BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 408: Spm. om kommentar til henvendelse af 21/3-18 fra Mogens Livoni om efterlønsreformen, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

1. juni 2018

CVR 10172748

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 2. maj 2018 stillet følgende spørgsmål nr. 408

(alm. del), som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 408:

”Udvalget

anmoder om ministerens kommentarer til henvendelse af 21. marts 2018

fra Mogens Livoni om efterlønsreformen, jf. BEU alm. del - bilag 242. Ministeren

bedes herunder redegøre for, om og i hvilket omfang Folketinget kan vedtage en

lov med tilbagevirkende kraft, som rammer en borger, der har disponeret i god tro i

overensstemmelse med de tidligere gældende regler.”

Svar:

Som jeg også tidligere har givet udtryk for

–

f.eks. i min besvarelse af 13. februar

2018 af spørgsmål nr. 257 (alm. del) fra udvalget

–

har jeg stor forståelse for, at det

er frustrerende, når man har foretaget dispositioner i forhold til sin tilbagetrækning

fra arbejdsmarkedet på baggrund af gældende regler for så senere at erfare, at reg-

lerne ændres, så resultatet ikke bliver som forventet. Af samme grund gennemføres

sådanne ændringer kun, når de er nødvendige af samfundsmæssige hensyn.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der med loven, der implementerer

Aftale

om senere tilbagetrækning

fra juni 2011, som blev gennemført af et meget bredt

flertal i Folketinget, ikke er tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft i den for-

stand, at der er personer, som har fået frataget deres etablerede retskrav på en ydel-

se.

Den omstændighed, at der er borgere, som før lovens ikrafttræden har indrettet sig

på at kunne gå på efterløn eller folkepension på et bestemt tidspunkt, afskærer hel-

ler ikke Folketinget fra at gennemføre lovændringer, som er nødvendige af sam-

fundsmæssige hensyn. Tilbagetrækningsaftalen fra 2011 var nødvendig for den

langsigtede balance i den offentlige økonomi og for at sikre tilstrækkelig og kvali-

ficeret arbejdskraft til både den private og den offentlige sektor.

I forbindelse med implementeringen af aftalen blev hensynet til de borgere, der

havde indrettet sig på en anden retstilstand, varetaget gennem en balanceret indfas-

ning. Indfasningen af den fremrykkede forhøjelse af efterløns- og folkepensionsal-

deren blev således gennemført, så personer, der aktuelt modtog efterløn eller folke-

pension, eller som umiddelbart stod foran at overgå til ydelsen, ikke blev berørt.

J.nr.

18/06753

BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 408: Spm. om kommentar til henvendelse af 21/3-18 fra Mogens Livoni om efterlønsreformen, til beskæftigelsesministeren

Den gradvise forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen vedrører personer,

der ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2012 var fyldt 58 år og skete med virk-

ning fra 2014 for så vidt angår efterlønsalderen og fra 2019 for så vidt angår folke-

pensionsalderen. Det vil sige, at indfasningen begyndte henholdsvis 2 år (efterløn)

og 7 år (folkepension) efter ikrafttrædelsen af loven.

I forhold til spørgsmålet om Folketingets mulighed for at vedtage lovgivning med

tilbagevirkende kraft, kan jeg desuden oplyse, at der ikke findes et generelt forbud

mod sådan lovgivning. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets vejled-

ning om lovkvalitet, pkt. 3.2.2., hvoraf følgende fremgår:

”Grundloven antages derimod ikke at være til hinder for, at en lov bestemmer, at

den skal finde anvendelse på forhold, som ligger forud for dens formelle ikrafttræ-

delsestidspunkt (håndhævelsestidspunktet). I sådanne tilfælde, hvor virkningstids-

punktet indtræder på et tidligere tidspunkt end håndhævelsestidspunktet, taler man

om, at loven har »tilbagevirkende kraft«.

Der kan således ikke i almindelighed antages at gælde nogen retlig begrænsning i

lovgivningsmagtens frihed til i den enkelte lov at træffe bestemmelse om lovens

virkningstidspunkt, herunder at give den tilbagevirkende kraft. Det følger dog af

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, at strafbestemmelser

kun i helt ekstraordinære tilfælde kan tillægges tilbagevirkende kraft. Endvidere vil

bebyrdende lovgivning i øvrigt med tilbagevirkende kraft efter omstændighederne

kunne indebære et ekspropriativt indgreb. En sådan situation kan eksempelvis op-

stå i tilfælde, hvor der efter de gældende regler er etableret et retskrav på en be-

stemt økonomisk ydelse. Hvis en bebyrdende lovændring tillægges materiel virk-

ning for et tidspunkt, der ligger før lovens ikrafttræden, vil der

–

afhængigt af ind-

grebets betydning for fortsat at kunne gøre kravet gældende (indgrebets intensitet)

–

kunne være tale om ekspropriation i forhold til personer, der har etableret et rets-

krav forud for den nye lovs ikrafttræden.”

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen