BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 404: Spm. om oversendelse af talepapir fra samråd afholdt den 2/5-18 om kontanthjælpsloftet og børn under fattigdomsgrænsen, til børne- og socialministeren

Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Samråd i Beskæftigelsesudvalget

spørgsmål AÆ

Onsdag d. 2. maj 2018 kl. 11.30-12.30

Ca. 10 minutter

Folketinget, FT 2-080

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Samrådsspørgsmål AÆ

Hvilke initiativer vil ministeren tage som følge af, at antallet af børn

under fattigdomsgrænsen ifølge Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd alene i 2016 steg med 10.500 børn som følge af

kontanthjælpsloftet således, at der f.eks. er blevet flere enlige

forsørgere med et barn, som lever for under 13.100 om måneden

efter skat? Der henvises til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds

analyse ”Rekordmange børn er under fattigdomsgrænsen” fra 14.

januar 2018.

BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 404: Spm. om oversendelse af talepapir fra samråd afholdt den 2/5-18 om kontanthjælpsloftet og børn under fattigdomsgrænsen, til børne- og socialministeren

Det talte ord gælder

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Jeg er blevet bedt om at redegøre for, hvilke initiativer jeg vil tage

som følge af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse, der

viser, at antallet af børn under fattigdomsgrænsen er steget som

følge af kontanthjælpsloftet.

[Kontanthjælpsloftet er ret og rimeligt]

Og lad mig bare starte med at slå fast, at jeg fuldt og helt deler

beskæftigelsesministerens opfattelse. Kontanthjælpsloftet er for

mig at se både sund fornuft og ret og rimeligt. Fordi der skal og

bør være en økonomisk gevinst, som kan mærkes i forhold til at

være på kontanthjælp, for folk der står op hver dag og går på

arbejde. Også selvom det er til en mindsteløn.

Samtidig er det vigtig, at man så vidt muligt kommer i kontakt med

arbejdsmarkedet og det øvrige samfund, hvis man er på

kontanthjælp eller andre overførsler. Og her er der i dag alt for

mange i eksempelvis udsatte boligområder, der er på offentlig

forsørgelse, og alt for mange, der ikke kommer i kontakt med

arbejdsmarkedet og dermed heller ikke med det omliggende

samfund.

Og derfor indgår det også som en del af regeringens udspil mod

parallelsamfund, at kommunerne ikke må anvise til en bolig i et

udsat boligområde, hvis én i hustanden har været på kontanthjælp

eller andre overførsler i halvt år eller mere.

Og det handler ikke kun om de voksne, der er på offentlig

forsørgelse. Det handler også om, at det er godt for børn at opleve

deres forældre som en aktiv del af arbejdsmarkedet og

samfundet. At de bidrager, og at de går foran som gode

rollemodeller.

[Hilser debatten velkommen]

Og så hilser jeg debatten velkommen i dag, fordi det giver mig

mulighed for at sætte fokus på børnene. Noget af det, der optager

mig allermest som børne- og socialminister, det er, hvordan vi kan

give alle børn et godt afsæt til et godt voksenliv med både

uddannelse og job. Og det gælder ikke mindst de børn, der har

brug for særlig støtte og har brug for særlig hjælp. For nogle i form

af en social indsats.

Og der skal ikke herske tvivl om, at vi i Danmark har familier med

sociale problemer, hvor forældrenes problemer også går ud over

børnene. Her er det rigtig vigtigt med en debat om, hvordan vi

bedst muligt hjælper de børn.

Og det er vigtigt at være opmærksom på, at social udsathed ikke

alene handler om, hvor mange penge en familie har at gøre godt

med. Det handler i lige så høj grad om, hvilke ressourcer der er i

hjemmet.

[Et snævert fokus på økonomi alt for unuanceret]

Og det er klart, at økonomien kan være stram for en familie på

kontanthjælp. Det har jeg fuld forståelse for.

Men et alt for snævert fokus på økonomi bliver også tit for

unuanceret. I stedet skal vi have blik for, at der er mange

forskellige grunde til, at børn og unge har brug for ekstra støtte og

hjælp eller en egentlig social indsats.

Nogle børn med sociale problemer er fra familier med lave

indkomster. Andre er fra familier med helt almindelige indkomster,

men hvor forældrene eksempelvis kæmper med

misbrugsproblemer eller med psykiske vanskeligheder.

[Derfor er fattigdomsgrænser en socialpolitisk blindgyde]

Og derfor bliver hele debatten om fattigdomsgrænser efter min

mening en socialpolitisk blindgyde. Den tidligere SR-regering

havde én grænse, nu har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd så

lavet en anden grænse.

