UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 19: Henvendelse af 28/10-17 fra Ditte Holm vedr. udrejsecentre

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del Bilag 19
Offentligt

Klage vedrørende tilstandene på Udrejsecenter Kærshovedgård

Kære Ombudsmand,

Vi vil med denne klage henlede din opmærksomhed på nogle alvorlige problemer på

Udrejsecenter Kærshovedgård, som anfægter dem der bor der, især dem som er der i længere

tid. Set i lyset af den igangværende sultestrejke på Kærshovedgård, er det af akut betydning at

tage fat på disse problemer, eftersom de krænker beboernes menneskerettigheder og påvirker

dem i deres daglige liv.

Manglende øvre tidsbegrænsning.

Mens centret er beregnet til og tiltænkt kortvarige

ophold, bor mange beboere der i meget lang tid, da deres muligheder for at vende

tilbage til deres oprindelseslande forbliver minimal. Derfor sidder folk i limbo uden en

øvre tidsbegrænsning på deres ophold på centret, og udsættes vedvarende for

Kærshovedgårds

”motiverende struktur”, hvilket har alvorlige konsekvenser for deres

psykologiske sundhed og velbefindende. Dette anfægter ikke blot mennesker på tålt

ophold, men alle afviste asylansøgere som ikke kan udvises, enten på grund af

helbredsmæssige årsager eller på grund af problemer i deres oprindelsesland.

Da ombudsmanden besøgte Kærshovedgård i 2016, var centeret netop åbnet, og

beboerne havde ikke boet der i en længere periode. Nu er flere flyttet ind, hvoraf nogle

har tilbragt årtier i asylcentre. Der er simpelthen ikke hold i at hævde, at forholdene på

centeret er acceptable på kort sigt, eftersom det har vist sig, at beboerne generelt set

kommer til at bo der i lang tid

–

visse måske resten af deres liv.

Samtidigt har flere fået deres sager genåbnet og endda fået ophold efter at være blevet

indkvarteret på centeret. Dette taler sit tydelige sprog i forhold til det problematiske i

at antage, at de uden videre kan vende tilbage til deres oprindelseslande. Adskillige

eksperter på området har gennem tiden påpeget, at Danmarks krav for at tilkende

opholdstilladelse er overordentligt og urimeligt strenge i forhold til, hvad man ser i

andre lande, og i forhold til, hvad de internationale konventioner giver os ret til.

Indkvartering på Kærshovedgård kan ligestilles med frihedsberøvelse;

og hvad værre

er, så findes der ingen domstolsprøvning, og der findes ingen øvre tidsbegrænsning for

internering af beboerne. Dette konkluderede den danske Helsinki-Komité for

Menneskerettigheder i sin rapport i maj 2017. I januar 2017 afgjorde Højesteret i to

forskellige sager, at indkvarteringen på Kærshovedgård udgjorde et uproportionalt

indgreb i beboernes bevægelsesfrihed, pga. både længden og graden af

frihedsberøvelse. Siden da er opholdspligten blevet ophævet for mindst 9 beboere. Der

er således i særdeleshed grund til at føre ordentligt opsyn med forholdene for

samtlige

beboere, og at afgøre om udrejsecenteret udgør et uproportionalt indgreb i deres

bevægelsesfrihed. Vi vil gerne påpege, at selv om beboerne må bevæge sig frit ind og

ud af centeret en stor del af døgnet, så har de opholdspligt om natten, og de skal

ansøge om tilladelse til at være væk over flere dage. Dette, kombineret med centerets

beliggenhed, manglen på offentlig transport og den manglende mulighed for, at

beboerne kan tjene nogen form for penge, gør, at de reelt er meget begrænsede i deres

bevægelsesfrihed.

Manglende mulighed for familieliv.

Et flertal af beboerne har familie og ofte også børn

i Danmark, som indkvarteringen på Kærshovedgård gør det uhørt svært for dem at

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 19: Henvendelse af 28/10-17 fra Ditte Holm vedr. udrejsecentre

opretholde relationerne til. Der mangler helt offentlige transportmidler til og fra

centeret, og beboerne får som regel ingen økonomiske midler, hvilket gør det

overordentligt vanskeligt for dem at besøge familien, samtidigt med, at de også

tvinges til at opretholde opholds- og meldepligt på centeret. Ligeledes er der meget

begrænsede muligheder for, at familier kan besøge beboere på Kærshovedgård, og der

mangler overnatningsmuligheder for gæster. Alt i alt resulterer dette i, at familier

splittes, og børn mister deres forældre. Vi beder Ombudsmanden om at tage barne- og

familieperspektivet i betragtning ved sit besøg på Kærshovedgård.

Begrænset adgang til sundhedspleje:

Der er blandt flere beboere en bekymring for den

stadigt forværrende psykiske og fysiske tilstand af medbeboere, især blandt de beboere

som har været på centret i længere tid. Personalet har også bemærket de begrænsede

muligheder for at yde beboere tilstrækkeligt med støtte, især i forhold til behandling af

psykiske problemer. Dette er bekymrende eftersom beboere som ikke modtager den

nødvendige behandling, er til fare for både deres egne og andres liv.

