BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om ministeren vil oversende en liste over de indsendte forslag vedr. forenkling af beskæftigelsesindsatsen, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del
Offentligt

Dato 22. august 2017

HEN + MEB

Side 1 af 14

13 forslag til forbedrede ressourceforløb, fleksjob mv.

Formålet med ressourceforløbene er at skabe en helhedsorienteret og koordineret

indsats for at bringe borgere med komplekse og sammensatte problemer videre i

livet og i bedste fald tilbage på arbejdsmarkedet. Ressourceforløb, som de er tænkt,

er det tætteste vi er kommet på en egentlig rehabiliteringsindsats. Ideen er derfor

god og bør bevares.

Mange kommuner skaber kvalificerede ressourceforløb, der får udsatte borgere tæt-

tere på arbejdsmarkedet. Men det har også vist sig at være svært at indfri potentia-

lerne i ressourceforløbene, da der er problemer med den måde, kommunerne kon-

kret bruger ressourceforløbene, samt den ramme, lovgivningen sætter om forløbe-

ne.

Skal ressourceforløbene forbedres over en bred kam, skal der derfor sættes ind bå-

de fra centralt og kommunalt hold. Lovgivningen må justeres flere steder og der

skal samtidig stilles krav til kommunernes anvendelse af ressourceforløbene i prak-

sis.

Dansk Socialrådgiverforening har nogle konkrete bud på, hvordan arbejdet med

ressourceforløbene kan styrkes. De rummer både konkrete lovændringer og tiltag,

der fra centralt hold kan sætte retning for kommunernes arbejde med ressourcefor-

løb. Derudover stiller vi tilknyttede forslag vedr. øget brug af revalidering, brugen af

fleksjob med få timer samt bevilling af førtidspension, nogle forslag, som må ind-

drages, hvis man skal imødekomme den gruppe af meget ressourcesvage borgere,

der er i fokus i den aktuelle diskussion om ressourceforløb.

Forslagene er:

1. Målgruppen for og målet med ressourceforløbene skal præciseres

2. Ressourceforløbene skal kunne sættes i værk tidligere

3. Borgerens socialrådgiver skal kunne give en anbefaling om borgerens videre

situation til rehabiliteringsteamet.

BEU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om ministeren vil oversende en liste over de indsendte forslag vedr. forenkling af beskæftigelsesindsatsen, til beskæftigelsesministeren

Side 2 af 14

10.

11.

12.

13.

Rehabiliteringsteamet skal have reel beslutningskompetence.

Der skal være tid til at tale med borgerne og til at sikre borgerinddragelse.

Ressourceforløbene skal indeholde en bredere vifte af tilbud.

Den koordinerende sagsbehandler skal styrkes.

Ventetiden i sagsforløbet skal reduceres.

Borgeren skal have ret til et ressourceforløb efter et sammenhængende år på

kontanthjælp.

Det skal være lettere for kommunerne at arbejde med ressourceforløb som en

investering i menneskers liv.

Øget brug af revalidering

Fleksjob med få timer skal pege på et konkret arbejdsmarked, og de skal føre

til progression for borgeren. Bedre mulighed for fleksjob på hidtidig arbejds-

plads.

Borgere uden realistiske muligheder på arbejdsmarkedet skal have førtidspen-

sion

DS er opmærksom på, at ministeriet i marts måned har udsendt en orienterings-

skrivelse, der skal præcisere kommunernes brug af ressourceforløb. DS hæfter sig

dog også ved den verserende debat, om kommunerne skal ændre praksis på bag-

grund af skrivelsen, som ifølge en række kommuner og Ankestyrelsen ikke er juri-

disk bindende. DS vil på den baggrund kraftigt opfordre til, at det sikres

–

enten

lovgivningsmæssigt eller på anden vis

–

at kommunerne følger orienteringsskrivel-

sens udemærkede intentioner om brugen af ressourceforløb i praksis.

I det følgende uddybes

DS’ 13

forslag til forbedrede ressourceforløb. Herudover på-

peges det løbende, hvor orienteringsskrivelsen imødekommer DS’ forslag og hvor

den ikke er tilstrækkelig, men der derimod fortsat kræves lovændringer.

1. En præcisering af målgruppen for og målet med ressourceforløb

Med de snævre kriterier for at få ressourceforløb, er borgerne ofte blevet meget

belastede, når de får bevilget et ressourceforløb. Det betyder, at det selv efter et

vellykket forløb ofte kun er realistisk at nå en meget begrænset arbejdsmarkedstil-

knytning. Ressourceforløbene bør alene anvendes til borgere, som faktisk har en

mulighed på arbejdsmarkedet efterfølgende.

