalen medoverdrages.

Kammeradvokatens vurdering og anbefaling kan sammenfattes således:

Staten har indgået kompensationsaftalen med hjemmel i statens almindelige adgang til at

indgå aftaler til varetagelse af statens samfundsøkonomiske interesser. Det principielle ud-

gangspunkt er derfor, at parternes rettigheder og pligter i henhold til kompensationsaftalen

er styret af almindelige privatretlige aftaleregler, men dog med anerkendelse af de særlige

forudsætninger for statens indgåelse af denne type aftaler. Spørgsmålet om overdragelse af

kompensationsaftalen er derfor som udgangspunkt styret af de privatretlige regler om per-

sonskifte i skyldforhold.

I overensstemmelse hermed anførte ministeren i sit svar på spørgsmål 375 fra Energi-, For-

synings- og Klimaudvalget, at en ny erhverver af eneretsbevillingen ikke

uden videre

kunne

indtræde i kompensationsaftalen. Spørgsmål 375 var abstrakt i sin formulering og baserede

sig ikke på en konkret foreliggende situation. Der var derfor alene anledning til at angive

det principielle udgangspunkt og ikke en mere detaljeret vurdering af mulighederne for

konkret at overdrage kompensationsaftalen.

Kompensationsaftalen var en afgørende forudsætning for, at Nordsøaftalen kunne indgås og

dermed at eneretsbevillingen kunne forlænges til 2042 på ændrede vilkår. Dette skyldtes

navnlig to forhold.

København

Vester Farimagsgade 23

DK-1606 København V

Aarhus

Åboulevarden 49

DK-8000 Aarhus

Telefon +45 33 15 20 10

Fax +45 33 15 61 15

www.kammeradvokaten.dk

Dokument1

EFK, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 189: Spm. om ministeren kan bekræfte, at der i skattelovgivningen i forbindelse med forlængelse af eneretten (lovforslag nr. L 62, folketingsåret 2003/04) og i uddybninger af kompensationsaftalen er meget tydelige henvisninger til, at det er en aftale med A.P. Møller – Mærsk, der er tale om, og begrunde, hvorfor kompensationsaftalen alligevel skal omfatte en anden part, til energi-, forsynings- og klimaministeren

13. DECEMBER 2017

For det første stod bevillingshaverne med forlængelsen af eneretsbevillingen frem til 2042

over for at skulle foretage langsigtede investeringer i Nordsøen, og det var afgørende, at der

blev skabt sikkerhed for investeringerne. Det var parternes vurdering, at kompensationsafta-

len sikrede ”DUC

arbejdsro om aktiviteterne i Nordsøen de næste mange år.”,

og hvis ikke

aftalen var blevet indgået, måtte det ”

forventes, at DUC i perioden frem til 2012 ikke ville

følge en langsigtet strategi med implementering af ny teknologi og yderligere efterforsk-

ning.”,

jf. økonomi- og erhvervsministerens redegørelse til Folketinget af 7. oktober 2003

om Nordsøaftalen.

For det andet indebar forlængelsen af eneretsbevillingen mere byrdefulde vilkår for DUC,

fordi

staten ville få større indtægter fra DUC’s olie-

og gasproduktion i Nordsøen. Og uden

”

sikkerheden i form af en kompensationsaftale ville DUC ikke have påtaget sig så byrdeful-

de vilkår, som aftalen om forlængelse af eneretsbevillingen indebærer”,

jf. betænkning over

forslaget til folketingsbeslutning

. Parterne var således enige om, at ”

Det ville næppe være

muligt gennem en aftale at opnå en så væsentlig ændring i fordelingen af overskuddet fra

aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden kompensationsbestemmelsen,

jf. Er-

hvervsministeriets notat af 17. december 2003 om kompensationsaftalen.

Selv om kompensationsaftalen ikke er indgået med hjemmel i undergrundsloven, men i

statens almindelige adgang til aftaleindgåelse, kan den således ikke administreres isoleret

fra eneretsbelingen. Kompensationsaftalen er, som bilag 3 til det tillæg til eneretsbevillin-

gen, der forlængede bevillingen frem til 2042, en integreret del af eneretsbevillingen. Det

kommer bl.a. til udtryk i kompensationsaftalens § 7 og § 8.

