UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 60: Lovudkast - Udkast til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del Bilag 60
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge)

7. november 2017

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som ændret

senest ved [indsæt], foretages følgende ændringer:

§ 24 a

udgår »navnlig efter § 22, nr. 4-8,«.

§ 24 a

indsættes efter nr. 4 som nyt nr.:

»5) at udlændingen er tildelt en advarsel efter § 24 b,«.

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 6 og 7.

§ 24 b

affattes således:

»§

24 b.

Er der i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at udvise en udlænding

efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel om, at hvis den pågældende

begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det

tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi

den pågældende ikke tidligere er udvist alene af den grund, at dette med sikker-

hed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Stk. 2.

Tildeles en udlænding en advarsel efter stk. 1, skal retten i forbindelse med

dommens afsigelse vejlede udlændingen om betydningen heraf.

§ 26, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En udlænding skal udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med

sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26

b.«

§ 32, stk. 5,

indsættes som

3. pkt.:

Sagsbehandler

Niklas Velling Johansen

Tel.

Mail

Sags nr.

Akt-id

61 98 34 12

[email protected]

2017 - 15277

315942

Side

1/63

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 60: Lovudkast - Udkast til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge), fra udlændinge- og integrationsministeren

»Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 kan meddeles af kor-

tere varighed, hvis et indrejseforbud af den i stk. 2 og 3 nævnte varighed vil være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den x.x.

Stk. 2.

Loven finder ikke anvendelse på lovovertrædelser begået før lovens ikraft-

træden. For sådanne lovovertrædelser finder de hidtil gældende regler anvendel-

se, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Dom om betinget udvisning på grund af en lovovertrædelse begået før

lovens ikrafttræden har inden for prøvetiden samme virkning som en advarsel, jf.

§ 1, nr. 3.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som

de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Side

2/63

Indhold

1. Indledning

............................................................................................................ 4

2.1. Gældende ret

..................................................................................................... 5

2.1.1. Udlændingelovens regler om udvisning af kriminelle udlændinge ved

dom

........................................................................................................................... 5

2.1.2. EMRK artikel 8

................................................................................................ 7

2.2. Udvisningsarbejdsgruppens anbefalinger

....................................................... 24

2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

.................................... 25

2.4. De foreslåede retningslinjer

............................................................................. 25

2.4.1. Generelt om retningslinjerne

........................................................................ 25

2.4.2. Retningslinjer for de forskellige tilfældegrupper

.......................................... 27

3. Ny advarselsordning til tydeliggørelse af ordningen om betinget udvisning ..... 31

3.1. Gældende ret

................................................................................................... 31

3.1.1. Udlændingelovens regler ............................................................................. 31

3.1.2. Praksis fra Menneskerettighedsdomstolen .................................................. 36

3.2. Arbejdsgruppens anbefalinger

........................................................................ 37

3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

.................................... 37

3.4. Den foreslåede ordning

................................................................................... 39

4. Varigheden af indrejseforbud............................................................................. 41

4.1. Gældende ret

................................................................................................... 41

4.1.1. Udlændingelovens regler ............................................................................. 41

4.1.2. Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol .......................... 42

4.2. Arbejdsgruppens anbefalinger

........................................................................ 43

4.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

.................................... 44

4.4. Den foreslåede ordning

................................................................................... 44

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige ....................... 45

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. ................. 45

7. Administrative konsekvenser for borgerne ........................................................ 45

8. Miljømæssige konsekvenser............................................................................... 45

9. Forholdet til EU-retten ....................................................................................... 45

10. Hørte myndigheder og organisationer mv. ...................................................... 47

11. Sammenfattende skema................................................................................... 48

Side

3/63

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Regeringen vil ikke acceptere, at udlændinge misbruger deres ophold i Danmark

til at begå kriminalitet. Udlændinge, der begår kriminalitet, er ikke velkomne i

Danmark. Kriminelle udlændinge skal derfor udvises i videst muligt omfang.

Det har fra dag ét været regeringens ambition at sikre, at vi har de bedste mulig-

heder for at udvise kriminelle udlændinge. Med afsæt i denne ambition var ét af

elementerne i den politiske aftale af 24. marts 2017 om en ny rocker- og bande-

pakke (Bandepakke III), som regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konser-

vative Folkeparti) indgik med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at der blev

nedsat en arbejdsgruppe, som skulle undersøge mulighederne for i højere grad at

udvise udlændinge, der deltager i rocker- og banderelaterede aktiviteter og krimi-

nalitet

he efte ”Udvis i gsa ejdsg uppe ” .

Den 12. oktober 2017 afgav Udvisningsarbejdsgruppen et notat, som indeholdt

fem anbefalinger. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

anbefalingerne afdækker et yderligere rum for udvisning, og at det kan anvendes

generelt over for kriminelle udlændinge og ikke kun de udlændinge, som deltager

i rocker- og banderelaterede aktiviteter og kriminalitet.

Dette lovforslag har til formål at gennemføre de anbefalinger, som kræver lovæn-

dringer (anbefaling nr. 2-4). Det drejer sig om følgende:



Ændring af udlændingeloven, så det i lovbemærkningerne med udgangs-

punkt i praksis fra Menneskerettighedsdomstolen om retten til respekt

for privat- og familielivet i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention (EMRK) fastlægges, under hvilke omstændigheder krimi-

nelle udlændinge i almindelighed kan udvises, selv om dette indebærer en

risiko for, at domstolene i forbindelse med prøvelsen af en konkret sag vil

kunne nå frem til, at det ikke efter EMRK artikel 8 er muligt at udvise den

pågældende.

Præcisering af reglerne om betinget udvisning, så det i lovbemærkninger-

ne med udgangspunkt i praksis fra Menneskerettighedsdomstolen tyde-

liggøres, at der ved en senere udvisningssag i højere grad skal lægges

vægt på, om udlændingen er idømt en betinget udvisning.

Ændring af udlændingeloven, så der indføres hjemmel til at med-dele ind-

rejseforbud for en kortere periode end den, der følger af de nuværende

Side

4/63



regler, hvis et indrejseforbud for en kortere periode vil betyde, at der kan

ske udvisning i tilfælde, hvor dette ellers vurderes at være i strid med

Danmark internationale forpligtelser på grund af indrejseforbuddets

længde.

For at tydeliggøre virkningen af den nuværende ordning med betinget udvisning

foreslås det i den forbindelse at forlade terminologien om, at udvisning gøres

betinget, ved i stedet at indføre en egentlig advarselsordning, hvor en advarsel

skal have virkning også ud over den periode, der i dag fastsættes som en prøvetid

for betinget udvisning.

Arbejdsgruppen havde herudover følgende anbefalinger (anbefaling nr. 1 og 5),

som vil blive gennemført administrativt:



Afsøgning med afsæt i konkrete sager af mulighederne for inden for gæl-

dende ret i videre omfang end i dag at afvise og udvise rockere og ban-

demedlemmer (alene) af hensyn til den offentlige orden.

Udbredelse af best practice mellem de involverede myndigheder, som

bl.a. sikrer, at oplysninger om alle relevante forhold ved domstolenes

vurdering af udvisningsspørgsmålet, bl.a. om den dømtes tilknytning her

til landet og til hjemlandet, er tilvejebragt og validerede til sagen, herun-

der ved udarbejdelsen af landsdækkende actioncards på området.



Politiet, anklagemyndigheden og udlændingemyndighederne arbejder i øjeblikket

på at gennemføre disse to anbefalinger fra udvisningsarbejdsgruppen, og arbejdet

forventes afsluttet inden for et par måneder.

2.1. Gældende ret

2.1.1. Udlændingelovens regler om udvisning af kriminelle udlændinge ved dom

Udlændinge, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og

udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller

2 (asyl), som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, kan

udvises, hvis de

–

uanset straffens længde

–

idømmes ubetinget frihedsstraf for

nærmere bestemte overtrædelser af navnlig straffeloven, jf. udlændingelovens §

22, nr. 4-8. I andre tilfælde kan sådanne udlændinge udvises ved ubetinget straf af

enten mindst 3 års fængsel eller af mindst 1 års fængsel for flere strafbare for-

hold, eller hvis den pågældende tidligere har fået en ubetinget frihedsstraf, jf.

udlændingelovens § 22, nr. 1-3.

Side

5/63

Udlændinge, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år, kan

ud over disse tilfælde udvises, hvis de idømmes ubetinget straf af enten mindst 1

års fængsel eller af mindst 6 måneders fængsel for flere strafbare forhold, eller

hvis de tidligere har fået en ubetinget frihedsstraf, jf. udlændingelovens § 23, nr.

1-3.

Andre udlændinge, dvs. udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i

mere end de sidste 5 år, kan herudover udvises, hvis de idømmes betinget eller

ubetinget frihedsstraf, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2.

Med frihedsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller gi-

ver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse i

hospital for sindslidende og ungdomssanktion.

En afgørelse om udvisning træffes i to led. Først vurderes det, om det kriminelle

forhold kan begrunde udvisning efter reglerne nævnt ovenfor. Er dette tilfældet,

vurderes det konkret, om der er forhold, der taler imod udvisning. Denne vurde-

ring tager udgangspunkt i udlændingelovens § 26.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding altid udvises efter §§ 22-24

og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internatio-

nale forpligtelser, jf. dog § 26 b. Bestemmelsen i § 26 b indeholder en særlig regel

om udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne.