Og jeg må sige, at jeg oprigtigt talt er bekymret for, at vi kommer

til at overse reelle sociale problemer i vores samfund, hvis vi som

politikere stirrer os blinde på økonomi og på forskellige definitioner

af, hvornår man er fattig. Sociale problemer går altså ikke væk,

bare fordi man ligger på en anden siden af en fattigdomsgrænse.

Og hvis vi for eksemplets skyld bare tager den tidligere SR-

regerings fattigdomsgrænse, så ved vi, at under halvdelen af dem

under grænsen, ikke selv følte sig som fattige. Det var

konklusionen i den afsavnsundersøgelse, der blev lavet af SFI,

dengang det hed SFI, og som var direkte koblet op på

fattigdomsgrænsen. Samtidig viste undersøgelsen, at

livskvaliteten for børn i såkaldt ”økonomisk fattige” familier var den

samme som for andre børn.

Og det siger jo en hel del om, at en lav indkomst ikke i sig selv er

en barriere for, at man som forældre kan give sine børn en god

barndom og en rigtig tryg opvækst.

Det handler om nogle helt basale ting: At være nærværende og

vise opmærksomhed, at være deltagende i sine børns liv. At tale

med sine børn om hverdagen i børnehaven eller skolen. At læse

for sine børn og så videre. Alt sammen noget som alle forældre

har mulighed for at gøre.

[Hvad er så vejen frem i socialpolitikken?]

Hvad er så vejen frem i socialpolitikken? For mig at se, er det

sådan set ikke så svært: Vi skal hjælpe børn med sociale

problemer, uanset deres indkomst. Og vi skal sætte ind med

sociale indsatser, der gør en reel og en positiv forskel for det

enkelte barn og den enkelte familie. Og vi skal ikke acceptere

socialpolitiske tiltag, som ikke har den effekt, som vi efterspørger,

og dermed ikke har en betydning for borgeren.

Og så er det især i de allerførste leveår, at vi virkelig kan gøre en

effektiv forskel. Her tænker jeg selvfølgelig på James Heckman og

den forskning, han har lavet.

Og forskning peger på, at i de første 1.000 dage af et barns liv,

der er det afgørende for, hvor godt barnet kommer til at klare sig

sidenhen. Det er i de år, at ens grundlæggende egenskaber bliver

dannet, at ens grundlæggende personlighed bliver dannet. Det er

her vores selvværd, vedholdenhed og tillid til andre mennesker

bliver skabt.

Og med regeringens udspil mod eksempelvis parallelsamfund,

lægger vi derudover op til, at børn i udsatte boligområder skal

starte i et dagtilbud, når de fylder 1 år. Fordi kommunen på den

måde nemmere kan tilbyde en tidlig indsats, der kan mindske

uligheden i uddannelse og sprogkundskaber.

For hvis børnene er bagud fra start, når de begynder i skole, er

der også tale om et svigt.

[Konkrete initiativer fra regeringen]

Så det handler om at sætte tidligt ind. Derfor har vi også indgået

en bred politisk aftale om ”Stærkere dagtilbud”, der blandt andet

gennem en styrket pædagogisk læreplan skal sikre, at det

pædagogiske personale får bedre blik for udsatte børns læring,

udvikling og trivsel. Det kræver et stærkt fagligt afsæt for

personalet at løfte udsatte børn i dagtilbud – det gælder både

socialt, kognitivt og socio-emotionelt.

Derfor indeholder aftalen et kompetenceløft af det pædagogiske

personale på ca. 165 mio. kr. samt en permanent pulje på 83 mio.

kr. til flere pædagoger til de institutioner, som har størst

udfordringer med børn i udsatte positioner.

Et dagtilbud med høj kvalitet er den bedste vej til en god

skolegang, og videre til ungdomsuddannelse og job.

[Afrunding]

Så lad mig runde af med at slå fast, at det, jeg er optaget af, er, at

vi får sat effektivt og tidligt får ind. For det er jo klart, at jo tidligere

vi sætter ind, jo mindre greb skal også vi bruge senere hen. Hvis

vi står med et barn, som lige er blevet født, så er det klart, at der

er nogle helt andre ting på spil, end hvis man står med en 15-årig,

som allerede har været igennem en rigtig vanskelig opvækst.

Og derfor så har regeringen også lagt en klar strategi, der handler

om, at vi skal have mere viden, og vi skal have bedre data på

socialområdet. Således at vi kan få et meget tydeligere billede af,

hvilke børn og unge, der oplever, at de reelt ikke har de samme

muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber som andre

har.

Tak for ordet.