De borgere, der ikke har anden udsigt end førtidspension, skal så have den. De skal

ikke igennem urealistiske forløb, der i værste fald kan være så belastende, at de

forværrer deres problemer, helbredsmæssigt eller socialt.

DS er opmærksom på, at orienteringsskrivelsen af 14. marts 2017 understreger, at

der kun skal tilkendes ressourceforløb, hvis der på sigt er en mulighed for, at borge-

Side 3 af 14

rens arbejdsevne kan udvikles i en sådan grad, at borgeren vil kunne blive i stand til

at have indtægtsgivende arbejde, fx i et fleksjob. Derfor skal der kun derfor iværk-

sættes ressourceforløb, hvis der kan peges på indsatser, hvor der er en realistisk

forventning om, at borgeren kan drage nytte af dem og på sigt forbedre sin situati-

on og blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet. DS er meget enig i dette. DS

hæfter sig dog også ved, at det netop er denne formulering, som flere kommuner

og Ankestyrelsen ikke mener, at der er lovhjemmel for (jf. § 68a, stk. 2).

DS fastholder derfor, at der bør ske en præcisering af målgruppen for ressourcefor-

løb i selve loven, der skal forpligte kommunerne på, at ressourceforløbene har et

realistisk endemål ift. arbejdsmarkedet. Det kan evt. ske ved, at der i LAB § 68 a

indsættes et nyt stykke 4:

”at kommunen vurderer, at der er en realistisk mulighed

for tilknytning til arbejdsmarkedet, evt. i form af støttet beskæftigelse.”

I forbindelse med en sådan lovændring, bør lovbemærkningerne til § 68a gennem-

skrives. I bemærkningerne til stk. 2 i det oprindelige lovforslag beskrives det bl.a.,

hvem der umiddelbart vil kunne få førtidspension. Det er ifølge bemærkningerne

personer med

”en betydeligt

nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning,

personer med en alvorlig hjerneskade eller en person med alvorlige lidelser, hvor de

medicinske behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen

er kort levetid, eller at sygdommen er hastigt accelererende".

Denne formulering er meget restriktiv og afskærer mennesker med alvorlige pro-

blemer fra at få en pension. Formuleringen gentages igen i orienteringsskrivelsen af

14. marts, hvilket ikke er produktivt i forhold til orienteringsskrivelsens mål om at

sikre, at ressourceforløb kun skal gives, hvis der er realistisk mulighed for at udvikle

arbejdsevnen.

Formuleringen bør derfor i forbindelse med den foreslåede lovændring ændres, så

der ikke blokeres for, at borgere uden realistiske muligheder for arbejdsmarkedstil-

knytning, eksempelvis pga. en lav social funktionsevne efter længerevarende mis-

brug og/eller hjemløshed, kan få pension. Passagen fra Beskæftigelsesministeriets

skrivelse 9623 af 20. december 2012 bør i stedet tilføjes:

”I sager, hvor det er helt

åbenbart, at arbejdsevnen er varigt nedsat og ikke kan forbedres ved deltagelse i et

ressourceforløb eller andre foranstaltninger, kan kommunen påbegynde en sag om

førtidspension uden, at muligheden for at forbedre arbejdsevnen har været afprøvet

via et ressourceforløb.”

2. Ressourceforløb skal kunne sættes i værk tidligere

Skal ressourceforløbene have den rette effekt, er det afgørende, at de bliver iværk-

sat tidligt i borgerens forløb, så der er mulighed for at arbejde med og afhjælpe

Side 4 af 14

borgerens problemer, før de vokser sig for store. Mange kommuner tolker loven

sådan, at de først kan tilbyde ressourceforløb til en borger, hvis vedkommende alle-

rede har afprøvet alle tilbud efter beskæftigelsesloven uden at have øget tilknytnin-

gen til arbejdsmarkedet. De overser i praksis de muligheder, som loven åbner for,

om at forløb kan iværksættes, hvis kommunen vurderer, at der er behov for en

længerevarende indsats. Denne mulighed skal tydeliggøres i lovgivningen, så kom-

munerne ikke kan være i tvivl om, at de kan tilbyde ressourceforløb tidligere.