Reglen om, at udlændinge altid skal udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre

dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

blev oprindeligt indført ved lov nr. 758 af 29. juni 2011. Ved lov nr. 569 af 18. juni

udgik o de e ” ed sikke hed” i idle tid af este

else .

Ved lov nr. 1744 af 27.

de e e

6, hvo ved o de e ” ed sikke hed” ige

blev indsat i udlændingelovens § 26, stk. 2, fik bestemmelsen på ny sin nuværen-

de ordlyd.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2016, at den klare hovedregel i

udvisningssager vil være, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf for begået

kriminalitet, udvises. Udvisning kan kun undlades, hvis udvisning med sikkerhed vil

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Sigtet med ændringen var,

at flere udvises. I de tilfælde, hvor der kan være usikkerhed om rækkevidden af de

internationale forpligtelser, vil det være op til domstolene at vurdere konkret, om

udvisning vil være mulig inden for rammerne af Danmarks internationale forplig-

telser. Det er således af lovgiver udtrykkeligt angivet, at udvisning skal ske, med-

mindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtel-

ser. Der henvises til Folketingstidende 2016-2017, A, L 49 som fremsat, s. 5.

Side

6/63

I Folketingstidende 2016-2017, A, L 49 som fremsat, s. 6ff var det beskrevet, hvilke

kriterier der ifølge praksis fra Menneskerettighedsdomstolen indgår ved den kon-

krete vurdering af, om udvisning af en kriminel udlænding vil være i strid med

EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familielivet. Endvidere var der

givet en række eksempler fra Menneskerettighedsdomstolens praksis fordelt på

tre hovedkategorier af sager. I lovforslaget var praksis fra Menneskerettigheds-

domstolen inddelt på følgende måde:



Tilfælde af grov kriminalitet, hvor der næsten uanset familiemæssig eller

anden tilknytning til opholdslandet vil være vidtgående adgang til udvis-

ning, hvis udlændingen har blot et minimum af reel tilknytning til sit op-

rindelsesland.

Tilfælde af mindre alvorlig, men dog ikke ubetydelig, eller eventuel genta-

gen kriminalitet, hvor udvisningsadgangen fortrinsvis vil bero på en nær-

mere vurdering af udlændingens relative tilknytning til opholdslandet og

oprindelseslandet, herunder dennes familiesituation.

Tilfælde, hvor udlændingens tilknytning til opholdslandet er særdeles

stærk på grund af opvækst, langvarigt ophold, familiemedlemmer eller

andre tilknytningsfaktorer, og hvor der derfor kun ved meget alvorlig kri-

minalitet vil foreligge så tungtvejende grunde til udvisning, at proportio-

nalitetskravet anses for opfyldt. Hvis kriminaliteten har været mindre al-

vorlig, eller der er forløbet længere tid uden recidiv, siden den blev begå-

et, vil tilknytningen i sådanne tilfælde normalt føre til, at udvisning anses

for uproportional, i hvert fald hvis denne er forbundet med langvarigt el-

ler permanent indrejseforbud.



Lovforslagets bemærkninger indeholdt herudover ikke nærmere retningslinjer for

domstolenes konkrete vurdering af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

2.1.2. EMRK artikel 8

2.1.2.1. Indledning

Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særlig

eleva t. FN’s ko ve tio o

o ge lige og politiske ettighede og FN’s ko ve -

tion om barnets rettigheder indeholder ligeledes relevante bestemmelser på det-

te område.

Side

7/63

Da formålet med lovforslaget er at fastsætte retningslinjer for vurderingen af, om

udvisning vil være i strid med EMRK artikel 8, er alene denne bestemmelse be-

skrevet.

Ifølge praksis fra Menneskerettighedsdomstolen har en stat ret til at kontrollere

udlændinges indrejse og ophold på dens territorium. Det kan således udledes af

praksis, at EMRK ikke garanterer en ret for en udlænding til at indrejse og opholde

sig i et bestemt land, og at de kontraherende stater har beføjelse til

–

som led i

deres opgave med at opretholde offentlig orden

–

at udvise en udlænding, der er

dømt for en forbrydelse.

EMRK indeholder ikke regler, der direkte tager sigte på at regulere medlemssta-

ternes adgang til at udvise udlændinge på grund af et strafbart forhold. I den for-

bindelse har EMRK artikel 8 dog betydning.

Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat-

og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret,

medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demo-

kratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller

landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte

sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder,

jf. artikel 8, stk. 2. I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning fore-

tages indgreb i udlændingens privat- og familieliv, skal staten påvise, at betingel-

serne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at indgreb i udlændingens

ret til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet

(f.eks. en udvisning) skal varetage (proportionalitetsafvejning). Denne proportio-

nalitetsafvejning er i almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel

udlænding vil være forenelig med EMRK artikel 8.

2.1.2.2. Maslov-kriterierne

Proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 foretages på baggrund af en

samlet og konkret vurdering af en række elementer. Menneskerettighedsdomsto-

len har i sagen

Maslov mod Østrig,

dom af 23. juni 2008, angivet retningslinjer for

denne proportionalitetsvurdering, bl.a. med henblik på at vejlede de nationale

domstole om anvendelsen af artikel 8 i udvisningssager. I dommens præmis 68

opregnes følgende kriterier:



Den begåede kriminalitets art og grovhed.

Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet.

Side

8/63



Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne

periode.

De berørte personers statsborgerskab.

Udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre

faktorer, der viser familielivets effektivitet.

Hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev

etableret.

Hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder.

Alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med

sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til.

Børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorlig-

heden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed

vil møde i det land, som udlændingen udvises til.

Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet

og med modtagerlandet.

Menneskerettighedsdomstolen har også understreget, at den vægt, der må læg-

ges på de enkelte kriterier, nødvendigvis varierer efter den enkelte sags konkrete

omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

Det følger endvidere af dommens præmis 71, at de relevante kriterier i sager om

en ung person, som endnu ikke selv har stiftet sin egen familie, er følgende:



Den begåede kriminalitets art og grovhed.

Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet.

Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne

periode.

Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet

og med modtagerlandet.

Ifølge dommens præmis 72-73 kan den pågældendes alder spille en rolle i anven-

delsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det tages i betragtning ved vurderingen af

kriminaliteten, om den er begået af den pågældende som ung eller voksen. I rela-

tion til længden af personens ophold i værtslandet og fastheden af båndene til

værtslandet gør det en klar forskel, om personen på den ene side allerede kom til

værtslandet i sin barndom eller blev født i værtslandet, eller på den anden side

først kom til værtslandet som voksen. Hensyn skal tages til den specielle situation,

hvor den pågældende har opholdt sig det meste af barndommen eller hele barn-

dommen i værtslandet og er opvokset og har modtaget sin uddannelse der, jf.

præmis 74. Af dommens præmis 75 fremgår det, at der skal foreligge meget

tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastbo-

Side

9/63

ende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det

meste af deres barndom og ungdom i landet.

For så vidt angår betydningen af indrejseforbuddets længde og af, at udlændingen

tidligere er blevet advaret om konsekvenserne af ny kriminalitet, henvises til pkt.

3 og 4 nedenfor.

2.1.2.3. Medlemsstaternes skønsmargin

Me eske ettighedsdo stole ove lade e vis skø s a gi ” e tai

a gi of

app e iatio ” til de atio ale do stole, å de skal fo etage p opo tio alitetsaf-

vejningen efter EMRK artikel 8. Denne skønsmargin går dog hånd i hånd med eu-

opæisk ko t ol ”supe visio ” , hvilket etyde , at det e Do stole , de ha

kompetencen til at afsige den endelige dom over, om en udvisning er i overens-

stemmelse med artikel 8, jf. f.eks. præmis 76 i sagen

Maslov mod Østrig,

dom af

23. juni 2008.

Der synes imidlertid i Menneskerettighedsdomstolens nyeste praksis at være en

bevægelse i retning af, at Domstolen har givet medlemsstaterne en større skøns-

margin, jf. herved

Salem mod Danmark,

dom af 1. december 2016,

Hamesevic

mod Danmark,

afvisningsafgørelse af 16. maj 2017,

Alam mod Danmark¸

afvis-

ningsafgørelse af 6. juni 2017 og senest

Ndidi mod Storbritannien,

dom af 14. sep-

tember 2017.

I Ndidi-sagen bemærkede Domstolen, at kravet om europæisk kontrol ikke bety-

der, at Domstolen nødvendigvis på ny er nødt til at foretage en proportionalitets-

afvejning for at vurdere, om en udvisning er udtryk for en tilstrækkelig balance

mellem de relevante interesser. Domstolen har tværtimod i sager om artikel 8

som udgangspunkt forstået skønsmarginen sådan, at hvor de uafhængige og upar-

tiske nationale domstole omhyggeligt har undersøgt faktum og anvendt de rele-

vante menneskerettighedsstandarder i overensstemmelse med konventionen og

Domstolens retspraksis og i tilstrækkelig grad har afvejet klagers interesse over for

de mere generelle samfundsinteresser i sagen, bør Domstolen ikke erstatte de

kompetente nationale myndigheders vurdering af sagen med sin egen vurdering,

herunder især vurderingen af de faktuelle oplysninger om proportionalitet. Den

eneste undtagelse er, hvor der er væsentlige g

u de ”st o g easo s” til at gø e

dette. Der henvises til dommens præmis 76.

