BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om ministeren vil oversende en liste over de indsendte forslag vedr. forenkling af beskæftigelsesindsatsen, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del
Offentligt

Dato 24. august 2017

MEG + HEN

Side 1 af 8

Bedre samspil mellem LAB og SEL

De samfundsmæssige udfordringer med at løfte nogle borgere ud af deres udsat-

te position og væk fra offentlig forsørgelse er velkendte. Velfærdssamfundet har

med succes udviklet indsatser og støtte til mange borgere over mange år. Dette

til trods er der stadig en forholdsvis stor andel unge og voksne, som det ikke lyk-

kes at støtte på en måde, så de kan få et liv i trivsel og selvforsørgelse.

Socialrådgiverne oplever, at der er opbygget et system, der både er for bureau-

kratisk og uoverskueligt, og hvor kollegaer i andre forvaltninger i nogle situatio-

ner synes meget langt væk. Samtidig oplever nogle borgere, at de enten ikke få

hjælp eller ikke får den rigtige hjælp. Andre oplever at de må leve med en række

planer og kontakter i et offentligt system, som borgeren oplever usammenhæn-

gende.

Danske Socialrådgiverforening (DS) mener, der er stort behov for at tage fat på

disse problemer. Systemerne skal gøres mere enkle, og vi skal skabe en meget

mere sammenhængende indsats

–

af hensyn til borgerne, medarbejderne og vo-

res fællesskab.

Dette notat identificerer nogle områder, indsatser og bestemmelser, hvor Lov om

aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) og Serviceloven (SEL) bør tænkes sammen for

at give en bedre, mere virksom og sammenhængende indsats til de borgere, der

får indsatser efter begge love.

Notatet skal ses i sammenhæng med en række andre notater fra DS, der netop

har sammenhæng og koordinering som mål. Blandt andet med forslag til revision

og forenkling af LAB, forslag til en fælles udvikling af formålsbestemmelserne i de

to love, forslag om en overordnet koordinerende plan samt om koordinerende

sagsbehandlere, der skal sikre sammenhæng i indsatsen til de udsatte grupper.

BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om ministeren vil oversende en liste over de indsendte forslag vedr. forenkling af beskæftigelsesindsatsen, til beskæftigelsesministeren

Side 2 af 8

En evaluering af 27 kommuners forsøg med sammentænkning af LAB og SEL for-

ventes offentliggjort snart. Erfaringerne fra disse forsøg kan give nye erkendel-

ser, som bør sammenholdes med nedenstående.

Forskellige perspektiver og tilgange i arbejdet med borgerne

Udgangspunktet for de to lovgivninger er meget forskelligt. Målgruppen i LAB og

tilgangen til borgeren er velafgrænset og båret af et ’kontraktligt forhold’ i

for-

bindelse med tilbuddene. Der er rettigheder og forpligtelser og mange regler om

omfang og indhold (proceskrav) i de tilbud, LAB indeholder.

Serviceloven derimod rummer indsatser til borgere, der for en kortere periode

eller livsvarigt står i en særlig situation

–

med nedsat funktionsevne eller sociale

problemer, som de skal kompenseres for. Borgere indenfor målgruppen får ret-

tigheder til nogle former for hjælp, men omfang, indhold og tidsrammer er i me-

get begrænset omfang fastlagt entydigt i SEL.

Mens der i LAB er en række objektive kriterier for støtten til borgeren og for de

handlinger, borgeren skal deltage med, så er hjælpen i SEL baseret på en indivi-

duel, kompenserende tilgang til borgeren og på borgerens frivillige medvirken.

Trukket lidt hårdt op: LAB er bundet af regler, pligter og rettigheder med be-

grænset plads til det faglige skøn. SEL er i udgangspunktet baseret på en indivi-

duel tilgang til borgeren og hjælpen, som mere baseres på en faglig vurdering af

kompensationsbehov og tilpasset støtte. LAB er mere resultat- og målstyret,

mens en indsats efter SEL kræver, at borgeren - eller en pårørende - kan være

med til at definere og italesætte behovet for en indsats.