LAB § 68 a stk. 1 har i dag følgende ordlyd:

§ 68 a:

Personer under 40 år, der har komplekse problemer ud over ledighed, der ikke har

kunnet løses gennem en indsats efter denne lov eller efter lov om aktiv socialpolitik,

og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsats efter

denne lov og sociale eller sundhedsmæssige indsatser, skal tilbydes et ressourcefor-

løb, jf. dog stk. 2. Det er endvidere en betingelse, at personen

1) har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,

2) har deltaget i tilbud efter denne lov eller revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv

socialpolitik uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller

3) at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der

kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

I lovbemærkningerne til § 68a beskrives det, at

det ikke er et krav, at kommunen

faktisk har anvendt den pågældende indsats forud for visitationen til ressourcefor-

løb. Hvis kommunen således vurderer, at personen har så komplekse problemer, at

fx revalidering ikke kan finde anvendelse, skal kommunen blot konstatere dette.

Vurderer kommunen, at der ikke er andre foranstaltninger, der kan iværksættes,

vurderes mulighederne for udtømte.

Muligheden for at iværksætte ressourceforløb, før vedkommende har afprøvet alle

tilbud efter beskæftigelsesloven uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarke-

det, er altså til stede i lovbemærkningerne. Praksis viser dog, at kommunerne ikke

bruger denne mulighed

–

til trods for at flere orienteringsskrivelser har påpeget det

samme som bemærkningerne, ex. orienteringsskrivelse af 7. april 2014 samt at

principafgørelse 24-14 har understreget, at det ikke er en betingelse, at kommunen

rent faktisk har anvendt alle indsatser i forhold til borgeren. DS mener derfor heller

ikke, at den seneste orienteringsskrivelses indskærpelse af lovbemærkningerne vil

ændre på kommunernes praksis. DS foreslår derfor, at man nu tydeliggør bemærk-

ningerne i loven.

DS foreslår, at punkt 1 og 2 fremover bør formuleres således:

1. Personen modtager offentlig forsørgelse

Side 5 af 14

2. Kommunen har vurderet relevansen af tilbud efter denne lov eller revalidering

efter kapitel 5 i lov om aktiv socialpolitik samt afprøvet en eller flere af disse tilbud

uden at borgeren har øget tilknytningen til arbejdsmarkedet

Punkt 3 skal fastholdes.

3. Borgerens socialrådgiver skal kunne give anbefaling om borgerens vide-

re situation til rehabiliteringsteamet

Det er meget vigtigt, at borgeren selv er med til at udarbejde forslag til indsatsen.

Det bør ske i tæt samarbejde med sagsbehandleren, der ofte er den person i syste-

met, der kender borgeren og dennes behov bedst. Det er derfor oplagt, at social-

rådgiveren også kan komme med sin anbefaling til rehabiliteringsteamet om borge-

rens videre situation.

Ifølge lov om aktiv beskæftigelsespolitik skal rehabiliteringsplanens første del, som

forelægges rehabiliteringsteamet, udelukkende indeholde en beskrivelse af borge-

rens situation. Det bør ændres, så der også er mulighed for, at socialrådgiveren kan

give sin anbefaling om det videre forløb, da det vil kvalificere rehabiliteringsteamets

arbejde betydeligt og dermed forbedre ressourceforløbenes indhold.

§ 30 a, stk. 3,2 bør fremover lyde (tilføjelse er sat med

kursiv):

Den forberedende del skal indeholde

1) (uændret)

2) en beskrivelse af den enkelte persons beskæftigelsesmæssige, sociale og hel-

bredsmæssige ressourcer og udfordringer, herunder dokumentation for den forud-

gående indsats på disse områder,

samt anbefaling til borgerens videre forløb,

3) (uændret)

4. Rehabiliteringsteamet skal have reel beslutningskompetence

Rehabiliteringsteamet skal kunne træffe beslutninger om tildeling af ressourceforløb

og om hovedlinjerne for indholdet. Teamet skal derfor have mere kompetence ift. de

sektorforvaltninger, der skal gennemføre elementerne i ressourceforløbet. Det må

selvfølgelig ske i dialog med den forvaltning, der er tale om, så dens faglige skøn

hele tiden har plads i de konkrete valg.

Side 6 af 14

Ifølge Lov om aktiv beskæftigelsespolitik § 25 a, stk. 1, 3 og 6 kan rehabiliterings-

teamet kun afgive en indstilling, som de enkelte sektorforvaltninger så selv kan

træffe afgørelse ud fra. Hvis en forvaltning ikke følger rehabiliteringsteamets indstil-

ling, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgø-

relse.

Denne sagsgang er tung og skaber unødigt lange sagsforløb og ventetider. Samtidig

undergraver det teamets handlekraft og troværdighed, da det kan føre til en faktisk

underkendelse af teamets beslutninger. Erfaringen har vist, at det er nødvendigt at

kunne træffe beslutninger, der binder de enkelte forvaltninger, når der skal fastlæg-

ges en samlet og forpligtende plan. Rehabiliteringsteamet bør derfor have kompe-

tence til at træffe afgørelse om ressourceforløbets indhold. Den usikkerhed, det må-

ske vil kunne give i en forvaltning må løses i den enkelte kommune ved, at rehabili-

teringsteamet sammensættes, så bindende beslutninger er naturlige, som det også

pepeges i orienteringsskrivelsen af 10. september 2015.