Menneskerettighedsdomstolen bemærkede derudover i præmis 76, at den i to

nylige domme om udvisning af fastboende udlændinge undlod at erstatte sin egen

konklusion med de nationale domstoles konklusion, da de nationale domstole

grundigt havde vurderet klagers personlige omstændigheder, omhyggeligt havde

afvejet de modstridende interesser og inddraget kriterierne i Menneskeret-

Side

10/63

tighedsdomstolens praksis og var nået frem til en konklusion, som ikke var vilkår-

lig elle å e a t u i elig ” eithe a it a y o a ifestly u easo a le” .

Menneskerettighedsdomstolen må på denne baggrund forventes at være tilbage-

holdende med at sætte sin vurdering af udvisningssagen i stedet for de nationale

domstoles vurdering, hvis de nationale domstole 1) omhyggeligt har undersøgt

faktum, 2) har anvendt de relevante menneskerettighedsstandarder i overens-

stemmelse med EMRK og Domstolens praksis og 3) i tilstrækkelig grad har afvejet

klagers interesse over for de mere generelle samfundsinteresser i sagen.

2.1.2.4. Nærmere om udvalgte kriterier

2.1.2.4.1.

I det følgende er udvalgte dele af

Maslov-kriterierne

omtalt nærmere.

Det drejer sig om elementer, som har væsentlig betydning for adgangen til at ud-

vise og dermed for de retningslinjer, der gives med lovforslaget.

2.1.2.4.2.

Menneskerettighedsdomstolen tillægger kriminalitetens art stor betyd-

ning ved proportionalitetsvurderingen. Domstolen ser f.eks. med stor alvor på salg

af narko, idet den henviser til stoffernes ødelæggende effekt på samfundet som

helhed og udviser forståelse, når medlemsstaterne sanktionerer sådanne handlin-

ger strengt, jf. f.eks. præmis 49 i dom af 10. april 2012 i sagen

Balogun mod Stor-

britannien.

Domstolen ser også med alvor på bl.a. drab, voldelige overfald og brug

af skydevåben, jf. f.eks. præmis 63 i dom af 18. oktober 2006 i sagen

Üner mod

Holland,

på røveri, jf. f.eks. præmis 55 i dom af 17. februar 2009 i sagen

Onur mod

Storbritannien,

på voldtægt, jf. f.eks. præmis 61 i dom af 6. december 2007 i sa-

gen

Chair and J.B. mod Tyskland,

på seksuelt misbrug af børn, jf. afvisningsafgørel-

se af 10. april 2006 i sagen

Cömert mod Danmark,

og på de typer af kriminalitet,

der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler, jf. f.eks. præmis 51 i

dom af 25. april 2017 i sagen

Krasniqi mod Østrig

og præmis 84 i dom af 12. juni

2012 i sagen

Bajsultanov mod Østrig.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan

udvises ved andre kriminalitetsformer, men blot at sådanne andre kriminalitets-

former ikke vejer ligeså tungt i proportionalitetsafvejningen.

Menneskerettighedsdomstolen tillægger desuden den straf, der udmåles i det

konkrete tilfælde, betydning, idet den henviser til, at sanktionering i form af læn-

gere frihedsstraffe er udtryk for forbrydelsens alvorlige karakter, jf. f.eks. præmis

61 i sagen

Chair og J.B. mod Tyskland,

dom af 6. december 2007, og

Gomes mod

Sverige,

afvisningsafgørelse af 7. februar 2006.

Menneskerettighedsdomstolen tillægger også tidligere kriminalitet betydning, jf.

f.eks. dom af 10. juli 2003 i sagen

Benhebba mod Frankrig,

hvor udvisningen af

klager baserede sig på den seneste dom og på tre tidligere domme. Domstolen

udtalte, at det faktum, at klager samlet var idømt fængsel i 6 år, 7 måneder og 15

Side

11/63

dage over en periode på 8 år, viste alvorligheden af den kriminalitet, som klager

havde begået, jf. dommens præmis 35.

Der synes i den nyeste praksis fra Menneskerettighedsdomstolen i proportionali-

tetsafvejningen at blive lagt større vægt end tidligere på kriminalitetens art og

grovhed eller den pågældendes kriminelle løbebane over for hensynet til udlæn-

dingen og dennes familie, jf. bl.a. Domstolens dom af 1. december 2016 i sagen

Salem mod Danmark

(den såkaldte Fez Fez-sag).

Salem-sagen

handlede om, hvorvidt udvisning af en udlænding, der var idømt 6

års fængsel for bl.a. alvorlig narkotikakriminalitet, voldelig tvang, trusler, afpres-

ning og besiddelse af våben, var i strid med EMRK artikel 8, idet det ville føre til

adskillelse af ham og hans daværende ægtefælle og parrets otte børn, der alle var

danske statsborgere. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at der ikke forelå en

krænkelse og udtalte om proportionalitetsvurderingen følgende i dommens præ-

mis 76:

”… Do stole e æ ke , at afgø else fø st og f e

est ved ø e

den dømte, når det drejer sig om udvisning af en person, der ikke er

statsborger, og som har børn i medlemsstaten, som følge af en dom

for et strafbart forhold. I sådanne sager kan den begåede kriminali-

tets art og grovhed eller tidligere kriminalitet veje tungere end de øv-

ige k ite ie , de skal tages i et agt i g…”

Der kan desuden henvises til Menneskerettighedsdomstolens afvisningsafgørelse

af 16. maj 2017 i sagen

Hamesevic mod Danmark,

hvor en udlænding, der var

idømt 3 års fængsel for bl.a. indsmugling af våben til videresalg og besiddelse af

ammunition, var blevet udvist. Domstolen skulle i sagen vurdere, om en udvisning

af Hamesevic, der i Danmark havde tre børn, som boede hos en tidligere ægtefæl-

le, og hvoraf det ene var mindreårigt, og et mindreårigt barn, som han boede med

sammen med sin samlever, som endvidere havde to hjemmeboende børn fra et

tidligere forhold, var i strid med EMRK artikel 8. Domstolen gentog i afgørelsens

præmis 40 i al væsentlighed, hvad der følger af

Salem-sagens

præmis 76. Domsto-

len gentog endvidere indholdet af præmissen i sagen

Krasniqi mod Østrig,

dom af

25. april 2017, præmis 48.

2.1.2.4.3.

Hvis der er tale om kriminalitet begået, mens klager var mindreårig (så-

kaldt ”juve ile deli ue y” , hvilket vil sige u de 8 å , ha det i p aksis i visse

tilfælde haft afgørende betydning for, at den pågældende ikke kunne udvises, jf.

f.eks.

Maslov mod Østrig,

dom af 23. juni 2008, præmis 81 og 100.

Kriminalitetens beskaffenhed kan imidlertid efter Domstolens praksis medføre, at

der kan ske udvisning, selv om klager var mindreårig på gerningstidspunktet, jf.

Side

12/63

f.eks. dom af 1. juni 2017 i sagen

Külekci mod Østrig,

præmis 45, hvor Domstolen

udtalte, at den kriminalitet, som en mindreårig udlænding havde begået, var af

alvorlig og voldelig karakter og ikke kunne anses for at være begået som følge af

det forhold, at klageren var mindreårig. Den mindreårige udlænding var senest

straffet med to et halvt års fængsel for røveri under skærpende omstændigheder

og tyveri.

2.1.2.4.4.

Et element, som tillægges væsentlig betydning i Menneskerettigheds-

domstolens praksis er, om udlændingen har en reel tilknytning til det land, som

den pågældende forventes at tage ophold i.

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde fundet, at udlændingen ingen

reel tilknytning havde til det land, som den pågældende måtte forventes at tage

ophold i, hvilket må antages at have haft væsentlig betydning for, om den pågæl-

dende kunne udvises, jf. f.eks.

A.W. Khan mod Storbritannien,

dom af 12. januar

2010, præmis 42 og 50.

Ved vurderingen af, om udlændingen har en reel tilknytning til det land, som den

pågældende må forventes at tage ophold i, lægger Menneskerettighedsdomstolen

vægt på flere forhold.

Domstolen har f.eks. vurderet, at der var tilknytning i en situation, hvor nogle af

klagers familiemedlemmer havde venner og kontakter i landet, så klager ikke kun-

ne anses for at være fuldstændig isoleret ved tilbagesendelse, og ved, at klager

talte sproget, jf.

Joseph Grant mod Storbritannien,

dom af 8. januar 2009, præmis

41.

Domstolen har også vurderet, at der var tilknytning i en situation, hvor klager

havde opholdt sig de første fem år af sit liv i nationalitetslandet, og hvor det lod

til, at klageren talte sproget nogenlunde, jf. præmis 38 i sagen

Loy mod Tyskland,

afvisningsafgørelse af 7. oktober 2014.

