UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 167: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og udlændingeloven (Forbud mod proformaægteskab og Nationalt ID-Centers rolle og funktioner m.v.), fra børne- og socialministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del Bilag 167
Offentligt

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og udlændingeloven

(Forbud mod proformaægteskab og Nationalt ID-Centers rolle og funktioner m.v.)

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018, foretages

følgende ændringer:

Efter § 8 indsættes:

»§

8 a.

Ægteskab må ikke indgås, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med

ægteskabet er at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er

omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz.«

§ 11 a, stk. 1,

ændres »§§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2, eller § 6« til: »§§ 1-3 a, 4 b eller 6«.

§ 11 a, stk. 1,

§ 11 b, 1. pkt.,

ændres »eller 9 i-9 n« til: », 9 i-9 n, 9 p eller 9 q«.

§ 13, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »kommunalbestyrelsens formand«: », jf. dog stk. 3«.

§ 13, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse i de i stk. 3 omfattede situationer.«

§ 13

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af Statsforvaltningen, hvis ikke hver af parterne enten

har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset opholdstilladelse i

Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 13, stk. 3,

der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk.

Ved indgivelse af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne omfattet af stk. 3 betales et

gebyr. Gebyrets størrelse fastsættes og reguleres af børne- og socialministeren. Størrelsen af gebyret

fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved Statsforvaltningens behandling af en ansøgning om

prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyret.«

§ 13, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »her i landet«: », eller hvor prøvelsen

foretages efter § 13, stk. 3«.

§ 18, stk. 2,

indsættes efter »Den myndighed, der«: »efter § 13, stk. 1,«.

10.

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 13, stk. 1« til: »§ 13, stk. 1 og 3«.

11.

§ 19, stk. 1,

indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 3, skal sende attesten samt relevante dokumenter, herunder

dokumentation for parternes identitet, med en sikker digital postløsning til den myndighed, der efter § 15

foretager vielsen. Er det ikke muligt at anvende en sikker digital postløsning, fremsendes attesten og de i 4.

pkt. nævnte dokumenter med post.«

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 167: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og udlændingeloven (Forbud mod proformaægteskab og Nationalt ID-Centers rolle og funktioner m.v.), fra børne- og socialministeren

12.

§ 21, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»En vielse er endvidere kun gyldig, hvis den ikke strider mod § 8 a.«

13.

§ 22 a

affattes således:

»§ 22 a.

Statsforvaltningen kan videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International

Rekruttering og Integration og politiet om parter, hvis Statsforvaltningen har afslået parternes ansøgning om

prøvelse af ægteskabsbetingelserne, fordi betingelserne i §§ 8 a eller 11 a ikke var opfyldte, eller hvis der er

foretaget en indberetning efter stk. 2 om parterne. Videregivelse efter 1. pkt. kan ske, når Statsforvaltningen

vurderer, at oplysningerne er nødvendige for den pågældende myndigheds varetagelse af opgaver efter

udlændingelovgivningen eller den strafferetlige lovgivning.

Stk. 2.

Den borgerlige vielsesmyndighed, jf. § 18, jf. § 13, stk. 1, skal indberette tilfælde, hvor gennemførelse

af en vielse afslås under henvisning til §§ 8 a eller 11 a, til Statsforvaltningen.«

14.

§ 22 b, stk. 2,

indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet var at opnå ret til

ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller i Schweiz.«

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

15.

§ 22 b, stk. 4,

ændres »stk. 2, nr. 2« til: »stk. 2, nr. 3«.

16.

§ 58 a, stk. 1,

indsættes efter »afgørelser efter«: »§ 13 og«.

17.

§ 58 d, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »stk. 1« til: »stk. 1 eller 3«.

18.

Efter § 58 e indsættes i

kapitel 5:

»58 f.

Statsforvaltningen kan til brug for behandlingen af en sag om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter

denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give

Statsforvaltningen de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på det foreliggende

grundlag.«

§2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr. 319 af

25. april 2018, foretages følgende ændringer:

§ 40 i, stk. 1, 1. pkt.,

ændres », som ønsker at indrejse i, eller som opholder sig i Danmark« til: », når

dette har betydning for myndighedernes opgavevaretagelse.«

Ikrafttræden

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 2 træder i kraft den 1. december 2018.

Stk. 3.

Regler fastsat i medfør af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af

23. januar 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

Overgangsbestemmelser

§4

Stk. 1.

Loven finder anvendelse for ansøgninger om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der indgives efter

lovens ikrafttræden, og for vielser, der foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2.

Ansøgninger om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er

under behandling hos prøvelsesmyndigheden, jf. § 13, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3.

§ 1, nr. 12, finder ikke anvendelse for ægteskaber og registrerede partnerskaber, som er indgået før

lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 1, nr. 14, finder ikke anvendelse for ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en dansk

myndighed har anerkendt før lovens ikrafttræden.

Territorialbestemmelser

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de

grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§ 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. Lovforslagets indhold

3.1. Forbud mod proformaægteskab

3.1.1. Gældende ret

3.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.1.3. Den foreslåede ordning

3.2. Specialisering af indsatsen mod proformaægteskab

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.2.3. Den foreslåede ordning

3.3. Nationalt ID-Center

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

3.3.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Indgåelsen af ægteskaber i Danmark er reguleret i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018 (ægteskabsloven). Ægteskabsloven indeholder en række

betingelser for, at et par kan indgå ægteskab. Det drejer sig bl.a. om, at begge parter skal være ugifte, at

begge parter skal være fyldt 18 år, og at begge parter skal have lovligt ophold i Danmark.

Et dansk ægteskab kan danne grundlag for familiesammenføring og dermed ret til ophold i Danmark og i

andre EU-medlemsstater, såfremt de øvrige betingelser for familiesammenføring i den pågældende stat er

opfyldte. Ægteskabsloven indeholder ikke et forbud mod, at par gifter sig proforma i Danmark med henblik

på, at en part opnår ret til ophold i Danmark eller i et andet EU-land.

Det manglende forbud mod sådanne proformaægteskaber betyder, at udenlandske par rejser til Danmark for

at indgå proformaægteskaber for derefter at ansøge om familiesammenføring i andre EU-medlemsstater. Det

er Rigspolitiets vurdering på baggrund af nationale og internationale efterretninger, at kriminelle netværk er

involverede i organiseringen af proformaægteskaberne, og at der i visse tilfælde sker dokumentfalsk,

menneskesmugling og menneskehandel i forbindelse med proformaægteskaber.

Lovforslaget har til formål at hindre, at udenlandske par indgår proformaægteskaber og dermed også fjerne

de kriminelle netværks indtjeningsgrundlag. Samtidigt skal indsatsen med lovforslaget tilrettelægges således,

at der fortsat er grobund for bryllupsturisme i Danmark.

Med lovforslaget indføres der et forbud i ægteskabsloven mod at indgå ægteskab, hvis der er bestemte

grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet

EU-/EØS-land eller i Schweiz.

For at sikre at forbuddet bliver effektivt, indeholder lovforslaget endvidere oprettelse af en specialiseret

enhed, der skal foretage prøvelsen af ægteskabsbetingelserne for udenlandske par, hvor begge parter ikke er

danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.

Enhedens specialiserede kompetencer skal udgøre et effektivt værn mod udenlandske par, der ønsker at

indgå et proformaægteskab i Danmark, og mod udenlandske pars brug af falske dokumenter ved indgåelse af

ægteskab i Danmark. Enheden skal indkalde et par til samtale og til eventuelt ægthedsvurdering af parrets

dokumenter, hvis der er mistanke om, at der er tale om et proformaægteskab, eller at der anvendes falske

dokumenter.

Enheden skal sikre, at sagsbehandlingen er smidig, digital og hurtig for de udenlandske par, der ønsker at

indgå et reelt ægteskab i Danmark. Dermed sikres bryllupsturismen, der er af væsentlig betydning i enkelte

kommuner, hvor det ellers kan være svært at skabe vækst og arbejdspladser.

Med lovforslagets ændringer af ægteskabsloven udmøntes stemmeaftalen af 4. maj 2018 mellem Regeringen

(Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet,

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om indsatsen mod proformaægteskaber.