LAB § 25 a bør ændres flere steder. De

kursiverede

fra lovteksten bør erstattes med

formuleringer, der giver teamet reel beslutningskompetence:

§ 25 a, stk. 1: Kommunalbestyrelsen skal oprette et rehabiliteringsteam. Rehabilite-

ringsteamet er et dialog- og koordineringsforum,

som afgiver en indstilling i alle

sager, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til

selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension træffes. Indstillingen skal indehol-

de rehabiliteringsteamets vurderinger i forhold til borgerens muligheder for at opnå

beskæftigelse eller uddanne sig.

§ 25 a, stk. 3: Rehabiliteringsteamet skal drøfte og

give indstilling om

1 Hvorvidt borgeren skal gives ressourceforløb, fleksjob, anden beskæftigelsesrettet

indsats eller førtidspension

2 Hvilke beskæftigelsesrettede, sociale og sundhedsmæssige indsatser der er nød-

vendige for, at den enkelte borger opnår fodfæste på arbejdsmarkedet og hvordan

disse indsatser koordineres, og

3 Hvordan opfølgning på ressourceforløbet tilrettelægges, så personen støttes i at

fastholde uddannelses- og beskæftigelsesmålet, herunder hvorvidt og i hvilket om-

fang, der er brug for mentorstøtte for at sikre, at indsatsen realiseres.

§ 25 a, stk. 6:

Kommunen træffer afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliterings-

teamets indstilling. Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling,

skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse.

Når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.

Side 7 af 14

5. Tid og mulighed for en grundig borgerinddragelse

Motivation for at deltage i et ressourceforløb er en af de vigtigste faktorer for forlø-

bets succes samt for borgerens tilfredshed med forløbet (Mploy 2016, KL 2016).

Motivationen hænger typisk sammen med, hvad borgeren ønskede forud for forløbet

(en førtidspension eller et ressourceforløb). Herudover er et godt samarbejde mel-

lem borger og sagsbehandler afgørende for forløbets succes samt borgerens til-

fredshed med forløbet (Mploy 2016).

Et grundigt motivations- og relationsarbejde, der skal danne grundlag for et længe-

revarende forløb med et positivt udfald, tager tid. Man skal ’lukke mennesker op’,

som er låst i deres liv. De kan være psykisk sårbare og i en form for sorgproces ef-

ter vigtige tab eller forringelser i deres liv. De kan opleve et ressourceforløb som

belastende, så de bliver forbeholdne eller angste for at gå ind i det. Det kan tolkes

som manglende vilje, og hvis socialrådgiveren ikke når frem til et tillidsfuldt samar-

bejde om det, kan det blive et stort problem for borgeren og gøre forløbet meget

svært eller udsigtsløst. Derfor er det afgørende for resultatet af ressourceforløbet at

give tid til og skabe rum for en faglig kvalificeret dialog og et godt relationsarbejde.

Der bør tages skridt til at styrke inddragelsen af borgerne, så de forstår hele forlø-

bet, når ressourceforløb fastlægges. De skal opleve, at planer og indsatser er begri-

belige, håndterbare og meningsfulde. Borgerens oplevelse af, at der er en klar plan

for, hvad der skal ske i ressourceforløbet og at de oplever at have indflydelse på

denne, er vigtig for borgerens tilfredshed (Mploy 2016).

Borgernes mål må være styrende for indsatsen, og de skal have indflydelse på hvil-

ke elementer, der indgår i ressourceforløbet. Det er en forudsætning for, at de ak-

tivt kan gå ind i den rehabiliteringsproces, som et forløb skal være. Endelig skal der

sikres en løbende og fleksibel opfølgning i sagerne, så samarbejdet og motivationen

hele tiden vedligeholdes. Da der er mange aktører i forløbene, hvis indsatser skal

koordineres, er det tidskrævende.

Ud over de udmærkede opmærksomhedspunkter omkring borgerinddragelse i for-

hold til rehabiliteringsteamets behandling af sagen samt udarbejdelsen af rehabilite-

ringsplanen, som er beskrevet i orienteringsskrivelsen af 10. september 2015, fore-

slår DS at:

Det bør ved lovændring eller ved vejledning til kommunerne sikres, at borgeren

tidligt får en fast koordinerende sagsbehandler og ikke først

efter

rehabiliteringsmø-

det.