Der kan endvidere henvises til

Lukic mod Tyskland,

afvisningsafgørelse af 20. sep-

tember 2011, som handlede om udvisning af en 33-årig kroatisk statsborger, der

var født og opvokset i Tyskland. Domstolen udtalte, at det ikke kunne siges, at

klager

–

som talte kroatisk, ikke havde fulgt op på en ansøgning om tysk statsbor-

gerskab og havde fået udstedt både bosnisk og kroatisk pas

–

ikke havde tilknyt-

ning til sit oprindelsesland.

Domstolen har desuden ikke fundet grundlag for at tilsidesætte de nationale

domstoles vurdering af, at en udlænding havde en reel tilknytning til Pakistan og

pakistansk kultur alene ved at tale pashto med sin mor, ved tidligere at have væ-

ret på besøg, ved at have to halvsøstre og ved, at den pågældendes mor ofte be-

Side

13/63

søgte landet, hvor moren ejede et hus, jf.

Alam mod Danmark,

afvisningsafgørelse

af 6. juni 2017.

Fra højesteretspraksis kan der henvises til dommen trykt i UfR 2017, side 1762,

om udvisning af en 25-årig somalisk statsborger, der var idømt 4 år og 6 måneders

fængsel for forsøg på hjemmerøveri og for vold af særlig rå, brutal eller farlig ka-

rakter. Tiltalte havde ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark som 6-årig,

men han talte flydende somali. Højesteret vurderede af den grund, at han ikke var

uden nogen form for tilknytning til Somalia, og at han således ikke ville stå fuld-

stændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.

2.1.2.4.5.

Det har også væsentligt betydning, om udlændingen har stiftet familie.

Hvis det er tilfældet, vil Menneskerettighedsdomstolen, som det også fremgår af

Maslov-kriterierne,

vurdere alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende

familie i givet fald vil blive udsat for i det land, som den pågældende må forventes

at tage ophold i.

Menneskerettighedsdomstolen har i tidligere praksis i visse tilfælde fundet, at der

ikke kunne udvises i sager, hvor det i praksis ville være umuligt for en udlændings

familie at følge med til det land, som den pågældende måtte forventes at tage

ophold i, jf. f.eks.

Amrollahi mod Danmark,

dom af 11. juli 2002, præmis 43.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.4.2 synes der imidlertid i den nyeste praksis

fra Menneskerettighedsdomstolen i proportionalitetsafvejningen at blive lagt

større vægt end tidligere på kriminalitetens art og grovhed eller den pågældendes

kriminelle løbebane over for hensynet til udlændingen og dennes familie.

Der vil således kunne være tilfælde, hvor kriminaliteten er så alvorlig, at den kri-

minelle udlænding kan udvises, selv om det i praksis vil være umuligt for udlæn-

dingens familie at følge med til det land, som den pågældende må forventes at

tage ophold i, jf. f.eks.

Salem mod Danmark,

dom af 1. december 2016, hvor der

var tale om udvisning som følge af 6 års fængsel for bl.a. alvorlig narkotikakrimi-

nalitet, voldelig tvang, trusler, afpresning og besiddelse af våben. I sagen aner-

kendte Menneskerettighedsdomstolen, at Højesteret i tilstrækkelig grad havde

afvejet de modstridende interesser og udtrykkeligt havde inddraget de kriterier,

der følger af Domstolens praksis, herunder vedrørende udlændingens familiesitu-

ation, i en situation, hvor Højesteret ikke eksplicit havde anført, om retten fandt,

at der ikke var uoverstigelige hindringer for, at klagers ægtefælle og børn kunne

følge med klager. I stedet lagde Domstolen til grund, at Højesterets flertal fandt,

at selv hvis dette var tilfældet, så kunne det ikke opveje for de modsatrettede

hensyn. Der henvises til dommens præmis 79 og 82.

Side

14/63

Ved vurderingen af alvorligheden af de vanskeligheder, som udvisning af den kri-

minelle udlænding vil medføre for familien, har Domstolen i visse situationer des-

uden tillagt det betydning, at kontakten kunne opretholdes over telefon/internet

og/eller gennem besøg, jf. f.eks.

Krasniqi mod Østrig,

dom af 25. april 2017, præ-

mis 53,

Salem mod Danmark,

dom af 1. december 2016, præmis 81, og

A.B. mod

Sverige,

afvisningsafgørelse af 31. august 2004.

2.1.2.5. Forskellige tilfældegrupper

2.1.2.5.1. Indledning

Selv om proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 altid vil være konkret,

kan der på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens praksis med nogen for-

enkling opstilles nogle hovedkategorier af sager, hvori de ovenfor gennemgåede

Maslov-kriterier

er blevet afvejet over for hinanden. Opdelingen kan for det første

foretages ud fra, om udlændingen på den ene side er født og opvokset i værtslan-

det eller kommet dertil som mindreårig, hvilket vil sige under 18 år, eller på den

anden side er kommet dertil som voksen. Herudover kan der foretages en opde-

ling ud fra, om udlændingen har stiftet familie. Der er således tale om følgende

kategorier:

Udlændinge, der er født og opvokset i værtslandet eller kommet dertil som

mindreårige og ikke har stiftet familie

Udlændinge, der er født og opvokset i værtslandet eller kommet dertil som

mindreårige og har stiftet familie

Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stiftet

familie

Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie

Det bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis som nævnt ovenfor

under pkt. 2.1.1 var opdelt i tre kategorier i bemærkningerne til lovforslaget til lov

nr. 1744 af 27.

de e e

6, de på y i dfø te o de e ” ed sikke hed” i ud-

lændingelovens § 26, stk. 2. Formålet med den ovennævnte nye inddeling er at

gøre beskrivelsen mere anvendelig i praksis.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.1.2.4.2, tillægger Menneskerettighedsdom-

stolen kriminalitetens art og grovhed stor betydning ved vurderingen af, om en

kriminel udlænding kan udvises inden for rammerne af EMRK artikel 8. Nedenfor

er praksis inden for de enkelte kategorier beskrevet med udgangspunkt i den

straf, som den pågældende udlænding var blevet idømt.

Der er et meget stort antal afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen på dette

område. Beskrivelsen er derfor for det første begrænset til afgørelser, der er af-

Side

15/63

sagt efter årtusindskiftet. For det andet er gennemgangen begrænset til afgørel-

ser, der belyser det strafniveau, hvor Domstolen inden for de enkelte kategorier

som udgangspunkt accepterer, at udvisning kan ske uden at krænke EMRK artikel

2.1.2.5.2. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til

landet som mindreårige og ikke har stiftet familie.

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle ud-

lændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf

var 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

I sagen

Shala mod Schweiz,

dom af 15. november 2012, blev klager i 2007 meddelt

afgørelse om udvisning med et indrejseforbud i 10 år på grund af den af klager

begåede kriminalitet. Klager var ved fire forskellige domme fra 2003 til 2007

idømt forskellige straffe, herunder fængsel på mellem 30 dage og 3 måneder, der

var gjort delvist betinget, for bl.a. dødstrusler fremsat mod en ekskæreste, alvorli-

ge overtrædelser af færdselsforskrifter og uagtsom legemsbeskadigelse. Klager

var samlet set idømt fængsel i 5�½ måned og havde to gange modtaget advarsler

om muligheden for udvisning ved fortsat kriminalitet. Klager, der ankom til

Schweiz i 1990 som 7-årig og havde opholdt sig 17 år i Schweiz, da han blev med-

delt afgørelse om udvisning, havde her modtaget al sin undervisning og været i

lære som låsesmed. Klager havde i de første 7 år af sit liv boet i Kosovo, hvor han

havde familiemedlemmer. I 2007, forud for klagers udvisning, giftede han sig i

Kosovo med en kosovar, som han søgte om, men aldrig fik, familiesammenføring

med i Schweiz. Klager havde således ikke et beskyttelsesværdigt familieliv i

Schweiz. Domstolen lagde i sin proportionalitetsafvejning vægt på, at klager i feri-

er og i perioder med arbejdsløshed besøgte Kosovo, at klager havde boet der de

første 7 år af sit liv, at klager havde slægtninge der, herunder familien til klagers

ægtefælle, og at klager talte albansk. Det kunne således ikke siges, at klager alene

havde tilknytning til Kosovo i form af sit statsborgerskab. Endelig bemærkede

Domstolen, at udvisningen var tidsbegrænset til 10 år. Følgelig fandt Domstolen,

at staten havde foretaget en balanceret og korrekt proportionalitetsafvejning.

I sagen

Miah mod Storbritannien,

afvisningsafgørelse af 27. april 2010, blev klager

udvist som følge af sin kriminelle historik. Klager var senest blevet idømt 1 års

fængsel for tyveri og var tidligere straffet for bl.a. indbrudstyveri og tyveri. Klage-

ren var indrejst som 11-årig og havde opholdt sig i Storbritannien i 16 år. Største-

delen af klagers sociale, kulturelle og familiemæssige bånd var i Storbritannien

frem for Bangladesh, som han dog ikke havde mistet alle forbindelser til. Hans

mor boede der stadig, og han kunne tale sproget. Menneskerettighedsdomstolen

udtalte, at en fængselsstraf på 12 måneder var i den lavere ende af skalaen for,

hvornår der kunne foreligge en formodning til fordel for udvisning, jf. præmis 25.