Herudover arbejdes der i SEL med funktionsevnebegrebet, mens man i LAB ar-

bejder med arbejdsevnebegrebet. Det medfører, at LAB arbejder med tilkendel-

seskriterier, mens SEL mere arbejder med kompensationsprincippet. De to prin-

cipper kan i praksis kollidere. Borgeren kan godt have nedsat funktionsevne, men

stadig have arbejdsevne. Derfor er borgeren ikke nødvendigvis berettiget til no-

get efter LAB, selvom vedkommende er berettiget til indsats efter SEL. Funkti-

onsevne og arbejdsevne er ikke det samme, og DS mener ikke, at det er et mål

at sammensmelte begreberne, da der er behov for begge. Men man må være

opmærksom på de forskellige udgangspunkter og de udfordringer, det kan give.

Ud fra et ønske om den bedste og mest sammenhængende indsats for borgeren

kan man tvivle om det fornuftige i lovenes opbygning, både fra et individuelt og

samfundsmæssigt perspektiv. Fx kan deltagelse i et forældrekursus for at undgå

anbringelse af et barn, som sker på bekostning af et jobafklaringsforløb, være en

indsats, der giver borgeren ro på hjemmefronten og forebygger andre problemer.

En meget tidlig misbrugsbehandling på bekostning af rådighedssamtaler, CV, mv.

Side 3 af 8

kan i et længere perspektiv forbedre mulighederne for borgerens arbejdsevne og

derfor være en god prioritering.

Tilsvarende kan et fleksibelt beskæftigelsestilbud på en arbejdsplads være et vig-

tigt rehabiliterende element for en borger med sociale problemer, som kan være

med til at afkorte vejen tilbage til beskæftigelse og et liv i bedre balance.

Ønsket om en mere sammenhængende indsats mellem de to lovområder er ikke

ny, og der har været tiltag for at nærme de to love til hinanden. Den seneste

reform af serviceloven med formålsbestemmelsens fokus på beskæftigelse og en

øget mulighed for forebyggelse er et eksempel. Det er også fokus på beskæfti-

gelse i de sociale mål og i socialtilsynets kvalitetsmodel. Ressourceforløbene er et

eksempel på, at beskæftigelseslovgivningen anvender servicelovens optik. Der er

således et ønske om at fremme en mere sammenhængende indsats og lovgiv-

ning.

DS mener, at der er behov for flere initiativer for at de to lovgivninger og deres

’logikker’

kan tilnærme sig hinanden:

- Formålsparagrafferne skal samkøres mere end i dag, så lovenes formålsmæs-

sige fundament flugter bedre.

- Der skal indbygges forpligtelser for forvaltningerne til at medvirke til en

sammenhængende indsats og koordinering i sager med sammensatte pro-

blemer. Fx i forhold til ressourceforløb og andre rehabiliterende indsatser.

- Lovene skal lægge op til en mere sammenhængende og fleksibel indsats på

tværs. Blandt andet ved, at borgere med sammensatte problemer kan få en

overordnet koordinerende plan og en koordinerende sagsbehandler.

- Der skal særskilt fokus på indsatser og forløb vedrørende udsatte unge, som

skal samkøres bedre. De unge skal have langsigtede og forpligtende planer,

så snart problemerne viser sig.

Formålsbestemmelser og målgrupper

Karakteren af de to lovgivninger ses tydeligt i lovenes formålsbestemmelser og

målgruppeopdelinger. Hvor formålsbestemmelsen er minimalistisk i LAB, er den i

SEL mere udbygget og underopdelt i forhold til typer af støtte, og den er ret-

ningsgivende for hjælpens mål og for den måde, den gives på. Omvendt forhol-

der det sig med bestemmelserne om målgrupperne. I SEL er det alle borgere

med opholdsgrundlag i Danmark, mens der i LAB er angivet en række specifikke

målgrupper (14 styk).