Lovforslaget indeholder herudover en ændring af udlændingeloven, som vil betyde en udvidelse af de

tilfælde, hvor Nationalt ID-center vil kunne afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til offentlige

myndigheder. Nationalt ID-center, som blev etableret ved lov den 1. januar 2018 (lov nr. 1567 af 19.

december 2017), udgør et kompetencecenter på ekspertniveau i forhold til spørgsmål om fastlæggelse og

kontrol af udlændinges identitet.

2. Baggrund

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Enhedslisten,

Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 4. maj 2018 en stemmeaftale om

indsatsen mod proformaægteskaber.

Det fremgår af stemmeaftalen, at aftaleparterne ikke vil acceptere, at Danmark misbruges til at snyde sig ind

i EU, og at de derfor ønsker effektivt at forhindre, at udlændinge indgår proformaægteskab i Danmark med

henblik på at opnå ret til ophold i EU. Dermed fjernes også grundlaget for de kriminelle, der i dag udnytter

hullerne i den danske ægteskabslovgivning.

Det fremgår videre af aftalen, at det er aftaleparternes ønske, at der med indsatsen mod proformaægteskaber

fortsat er grundlag for bryllupsturisme i Danmark.

Aftaleparterne er på den baggrund enige om at indsætte et forbud i ægteskabsloven mod at indgå ægteskab,

hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i

Danmark eller i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz. Forbuddet mod at indgå sådanne

proformaægteskaber skal træde i kraft den 1. januar 2019.

For at sikre, at forbuddet bliver effektivt, er aftaleparterne endvidere enige om, at der skal oprettes en

specialiseret enhed, der skal foretage prøvelsen af ægteskabsbetingelserne for udenlandske par, hvor begge

parter ikke er danske statsborgere og ikke har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark.

Enheden skal gennem løbende specialisering, anvendelse af teknisk udstyr og samarbejde med danske og

udenlandske myndigheder udgøre et effektivt værn mod proformaægteskaber og anvendelsen af falske

dokumenter ved indgåelse af ægteskab i Danmark.

Enheden skal foretage en nøje gennemgang af alle sager, hvor enheden skal prøve ægteskabsbetingelserne.

Hvis der er mistanke om proformaægteskab eller anvendelse af falske dokumenter, skal enheden indkalde det

udenlandske par til en samtale med henblik på at afdække, hvorvidt der er tale om et proformaægteskab,

og/eller om parret anvender falske dokumenter. Udenlandske par, der ønsker at indgå proformaægteskab,

eller som anvender falske dokumenter, skal afvises af enheden.

Det er aftaleparternes ønske, at der fortsat kan drives bryllupsturisme i Danmark. Da bryllupsturismen er

knyttet til vielsen af de udenlandske par, er aftaleparterne enige om, at vielsesopgaven fortsat skal varetages

af kommunerne. Hvis det udenlandske par opfylder ægteskabsbetingelser, herunder at der ikke er tale om et

proformaægteskab, skal enheden derfor sende prøvelsesattesten elektronisk til den kommune, som parret har

valgt at blive gift i.

Det er aftaleparternes hensigt, at enheden inden en uge efter modtagelse af en ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne skal have afgjort sagen eller visiteret den til nærmere undersøgelse.

Det fremgår videre af stemmeaftalen, at udgifterne til sagsbehandlingen i den specialiserede enhed skal

finansieres ved et omkostningsdækkende gebyr. Gebyret skal justeres årligt, så det dækker enhedens udgifter

til sagsbehandlingen.

Aftaleparterne er enige om, at den specialiserede enhed skal placeres i det kommende Familieretshus fra den

1. april 2019. I perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. marts 2019 hører den specialiserede enhed under

Statsforvaltningen.

Flytningen af opgaven til Familieretshuset pr. 1. april 2019 vil blive gennemført ved et særskilt lovforslag,

der påtænkes fremsat efter vedtagelsen af det samtidigt fremsatte forslag til lov om Familieretshuset.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Forbud mod proformaægteskab

3.1.1. Gældende ret

Ægteskabsloven indeholder en række betingelser for, at ægteskab kan indgås i Danmark. Disse

ægteskabsbetingelser fremgår af lovens kapitel 1. Det drejer sig bl.a. om, at parterne skal være fyldt 18 år, jf.

§ 2, og at parterne skal være ugifte, jf. § 9. Ægteskabsloven indeholder ikke et krav om bopæl i Danmark for,

at der kan indgås ægteskab i Danmark. Der er efter § 11 a i ægteskabsloven alene krav om, at parterne har

dansk indfødsret eller lovligt ophold i Danmark efter de i § 11 a, stk. 1, anførte bestemmelser i

udlændingeloven.

Det er efter ægteskabsloven ikke en ægteskabsbetingelse, at der ikke er tale om et proformaægteskab med

henblik på at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz.

Forud for ægteskabets indgåelse skal der foretages en prøvelse af, hvorvidt ægteskabsbetingelserne i kapitel

1 i ægteskabsloven er opfyldte. Prøvelsen foretages af kommunen som prøvelsesmyndighed, jf. § 13, stk. 1, i

ægteskabsloven, på baggrund af en ansøgning fra parret. Der henvises i denne forbindelse til punkt 3.2.1.

Hvis kommunen som prøvelsesmyndighed har grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets

indgåelse er at opnå opholdstilladelse i Danmark ved familiesammenføring, jf. § 9, stk. 9, i udlændingeloven,

skal prøvelsesmyndigheden efter § 22 a i ægteskabsloven foretage indberetning til Udlændingestyrelsen.

Oplysningen indgår i Udlændingestyrelsens behandling af en eventuel senere ansøgning fra parret om

familiesammenføring.

Et par kan efter § 19, stk. 1, i ægteskabsloven først blive gift, når kommunen som prøvelsesmyndighed har

prøvet ægteskabsbetingelserne og har udstedt en prøvelsesattest. Der henvises i denne forbindelse til punkt

3.2.1. En vielse er efter § 21, stk. 1, i ægteskabsloven kun gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der

efter ægteskabsloven kan foretage vielser. Endvidere skal parterne ved samtidigt møde på spørgsmål af

vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af vielsesmyndigheden forkyndes at være

ægtefolk, jf. § 20, stk. 2, i ægteskabsloven, og begge parter skal ved vielsen være fyldt 18 år.

§ 22 b i ægteskabsloven indeholder bestemmelser om anerkendelse i Danmark af udenlandske ægteskaber.

Udgangspunktet er, at et ægteskab indgået i udlandet anerkendes i Danmark, hvis det er gyldigt i det land,

hvor det er indgået. Det gælder dog ikke, hvis parterne ikke var samtidigt til stede ved vielsen, hvis en part

ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske

retsprincipper. Uanset dette anerkendes ægteskabet, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne

stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes. Kravet om, at begge parter skal være fyldt 18

år ved vielsen for, at ægteskabet kan anerkendes, gælder ikke for EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller.

Det følger af § 9, stk. 9, i udlændingeloven, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, i

udlændingeloven, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets

indgåelse eller etableringen af samlivsforholdet er at opnå opholdstilladelse. Der kan således ikke ske

familiesammenføring efter udlændingeloven på baggrund af et proformaægteskab.

3.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

At opnå ret til ophold i EU er eftertragtet. Et proformaægteskab indgået i Danmark kan føre til

familiesammenføring i et andet EU-land og dermed opnåelse af ret til ophold i EU.

Tredjelandsstatsborgere, der vil indgå proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold i EU, søger

mod Danmark, bl.a. fordi den danske ægteskabslov ikke indeholder et forbud mod indgåelsen af

proformaægteskaber med henblik på at opnå ret til ophold, og fordi ægteskabsbetingelserne generelt er lette

at opfylde.

Anvendelsen af danske proformaægteskaber med henblik på at opnå opholdstilladelse i et andet EU-land kan

f.eks. foregå ved, at en tredjelandsstatsborger, typisk en mand fra et udviklingsland, der ønsker at opnå ret til

ophold i EU, får kontakt til en EU-statsborger, typisk en kvinde fra Østeuropa, der er villig til mod betaling

at indgå et proformaægteskab. Parterne indgiver en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne til en

dansk kommune og indgår ægteskab i denne kommune. Tredjelandsstatsborgeren ansøger herefter om

familiesammenføring i et andet EU-land på baggrund af det danske proformaægteskab. Parret ansøger typisk

ikke om familiesammenføring i Danmark, da de danske udlændingemyndigheder undersøger, om der er tale

om proformaægteskab og i givet fald afslår ansøgningen om opholdstilladelse.