Side

16/63

Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde overskredet deres

skønsmargin og afviste på den baggrund klagen.

Højesteret har også udvist kriminelle udlændinge i denne kategori ved fængsels-

straffe på under 1 år.

Højesteretsdommen trykt i UfR 2016, side 2793, handlede om en 25-årig afghansk

statsborger, som var idømt fængsel i 3 måneder for vold efter straffelovens § 244

og for et indbrud. Den pågældende var tidligere dømt bl.a. for i fire tilfælde at

have besiddet kniv på offentligt sted, og han havde også senere begået kriminali-

tet af mindre alvorlig karakter. Højesteret vurderede, at den pågældende ved at

have boet de første 15 år af sit liv i Afghanistan og ved at kunne tale og forstå

sproget havde en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan, og at han

tillige havde en familiemæssig tilknytning til landet via sin søster. Højesteret fandt

efter en samlet vurdering af disse forhold, at udvisning med et indrejseforbud i 6

år måtte anses for en proportional foranstaltning for at forebygge uro eller for-

brydelse.

Højesteretsdommen trykt i UfR 2015, side 2064, handlede om en 24-årig filippinsk

statsborger, som var idømt fængsel i 5 måneder for tre tilfælde af vold efter straf-

felovens § 244 begået i prøvetiden for en betinget udvisning. Den pågældende

havde på den ene side opholdt sig i Danmark, siden han var 12 år, og Højesteret

vurderede, at udvisning ville indebære en væsentlig belastning. På den anden side

var han flere gange idømt længere fængselsstraffe og var, til trods for to tidligere

betingede udvisninger, fortsat med at begå kriminalitet. Højesteret fandt efter en

samlet helhedsvurdering, at udvisning med indrejseforbud i 6 år måtte anses for

en proportional foranstaltning.

Som nævnt under pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor kan den omstændighed, at udlændingen

har begået det strafbare forhold som mindreårig, hvilket vil sige under 18 år, i

visse tilfælde indebære, at det ikke er muligt at udvise den pågældende. Hvis der

ses bort fra sådanne sager (A.A.

mod Storbritannien,

dom af 20. september 2011,

Radovanovic mod Østrig,

dom af 22. april 2004 og

Maslov mod Østrig,

dom af 23.

juni 2008), er der så vidt ses kun ganske få eksempler siden årtusindskiftet på, at

Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvor udlændingen ved

den seneste dom er idømt en straf på mere end 1 års fængsel.

En af disse sager var

Ezzouhdi mod Frankrig,

dom af 13. februar 2001, hvor en 28-

årig marokkaner blev meddelt afgørelse om udvisning for bestandig efter en dom

på 2 års fængsel for narkotikakriminalitet, hvor der i det væsentlige var tale om

narkotika til eget forbrug. Klager var tidligere bl.a. straffet med 5 måneders fæng-

sel for vold og foragt mod en offentlig ansat og efterfølgende straffet med 3 må-

neders fængsel for husfredskrænkelser. Klager, der var ugift og barnløs, var 5 år,

Side

17/63

da han kom til Frankrig, hvor han havde haft sin skolegang, og hvor han arbejde-

de. Klagers mor og fire søskende boede også i Frankrig. Klager hævdede ikke at

tale arabisk, og han havde ikke nogen tilknytning til Marokko ud over sit statsbor-

gerskab. Domstolen vurderede, at det ikke på baggrund af klagerens kriminalitet,

der i al væsentlighed vedrørte brug af narkotika, kunne hævdes, at klager var en

alvorlig trussel mod den offentlige orden. Derudover vurderede Domstolen, at et

indrejseforbud for bestandigt var særligt alvorligt. Der var af disse grunde tale om

en krænkelse.

I Ezzouhdi-sagen var der nogle særlige omstændigheder, som må antages at have

haft afgørende betydning for, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede kræn-

kelse. Der var således, uanset den forholdsvis hårde straf, alene tale om narkotika

til eget brug, og dermed ikke en forbrydelse, som Domstolen ser med stor alvor

på. Desuden var der tale om et indrejseforbud for bestandigt.

En anden sag var

Bousarra mod Frankrig,

dom af 23. september 2010, hvor en 24-

årig marokkansk statsborger blev udvist administrativt med indrejseforbud for

bestandigt som følge af en dom, hvor han som 22-årig blev idømt 5 års fængsel,

heraf 1 år betinget, for narkotikakriminalitet, våbenbesiddelse, afpresning, vold og

frihedsberøvelse. Ved samme dom blev klager meddelt indrejseforbud i 5 år, der

under en senere appelsag blev ændret til indrejseforbud i en række franske regio-

ner i 3 år. Klager, der ikke var tidligere straffet, var 3 uger gammel, da han kom til

Frankrig, hvor han havde haft sin opvækst, skolegang og uddannelse. Klagers fami-

liemæssige, sociale og kulturelle bånd var til Frankrig. Klager, der havde besvær

med at tale arabisk, havde ikke været i Marokko siden indrejsen til Frankrig, og

bortset fra en tante havde han ikke anden tilknytning til hjemlandet end statsbor-

gerskabet. Klager blev i 2002 meddelt et indrejseforbud af indenrigsministeren på

grundlag af administrative regler begrundet i hensynet til offentlig sikkerhed. For-

ud for den administrative afgørelse havde et udlændingenævn afvist udvisning af

klager. Der var ingen tidsbegrænsning af indrejseforbuddet, som af Domstolen

ansås for at være meddelt for bestandigt. Klager blev udsendt til Marokko i 2002

og en anmodning om ophævelse af indrejseforbuddet blev afslået i 2007. Domsto-

len lagde bl.a. vægt på, at klager alene var blevet dømt én gang og vurderede, at

der var tale om en krænkelse, da det ikke kunne godtgøres, at klager var en så

ekstremt alvorlig trussel mod den offentlige orden, at et indrejseforbud for be-

standigt var proportionalt.

Det må antages, at det i Bousarra-sagen navnlig var det forhold, at indrejsefor-

buddet var meddelt for bestandigt, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen

statuerede krænkelse.

Side

18/63

2.1.2.5.3. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til

landet som mindreårige og har stiftet familie.

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at udlændinge i

denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 2 års

fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

I sagen

Joseph Grant mod Storbritannien,

dom af 8. januar 2009, blev klager udvist

som følge af sin kriminelle fortid, herunder især som følge af en dom fra 2003,

hvor klager blev idømt 12 måneders fængsel for røveri. Klager var tidligere bl.a.

idømt 15 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og herefter advaret om mu-

lig udvisning ved fortsat kriminalitet. Klager var i perioden fra 1991 til 2006, som

misbruger af heroin, dømt 32 gange for 52 forhold, herunder bl.a. for narkotika-

kriminalitet, overfald og vold. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at ingen

af klagers overtrædelser, hvoraf størstedelen var ikke-voldelige i deres natur, var i

den mere alvorlige ende af spektret for kriminel aktivitet, da de overtrædelser,

der vedrørte en form for vold, angik fængselsstraffe på ikke over 12 måneder, og

da klager ikke kunne anses for at være pusher. Klager, der var indrejst som 14-årig

fra Jamaica, havde stærk tilknytning til Storbritannien, hvor klagers mor og to

brødre boede, og hvor klager havde fire børn, der alle var britiske statsborgere,

med fire forskellige kvinder. Klagers børn var, bortset fra et barn på 12 år, alle

voksne, og klager havde et barnebarn. Klager havde samvær med det mindreårige

barn tre gange ugentligt. Klager havde ikke nogen stærk social eller familiemæssig

tilknytning til Jamaica, men kunne tale sproget. Nogle af klagers familiemedlem-

mer havde venner og kontakter i Jamaica, hvorfor klager ikke ville være fuldstæn-

dig isoleret ved tilbagesendelse. Domstolen fandt på den baggrund og som følge

af antallet af overtrædelser og den tidsmæssige udstrækning af disse, at der ikke

med udvisningen var tale om en krænkelse af artikel 8.

Sagen

Keles mod Tyskland,

dom af 27. oktober 2005, er også relevant i denne

sammenhæng, selv om Domstolen statuerede krænkelse, idet krænkelsen skyld-

tes, at den pågældende blev udvist for bestandig. Klager var i perioden fra 1983 til

1998 dømt otte gange for en række kriminelle forhold, hvoraf fire var for alvorlige

færdselsovertrædelser. Klager var idømt fængselsstraffe på henholdsvis 5 og 6

måneder og var samlet idømt 11 måneders fængsel. Klager, der var flyttet til Tysk-

land som 10-årig, havde på tidspunktet for udvisningsafgørelsen, opholdt sig lov-

ligt i Tyskland i 27 år, hvor han havde gennemført en ungdomsuddannelse. Klager

havde en ægtefælle og fire børn, som han havde levet sammen med i Tyskland i

10 år. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klagers ægtefælle ville kunne

reintegrere sig i det tyrkiske samfund, men bemærkede, at klagers fire børn, som

enten var født i Tyskland eller ankommet i en meget ung alder, og som havde

modtaget al deres skolegang i Tyskland, ville have alvorlige vanskeligheder ved at

følge med klager til Tyrkiet. Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at ud-

Side

19/63

visningen af klager som sådan var proportional, men at et indrejseforbud for be-

standigt udgjorde en krænkelse af artikel 8.