For psykisk sårbare personer er det yderst bekymrende, at de anbringes i en situation,

hvor de ikke blot har ringe adgang til hjælp og behandling, men desuden bevidst

anbringes under forhold, der udgør en akut fare for forværring af deres psykiske

tilstand. Isolation fra og stigmatisering i forhold til omverdenen, begrænset adgang til

nære relationer, manglende handlemuligheder samt stærk begrænsning af ressourcer er

alle forhold, der beviseligt udgør stærke stressorer. Dette vil kunne medvirke til

udvikling af psykiske lidelser hos de beboere, der ellers var psykisk raske, og det vil

kunne føre til en kraftig forværring af allerede eksisterende psykiske lidelser

–

noget

som vel at mærke er yderst almindeligt blandt asylansøgere. Af samme grund har

forholdene da også i 2017 været kritiseret af overlæge i psykiatri, Ebbe Munk

Andersen, som har et indgående kendskab til området.

Der findes desuden også eksempler på beboere, som ikke har fået tilstrækkelig

lægehjælp med fysisk sygdom (bl.a. betændelse i tænder). Dette udgør klare

eksempler på inhuman behandling og kan være et brud på Art. 5 af konventionen om

menneskerettigheder og Art. 7 af konventionen om civile og politiske rettigheder, som

begge stipulerer

at ”Ingen

må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf”.

Forholdene er værre end i et fængsel,

konkluderer bl.a. Amnesty International i sin

rapport fra år 2016. Dette er også noget som luftes blandt de sultestrejkende: de føler

sig kriminaliserede, isolerede og stigmatiserede af samfundet. De ekstremt negative

psykologiske konsekvenser af lang tids internering på asylcentre er veldokumenterede

i såvel forskning som i rapporter fra Røde Kors og andre NGOer.

Afviste asylansøgere og juridiske gråzoner

. Når jurister påpeger, at de afviste

asylansøgere ’i princippet’ kan udrejse, så er det netop dér, problematikken ligger: når

rettigheder sættes i parentes, er de ’i princippet’ ikke blevet brudt, netop fordi man

anvender retsstatens juridiske gråzoner. At de ikke i juridisk forstand er brudt, er ikke

ensbetydende med, at der ikke foreligger et alvorligt problem og at det er nødvendigt

at undersøge hvordan sådan en situation opstår. Udlændingeretsadvokater og juridiske

eksperter har påpeget, at mange afslag på asyl er baseret på fejlvurderinger og endda

uden lovhjemmel, og samtidig advarer de om, at denne praksis undergraver retsstaten.

Hvis dette problem ligger udenfor Ombudsmandens beføjelser, er der tale om en

meget alvorlig sag, der bør fremlægges offentligt således at den danske befolkning er

informeret om dens alvor og konsekvenser. Når man undergraver retsstaten uden at

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 19: Henvendelse af 28/10-17 fra Ditte Holm vedr. udrejsecentre

dette er kendt af den almene befolkning, kan man ende i en situation, hvor selve

demokratiet ender med at være noget, der foregår ’i princippet’.

Vi vil sætte stor pris på Ombudsmandens besøg på Udrejsecenter Kærshovedgård for at

undersøge situationen og for alvor tage fat på de ovennævnte problemer. Allervigtigst vil

vi gerne stille spørgsmålstegn ved proportionaliteten i de motiverende foranstaltninger,

når man ser på de menneskelige omkostninger. Dette især taget i betragtning, at det

politiske mål for centret om

at ”motivere” mennesker til at vende tilbage til deres

oprindelsesland, beviseligt ikke opfyldes: dette bekræftes af Rigspolitiets egen rapport fra

år 2015, af ansatte i udrejsecenteret, af Helsinki-Komitéen, samt er dokumenteret flere

gange i medierne. I stedet for at tvinge dem til at rejse, skubber centeret mennesker

længere ud i isolation og psykisk sygdom

–

eller får dem til at gå under jorden.

Ud over de specifikke menneskelige omkostninger for beboerne og deres familier, udgør

forholdene også et stort principielt problem for Danmark som retssamfund. Uden en

dommers afgørelse anbringes mennesker på ubestemt tid under kritisable forhold. Dette

kan ikke blot afvises med, at disse mennesker blot kunne vælge at rejse tilbage til

oprindelseslandet: Der er gentagne gange peget på, at dette reelt er umuligt for mange, og

for dem, hvor det ikke er decideret umuligt, er der adskillige eksempler på, at sager er

blevet genoptaget, og det har vist sig, at de faktisk havde ret til asyl. Således kan man ikke

blot se bort fra beboernes udsagn om, at de frygter for deres liv, hvis de vælger at rejse

tilbage. At anbringe mennesker under disse forhold, ganske uden at de har været

fremstillet for en dommer, udgør et stort brud på retssikkerheden i Danmark, som

Ombudsmanden bør påtale.

Med venlig hilsen,

Tone Olaf Nielsen, Program coordinator, Trampoline House: Copenhagen Refugee

Community

Annika Lindberg, forsker, Berns Universitet, Schweiz/Sverige

Ditte Holm, neuropsykolog, Holstebro Kommune; frivillig på Kærshovedgård gennem

Røde Kors

Welcome to Denmark

Kontakpersonsnetværket for Afviste Asylansøgere Kærshovedgård

Afventer: The Bridge Radio, Stay Human-Aalborg, Solidarity Project Aarhus, Black Lives

Matter Denmark og Freedom of Movements