De koordinerende sagsbehandlere skal uddannes til at arbejde med rehabilitering

med inddragelse af borgeren, fordi det er afgørende såvel i proces som i indsats.

Side 8 af 14

Der skal fastsættes et sagstal, der er så realistisk, at socialrådgiverne faktisk har

mulighed for at nå samtaler, motivation, opfølgning osv. med borgerne.

De igangværende forsøg med empowerment i indsatsen skal fortsættes, så vi får

flere erfaringer med en vidtgående inddragelse af borgerne, så de i langt højere

grad selv kan bestemme indhold og forløb i et ressourceforløb.

6. Behov for en bredere vifte af tilbud

Borgere i ressourceforløb skal have mulighed for at få en bredere vifte af tilbud end

i dag. Alt for mange borgere tilbydes forløb, der til forveksling ligner det, de tidlige-

re uden udbytte har været igennem i jobcentret og kommunen. En stor del af job-

centrene vurderer, at mangel på relevante tilbud til udsatte borgere er en udfor-

dring for at gennemføre kvalificerede ressourceforløb (KL 2016). Der er for meget

fokus på beskæftigelsesrettede tilbud fra LAB og LAS og for lidt på sundhed, fore-

byggelse, sociale indsatser mv.

Det fremgår klart af beskæftigelseslovgivningen, at der skal etableres tværfaglige

indsatser, og der er ikke en tilsvarende forpligtelse i Serviceloven (SEL) og Sund-

hedsloven. En række indsatser efter den sociale og/eller sundhedslovgivningen be-

vilges derfor ikke eller bevilges først efter tovtrækkeri i kommunen. En stor del af

jobcentrene understreger i denne sammenhæng, at det er en udfordring at få de

andre forvaltninger forpligtet til at tage deres del af ansvaret for ressourceforløbet

(KL 2016).

Det er af stor betydning, at indsatser fra SEL og sundhedsloven kommer i spil. Der

bør derfor foretages ændringer i begge lovkomplekser for at sikre, at tilbud fra disse

sektorer kan komme i spil i forhold til ressourceforløbene samt forpligte de kommu-

nale forvaltninger til et tværfagligt samarbejde.

LAB § 68a, stk. 6 beskriver de tilbud, ressourceforløbene kan bestå af. Det under-

streges, at ressourceforløbene kan indeholde indsats efter anden lovgivning samt

indsatser, der stabiliserer og forbedrer personens fysiske, psykiske og sociale til-

stand.

En formulering svarende til den fra LAB § 68 a, stk. 6 skal også indarbejdes i SEL og

Sundhedsloven, så forpligtigelsen til at arbejde sammen om ressourceforløbene ty-

deliggøres på tværs af sektorforvaltninger og på tværs af kommunen og regionen.

Side 9 af 14

Der kan også tages skridt til at samordne disse lovkompleksers formålsparagraffer,

så der skabes en entydig retning for den samordnede indsats. DS har udarbejdet et

konkret forslag til, hvordan en sådan samordning af formålsparagrafferne kan se ud.

7. Den koordinerende sagsbehandler skal styrkes

Der bør tages skridt til at styrke de koordinerende sagsbehandlere, så de rent fak-

tisk kan arbejde koordinerende. Koordineringen er en helt anderledes opgave end

myndighedssagsbehandlerne i jobcentret har, der kræver andre metoder og vilkår

for udførelse af opgaven. Forpligtelsen til at samarbejde om koordineringen bør un-

derstreges i både LAB og SEL. De øvrige forvaltningers og sundhedsvæsenets for-

pligtigelse til at arbejde sammen med og understøtte den koordinerende sagsbe-

handler bør også understreges i Sundhedsloven.

Samtidig bør kommunerne og regionerne vejledes om, hvordan det koordinerende

arbejde skal gribes an, og der bør gennemføres udviklingsarbejde, der skal kvalifice-

re arbejdet som koordinerende sagsbehandler. Endelig bør der gennemføres kompe-

tenceudvikling for de socialrådgivere, der skal arbejde som koordinerende sagsbe-

handler samt sikres de nødvendige rammer for udførelsen af opgaven.

Orienteringsskrivelsen af 14. marts 2017 understreger, at det vil skabe fremdrift i

sagen, hvis den koordinerende sagsbehandler har den fornødne beslutningskompe-

tence samt at kommunen generelt sikrer bedre rammer for den koordinerende

sagsbehandlers muligheder for at iværksætte og koordinere tilbud på tværs af om-

råder. DS er enig i orienteringsskrivelsens intention, men mener, at det bør følges

op med lovændringer for at sikre, at intentionerne indfries.