I sagen

Antate mod Frankrig,

afvisningsafgørelse af 11. juni 2002, blev en marok-

kansk statsborger i 1993 udvist fra Frankrig som følge af en dom på 2 års fængsel

for bl.a. vold, røveri og seksuel krænkelse, hvor en tidligere betinget dom på 3

måneders fængsel for en alvorlig færdselsovertrædelse samtidig blev udløst til

fulde. Klager var herudover tidligere straffet bl.a. med fængsel i 6 måneder for

bl.a. vold og berigelseskriminalitet. Klager, der var indrejst til Frankrig som 11-årig,

havde opholdt sig i Frankrig i 17 år, hvor klager havde tre børn med en fransk

statsborger, som han var separeret fra. Derudover boede klagers forældre og fire

søskende i landet. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at selv om klager hav-

de opbygget relativt vigtige relationer til Marokko, hvor han var født og havde

haft en del af sin skolegang, så var hans primære sociale og familiære relationer i

Frankrig. Klager havde forud for udvisningen opretholdt kontakt til sine børn, og

en udvisning af klager ville påvirke styrken af klagers bånd til sine børn. Der var

tale om et væsentligt indgreb i klagers privat- og familieliv. Heroverfor måtte ar-

ten af klagers kriminalitet tillægges betydelig vægt. Det havde betydning, at kla-

gers handlinger var af en særlig grov karakter, til trods for, at den udmålte fæng-

selsstraf ikke var særlig lang. Derudover havde det også betydning, at klager var

tidligere straffet. Domstolen fandt på den baggrund, at udvisningen af klager var

berettiget.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor, har det væsentlig betydning ved pro-

portionalitetsvurderingen, om den kriminelle udlænding har tilknytning til det

land, hvor den pågældende må forventes at tage ophold ved en eventuel udvis-

ning. Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af

tilknytning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i

(sagerne

A.W. Khan mod Storbritannien,

dom af 12. januar 2010 og

Mokrani mod

Frankrig,

dom af 15. juli 2003), er der så vidt ses kun et enkelt eksempel siden

årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis

en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som

mindreårig og har et beskyttelsesværdigt familieliv, er idømt en straf på mere end

2 års fængsel.

Denne sag var

Yilmaz mod Tyskland,

dom af 17. april 2003, hvor en 22-årig tyrkisk

statsborger i 1998 blev udvist med indrejseforbud for bestandigt som følge af en

dom i 1996, hvor klager blev idømt en samlet straf på 3 års ubetinget fængsel for

grov vold og seksuel tvang, begået mens klager var varetægtsfængslet for fire

grove røveriforhold. Klager modtog først en betinget dom på 1 år og 10 måneders

fængsel for røveriforholdene, der dog indgik i dommen på 3 års fængsel. Klager

var tidligere straffet med 2 ugers fængsel for groft røveri. Klager blev vurderet

so e såkaldt ”a de ge e atio si dva d e ” til Tyskla d, hvo ha havde tids-

Side

20/63

ubegrænset opholdstilladelse, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde

en tysk kæreste, som han fik et barn med i 1999. Klager havde en bedstemor i

Tyrkiet og havde været i landet under enkelte feriebesøg. Domstolen fandt, at

udvisningen af klager ikke i sig selv var uproportional. Domstolen fandt imidlertid,

at et indrejseforbud for bestandig efter sagens omstændigheder ikke var propor-

tionalt, navnlig af hensyn til klagers søn og det forhold, at han havde tidsube-

grænset opholdstilladelse.

Som det fremgår, var det i Yilmaz-sagen det forhold, at indrejseforbuddet var

meddelt for bestandigt, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede

krænkelse.

2.1.2.5.4. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stif-

tet familie.

Der er så vidt ses ikke eksempler siden årtusindskiftet på, at Menneskerettigheds-

domstolen har statueret krænkelse, hvor kriminelle udlændinge i denne kategori

er blevet udvist.

Kategorien omfatter mange forskellige grupper af kriminelle udlændinge. Omfat-

tet af kategorien er således f.eks. udlændinge, der alene har opholdt sig kort tid i

værtslandet alene med det formål at begå kriminalitet, og udlændinge, der har

opholdt sig i værtslandet hele deres voksne liv.

Højesteret har behandlet flere sager om udlændinge, der er kommet til Danmark

som voksne og ikke har stiftet familie.

Som et eksempel blandt flere kan nævnes Højesterets dom trykt i UfR 2003, side

56, om en srilankansk statsborger, som var idømt 4 måneders fængsel for grov

vold. Den pågældende var kommet til Danmark som 41-årig, hvor han havde op-

holdt sig i omtrent 7 år. Han havde alene opnået en ringe tilknytning til det danske

samfund. Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom om udvis-

ning med indrejseforbud i 5 år.

2.1.2.5.5. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet

familie.

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at udlændinge i

denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 1 års

fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

Side

21/63

I sagen

Krasniqi mod Østrig,

dom af 25. april 2017, blev klager som følge af sin

kriminelle fortid meddelt afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 10 år i

2007. Klager var forud herfor bl.a. idømt 12 måneders fængsel, hvor 8�½ måned

var gjort betinget, for kvalificeret indbrud i 2003 og var i 2007 idømt 10 måneders

fængsel for narkotikakriminalitet og grove trusler, hvor den tidligere betingede

dom samtidig i det hele blev udløst. Klager blev efterfølgende i 2012 straffet med

7 måneders fængsel for grove trusler. Klager, der var indrejst fra Kosovo som 19-

årig, havde opholdt sig 16 år i Østrig, da hans midlertidige beskyttelsesstatus blev

inddraget i 2010, og da det som følge heraf herefter blev vurderet, at klager kun-

ne udvises fra Østrig. Klager blev udsendt til Kosovo den 5. januar 2013. Menne-

skerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde en meget stærk tilknytning til

Østrig. Han var velintegreret, talte tysk, havde haft arbejde og havde understøttet

sin familie økonomisk. Klager havde fire børn, hvoraf han boede med de tre, sin

ægtefælle og nære familie i Østrig. Heroverfor havde klager og klagers ægtefælle

nogen social, kulturel og sproglig tilknytning til Kosovo. Klager havde boet i Koso-

vo indtil sit 19. år samt i en periode, da han var 22 og 23 år, og klagers ægtefælle

var montenegrinsk, men født i Kosovo. Menneskerettighedsdomstolen lagde især

vægt på den gentagne, delvist voldelige og derfor alvorlige karakter af den krimi-

nalitet, som klager havde begået, på den fortsatte tilknytning til Kosovo, på mu-

ligheden for at bevare kontakt til familien og på det faktum, at klager kunne ansø-

ge om at returnere til Østrig mindre end fem år efter udsendelsen. Domstolen

fandt på den baggrund, at staten med udvisningen ikke havde overskredet sin

skønsmargin.

I sagen

Bajsultanov mod Østrig,

dom af 12. juni 2012, blev klagers asylstatus op-

hævet og klager blev meddelt afgørelse om udvisning som følge af den seneste

dom mod klager. Klager blev herefter meddelt indrejseforbud i 10 år i 2010. Kla-

ger blev ved den seneste dom, der blev afsagt i 2008, idømt 12 måneders fængsel

for bl.a. grov vold. Klager var tidligere straffet, bl.a. i 2006, hvor klager blev idømt

8 måneders fængsel for bl.a. grov vold. Klager kom som 23-årig til Østrig i 2003

sammen med sin ægtefælle, som han havde to børn med. Familien var alle russi-

ske statsborgere og havde asylstatus i Østrig. Klager havde ikke udviklet nogen

særlig stærk tilknytning til Østrig. Han beherskede ikke det tyske sprog og havde

aldrig haft et arbejde. Heroverfor havde klager haft 7 års skolegang i Tjetjenien,

hvor hans forældre og søskende boede, og hvor klager jævnligt havde kontakt

med faderen. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde stærkere

tilknytning til Tjetjenien end til Østrig, og lagde vægt på, at der ingen indikation

var af, at der var uoverstigelige hindringer i vejen for, at klagers ægtefælle og børn

kunne følge med klager til Tjetjenien. Domstolen fandt på den baggrund, at en

udvisning af klager til Rusland ikke ville krænke artikel 8.

Hvis det på grund af omstændighederne i sagen i praksis vil være umuligt for en

udlændings familie at følge med til det land, som den pågældende må forventes

Side

22/63

at tage ophold i, kan dette som nævnt under pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor indgå i propor-

tionalitetsafvejningen med en sådan vægt, at udlændingen ikke kan udvises. Hvis

der ses bort fra sager, hvor det i praksis ville være umuligt for familien at følge

med udlændingen (bl.a. sagerne

Udeh mod Schweiz,

dom af 16. april 2013, og

Amrollahi mod Danmark,

dom af 11. juli 2002), er der så vidt ses kun få eksempler

siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkel-

se, hvis en udlænding, der er kommet til værtslandet som voksen, og der har et

beskyttelsesværdigt familieliv, er idømt en straf på mere end 1 års fængsel.

