Oplevelse fra besøget på Kærshovedgård tirsdag den
26. oktober 2017
Efter en hel dag på skolen er jeg nu hjemme igen. Jeg har ikke kunnet koble helt af fra mine oplevelser
i går på Kærshovedgård ved Ikast.
Jeg besøgte et par kurdiske iranere, der har fået afvisning på deres asylansøgning i Danmark. Da de
ikke kan udvises til et andet land, fordi ingen lande vil modtage dem, uanset hvor meget Danmark end
er villig til at betale for det, så har regeringen besluttet, at de skal anbringes på Kærshovedgård
Udrejsecenter på ubestemt tid.
Hvorfor dog det, må være det første spørgsmål, der falder en ind?
Når de ikke kan udvises - trods god vilje fra folketingsflertallets side, så er der da ingen mening i at
anbringe dem i et udrejsecenter, vil jeg mene.
Og da slet ikke nu, hvor Trump har sat stort spørgsmålstegn ved Iranaftalens gyldighed og bedt om
Saudi-Arabiens hjælp til at støtte sanktioner mod Iran nok en gang.
I en sådan situation burde man da konkludere, at udrejse kan det ikke blive til, Derfor må konsekvensen
i det mindste være en opholdstilladelse i Danmark på minimum to-tre år.
I stedet har regeringen så valgt at placere dem blandt kriminelle på "tålt ophold". Er det lovligt, og hvad
er begrundelsen for det? Hermed sættes de nemlig i bås med kriminelle, skønt de er lovlydige borgere
her og i det land, de kom fra. Tilmed er de kristne, og enhver, der kender bare en lille smule til det
fundamentalistiske regime i Iran ved, at kristne har ingen rettigheder der og bliver forfulgt i landet.
De sultende protesterer også imod, at de sættes i bås med kriminelle. Ja, de sættes endda værre ens
de kriminelle. For de kriminelle får lommepenge og er udstyret med en nøgle til deres indhegning. Så
kan de selv låse sig ud og ind af deres indhegning, som de ønsker det. Det har EU sørget for til
ministerens store fortrydelse. Disse rettigheder har de afviste asylansøgere derimod ikke. De ønsker
derfor at blive behandlet som lovlydige borgere. De ønsker at blive behandlet som mennesker, fordi de
er det.
Når man kommer til Kærshovedgård, er det første man noterer sig, at dette tidligere statsfængsel har
de alligevel anbragt så langt uden for bymæssig bebyggelse som overhovedet muligt. Man er ikke i tvivl
om, at man kommet langt væk for al civilisation til et stærkt bevogtet område med hegn og
overvågningskameraer. Et sted, man ikke sådan kan komme fra igen.
Man skal være inviteret af beboere for at kunne komme indenfor.
Vi besøgte Jamiar, som jeg ikke kendte fra tidligere. Vi fik hans navn fra en, der kendte stedet.
Vi hilste hjerteligt på hinanden - Jamiar og jeg, menneske til menneske. Smil, der mødtes. Fra den ene
side en usikker søgen efter lidt medmenneskelighed. Og fra den anden side en søgen efter et tegn på,
at man var velkommen og ikke blot blev betragtet som nysgerrig turist.
For at komme ind skal man vise legitimation og ens navn skrives sirligt ind i en besøgsprotokol. Der
udleveres et gæstemærkat, der skal bæres synligt under hele besøget.
Vel inde, stødte vi straks på de sultestrejkende. De har indrettet sig i en lille teltlejr lige inden for porten.
Her sidder de under nogle interimistiske presenninger udleveret af Røde Kors - i går i silende regn - og
drak lidt vand.
De hilste pænt og bød mig straks en siddeplads omkring gasvarmeren. Her sad vi så lidt og hørte på
deres situation, deres protest og deres mål: at få deres sag taget op igen. De ønsker deres liv tilbage.
Som nu har de intet liv. De er omvandrende døde. Ergo kan de lige så godt lægge sig til at dø.
De er flygtet fra iransk forfølgelse under hårde strabadser. Har tilbragt godt to år på danske asylcentre
rundt om i landet og oplevet, at deres håb om en menneskelig tålelig fremtid lidt efter lidt svandt hen for
til sidst at udslukkes helt. Først afslag i Udlændingestyrelsen pga. såkaldt "utroværdighed" og
"usandsynligheder". Så afslag i det, vi kalder Retsinstansen, Flygtningenævnet, der reelt er i lommen
på Udlændinge- og Integrationsministeren, der udpeger "dommerne" til retten.