Det er Rigspolitiets vurdering på baggrund af nationale og internationale efterretninger, at kriminelle

netværk er involverede i at skaffe tredjelandsstatsborgere ret til ophold i EU ved brug af danske

proformaægteskaber, og at der i visse tilfælde sker dokumentfalsk, menneskesmugling og menneskehandel i

forbindelse med proformaægteskaber.

Ret til ophold i EU er eftertragtet, og de kriminelle netværk modtager derfor betaling bl.a. for at organisere

rejsen til Danmark, finde en EU-statsborger, der vil indgå et proformaægteskab, og forberede parret på,

hvordan de skal agere over for de danske myndigheder. De kriminelle netværk kan også levere falske

dokumenter, hvis tredjelandsstatsborgeren f.eks. mangler et visum til Danmark. Tredjelandsstatsborgeren

og/eller EU-statsborgeren kan være handlet til at indgå proformaægteskabet og efterfølgende være tvunget til

at arbejde eller prostituere sig for det kriminelle netværk.

Tredjelandsstatsborgeren kan for at lette processen købe falske EU-identitetspapirer, der indeholder

tredjelandsstatsborgerens rigtige navn og billede. Derved ser det ud som om, at ægteskabet indgås mellem to

EU-statsborgere. Når proformaægteskabet er indgået i Danmark, ansøger tredjelandsstatsborgeren om

familiesammenføring i et andet EU-land med sin rigtige identitet og forelægger den danske ægteskabsattest,

der indeholder tredjelandsstatsborgerens rigtige navn.

Der foreligger ikke oplysninger om omfanget af proformaægteskaber i Danmark. Dette skyldes bl.a., at

proformaægteskaber ikke er forbudt i Danmark og derfor ikke registreres.

Der er ligeledes ingen central registrering af vielser af par, der ikke har bopæl i Danmark. Børne- og

Socialministeriet estimerer, at der i 2016 blev foretaget cirka 13.000 vielser af par, hvor ingen af parterne

havde bopæl i Danmark. Disse vielser er koncentreret i meget få kommuner, der har opbygget en betydelig

bryllupsturisme.

Børne- og Socialministeriet finder, at det ikke bør være muligt at indgå et proformaægteskab i Danmark med

henblik på at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz. Muligheden bør lukkes,

dels fordi det ikke bør være muligt at snyde sig til ret til ophold i EU ved brug af uhensigtsmæssig dansk

lovgivning, dels for at fjerne de kriminelle netværks indtægtsgrundlag.

Ministeriet finder i lyset af ovenstående, herunder at der er tale om misbrug af dansk ægteskabslovgivning til

at snyde sig til ret til ophold i EU, at der bør indsættes et forbud mod sådanne proformaægteskaber som en

ægteskabsbetingelse i ægteskabsloven.

Ministeriet finder endvidere i lyset af forbuddet, at et proformaægteskab, der er indgået i Danmark med

henblik på at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz, som udgangspunkt bør

være ugyldigt, og at et sådant proformaægteskab, der er indgået i udlandet, som udgangspunkt ikke skal

anerkendes i Danmark.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at et forbud mod de ovenfor omtalte proformaægteskaber indsættes som § 8 a i ægteskabsloven

som en ægteskabsbetingelse. Det foreslås således, at ægteskab ikke må indgås i Danmark, hvis der er

bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i Danmark, i

et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz.

Det foreslås i forlængelse heraf med en ændring af § 21 i ægteskabsloven, at et en vielse indgået i strid med

den foreslåede bestemmelse i § 8 a i ægteskabsloven er ugyldig. Såfremt proformaægteskabet er indgået i

udlandet, foreslås det med en ændring af § 22 b i ægteskabsloven, at ægteskabet ikke anerkendes i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 12 og 14, samt bemærkningerne hertil.

3.2. Specialisering af indsatsen mod proformaægteskab

3.2.1. Gældende ret

Der skal forud for en vielse foretages en prøvelse af, hvorvidt parret opfylder betingelserne i ægteskabsloven

for at indgå ægteskab. Prøvelsen foretages af kommunen som prøvelsesmyndighed, jf. § 13, stk. 1, i

ægteskabsloven, på baggrund af en ansøgning fra parret. Dette gælder også for alle udenlandske par. For så

vidt angår ægteskabsbetingelserne henvises til punkt 3.1.1.

Prøvelsen foretages som udgangspunkt i den kommune, hvor en af parterne bor, eller hvis parterne ikke har

bopæl i Danmark, i den kommune, hvor en af parterne opholder sig. Prøvelsen kan dog foretages af en

hvilken som helst kommune, der accepterer at foretage prøvelsen. Et par, der bor i udlandet, kan således selv

vælge i hvilken kommune, de ønsker at blive gift.

Kommunen som prøvelsesmyndighed skal i prøvelsen tage stilling til, hvorvidt ægteskabsbetingelserne er

opfyldte, eller om der kan dispenseres herfra, for så vidt angår de betingelser, hvor ægteskabsloven giver

mulighed for dette. Hvis en part har en relevant tilknytning til udlandet, kan kommunen som

prøvelsesmyndighed efter en konkret vurdering kræve fremlagt en civilstandsattest fra relevante lande til

brug for prøvelsen af om parterne er ugifte, jf. betingelsen i § 9 i ægteskabsloven, om at man skal være ugift

for at kunne indgå ægteskab i Danmark. Med henvisning til denne bestemmelse anmoder kommunen en part,

der har været gift, om at godtgøre, at ægteskabet er ophørt, f.eks. ved skilsmisse eller den anden ægtefælles

død. Dette gælder dog ikke, hvis det ikke er muligt for parten at fremskaffe en civilstandsattest eller

dokumentation for skilsmisse, f.eks. fordi der ikke er en fungerende myndighedsstruktur i det pågældende

land, eller fordi parten er flygtning.

For så vidt angår ægteskabsbetingelsen om lovligt ophold i Danmark skal kommunen som

prøvelsesmyndighed i forbindelse med prøvelsen kræve, at en udlænding fremlægger dokumentation for

lovligt ophold. Dokumentationen kan f.eks. være pas med eventuelt nødvendigt gyldigt visum, gyldig dansk

opholdstilladelse, gyldig EU-/EØS-registreringsbevis eller EU-/EØS-opholdskort. Hvis der opstår tvivl om,

hvorvidt der foreligger et gyldigt opholdsgrundlag, kan kommunen rette henvendelse til

udlændingemyndighederne.

Hvis en part ikke er registreret i CPR, skal parten dokumentere sit navn og sin fødselsdato ved at forevise

f.eks. pas.

Prøvelsen foretages som udgangspunkt på skriftligt grundlag.

Såfremt kommunen som prøvelsesmyndighed finder, at ægteskabsbetingelserne er opfyldte, udstedes en

prøvelsesattest. Der udstedes dog ikke en prøvelsesattest, hvis vielsen skal foretages af den kommune, der

har foretaget prøvelsen af ægteskabsbetingelserne.

Hvis kommunen som prøvelsesmyndighed har grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets

indgåelse er at opnå opholdstilladelse ved familiesammenføring, jf. § 9, stk. 9, i udlændingeloven, skal

prøvelsesmyndigheden foretage indberetning til Udlændingestyrelsen. Oplysningen vil indgå i

Udlændingestyrelsens behandling af en eventuel senere ansøgning fra parret om familiesammenføring.

Kommunens afgørelse af, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldte, kan ikke påklages. Der er efter § 58 b,

stk. 1, i ægteskabsloven alene mulighed for at klage til Ankestyrelsen over kommunens afslag på

dispensation fra ægteskabsbetingelserne efter § 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, i ægteskabsloven samt over

afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Efter § 13, stk. 3, i ægteskabsloven betales der et gebyr for kommunen som prøvelsesmyndigheds prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark. Gebyret dækker omkostningerne ved

prøvelsen af ægteskabsbetingelserne og reguleres årligt med det generelle pris- og lønindeks. Gebyret udgør

870 kr. i 2018.