DS mener, at det er nødvendigt at revidere formålsbestemmelsen i LAB, så den

bedre korresponderer med formålsbestemmelsen i SEL og i højere grad ser bor-

geren ud fra et helhedsperspektiv, der kan åbne for en koordineret og tværsekto-

Side 4 af 8

riel indsats. Formålsbestemmelsen i SEL er netop revideret, så den netop lægger

mere op til en tværgående, rehabiliterende indsats

DS foreslår en dybtgående reformulering af formålsbestemmelserne i LAB. De

konkrete forslag og argumentationen omkring dem fremgår af vedlagte

”Notat

om nye formålsbestemmelser i LAB”

DS foreslår også, at SELs nye formålsparagraf i voksenbestemmelserne (fra 1.

januar 2018) underbygges i vejledninger mv., således at det tværgående, rehabi-

literende sigte og målet om varig beskæftigelse understreges og formidles til

kommunerne.

Overordnet plan og koordinerende sagsbehandler

For at sikre sammenhæng og progression for de borgere med sammensatte pro-

blemer med beskæftigelse og sociale forhold foreslår DS, at borgere, der har be-

hov for en omfattende, sideløbende indsats fra flere sektorer, skal have ret til at

få en overordnet plan, som kan koordinere indsatsen ud fra de planer

–

herunder

handleplaner efter SEL § 141 og Min Plan efter LAB § 28

–

som de enkelte sekto-

rer udarbejder for deres indsats til disse borgere. Den koordinerende plan skal

udarbejdes sammen med borgerne, så de får ejerskab til den og kan få overblik

over og handlemulighed i forhold til, hvad der skal ske i deres liv.

Svarende til indførelsen af en overordnet plan foreslår DS, at de borgere, der får

ret til en plan også får ret til en koordinerende sagsbehandler, som får ansvaret

for i dialog med borgeren at sikre koordinering ud fra planen. Erfaringsmæssigt

kan en koordinerende sagsbehandler være af stor betydning for borgerne, fordi

de kan skabe mere overblik, sammenhæng, kontinuitet og sikkerhed for fremdrift

i sagerne. Erfaringen er dog også, at den koordinerende sagsbehandler både skal

have en tværgående kompetence i forhold til de forskellige forvaltninger og tid,

faglighed og ordentlige vilkår for at kunne løfte koordineringen. Disse forhold skal

være på plads, når ordningen indføres.

DS foreslår indførelse af ret til en overordnet plan og en koordinerende sagsbe-

handler for borgere, der har behov for en omfattende, sideløbende indsats fra

flere sektorer. Det foreslås, at stort set identiske bestemmelser indsættes i SEL

og LAB.

De konkrete forslag og argumentationen omkring dem fremgår af vedlagte notat

”En fælles plan og koordinerende sagsbehandler til borgere med indsatser efter

både Serviceloven og Lov om aktiv beskæftigelsesindsats”.

Side 5 af 8

Samlet indsats for udsatte unge

Et stort antal love regulerer indsatsen overfor unge, herunder: bestemmelser om

udskoling i Folkeskoleloven og om Ungdommens Uddannelsesvejledning i Vejled-

ningsloven, SELs børnebestemmelser med blandt andet efterværn, alle SELs vok-

senbestemmelser og bestemmelserne i LAB. Dertil kommer alle bestemmelserne

om uddannelse til unge, som forventes udbygget. Alle disse lovgivninger til trods

–

eller måske pga. dem

–

så falder en alt for stor del af de unge igennem syste-

merne. Der er en stor gruppe unge, der

–

trods intentioner og flere år med cen-

trale målsætninger om det modsatte

–

ikke opnår en uddannelse eller beskæfti-

gelse, og som kan ende i en på flere måder udsat situation. Mange udsatte unge

har alvorlige problemer med overgangen til voksenlivet. Det er derfor overor-

dentlig vigtigt, at der gøres noget særskilt i forhold til ungegruppen.

DS mener, at der er behov for et særligt fokus på gruppen, og foreslår, at der

tages flere initiativer for at gøre indsatsen overfor udsatte 15-25 årige sammen-

hængende, så ingen unge lades i stikken i de vanskellige overgange i ungdom-

men. Dette skal ske på baggrund af en samlet vurdering af de mange eksisteren-

de regler og systemer

–

på uddannelses-, beskæftigelses-, sundheds- og social-

området

–

for at se muligheder, sammenhænge og huller i indsatsen.