LAB § 68 c fastlægger rammerne for den koordinerende sagsbehandler. Der bør

tilføjes et nyt stk. 3, der understreger de sociale forvaltningers og sundhedsområ-

dets samarbejde med den koordinerende sagsbehandler. En tilsvarende forpligtigel-

se til at understøtte koordinatorfunktionen skal indskrives i SEL og Sundhedsloven.

Der bør samtidig udarbejdes en tværministeriel vejledning, der vejleder alle parter i

de kommunale forvaltninger og i sundhedssektoren i at understøtte koordinator-

funktionen. Vejledningen skal beskrive den koordinerende sagsbehandlers rolle og

funktion på grundlag af den helhedsorienterede og tværgående indsats.

Der bør tages initiativ til udviklingsarbejde vedr. den koordinerende sagsbehandler,

og der skal gennemføres kompetenceudvikling for de socialrådgivere, der skal ar-

bejde som sådan.

Side 10 af 14

Endelig bør det sikres, at de koordinerende sagsbehandlere har de nødvendige

rammer for at udføre opgaven, herunder et acceptabelt sagstal. DS anbefaler et

sagstal på ca. 30 sager.

8. Borgeren skal have ret til at få en vurdering af sin sag i forhold til res-

sourceforløb efter et sammenhængende år på kontanthjælp

For at sikre en tidlig indsats og at borgere ikke hænger unødigt fast i kontant-

hjælpssystemet, bør det være en ret for borgeren til at få vurderet sin sag i forhold

til et ressourceforløb efter et sammenhængende år på kontanthjælp. Det vil i første

omgang medføre en markant udvidelse af målgruppen for ressourceforløb, som på

sigt vil blive udjævnet. Resultatet vil dog være et mere sammenhængende beskæf-

tigelsessystem, hvor kontanthjælpen for alvor vil blive den midlertidige ydelse, den

oprindeligt er tiltænkt til at være, men langt fra er i dag.

Det vil kræve en lovændring at indføre en ret til at få vurderet sin sag i forhold til

ressourceforløb efter et sammenhængende år på kontanthjælp.

Det kan ske ved at udvide LAB § 68a med et nyt stykke 3:

”Personer, der har været på kontanthjælp i sammenhængende et år, har ret til at få

sin sag vurderet med henblik på ressourceforløb. Borgerens sagsbehandler skal i så

fald indstille, at sagen forelægges rehabiliteringsteamet og skal udarbejde rehabili-

teringsplanens forberedende del”

9. Ventetiden i sagsforløbet skal reduceres

Ventetid i sagsforløbet spænder ofte ben for at få skabt kvalificerede ressourcefor-

løb. Det drejer sig både om ventetid i forhold til at få sagen forelagt rehabiliterings-

teamet, ventetid på rehabiliteringsteamets afgørelse, ventetid i forhold til at få ud-

peget en koordinerende sagsbehandler og ventetid på indsatser, herunder særligt

tilbud i sundhedssektoren. Det medvirker alt sammen til, at sagen trækkes unødigt i

langdrag. Til tider med den konsekvens, at borgerens tilstand forværres og dermed

glider længere væk fra arbejdsmarkedet i mellemtiden.

Det er afgørende, at ventetiden i sagsforløbet for ressourceforløbene reduceres for

at sikre den nødvendige fremdrift, så borgeren undgår unødig passivitet, der kan

Side 11 af 14

forværre vedkommendes situation. Det kræver en tilførsel af ressourcer til området

samt at unødige bureaukratiske processer fjernes fra sagsforløbet.

Området skal tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at få sagen til at glide,

herunder flere rehabiliteringsteams og koordinerende sagsbehandlere med et accep-

tabelt sagstal.

Herudover bør sagsforløbet for ressourceforløb gennemgås for at fjerne unødige

bureaukratiske processer. Eksempelvis bør rehabiliteringsteamet som nævnt i for-

slag 4 have beslutningskompetence. Det vil lette en tung sagsgang, hvis rehabilite-

ringsteamets indstilling skubbes frem og tilbage mellem team og sektorforvaltnin-

ger, indtil der er enighed om indsatsplanen.