Prøvelsesmyndigheden kan endvidere efter bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december 2017 om indgåelse af

ægteskab (ægteskabsbekendtgørelsen) kræve, at parterne afholder omkostningerne ved oversættelse af

dokumenter i forbindelse med prøvelsen samt til brug af tolk. Udgifter til tolkning kan dog kun kræves

afholdt af par, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark. Reglerne om udgifterne til oversættelse og brug

af tolk i bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 13, stk. 4, i ægteskabsloven.

Efter § 15, stk. 1, i ægteskabsloven kan der foretages en kirkelig eller borgerlig vielse. Efter § 18, stk. 1, i

ægteskabsloven står adgangen til at blive borgerligt viet åben for alle, mens det efter § 16 er et krav for en

kirkelig vielse, at en af parterne hører til folkekirken eller er medlem af det pågældende anerkendte

trossamfund. Udenlandske par vil derfor i langt de fleste tilfælde blive borgerligt viet.

Borgerlig vielse foretages af kommunen. Hvis vielsen ikke skal foretages af den kommune, der har foretaget

prøvelsen, udleveres prøvelsesattesten til parterne, der herefter skal aflevere attesten til vielsesmyndigheden.

Prøvelsesattesten er gyldig i 4 måneder efter udstedelsen, dog ikke udover den periode hvor begge parter har

lovligt ophold i Danmark efter de i § 11 a i ægteskabsloven anførte bestemmelser i udlændingeloven.

3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at indførelse af et forbud i ægteskabsloven mod indgåelsen af

proformaægteskaber med henblik på at opnå ret til ophold i EU ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at stoppe

tilstrømningen til Danmark af udenlandske par, der søger at anvende danske proformaægteskaber til opnå

opholdsret i andre EU-lande. Der henvises i denne forbindelse til punkt 3.1.2.

Børne- og Socialministeriet finder, at det er afgørende for, at forbuddet reelt kan udgøre et effektivt værn

mod proformaægteskab, at den myndighed, der skal håndhæve forbuddet, har de rette og specialiserede

kompetencer. Dette skal særligt ses i lyset af, at det er Rigspolitiets vurdering på baggrund af nationale og

internationale efterretninger, at kriminelle netværk er involverede, og at der i visse tilfælde sker

dokumentfalsk, menneskesmugling og menneskehandel i forbindelse med proformaægteskaberne.

Ministeriet finder på baggrund heraf, at kompetencen til at prøve ægteskabsbetingelserne for par, hvor der er

en risiko for, at der indgås et proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold i EU bør samles i en

specialiseret enhed fremfor at være spredt ud på 98 kommuner som prøvelsesmyndigheder. Dette skal også

ses i lyset af, at hovedparten af kommunerne behandler meget få sager hvert år, hvor der en risiko for, at der

er tale om et proformaægteskab. Disse kommuner har dermed også har et meget dårligt udgangspunkt for at

opnå det nødvendige specialiseringsniveau til at kunne identificere proformaægteskaber og falske

dokumenter.

Med en specialiseret enhed vil det være muligt at rekruttere, opbygge og løbende udvikle de nødvendige

kompetencer til effektivt at foretage de fornødne undersøgelser til identificering af, i hvilke sager der er en

mistanke om proformaægteskab eller om anvendelse af falske dokumenter, og til at foretage den fornødne

prøvelse, der kan be- eller afkræfte mistanken. En specialiseret enhed vil endvidere have mulighed for at

indkøbe det tekniske udstyr, der er nødvendigt for at udgøre et reelt værn mod anvendelse af falske

dokumenter. Samtidigt sikrer adskillelsen af prøvelses- og vielsesopgaven i relation til udenlandske par, at

den specialiserede enhed kan gennemføre en specialiseret myndighedsvaretagelse, der er uafhængig af selve

vielsesopgaven og den turisme, der følger heraf.

Med en samling af prøvelseskompetencen i en specialiseret enhed i de sager, hvor der er en risiko for, at der

er tale om et proformaægteskab, vil det endvidere være muligt at opnå en ensartet praksis. Dette er ikke

muligt efter gældende ret, hvor prøvelseskompetencen er placeret i 98 kommuner. En samling af prøvelsen

vil derfor stoppe udenlandske pars mulighed for at søge mod den eller de kommuner, hvor det er lettest at

indgå ægteskab, f.eks. fordi den pågældende kommune har meget lidt erfaring med at identificere

proformaægteskaber eller falske dokumenter grundet et meget begrænset antal sager.

Endelig vil en samling af prøvelseskompetencen i risikosagerne i en specialiseret enhed give mulighed for et

tæt myndighedssamarbejde med f.eks. politiet og udlændingemyndighederne, som ikke kan opbygges

mellem disse myndigheder og 98 kommuner. Den specialiserede enhed vil endvidere have mulighed for at

søge rådgivning og bistand samt indhente udtalelser hos Nationalt ID-Center. Der henvises i denne

forbindelse til punkt 3.3.2. og 3.3.3.

Ministeriet finder ikke, at der er grund til at samle kompetencen til at prøve ægteskabsbetingelserne i den

specialiserede enhed i alle prøvelsessager. Tværtimod bør enheden alene foretage prøvelsen, når der

objektivt på baggrund af den ene parts ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz kan

være en risiko for, at ægteskabet indgås med henblik på, at en part kan opnå ret til ophold ved

familiesammenføring på baggrund af ægteskabet.

Ministeriet anerkender samtidigt den værdi, som bryllupsturismen har for en håndfuld danske kommuner, og

finder, at specialisering af indsatsen mod proformaægteskaber skal tilrettelægges således, at der i videst

muligt omfang fortsat er mulighed for at drive bryllupsturisme.

Ministeriet finder, at dette først og fremmest kan opnås ved, at prøvelseskompetencen i de ovennævnte sager

samles i en specialiseret enhed, således at det ikke er nødvendigt for at stoppe indgåelsen af

proformaægteskaber, at der indføres f.eks. krav om tilknytning til Danmark ved statsborgerskab eller bopæl

for at indgå ægteskab. Sådanne krav ville lukke bryllupsturismen.

Ministeriet finder samtidigt, at bryllupsturismen kan beskyttes ved, at kommunerne fortsat er borgerlig

vielsesmyndighed i alle sager, uanset hvilken myndighed der har foretaget prøvelsen. Endelig indgår det

også afgørende i ministeriets overvejelser, at sagsbehandlingen i den specialiserede enhed bør tilrettelægges

således, at udenlandske par, hvor der ikke er mistanke om proformaægteskab eller falske dokumenter,

oplever et så smidigt og hurtigt forløb som muligt med en uproblematisk overgang til kommunernes

foretagelse af vielsen.

3.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at indsatsen mod proformaægteskaber specialiseres. Dette skal ske ved oprettelse af en

specialiseret enhed med det formål at sikre, at forbuddet mod proformaægteskaber med henblik på at opnå

ret til ophold bliver effektivt.

Det foreslås således med en ny bestemmelse som § 13, stk. 3, i ægteskabsloven, at en specialiseret enhed

skal foretage prøvelsen af ægteskabsbetingelserne i sager, hvor der objektivt på baggrund af parternes ret til

ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz kan være en risiko for, at ægteskabet indgås med

henblik på, at en part kan ansøge om familiesammenføring på baggrund af ægteskabet og ad denne vej opnå

ret til ophold i EU. Det foreslås således, at prøvelseskompetencen henlægges til den specialiserede enhed,

hvis ikke begge parter enten er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i

Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.

Det vil således være den specialiserede enhed, der prøver opfyldelsen af ægteskabsbetingelserne, herunder

om der er tale om et proformaægteskab, og om parterne har lovligt ophold i Danmark, for par bestående af en

EU-statsborger og en tredjelandsstatsborger.

Enheden vil endvidere foretage prøvelsen for par, der angiver at bestå af to EU-statsborgere, der ikke er

danske eller nordiske statsborgere, og som ikke har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten.

Dette skyldes, at der også for disse par kan være en risiko for proformaægteskab, fordi en

tredjelandsstatsborger kan anvende falske identitetspapirer, som viser, at han er EU-statsborger. Hvis parret

indgår ægteskab i Danmark, kan tredjelandsstatsborgeren efterfølgende søge om familiesammenføring og

dermed opnå ret til ophold i et andet EU-land på grundlag af ægteskabet.