DS foreslår, at unge, der forlader folkeskolen og ikke går videre i en ungdomsud-

dannelse, skal have en forpligtende plan, som de unge er med til at udarbejde,

og som de kan se sig selv i. Planen skal løbe indtil de unge er godt i gang med en

uddannelse, den skal kunne reaktiveres, hvis de senere dropper ud, og den skal

kunne pege frem til den unge er 25 år, hvis det er nødvendigt. Den skal have

progressionsmål, og der skal udpeges en gennemgående og koordinerende sags-

behandler for den unge, der skal følge op på mål i planen og støtte den unge i at

gennemføre den. Den gennemgående sagsbehandler skal have myndighed på

tværs af SEL og LAB.

DS foreslår også, at kommunen forpligtes til at udarbejde en plan for alle unge,

der fylder 15 år og har en foranstaltning efter kapitel 11 i SEL. Det skal være en

sammenhængende plan fra 15- 25 år, som skal rumme mål og planer for over-

gangen til uddannelse, beskæftigelse og voksenliv. Planen skal revideres min en

gang årligt.

Kommunerne har efter Lov om organisering af beskæftigelsesindsatsen § 6.2

mulighed for at etablere tværgående ungeforvaltninger for unge under 30 år

uden uddannelse. Et mindretal af kommunerne benytter muligheden mere eller

mindre. DS foreslår, at det skal gøres obligatorisk for kommunerne at etablere

tværgående ungeforvaltninger eller tilsvarende tværsektorielle organiseringsfor-

mer til unge mellem 15 og 25 år, som kan yde en sammenhængende, stabil og

relationsstærk indsats til de unge. Samtidig skal målgruppen i § 6.2 udvides, så

Side 6 af 8

den kan omfatte alle udsatte unge. Udarbejdelsen af planer for de unge og ud-

pegning af gennemgående sagsbehandler kan ske i den særlige ungeenhed. I

forbindelse med forslaget skal der gennemføres en evaluering af kommunernes

erfaringer med forskellige former for samarbejde omkring udsatte unge.

Forpligtelse til at medvirke i arbejdet i de tværgående ungeenheder og med pla-

nerne til udsatte unge skal indskrives i både LAB, SEL, Vejledningsloven og rele-

vant uddannelseslovgivning, så det er klart, hvordan de forskellige instanser skal

deltage i indsatsen og i koordineringen. Det skal også gøres muligt at åbne for

overførsel af tværgående myndighed og budgetansvar til de særlige ungeenhe-

der.

Når anbragte børn i efterværn vil uddanne sig, så kan der opstå uhensigtsmæssi-

ge sammenstød mellem LABs uddannelsespålæg og SELs bestemmelser om, at

anbragte børn i efterværn efter det fyldte 18 år ikke har ret til at modtage SU. I

sådanne tilfælde vil den unge få pålæg om at gå i uddannelse uden reel forsør-

gelse i form af SU. Kommunen dækker stadig dele af de unges leveomkostninger,

fordi de er i efterværn efter kapitel 12 i SEL, så de ikke opfylder kriterierne i SU-

loven. I nogle tilfælde vil der dog ud fra en konkret vurdering af, om kommunen

stadig dækker dele af en ungs leveomkostninger (ved ophold i plejefamilie eller

på eget værelse, kollegier mv.), kunne gives dispensation.

Unges fritidsjob kan være en vigtig og kvalificerende indgang til studieliv, be-

skæftigelse og netværk. Bestemmelserne i SEL om betaling for døgnophold bety-

der, at unge under offentlig forsørgelse straffes økonomisk ved at blive modreg-

net for indtægter fra et fritidsjob eller en opsparing.

DS foreslår, at anbragte unge og unge i efterværn ligestilles med andre unge i

forhold til forsørgelsesgrundlaget.