10. Kommunerne skal kunne investere i ressourceforløbene

Ressourceforløb skal ses som en investering i, at mennesker får det bedre, så de

kan fungere i samfundet og få en chance for at blive helt eller delvis selvforsørgen-

de. Borgere på ressourceforløb har ofte store og komplekse problemer. De mangler

kompetencer (58 % er ufaglærte), har en lang forsørgelseshistorik (gennemsnitligt

9,5 år) og dårligt helbred (60 % har været i behandling for en psykisk lidelse) (KL

2016). Det kræver store investeringer

–

både økonomisk og tidsmæssigt

–

at skabe

forløb, der kan flytte disse borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Kommunerne skal investere i ressourceforløbene. Der skal investeres økonomisk i

ressourceforløbene, så de kan rumme de elementer, der faktisk kan løfte og udvikle

borgeren. De skal også investere i tid for den enkelte socialrådgiver, så man kan

lave et fagligt kvalificeret arbejde både i visitationen til ressourceforløbet, i rehabili-

teringsteamet og som koordinerende sagsbehandler efterfølgende.

Der bør åbnes for, at kommunerne kan investere i gode ressourceforløb med et kva-

lificeret indhold. Kommunerne skal have mulighed for at prioritere en indsats over

flere år, og det skal gøres lettere at inddrage midler fra andre områder

–

socialfor-

valtningen, sundhedsvæsnet, kriminalforsorgen osv. - som kan blive aflastet på

længere sigt. Det kræver et opgør med den måde, de kommunale budgetter fast-

lægges på i dag.

Side 12 af 14

11: Øget brug af revalidering

Revalidering er den beskæftigelsesrettede indsats, hvor flest borgere efter afsluttet

forløb opnår ordinær beskæftigelse

. Revalidering gives til de borgere, som har en

nedsat arbejdsevne, men som med en revalideringsindsats vurderes at kunne opnå

selvforsørgelse på det ordinære arbejdsmarked. Revalideringsordningen bør derfor

bruges i langt højere grad, end den gør i dag. Men til trods for, at effekten er god,

er brugen af revalidering faldet drastisk i de senere år.

For at



sikre øget brug af revalidering foreslår DS følgende:

Revalideringsbestemmelserne flyttes fra LAS til LAB

Revalideringsbestemmelserne omskrives og tydeliggøres

Betalingslovens krav om kommunal betaling for uddannelse, der er en del af

en indsats efter LAB, afskaffes

Ved at rykke revalideringsbestemmelserne til LAB vil revalidering blive tydeliggjort

som en vigtig indsats i den samlede beskæftigelsesindsats. Det kan medføre, at

revalideringens betydning som indsats for borgere med nedsat arbejdsevne bliver

mere klar, og at ordningen dermed bliver brugt i større omfang, og at den bliver

bedre sammentænkt med de øvrige beskæftigelsesindsatser.

Samtidig med, at dele af revalideringsbestemmelserne (indsatsdelen) flyttes til LAB,

bør de omskrives. En af grundene til, at revalidering ikke bruges i tilstrækkelig grad

i dag, er bl.a. en utilstrækkelig beskrivelse af tilkendelseskriterierne, reglerne for

opfølgning og indholdet i planen for revalideringen i den nuværende lovtekst.

DS har lavet et forslag til nye revalideringsbestemmelser, som bør inkorporeres i

lovteksten. I dette forslag, tydeliggøres tilkendelseskriterierne ved at understrege,

at revalidering er for personer med nedsat arbejdsevne, og at sigtet med indsatsen

er varig beskæftigelse. Herudover foreslår DS en ny ret og pligt til en grundig vur-

dering af borgerens arbejdsevne, hvis der er tvivl om den. Med disse to forslag er

der grundlag for, at flere borgere vil få tilkendt en revalidering, da der ud fra en

grundig vurdering af borgerens arbejdsevne skal vurderes, hvilke indsatser, der vil

lede til varig beskæftigelse. Revalidering vil ofte være svaret på det frem for andre

beskæftigelsesindsatser. Hertil kommer et forslag om at skærpe revalideringspla-

nens indhold og reglerne for opfølgning. Endelig foreslår DS, at revalideringsperio-

dens længde skal være op til en faglig vurdering frem for en fastsat tidsgrænse.

En af grundene til, at revalidering i dag bruges stadigt mindre, er lov om betaling

for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med LAB. Den pålægger kommunen

betaling for borgernes deltagelse i uddannelser, når de er visiteret til dem som en

beskæftigelsesindsats ud fra LAB. Fx ved revalidering. Det ville være en normal

statslig udgift, hvis borgerne tog de samme uddannelser på SU. Betalingsloven er

CABI 2012, Rambøll 2015 og DS/AE Rådet 2017

Side 13 af 14

en bremse på brugen af uddannelse som led i en beskæftigelsesindsats, ikke mindst

mere omfattende uddannelser som i revalidering. Kommunerne bør fritages for den-

ne ekstrabetaling, når en borger deltager i uddannelse som led i en beskæftigelses-

indsats.