Endelig vil enhedens prøvelseskompetence omfatte par bestående af to tredjelandsstatsborgere. Risikoen for

proformaægteskab i disse situationer skyldes, at en tredjelandsstatsborger på baggrund af en ret til

tidsubegrænset ophold i et andet EU-land kan have adgang til familiesammenføring.

I de øvrige sager foretages prøvelsen fortsat af kommunen. Det drejer sig om sager, hvor begge parter er

danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten. Såfremt kommunen er i tvivl om, hvorvidt kommunen har

kompetence til at behandle en sag, f.eks. fordi der er tvivl om, hvorvidt en part har tidsubegrænset

opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, skal kommunen

rette henvendelse til den specialiserede enhed, der vil yde hjælp og vejledning til afklaring af spørgsmålet.

Det foreslås, at enheden indledningsvist foretager prøvelsen på grundlag af parternes ansøgning om at indgå

ægteskab. I ansøgningen skal parterne redegøre for deres forhold og indsende dokumentation for deres

forhold f.eks. i form af fælles bopælsregistrering, fødselsattest for fælles børn el.lign.

Den specialiserede enhed skal foretage en nøje gennemgang af alle sager. Sagerne skal undersøges i det

omfang, det er nødvendigt for at sikre, at der ikke er tale om et proformaægteskab, og at parterne ikke

anvender falske dokumenter. Hvis der er behov for det, kan enheden indhente yderligere skriftlige

oplysninger fra parterne.

I de sager, hvor der er mistanke om proformaægteskab eller falske dokumenter, og denne mistanke ikke kan

be- eller afkræftes på skriftligt grundlag, skal enheden indkalde parret til en samtale om deres forhold. I

forbindelse med enhedens afholdelse af samtalen kan der foretages en ægthedsvurdering af parrets

identitetsdokumenter m.v. Enheden kan, for så vidt angår sidstnævnte, indhente udtalelser, rådgivning og

bistand fra Nationalt ID-Center. Der henvises i denne forbindelse til punkt 3.3.2. og 3.3.3.

Hvis enheden vurderer, at der ikke er tale om et proformaægteskab, og at de øvrige ægteskabsbetingelser i

kapitel 1 i ægteskabsloven er opfyldte, udsteder enheden en prøvelsesattest, der kan danne grundlag for

parrets vielse. Hvis enheden vurderer, at der er tale om et proformaægteskab, afslår enheden at udstede en

prøvelsesattest. Parret kan dermed ikke blive gift i Danmark.

Med henblik på at sikre et fortsat grundlag for at drive bryllupsturisme i Danmark er det hensigten, at

enheden inden fem arbejdsdage efter modtagelsen af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne

skal have afgjort sagen, hvis parret har medsendt den nødvendige dokumentation, og der hverken er mistanke

om proformaægteskab eller om ægtheden af fremlagte dokumenter. I modsat fald skal enheden inden for fem

arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen have visiteret den til nærmere undersøgelse.

Det foreslås, at enhedens afgørelser som prøvelsesmyndighed i lighed med afgørelser truffet af kommunen

som prøvelsesmyndighed ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. I lighed med, hvad der

generelt gælder for kommunerne som prøvelsesmyndigheder, foreslås det dog, at enhedens afgørelser om

dispensation efter § 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, i ægteskabsloven samt om anerkendelse af udenlandske

skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan påklages til Ankestyrelsen.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 13 i ægteskabsloven om betaling af gebyr for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne ændres således, at der skal betales et gebyr for enhedens prøvelse af

ægteskabsbetingelserne. Gebyret er ikke-fiskalt og skal dække omkostningerne ved enhedens

sagsbehandling.

Det foreslås endvidere, at enheden som prøvelsesmyndighed kan kræve, at parterne dækker omkostninger til

oversættelse af dokumenter i forbindelse prøvelsen. Dette er i overensstemmelse med, hvad der gælder efter

gældende ret for kommunerne som prøvelsesmyndigheder. Derudover foreslås det, at enheden kan kræve, at

parret dækker udgifter til nødvendig tolkning i forbindelse med prøvelsen. Denne mulighed har kommunen

som prøvelsesmyndighed i dag for par, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark.

Det foreslås, at opgaven som borgerlig vielsesmyndighed efter § 18 i ægteskabsloven, i lighed med hvad der

gælder i dag, varetages lokalt af kommunerne med henblik på at sikre fortsat grobund for bryllupsturismen.

Med henblik på at sikre en smidig og ukompliceret overgang for de udenlandske par mellem den

specialiserede enhed som prøvelsesmyndighed og kommunen som borgerlig vielsesmyndighed og dermed

beskytte bryllupsturismen foreslås det, at enheden skal sende prøvelsesattesten elektronisk til den kommune,

som parret har valgt at blive gift i. Med henblik på at sikre imod misbrug med prøvelsesattester foreslås det

endvidere, at enheden skal medsende kopi af relevant dokumentation for parternes identitet og lovlige ophold

i Danmark, som parret har indsendt i forbindelse med prøvelsen.

I lighed med gældende ret må kommunen som borgerlig vielsesmyndighed ikke vie et par, hvis det er

kommunen bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldte. Dette gælder bl.a., hvis kommunen

konstaterer, at parret ikke har lovligt ophold i Danmark, at en part ikke er fyldt 18 år, eller at parret ikke

opfylder den foreslåede bestemmelse i § 8 a i ægteskabsloven om forbud mod proformaægteskab. Med

henblik på at skabe sammenhæng i systemet foreslås det med § 22 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at kommunen,

hvis det konstateres, at der er tale om et proformaægteskab, skal underrette den specialiserede enhed.

Det foreslås med § 22 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at enheden på sin side har mulighed for at videregive

oplysninger til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet om

par, hvis ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne er blevet afslået, fordi der har været tale om et

proformaægteskab, eller fordi parret ikke har haft lovligt ophold i Danmark. Det foreslås, at muligheden for

at videregive oplysninger ligeledes gælder i situationer, hvor enheden har modtaget en underretning som

nævnt ovenfor fra kommunen som borgerlig vielsesmyndighed.

Den specialiserede enhed vil med et særskilt lovforslag organisatorisk blive placeret i det kommende

Familieretshus fra den 1. april 2019. Der henvises til det samtidigt fremsatte forslag til lov om

Familieretshuset og forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på

beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). Dette lovforslag vil blive fremsat efter vedtagelsen

af forslag til lov om Familieretshuset. I perioden fra den 1. januar 2019 til åbningen af Familieretshuset den

1. april 2019 foreslås det, at enheden placeres i Statsforvaltningen.

3.3. Nationalt ID-Center

3.3.1. Gældende ret

3.3.1.1. Nationalt ID-centers rolle og funktioner

Nationalt ID-center blev etableret ved lov den 1. januar 2018 (lov nr. 1567 af 19. december 2017). Nationalt

ID-center er organisatorisk placeret under Udlændinge- og Integrationsministeriet, men udøver sine

funktioner i fuld uafhængighed. Nationalt ID-center er et kompetencecenter på ekspertniveau, hvis

overordnede formål er at styrke sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet.

Nationalt ID-centers primære opgave er at yde rådgivning og bistand til danske offentlige myndigheder i

forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af udlændinges identitet. Nationalt ID-center varetager i

den forbindelse en lang række opgaver og funktioner. Eksempelvis foretager Nationalt ID-center

dokumenttekniske ægthedsundersøgelser af alle typer dokumenter vedrørende en udlændings identitet,

herunder f.eks. pas og fødselsattester.

Nationalt ID-center varetager den overordnede og tværgående koordination af myndighedssamarbejdet på

ID-området, herunder bl.a. metodeudvikling i forhold til afklaring af udlændinges identitet. Nationalt ID-

center har i den forbindelse ansvaret for at udarbejde retningslinjer, spørgeguides, vejledninger og

procedurebeskrivelser med henblik på at kvalificere og ensarte myndighedernes tilgang til fastlæggelse og

kontrol af udlændinges identitet. Nationalt ID-center skal

–

i samarbejde med Rigspolitiet

–

indsamle,

bearbejde og formidle relevant viden om trends og metoder vedrørende dokumentfalsk og personelfalsk

(risikoprofiler) med henblik på, at oplysningerne bliver gjort tilgængelige for de relevante myndigheder.