Ressourceforløb og jobafklaringsforløb

Ressourceforløb og jobafklaringsforløb er de indsatser i beskæftigelseslovgivnin-

gen, der bedst sikrer en helhedsorienteret tilgang til at få borgere med sammen-

satte problemer tættere på arbejdsmarked eller uddannelse. En kombineret ind-

sats mellem LAB og SEL er sammentænkt i ordningerne fra start, men forpligti-

gelsen til at bidrage til disse forløb er kun skrevet ind i LAB. Ressourceforløb og

jobafklaringsforløb skal også kunne genfindes i SEL, så det er tydeligt, at indsat-

ser efter SEL er centrale i de rehabiliteringsforløb, som ressourceforløb og jobaf-

klaringsforløb skal være.

DS foreslår, at en formulering svarende til § 68a, stk. 6 i LAB, der beskriver de

tilbud, ressourceforløbene kan bestå af, og som understreger, at ressourceforløb

Side 7 af 8

kan indeholde indsats efter anden lovgivning, også indarbejdes i SEL, så forpligti-

gelsen til at arbejde sammen om ressourceforløb og jobafklaringsforløb tydelig-

gøres på tværs af sektorforvaltningerne.

DS foreslår også

i ovennævnte notat ”En fælles plan og koordinerende sagsbe-

handler til borgere med indsatser efter både Serviceloven og Lov om aktiv be-

skæftigelsesindsats”, at det indskrives i SEL, at der er

en forpligtigelse til at un-

derstøtte udarbejdelsen af en samlet plan og udpegningen af en koordinerende

sagsbehandler i forbindelse med blandt andet ressourceforløb og jobafklaringsfor-

løb.

Mentorstøtte efter LAB og støttepersoner efter SEL

LAB giver mulighed for at støtte overgangen til eller fastholdelsen af beskæftigel-

se med en mentor. Mentorstøtten skal have et beskæftigelsesformål, og den kan

gives for på 6 måneder uanset om borgeren er ledig eller i støttet eller ordinær

beskæftigelse. Mentorstøtten er ikke nærmere defineret i forhold til omfang og

indhold, men den kan forlænges ud over de 6 måneder. Mentorer kan bruges til

at støtte virksomheder, der tager borgere, der har brug for støtte ved opstart i

beskæftigelse.

I SEL kan der gives støttepersoner i §§ 85, 99, 103 eller 104. Denne støtte er

ikke nærmere defineret hverken i omfang eller varighed. Støtte efter SEL udgør i

praksis et bredt spektrum af støtte: fra få timers støtteperson til faste ugeaktivi-

teter og helt til omfattende dag- og bostøtte i et botilbud. Hertil kommer, at æn-

dringen af SEL 1. januar 2018 medfører, at de mere forebyggende og kollektive

tilbud i SEL i højere grad vil have relevans for målgrupper i LAB.

En del af mentorerne efter LAB og støttepersonerne efter SEL ligner hinanden, og

i praksis kan de også være overlappende. Kommunerne arbejder nogle steder

med at definere, hvad der i sager, hvor borgere er omfattet af både LAB og SEL,

er den ene eller anden form for støttepersoner. Mentorstøtte efter LAB og støtte

efter § 85 i SEL er mest overlappende, og nogle kommuner har gjort indgangsdø-

ren til boligen til en skillelinje mellem de to ordninger. Der er også kommuner,

der - efter anbefaling fra STAR - har etableret teams, hvor medarbejdere i tea-

met både kan give støtteperson efter § 85 og mentorstøtte, så borgeren kun mø-

der én person.

Der hersker dog en del usikkerhed og formodentlig også ukendskab i kommuner-

ne om, hvilke tilbud der mest hensigtsmæssigt kan gives til hvilke borgere.

DS mener, at der er behov for en kvalificering og afklaring af mulighederne for at

give støtteperson og mentorer til borgere med komplekse problemer. Det kan

Side 8 af 8

gøres med en central vejledning om anvendelse af tilbud om personstøtte fra

både LAB og SEL.

DS mener, at det bør være en kommunal forpligtelse at beskrive og definere til-

bud om støttepersoner og mentorer på tværs af social- og beskæftigelsesområ-

det.