En af disse sager var

Kolonja mod Grækenland,

dom af 19. maj 2016, hvor klager i

oktober 1999 blev idømt 7 års fængsel for at købe narkotika og meddelt indrejse-

forbud for bestandigt. Klager blev dog prøveløsladt i december 1999, hvor en na-

tional domstol om indrejseforbuddet vurderede, at klager ikke udviste kriminelt

potentiale, og at hans udsendelse, og derved separation fra sin familie, ville med-

føre meget alvorlige psykologiske og økonomiske problemer. Klager blev udsendt

af Grækenland i 2004 og vendte i 2007 tilbage ulovligt. I 2011 blev klager arreste-

ret med henblik på udsendelse på ny til Albanien. I oktober 2011 beordrede præ-

sidenten for den administrative domstol klager løsladt, da klager ikke havde udvist

en opførsel, der medførte risiko for den offentlige orden, og på grund af klagers

stabile familiesituation. Ved en afgørelse i 2012 blev klagers udvisning suspende-

ret, hvilket navnlig var begrundet i, at en udvisning ville ødelægge de familiemæs-

sige bånd, som klager havde i Grækenland. Udvisning af klager blev dog ved sene-

re dom i 2012 fundet i overensstemmelse med artikel 8. Herefter blev klager på

ny udsendt af Grækenland. Menneskerettighedsdomstolen vurderede klagers

ophold i Grækenland til at være 20 år, hvilket også omfattede den tid, hvor klager

var vendt tilbage til Grækenland ulovligt, og udtalte herom, at der var tale om en

væsentlig tidsperiode i klagerens liv. Domstolen anså klager, der var albaner med

græsk oprindelse og gift med en græsk statsborger, med hvem han havde to børn

med græsk statsborgerskab, for at være en fastboende udlænding. Domstolen

gengav de elementer, som der var blevet lagt vægt på i de græske afgørelser fra

1999, 2011 og 2012, og vurderede, at kriminaliteten ikke skulle være den udslags-

givende faktor i denne sag. Domstolen lagde bl.a. vægt på hensynet til klagers

andet barn, der kun var 6 år gammelt, og som havde levet hele sit liv i Grækenland

og ikke havde nogen tilknytning til Albanien. Klagers udvisning med indrejsefor-

bud for bestandigt ville sandsynligvis medføre, at klagers søn voksede op uden en

far i en situation, hvor barnets bedste interesse var at vokse op med begge foræl-

dre. Domstolen lagde også vægt på, at der var tale om en enkelt alvorlig overtræ-

delse begået i 1999. Domstolen vurderede, at et indrejseforbud for bestandigt

ikke under sådanne omstændigheder var proportionalt.

Det må antages, at det i Kolonja-sagen navnlig var det forhold, at indrejseforbud-

det var meddelt for bestandigt, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen

statuerede krænkelse.

Side

23/63

En anden sag er

Omojudi mod Storbritannien,

dom af 24. november 2009, hvor

klager var blevet udvist efter en dom i 2006 på 15 måneders fængsel for seksuelt

overfald mod en kvinde ved som vicevært at have rørt ved hendes bryst uden

hendes samtykke. Halvdelen af straffen skulle afsones i varetægt og den anden

halvdel som prøveløsladt. Klager var fra Nigeria og var indrejst i Storbritannien i

1982 som 22-årig. Han var 46 år, da han blev udvist. Klager blev i 1987 gift med en

nigeriansk kvinde, der kom til Storbritannien i 1983. Parret havde tre børn, der

alle var britiske statsborgere. I 1989 var klager som 29-årig blevet straffet med

fængsel i 4 år for tyveri og bedrageri, men denne tidligere dom kunne ikke tillæg-

ges betydning ved den senere udvisning, da klager i mellemtiden i 2005 var med-

delt permanent opholdstilladelse. I perioden mellem de to domme i 1989 til 2006

var klager ikke straffet af betydning. Klager blev udsendt til Nigeria i 2008. Men-

neskerettighedsdomstolen vurderede, at overtrædelsen, som klager blev dømt for

i 2006, ikke var i den alvorlige ende af spektret af seksualforbrydelser. Domstolen

lagde også vægt på, at klager og klagers ægtefælle havde væsentligt stærkere

tilknytning til Storbritannien end til Nigeria, på klagers stærke familiemæssige

bånd, på varigheden af opholdet, og på de væsentlige vanskeligheder, som de to

af klagers børn, der var henholdsvis 17 og 18 år på domsafsigelsestidspunktet,

med sandsynlighed ville møde ved at følge med klager til Nigeria. Om klagers tred-

je barn, der selv havde et barn, vurderede Domstolen, at det i realiteten ville være

umuligt for vedkommende at flytte til Nigeria. Domstolen fandt af de grunde, at

der forelå en krænkelse af EMRK artikel 8.

Det må antages, at det i Omojudi-sagen havde afgørende betydning, at der var

tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminali-

tet.

2.2. Udvisningsarbejdsgruppens anbefalinger

Udvisningsarbejdsgruppen anfører i sine anbefalinger, at vurderingen af, om det

med sikkerhed vil være i strid med EMRK artikel 8 at udvise en kriminel udlæn-

ding, foretages af retten efter en konkret vurdering på baggrund af praksis fra

Menneskerettighedsdomstolen, og at lovgivningsmagten ikke har fastsat nærme-

re retningslinjer for denne vurdering.

Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at lovgivningsmagten med respekt

for magtens tredeling påtager sig et større ansvar for at fastlægge, under hvilke

omstændigheder kriminelle udlændinge i almindelighed kan udvises, selv om det-

te indebærer en risiko for, at domstolene i forbindelse med prøvelsen af en kon-

kret sag vil kunne nå frem til, at det ikke efter EMRK artikel 8 er muligt at udvise

den pågældende.

Side

24/63

Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette i et vist

–

om end begrænset

–

omfang

kan medvirke til, at flere kriminelle udlændinge udvises.

2.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Har en udlænding begået kriminalitet, som gør, at vedkommende er omfattet af

udlændingelovens §§ 22-24, afhænger spørgsmålet om udvisning ene og alene af,

om udvisning i det konkrete tilfælde med sikkerhed vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, jf. § 26, stk. 2. Er

dette ikke tilfældet, skal udlændingen udvises.

Vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks inter-

nationale forpligtelser, foretages af domstolene under inddragelse af bl.a. praksis

fra Menneskerettighedsdomstolen. Fortolkningen af denne praksis og afgørelsen

af, hvad den betyder for adgangen til at udvise en kriminel udlænding, er i dag

overladt til rettens vurdering i det konkrete tilfælde. Lovgivningsmagten har som

påpeget af arbejdsgruppen ikke fastsat nærmere retningslinjer for vurderingen.

Regeringen ønsker, at kriminelle udlændinge udvises i videst muligt omfang. Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet er i den forbindelse enig med arbejdsgrup-

pen i, at det i et vist

–

om end begrænset

–

omfang kan medvirke til, at flere kri-

minelle udlændinge udvises, at der fastsættes retningslinjer for, under hvilke om-

stændigheder kriminelle udlændinge i almindelighed kan udvises, uanset at en

sådan fastlæggelse i lovbemærkningerne indebærer

en risiko

for, at domstolene

ved prøvelsen af en konkret sag vil kunne nå frem til, at det ikke efter EMRK er

muligt at udvise den pågældende.

Det foreslås på den baggrund, at de danske domstoles anvendelse af udlændinge-

lovens § 26, stk. 2, fremover tager udgangspunkt i de retningslinjer, der fremgår

nedenfor.

2.4. De foreslåede retningslinjer

2.4.1. Generelt om retningslinjerne

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen op-

regnet en række kriterier, der indgår ved den proportionalitetsvurdering, som er

afgørende for, om udvisning vil være i strid med EMRK artikel 8.

Et af disse kriterier er kriminalitetens art og grovhed. Menneskerettighedsdomsto-

len tillægger som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.4.2 kriminalitetens art stor be-

tydning ved proportionalitetsvurderingen. Domstolen ser f.eks. med stor alvor på

salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, sek-

Side

25/63

suelt misbrug af børn og på de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod an-

dres fysiske integritet, herunder trusler. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke

kan udvises ved andre kriminalitetsformer, men blot at sådanne andre kriminali-

tetsformer ikke vejer ligeså tungt i proportionalitetsafvejningen. Domstolen til-

lægger også den straf, der udmåles i det konkrete tilfælde, betydning, idet den

henviser til, at sanktionering i form af længere frihedsstraffe er udtryk for forbry-

delsens alvorlige karakter og grovhed. Herudover tillægges tidligere kriminalitet

betydning.

Retningslinjerne tager sigte på de kriminalitetsformer, som Menneskerettigheds-

domstolen ser med stor alvor på, og er udformet med udgangspunkt i den straf,

som udlændingen idømmes i den konkrete sag, hvor der skal tages stilling til ud-

visningsspørgsmålet.

Retningslinjerne skal navnlig ses i sammenhæng med, at der som nævnt under

pkt. 2.1.2.4.2 i den nyeste praksis fra Menneskerettighedsdomstolen i proportio-

nalitetsafvejningen synes at blive lagt større vægt end tidligere på kriminalitetens

art og grovhed eller den pågældendes kriminelle løbebane over for hensynet til

udlændingen og dennes familie.