Endvidere udbyder Nationalt ID-center blandt andet kurser for at sikre, at de relevante myndigheder har de

nødvendige kompetencer på ID-området.

Efter udlændingelovens § 40 i, stk. 1, skal Nationalt ID-center afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand

til andre offentlige myndigheder i spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af identiteten på udlændinge, som

ønsker at indrejse i, eller som opholder sig i Danmark. Der er således i dag ikke et klart og tydeligt

hjemmelsgrundlag for, at Nationalt ID-center kan yde rådgivning og bistand i tilfælde, hvor en

tredjelandsstatsborger og en EU-borger ikke har til hensigt at tage ophold i Danmark.

3.3.1.2. Myndigheder der kan fremsætte begæring om Nationalt ID-centers bistand

Efter udlændingelovens § 40 i, stk. 7, er det udlændinge- og integrationsministeren der fastsætter, hvilke

myndigheder der er omfattet af udlændingelovens § 40 i, stk. 1, og således hvilke myndigheder, der kan

fremsætte begæring over for Nationalt ID-center om afgivelse af udtalelse om et dokument til brug for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe på grundlag af udenlandske

dokumenter.

Følgende myndigheder kan i dag få rådgivning og bistand fra Nationalt ID-center: Ankestyrelsen,

Flygtningenævnet, Justitsministeriet, politiet, Statsforvaltningen, Styrelsen for Internationalt Rekruttering og

Integration, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udlændingenævnet og

Udlændingestyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1607 af 19. december 2017 om offentlige myndigheder, som

Nationalt ID-center skal kunne betjene.

3.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

3.3.2.1. Nationalt ID-centers rolle og funktioner

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det uhensigtsmæssigt, at Nationalt ID-center efter

udlændingelovens § 40 i, stk. 1, alene kan afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til andre offentlige

myndigheder i sager, der vedrører udlændinge, som ønsker at indrejse i, eller som opholder sig i Danmark.

Nationalt ID-center kan således efter de gældende regler f.eks. ikke spille en rolle i relation til prøvelse af

ægteskabsbetingelserne i sager, hvor en tredjelandsstatsborger og en EU-borger ikke har til hensigt at tage

ophold i Danmark, herunder sager, hvor der er mistanke om, at muligheden for indgåelse af ægteskab i

Danmark bliver misbrugt til, at tredjelandsstatsborgere kan opnå opholdstilladelse i andre EU-medlemsstater

efter EU-retten om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer, at en udvidelse af de tilfælde, hvor Nationalt ID-center vil

kunne afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til offentlige myndigheder, ikke kun vil have betydning

for indsatsen mod proformaægteskaber, men også generelt bidrage til at styrke offentlige myndigheders

arbejde med identitets- og dokumentkontrol samt fastlæggelse af udlændinges identitet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at ændre

udlændingelovens § 40 i, stk. 1, således at Nationalt ID-center også kan afgive udtalelser og yde rådgivning

og bistand til andre offentlige myndigheder i sager, hvor udlændingen ikke nødvendigvis har til hensigt at

indrejse eller tage ophold i Danmark.

Efter udlændingelovens § 40 i, stk. 7, bestemmer udlændinge- og integrationsministeren, hvilke

myndigheder, der er omfattet af udlændingelovens § 40 i, stk. 1, og som således kan få rådgivning og bistand

fra Nationalt ID-center. Der findes ikke at være behov for at ændre denne bemyndigelse.

3.3.3. Den foreslåede ordning

3.3.3.1. Nationalt ID-centers rolle og funktioner

Det foreslås med lovforslaget, at Nationalt ID-center skal afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til

offentlige myndigheder i forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af identiteten på udlændinge, når

dette har betydning for myndighedernes opgavevaretagelse.

Den foreslåede ændring indebærer således en udvidelse af de tilfælde, hvor Nationalt ID-center vil kunne

afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til offentlige myndigheder, idet dette efter forslaget ikke som

hidtil vil være betinget af, at den udlænding, som anmodningen vedrører, ønsker at indrejse i eller tage

ophold i Danmark. Efter forslaget vil Nationalt ID-center således kunne afgive udtalelser og yde rådgivning

og bistand til offentlige myndigheder, når dette har betydning for myndighedernes opgavevaretagelse.

I den forbindelse bemærkes det, at Nationalt ID-center derved også vil kunne afgive udtalelser og yde

rådgivning og bistand til de relevante offentlige myndigheder i relation til prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, jf. pkt. 3.1.1 og 3.2, såfremt udlændinge- og integrationsministeren giver

bemyndigelse hertil i overensstemmelse med udlændingelovens § 40 i, stk. 7.

Nationalt ID-center

vil efter forslaget kunne betjene offentlige myndigheder, ”når

dette kan have betydning

for myndighedernes opgavevaretagelse”. Herved forstås, at det på det foreliggende grundlag og ud fra en

saglig vurdering må antages at være fagligt relevant at få bistand m.v. fra Nationalt ID-center. Der er således

tale om en relevansbetingelse, dvs. at det ikke på forhånd kan udelukkes, at en udtalelse eller rådgivning og

bistand fra Nationalt ID-center har relevans for myndighedens opgavevaretagelse. Det bemærkes i den

forbindelse, at det er kendetegnede for en betydelig del af de tilfælde, hvor Nationalt ID-center skal afgive

udtalelser m.v., at det ikke på forhånd er klart, hvorvidt Nationalt ID-centers rådgivning og bistand vil være

nødvendig for den anmodende myndigheds opgavevaretagelse, ligesom resultatet af centerets undersøgelser i

visse tilfælde vil være forbundet med en vis usikkerhed. Hertil kommer, at fastlæggelse og kontrol af

identiteten på udlændinge ofte består af enkeltoplysninger, hvor hver enkelt oplysning ikke nødvendigvis er

afgørende, men hvor oplysningen, når den sammenkædes med andre oplysninger, kan have afgørende

betydning for vurderingen af identitetsspørgsmålet.

Ved ”opgavevaretagelse” sigtes til myndighedens varetagelse af sine funktioner i bred forstand, herunder

f.eks. afgørelser, faktisk forvaltningsvirksomhed, analysearbejde, undervisning m.v.

I forbindelse med etableringen af den kommende specialiserede enhed, der skal prøve

ægteskabsbetingelserne for par, hvor ikke begge parter er danske eller nordiske statsborgere eller har

tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, vil Nationalt

ID-center umiddelbart kunne yde rådgivning og bistand på følgende måder: Først og fremmest kan Nationalt

ID-center på sit dokumenttekniske laboratorium foretage ægthedsvurderinger af ID-dokumenter så som pas,

fødselsattester m.v. Endvidere kan Nationalt ID-center tilbyde uddannelsesforløb med henblik på at styrke

den specialiserede enheds kompetencer inden for blandt andet dokumentverificering og ansigtsgenkendelse.

Endelig kan Nationalt ID-center understøtte den specialiserede enhed med oplysninger om konkrete

dokumenttyper samt med generelle baggrundsoplysninger om f.eks. udstedelsesprocedure for ID-dokumenter

i forskellige lande, ligesom Nationalt ID-center vil kunne hjælpe med at tilvejebringe informationer om

nationale og internationale misbrugsmønstre og trends.

Det forudsættes som hidtil, at myndighederne omfattet af § 40 i, stk. 1, ikke skal forelægge samtlige

identitetspapirer for Nationalt ID-center med henblik på ægthedsvurdering, men at det alene skal ske i

tvivlstilfælde, hvor det er af væsentlig betydning for en sags udfald, og hvor den forelæggende myndighed

ikke selv er i stand til med tilstrækkelig sikkerhed at foretage ægthedsvurderingen.

Det forudsættes endvidere med lovforslaget, at udlændinge- og integrationsministeren fra tidspunktet for

Familieretshusets etablering ændrer bekendtgørelse nr. 1607 af 19. december 2017 om offentlige

myndigheder, som Nationalt ID-center skal kunne betjene, således at også Familieretshuset omfattes af § 40

i, stk. 1. Udlændinge- og integrationsministeren vil i øvrigt løbende tage stilling til behovet for at ændre

bekendtgørelsen.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Med forslaget oprettes en specialiseret enhed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne for par, hvor ikke begge

parter er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten.