DS foreslår, at revalideringsbestemmelserne flyttes fra LAS til LAB, og at bestem-

melserne samtidig omskrives og tydeliggøres. DS har udarbejdet et detaljeret for-

slag til, hvordan dette skal gøres. Notatet kan rekvireres i DS.

Efter betalingsloven skal kommunerne skal betale for uddannelsen til borgere, der

får uddannelsestilbud som led i beskæftigelsesindsatsen, som for andre uddannel-

sessøgende er statsfinansierede. Det er en særudgift på 70.000-100.000 kr. årligt

pr. borger. Derfor er en revalidering til en kompetencegivende uddannelse en langt

større udgift for kommunen. DS foreslår, at betalingsloven ændres, så revalidender

og andre, der får uddannelse ud fra LAB ligestilles med borgere på SU.

12. Fleksjob med få timer skal pege på et konkret arbejdsmarked, og de

skal føre til progression for borgeren. Bedre mulighed for fleksjob på hidti-

dig arbejdsplads

Fleksjob med meget få timer har fået en del kritik. DS mener, at der kun skal kun-

ne visiteres til et fleksjob, hvis det kan pege hen imod et konkret arbejdsmarked,

hvor borgeren meningsfuldt vil kunne udføre et stykke arbejde. Kommunen skal

også kunne godtgøre, at fleksjob på under fem timer om ugen, giver progression for

borgeren

Borgere, som er i arbejde, men som ikke længere kan fastholde beskæftigelse på

ordinære vilkår, men som gerne vil fastholde ansættelse på den hidtidige arbejds-

plads med et fleksjob, skal have bedre muligheder for det. Meldinger fra socialråd-

giverne er, at det ofte er succesfulde fleksjob. Kravet om, at borgeren skal have

været ansat under de sociale kapitler i mindst 12 måneder, skal derfor lempes. Kra-

vet betyder, at mange ikke kan blive på den hidtidige arbejdsplads, selvom både

arbejdsgiver og borger vil få mest ud af det.

DS foreslår, at fleksjob på under fem timer om ugen skal medføre en rimelig pro-

gression for borgeren, herunder et stigende timetal, og kommunen skal lægge en

plan for det. Progressionen skal kunne godtgøres indenfor et år. Ellers skal det være

muligt for borgeren at få sin sag genvurderet af rehabiliteringsteamet med henblik

på førtidspension eller at stoppe fleksjobbet. Hvis borgeren selv ønsker et fleksjob

på under fem timer om ugen, skal dette dog imødekommes.

Side 14 af 14

Det bør også åbnes for fleksjob på nuværende arbejdsplads, selvom det ikke har

været muligt at etablere en indsats efter de sociale kapitel i 12 måneder. Der skal i

stedet kunne stilles krav om, at arbejdsgiveren dokumenterer, at der er gjort et

forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på

særlige vilkår.

13. Borgere uden realistiske muligheder på arbejdsmarkedet skal have før-

tidspension

Borgere, der ikke har anden udsigt end førtidspension, skal have den. De skal ikke

igennem urealistiske og måske lange forløb, der i værste fald er så belastende, at

de er sygdomsforværrende.

I bemærkningerne til det oprindelige lovforslag beskrives det bl.a., hvem der umid-

delbart vil kunne få førtidspension. Det er personer med

”en betydeligt nedsat funk-

tionsevne som følge af udviklingshæmning, personer med en alvorlig hjerneskade

eller en person med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er

udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen er kort levetid, eller at sygdommen er

hastigt accelererende”.

Denne formulering er meget restriktiv og afskærer mennesker med alvorlige pro-

blemer fra at få en førtidspension.

DS foreslår, at formuleringen ændres, så borgere uden realistiske muligheder for

arbejdsmarkedstilknytning kan få førtidspension.

I stedet for ovennævnte formulering fra lovforslagets bemærkninger bør det præci-

seres, at

”kommunen

i sager, hvor det er åbenbart, at arbejdsevnen er væsentligt

og varigt nedsat og ikke kan forbedres ved deltagelse i et ressourceforløb eller an-

dre foranstaltninger, kan påbegynde en sag om førtidspension, uden at muligheden

for at forbedre arbejdsevnen har været afprøvet via ressourceforløb”.

Henvisninger

Mploy:

Landsdækkende brugerundersøgelse blandt borgere i ressourceforløb

(2016)

KL:

Jobcentrenes erfaringer med ressourceforløb

(2016)

KL:

Hvad kendetegner personer visiteret til ressourceforløb

(2016)

CABI: Revalidering

–

på vej ud eller ind igen (2012)

Rambøll: Evaluering af revalideringsordningen (2015)

DS/AE-Rådet: Kontanthjælpsmodtagere mv. under uddannelse (2017)