Det skal understreges, at de opstillede retningslinjer ikke vil ændre på, at retten

ved afgørelsen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med EMRK artikel 8

i den konkrete sag, skal anvende bl.a.

Maslov-kriterierne,

jf. herom ovenfor under

pkt. 2.1.2.2, og at retten med afsæt heri skal foretage en samlet og konkret vurde-

ring. Retningslinjerne vil derfor skulle fraviges, hvis de vil føre til en udvisning, som

med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det vil endvi-

dere skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering

med udgangspunkt i

Maslov-kriterierne.

Hvis det fremgår af dommen, at de dan-

ske domstole har anvendt de relevante kriterier i overensstemmelse med EMRK

og Menneskerettighedsdomstolens praksis, vil Domstolen som nævnt ovenfor

under pkt. 2.1.2.3 være tilbageholdende med at sætte sin vurdering af udvisnings-

sagen i stedet for de nationale domstoles vurdering, jf.

Ndidi mod Storbritannien,

dom af 14. september 2017.

Det forudsættes, at kriminelle udlændinge i alle tilfælde

–

uanset hvad der følger

af retningslinjerne

–

udvises, hvis retten vurderer, at det ikke med sikkerhed vil

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise den pågældende.

Det vil være relevant, hvis ny praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, som der

ikke er taget højde for i retningslinjerne, giver mulighed herfor, eller hvis der i

øvrigt er omstændigheder i sagen, der gør det muligt at udvise.

Da EMRK artikel 8 i alle tilfælde indebærer en afvejning, er der en risiko for, at

domstolene i forbindelse med prøvelse af en konkret sag om en kriminel udlæn-

Side

26/63

ding, som i overensstemmelse med retningslinjerne ellers vil skulle udvises, vil

kunne nå frem til, at det ikke efter EMRK artikel 8 er muligt at udvise den pågæl-

dende efter en samlet og konkret vurdering af de relevante omstændigheder.

2.4.2. Retningslinjer for de forskellige tilfældegrupper

2.4.2.1. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til lan-

det som mindreårige og ikke har stiftet familie.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.2 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i

visse tilfælde accepteret udvisning af udlændinge, der er

født eller opvokset i

værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og ikke har stiftet familie,

hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Højesteret har

også udvist kriminelle udlændinge i denne kategori ved fængselsstraffe på under 1

år.

Hvis der ses bort fra sager om kriminalitet begået som mindreårig, hvilket vil sige

under 18 år, er der omvendt som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.5.2 så vidt ses

kun ganske få eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret

krænkelse, hvor den udviste udlænding ved den seneste dom er idømt mere end

1 års fængsel, og i de pågældende sager må krænkelsen antages at skyldes særlige

omstændigheder.

I Ezzouhdi-sagen var der således, uanset den forholdsvis hårde straf, alene tale om

narkotika til eget brug og dermed ikke en forbrydelse, som Domstolen ser med

stor alvor på. Desuden var der tale om et indrejseforbud for bestandigt.

I Bousarra-sagen må det antages, at det navnlig var det forhold, at indrejsefor-

buddet var meddelt for bestandigt, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen

statuerede krænkelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i

almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i

Danmark eller kommet hertil som mindreårig og ikke har stiftet familie, idømmes

1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulig-

hed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som

Menneskerettighedsdomstolen ser med stor alvor på, herunder salg af narko,

drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af

børn og på de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske inte-

gritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at der ikke er tale om et strafbart

forhold begået som mindreårig, hvilket vil sige under 18 år, og at udlændingen har

et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at

tage ophold i, jf. pkt. 2.1.2.4 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel,

Side

27/63

forudsætter dette som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i

den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger

ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvis-

ning.

Selv om klager var mindreårig på gerningstidspunktet, kan den begåede kriminali-

tet således eksempelvis være af en sådan beskaffenhed, at den pågældende alli-

gevel kan udvises, jf. pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor og eksempelvis

Külekci mod Østrig,

dom af 1. juni 2017, hvor Menneskerettighedsdomstolen accepterede udvisning

af en mindreårig udlænding, der senest var straffet med to et halvt års fængsel for

røveri under skærpende omstændigheder og tyveri.

Det ovennævnte udgangspunkt skal ses i sammenhæng med de foreslåede æn-

dringer af reglerne om indrejseforbuddets længde, jf. pkt. 4.5. Der vil således

kunne være tilfælde, hvor udvisning i overensstemmelse med retningslinjerne vil

forudsætte, at der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed for at sikre

overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et

kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager,

hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed end det ovennævnte ud-

gangspunkt, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således

ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis komme

på tale at udvise ved idømmelse af en kortere fængselsstraf, hvis udlændingen

godt nok er indrejst som mindreårig, men først i en relativt sen alder, jf. eksem-

pelvis højesteretsdommene trykt i UfR 2015, side 2064, og UfR 2016, side 2793.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er

foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i

Maslov-kriterierne.

2.4.2.2. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til lan-

det som mindreårige og har stiftet familie.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.3 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i

visse tilfælde accepteret udvisning af udlændinge, der er

født eller opvokset i

værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie,

hvor

den seneste idømte straf var på 2 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få af-

gørelser.

Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af tilknyt-

ning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i, er der

omvendt som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.2.5.3 så vidt ses kun et enkelt

eksempel siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret

krænkelse, hvis en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kom-

Side

28/63

met til landet som mindreårig og har et beskyttelsesværdigt familieliv, er idømt en

straf på mere end 2 års fængsel.

I den sag, hvor der blev statueret krænkelse (Yilmaz-sagen) skyldtes dette, at ind-

rejseforbuddet var meddelt for bestandigt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i

almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i

Danmark eller kommet hertil som mindreårig og har et beskyttelsesværdigt fami-

lieliv, idømmes 2 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer

eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminali-

tetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med stor alvor på, herunder

salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, sek-

suelt misbrug af børn og på de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod an-

dres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at udlændingen

har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes

at tage ophold i, og at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med

udlændingen til det pågældende land, jf. pkt. 2.1.2.4 ovenfor. ved straffe, der

ligger tæt på 2 års fængsel, forudsætter dette som udgangspunkt, at den pågæl-

dende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis

de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke udelukket, at der alligevel

kan ske udvisning.

Selv om det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til

det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, vil der således ek-

sempelvis kunne være tilfælde, hvor kriminaliteten er så alvorlig, at den kriminelle

udlænding alligevel kan udvises, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.2.4.5.

Det ovennævnte udgangspunkt skal ses i sammenhæng med de foreslåede æn-

dringer af reglerne om indrejseforbuddets længde, jf. pkt. 4.5. Der vil således

kunne være tilfælde, hvor udvisning i overensstemmelse med retningslinjerne vil

forudsætte, at der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed for at sikre

overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et

kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager,

hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed, ligesom det kan komme

på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en

strengere straf. Det kan eksempelvis komme på tale at udvise ved en straf af kor-

tere varighed, hvis udlændingen er indrejst i en relativt sen alder. Som nævnt

ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en

proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i

Maslov-kriterierne.

Side

29/63

2.4.2.3. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stiftet

familie.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.4 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen så

vidt ses i alle tilfælde accepteret udvisning af kriminelle

udlændinge, der er kom-

met til værtslandet som voksne og ikke har stiftet familie.

Højesteret har behand-

let flere sager om udvisning af udlændinge i denne kategori.

Kategorien omfatter mange forskellige grupper af kriminelle udlændinge. Omfat-

tet af kategorien er således f.eks. udlændinge, der alene har opholdt sig kort tid i

Danmark alene med det formål at begå kriminalitet, og udlændinge, der har op-

holdt sig i Danmark hele deres voksne liv.

Der vil i sager om kriminelle udlændinge, der er kommet til Danmark som voksne

og ikke har stiftet familie, typisk være en vid adgang til at udvise.

2.4.2.4. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet fa-

milie.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.5 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i

visse tilfælde accepteret udvisning af udlændinge, der er

kommet til værtslandet

som voksne og har stiftet familie,

hvor den senest idømte straf var på 1 års fæng-

sel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

Hvis der ses bort fra sager, hvor det i praksis vil være umuligt for familien at følge

med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold

i, er der omvendt som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.5.5 så vidt ses kun få ek-

sempler på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis den

udviste udlænding er idømt mere end 1 års fængsel, og i de pågældende sager må

krænkelsen antages at skyldes særlige omstændigheder.

I Kolonja-sagen må det således antages, at det navnlig var det forhold, at indrejse-

forbuddet var meddelt for bestandigt, der førte til, at Menneskerettighedsdom-

stolen statuerede krænkelse.

I Omojudi-sagen må det antages, at det havde afgørende betydning, at der var

tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminali-

tet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i

almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er kommet til værts-

landet som voksen og har et beskyttelsesværdigt familieliv, idømmes 1 års fæng-

sel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-

Side

30/63

hedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menne-

skerettighedsdomstolen ser med stor alvor på, herunder salg af narko, drab, vol-

delige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og

på de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet,

herunder trusler. Dette forudsætter dog, at det ikke i praksis vil være umuligt for

familien at følge med udlændingen til det pågældende land, jf. pkt. 2.1.2.4 oven-

for. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter dette som udgangs-

punkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt

fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nød-

vendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.