Udgifterne til enhedens sagsbehandling dækkes ved et ikke-fiskalt gebyr, der efter den foreslåede

bestemmelse i § 13, stk. 4, i ægteskabsloven betales af de par, hvis sag skal behandles af enheden. Enheden

skal særskilt kræve, at parrene dækker udgifterne til oversættelse af relevante dokumenter og til tolkebistand

i forbindelse med prøvelsen hvis nødvendigt.

Der vil være en engangsudgift på 2,1 mio. kr. i 2018 til etablering af enheden.

Forslaget forventes at betyde kommunale mindreudgifter på 3,7 mio. kr. årligt. Dette skyldes, at det med

lovforslaget foreslås, at prøvelsen af ægteskabsbetingelserne samles i en specialiseret enhed for par, hvor

ikke begge parter er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark

eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. Opgaven med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne foreslås for

disse par således flyttet fra kommunerne. Kommunernes udgifter til prøvelsen har, for så vidt angår par, hvor

ingen af parterne har bopæl i Danmark, været dækket af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter

§ 13, stk. 3, i ægteskabsloven. For øvrige par har kommunerne selv afholdt omkostningerne. Det estimeres,

at prøvelsen af ægteskabsbetingelser for 4.500 par årligt, der efter den gældende § 13, stk. 3, i

ægteskabsloven ikke skal betale gebyr, med forslaget vil blive flyttet fra kommunerne til den specialiserede

enhed. Dette svarer til en kommunal mindreudgift på 3,9 mio. kr. årligt (2018-pl).

Efter den foreslåede gebyrbestemmelse vil kommunerne til gengæld ikke længere kunne opkræve gebyr til

dækning af udgifterne ved prøvelse af ægteskabsbetingelserne for par, hvor begge parter er danske eller

nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark,

men hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark. Det estimeres, at der er tale om 200 par årligt, hvilket

svarer til en kommunal merudgift på 0,2 mio. kr. årligt (2018-pl).

Idet kommunerne som borgerlig vielsesmyndighed efter ægteskabsloven vil modtage prøvelsesattesterne for

de par, der vil giftes i kommunen, elektronisk, vil der ikke være administrative konsekvenser af betydning

for kommunerne ved flytningen af prøvelsesopgaven til den specialiserede enhed.

Det foreslås med lovforslagets ændringer af § 22 a i ægteskabsloven, at kommunen som borgerlig

vielsesmyndighed skal indberette tilfælde, hvor gennemførelse af en vielse er afslået under henvisning til, at

der er tale om et proformaægteskab i strid med den foreslåede § 8 a i ægteskabsloven, eller fordi parterne

ikke har lovligt ophold i Danmark, jf. § 11 a i ægteskabsloven. Der forventes at være tale om et meget lille

antal sager, hvor der skal foretages indberetning, og da kommunernes forpligtelse til at foretage indberetning

til Udlændingestyrelsen efter den gældende § 22 a i ægteskabsloven samtidigt bortfalder, findes denne del af

lovforslaget ikke at medføre hverken økonomiske eller administrative negative konsekvenser for

kommunerne.

De kommunaløkonomiske konsekvenser fastlægges først endeligt efter DUT-forhandling med de

kommunale parter.

Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for regionerne.

Forslaget følger principperne om digitaliseringsklar lovgivning, idet der dog tages højde for, at afgørelsen af,

hvorvidt der er tale om et proformaægteskab i strid med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i

ægteskabsloven, nødvendiggør et skøn. Ansøgning til Statsforvaltningen om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne efter den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven er således

omfattet af kravene om anvendelse af digital selvbetjening i § 58 d i ægteskabsloven, jf. lovforslagets § 1, nr.

17. Endvidere indeholder den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 19, stk. 1, 4. pkt., i ægteskabsloven

bestemmelse om, at Statsforvaltningen som udgangspunkt skal anvende en sikker digital postløsning ved

fremsendelse af en prøvelsesattest til vielsesmyndigheden.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen direkte økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget forventes at medføre indirekte økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af meget begrænset

karakter, idet den i lovforslaget foreslåede indsats mod proformaægteskaber vil kunne afholde et mindre

antal udenlandske par fra at søge at blive gift i Danmark. Dette forventes at have negative afledte

økonomiske konsekvenser for bl.a. hotel- og restaurationsbranchen i de enkelte kommuner, der har en

betydelig bryllupsturisme.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Med lovforslaget foreslås, at en specialiseret enhed foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne for par,

hvor begge parter ikke er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse eller

ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten. Placeringen af behandlingen af disse sager hos

Statsforvaltningen betyder, at de omfattede par skal indgive deres ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne til enheden fremfor til kommunen som prøvelsesmyndighed. Enheden vil, såfremt

parret opfylder ægteskabsbetingelserne, sende prøvelsesattesten elektronisk til den kommune, som parret

ønsker at blive gift i, hvorfor flytningen af prøvelseskompetencen ikke medfører administrative

konsekvenser for borgerne.

Det foreslås med lovforslaget, at det bliver en betingelse for at indgå ægteskab i Danmark, at der ikke er tale

om et proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i

Schweiz. Dette skal påses af enheden i forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne. Prøvelsen skal

som udgangspunkt foregå på skriftligt grundlag, men hvis der er mistanke om proformaægteskab, eller at

parret anvender falske dokumenter, skal enheden, hvis mistanken ikke kan afklares på skriftligt grundlag,

indkalde parret til en samtale. Nogle par vil i forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne blive

mødt af større dokumentationskrav end efter gældende ret med henblik på at godtgøre, at deres forhold er

reelt. Dette gælder særligt par, der ikke er bosiddende i Danmark, og hvor det derfor ikke er muligt at

anvende oplysninger fra CPR.

Det er hensigten, at enheden skal have udstedt en prøvelsesattest inden for fem arbejdsdage efter

modtagelsen af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, hvis parterne har fremsendt de

nødvendige dokumenter med ansøgningen, og der ikke er mistanke om proformaægteskab eller brug af

falske dokumenter. I øvrige tilfælde er det hensigten, at enheden skal have visiteret sagen til videre

behandling inden for fem arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen.

Hvis muligt skal enheden træffe afgørelse om, hvorvidt der kan udstedes en prøvelsesattest i umiddelbar

forlængelse af samtalen med henblik på, at et udenlandsk par kan blive viet i forbindelse med samme rejse til

Danmark.

Der foreligger ikke oplysninger om kommunernes sagsbehandlingstid i sager om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, men den vurderes at variere betydeligt kommunerne imellem. Forslaget vil ikke

betyde en væsentlig forlængelse af sagsbehandlingstiden for de fleste par.

Det foreslås med lovforslaget, at enheden kan videregive oplysninger om parter til Udlændingestyrelsen,

Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet i sager, hvor enheden har afslået parternes

ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne med henvisning til, at der var tale om et

proformaægteskab i strid med den foreslåede § 8 a i ægteskabsloven, eller at parterne ikke havde lovligt

ophold i Danmark efter § 11 a i ægteskabsloven. Det foreslås endvidere, at enheden kan foretage

videregivelse af oplysninger til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration

og politiet, i sager, hvor den borgerlige vielsesmyndighed har afvist at foretage vielsen af disse grunde. For

så vidt angår de persondataretlige overvejelser i denne henseende henvises til de specielle bemærkninger til §

1, nr. 13.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. juni 2018 til den 3. august 2018 været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,

Anerkendte og godkendte trossamfund, Ankestyrelsen, Byretterne, Centralorganisationernes Fællesudvalg

(CFU), Danes Worldwide, Danish Biometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Provsteforening,

Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureauforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Flygtningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Datatilsynet,

Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Danske Præsteforening, Den katolske Kirke i

Danmark, Det grønlandske departement for sociale anliggender og justitsvæsenet, Det Kriminalpræventive

Råd, DIGNITY

–

Dansk Institut Mod Tortur, Dokumentations- og Rådgivningscentret om

Racediskrimination, Domstolsstyrelsen, Finansrådet, Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening i

Danmark, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige,

Foreningen af DJØF’ere i Statsforvaltningen,

Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltningen, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes

Landsstyre, HK/Danmark, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital,

Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder, Kirkernes Integrationstjeneste, KL, Knud Vilby

(på vegne af Fredsfonden), Københavns Byret, Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater, Landsorganisationen af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvirke, Plums

Fond for fred, økologi og bæredygtighed (Tidl. Fredsfonden), PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Retten i Randers,

Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for

Etniske Minoriteter, SOS mod Racisme, Statsforvaltningen, Udlændingenævnet, UNHCR Regional

Representation for Northern Europe, Work-live-stay southern denmark, Ældresagen, Ægteskab uden

grænser, Aarhus Erhverv / International Community og 3F.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Mindreudgift for kommunerne på

3,9 mio. kr. årligt

Ingen

Negative

konsekvenser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Merudgift for kommunerne på 0,2

mio. kr. årligt

Ingen

Lokalt kan der forventes at være

negative økonomiske

konsekvenser af meget begrænset

omfang for virksomheder i

turismerelaterede brancher.