Som en afgørende forudsætning for indgåelsen af Nordsøaftalen og som en integreret del af

forlængelsen af eneretsbevillingen må det i administrationen af kompensationsaftalen indgå,

at denne er en af de forudsætninger, som eneretsbevillingen hviler på. Kompensationsafta-

len og bevillingsforlængelsen var hinandens forudsætninger. Derom var der ved indgåelsen

af Nordsøaftalen enighed mellem Staten og APM.

Overdragelse af eneretsbevillingen kræver ministerens godkendelse efter undergrundsloven,

da den ikke overdrages til en af de oprindelige konsortiedeltagere. Tilsvarende forudsætter

overdragelse af kompensationsaftalen ministerens accept efter privatretlige regler.

Ministerens stillingtagen til overdragelse af kompensationsaftalen kan ikke ske uden hen-

syntagen til, at kompensationsaftalen er en afgørende forudsætning for forlængelsen af ene-

retsbevillingen. I den foreliggende situation ville en godkendelse af overdragelse af enerets-

bevillingen efter undergrundsloven til Total, men nægtelse af overdragelse af kompensati-

Betænkning afgivet af det Energipolitiske Udvalg den 11. december 2003

Side 2/4

13. DECEMBER 2017

onsaftalen Total efter vores vurdering give anledning til så alvorlige retlige betænkelighe-

der, at det reelt ikke er en retlig mulighed.

En række retlige grunde taler således med afgørende vægt for, at staten må acceptere, at

kompensationsaftalen medoverdrages:



Kompensationsaftalens karakter af forvaltningskontrakt indebærer, at nægtelse af at

lade Total indtræde i kompensationsaftalen vil kræve en saglig begrundelse. Da

kompensationsaftalen er en integreret del af og forudsætning for den eksisterende

eneretsbevilling, må stillingtagen til, om Total kan indtræde i aftalen i forbindelse

med overdragelse af eneretsbevillingen, særligt ske under hensyntagen til det ind-

greb i bevillingen, som det vil være, hvis indtræden nægtes. Som følge af indgrebets

karakter, vil det kræve tungtvejende saglige grunde. På det foreliggende grundlag er

der ikke sådanne tungtvejende saglige grunde, som kan begrunde, at det nægtes To-

tal at indtræde i kompensationsaftalen i stedet for APM i en situation, hvor Total i

øvrigt opfylder betingelserne i undergrundslovens § 29 for at overtage eneretsbevil-

lingen.

Kompensationsaftalen er principielt en privatretlig aftale, men den er som nævnt

samtidig en integreret del af eneretsbevillingen. Det betyder, at ministerens godken-

delse af overdragelsen af eneretsbevillingen efter undergrundslovens § 29 også om-

fatter kompensationsaftalen, med mindre ministeren gør det til et vilkår, at kompen-

sationsaftalen ikke medoverdrages som en del af bevillingen. Som følge af kompen-

sationsaftalens betydning som forudsætning for eneretsbevillingen, vil et sådant vil-

kår kræve tungtvejende saglige grunde. På det foreliggende grundlag er der ikke så-

danne tungtvejende grunde, og der vil derfor ikke være hjemmel til at betinge god-

kendelsen af et sådant vilkår.

Afvisning af at lade Total indtræde i kompensationsaftalen og af at godkende denne

som en del af overdragelsen af eneretsbevillingen ville, hvis den lovligt kunne med-

deles, være et så væsentligt indgreb i APM’s adgang til at disponere over

eneretsbe-

villingen og i forudsætningerne for Nordsøaftalen, at det ville rejse alvorlig tvivl

om, hvorvidt det ville være et indgreb af ekspropriativ karakter, som ville udløse

krav på erstatning til APM efter grundlovens § 73.

Endelig vil der kunne rejses begrundet tvivl om, hvorvidt en afvisning af at lade

kompensationsaftalen medoverdrage vil udgøre en restriktion efter EU-reglerne om

kapitalens frie bevægelighed, som ikke kan retfærdiggøres.



Efter en samlet vurdering ville statens afvisning af at overdrage kompensationsaftalen

sammen med eneretsbevillingen på denne baggrund give anledning til så alvorlige retlige

Side 3/4

13. DECEMBER 2017

betænkeligheder, at det reelt ikke er en retlig mulighed. Derfor anbefaler vi, at staten ved en

godkendelse af overdragelse af selve eneretsbevillingen til Total samtidig accepterer, at

kompensationsaftalen medoverdrages.

København, den 13. december 2017

Kammeradvokaten

v/Sune Fugleholm

–

Partner, Advokat (H)

Side 4/4