Ingen

Forslaget kan medføre, at nogle

par vil opleve øgede krav til

dokumentation af deres forhold i

forbindelse med prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne. Såfremt

der er mistanke om

proformaægteskab eller brug af

falske dokumenter, vil et par blive

indkaldt til samtale i forbindelse

med prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne.

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

[Er i strid med de principper for

implementering af erhvervsrettet

EU-regulering]/[Går videre end

minimumskrav i EU-regulering]

(sæt X)

Ingen

(Beskriv forholdet til EU-retten/anfør »Lovforslaget indeholder ingen

EU-retlige aspekter«)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ægteskabsloven indeholder en række betingelser for, at et par kan indgå ægteskab i Danmark. Disse fremgår

af §§ 2, 3, 6-10, 11 a og 11 b. At det afgørende formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i Danmark

eller i et andet EU-/EØS-land har ingen betydning for, hvorvidt ægteskabsbetingelserne er opfyldte.

Det foreslås, at det som § 8 a i ægteskabsloven indsættes som betingelse for at indgå ægteskab i Danmark, at

der ikke er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i

Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz. Det foreslås således indsat som ægteskabsbetingelse, at

der ikke er tale om et proformaægteskab med henblik på opnåelse af ret til ophold i de nævnte lande.

Overholdelsen af den foreslåede bestemmelse i § 8 a vil blive prøvet i forbindelse med prøvelsen af de

øvrige ægteskabsbetingelser forud for vielsen. Med den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i

ægteskabsloven foreslås, at Statsforvaltningen tillægges kompetencen til at prøve ægteskabsbetingelserne for

par, hvor begge parter ikke har dansk eller nordisk statsborgerskab, tidsubegrænset opholdstilladelse i

Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. Prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, herunder

forbuddet mod proformaægteskab, vil således i alle tilfælde, hvor der objektivt er en risiko for, at ægteskabet

indgås med henblik på at opnå ret til ophold, blive foretaget af Statsforvaltningen. For så vidt angår forslaget

om at placere kompetencen til at prøve ægteskabsbetingelserne i de nævnte situationer hos en specialiseret

enhed i Statsforvaltningen henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil samt til de

almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Der kan kun træffes afgørelse om, at ægteskabsbetingelsen i § 8 a ikke er opfyldt, hvis der foreligger et

sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet indgås med det i bestemmelsen beskrevne formål. En

formodning om, at der er tale om et proformaægteskab, vil således ikke være tilstrækkelig til at træffe

afgørelse om, at § 8 a ikke er opfyldt. Ønske om at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land

eller i Schweiz skal være det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet, for, at ægteskabsbetingelsen

ikke er opfyldt. Dette er i overensstemmelse med § 9, stk. 9, i udlændingeloven om nægtelse af

opholdstilladelse på baggrund af proformaægteskab.

Ved afgørelsen af, om der foreligger bestemte grunde for at antage, at der er tale om et proformaægteskab,

skal prøvelsesmyndigheden tage hensyn til samtlige forhold i sagen. Der vil for eksempel kunne inddrages

forhold som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at kommunikere på

samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes manglende eller begrænsede personlige

kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse samt parternes eventuelle tidligere ægteskaber. Det vil

også kunne indgå i vurderingen, om den part, der er EU-statsborger m.v., tidligere har været gift med en

tredjelandsstatsborger, og dette ægteskab er blevet opløst kort tid efter, at tredjelandsstatsborgeren har opnået

ret til ophold i EU efter reglerne familiesammenføring på grundlag af ægteskabet med EU-statsborgeren.

Der er tale om en samlet vurdering af sagen. Et ægteskab betragtes således ikke nødvendigvis som et

proformaægteskab, alene fordi der er stor aldersforskel mellem parterne, eller parret ikke har boet sammen.

Statsforvaltningen kan ved prøvelsen af, hvorvidt der er tale om et proformaægteskab, indhente skriftlige

oplysninger fra parterne. Hvis der er behov for oplysninger fra andre myndigheder, anmoder

Statsforvaltningen parret om at fremlægge dem. Det kan f.eks. være oplysninger om opholdstilladelser m.v.,

bopælsregistrering og tidligere ægteskaber. Det vil i mange tilfælde være muligt at konstatere på skriftligt

grundlag, at der ikke er tale om et proformaægteskab, f.eks. fordi parret kan dokumentere at have boet

sammen i en årrække, at de har fælles børn, eller har optaget større lån sammen.

Hvis det ikke kan afklares på skriftligt grundlag, om der er tale om et proformaægteskab, eller om parret

anvender falske dokumenter skal prøvelsesmyndigheden indkalde parret til en samtale som led i prøvelsen.

Der henvises i denne forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Hvis vielsesmyndigheden, uanset Statsforvaltningens prøvelse efter den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede

§ 13, stk. 3, i ægteskabsloven, finder, at der er tale om et proformaægteskab i strid med den foreslåede § 8 a i

ægteskabsloven, skal vielsesmyndigheden efter § 19, stk. 3, i ægteskabsloven afvise at foretage vielsen.

Tilsvarende gælder i andre situationer, hvor vielsesmyndigheden finder, at der er andre af

ægteskabsbetingelserne, der ikke er opfyldte. Bestemmelsen medfører ikke en forpligtelse for

vielsesmyndigheden til at foretage en undersøgelse af, hvorvidt der er tale om et proformaægteskab i strid

med § 8 a i ægteskabsloven, men alene en forpligtigelse til at reagere, hvis vielsesmyndigheden bliver

opmærksom på, at der er tale om et proformaægteskab, f.eks. fordi parterne ved vielsen ikke kender

hinanden.

Efter den i lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede § 22 a, stk. 2, i ægteskabsloven skal den borgerlige

vielsesmyndighed, dvs. kommunen, foretage indberetning til Statsforvaltningen, hvis vielse efter § 19, stk. 3,

afslås med henvisning til, at der er tale om et proformaægteskab i strid med den foreslåede § 8 a, eller parret

ikke opfylder kravene i § 11 a i ægteskabsloven om lovligt ophold i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i ønsket om at stoppe muligheden for, at personer, der ikke er

statsborgere i en EU-/EØS-stat (tredjelandsstatsborgere), kan ansøge om familiesammenføring på baggrund

af et dansk proformaægteskab og dermed opnå ret til ophold i EU.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.2. og 3.1.3.

Til nr. 2

Det fremgår af § 11 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at det er en betingelse for indgåelse af ægteskab, at begge

parter har enten dansk indfødsret eller lovligt ophold i Danmark efter visse bestemmelser i udlændingeloven.

Lovligt ophold skal således hvile på ret til ophold efter udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2, eller § 6

eller en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n.

Det foreslås, at § 11 a, stk. 1, ændres således, at henvisningen til, at kravet om lovligt ophold kan opfyldes

ved ophold efter § 5, stk. 2, i udlændingeloven, udgår.

Muligheden efter ægteskabsloven for at give dispensation fra alderskravet på 18 år for indgåelse af ægteskab

blev ophævet med § 1, nr. 1, i lov nr. 81 af 24. januar 2017 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning, udlændingeloven og værgemålsloven (Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav

ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af udenlandske ægteskaber og forhøjelse af gebyret for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne). Det fremgår af § 5, stk. 2, i udlændingeloven, at udlændinge- og

integrationsministeren kan fastsætte regler om, at børn under 18 år, der har fast ophold hos en

forældremyndighedsindehaver i Danmark, er fritaget for opholdstilladelse. Idet § 5, stk. 2, i udlændingeloven

alene omhandler børn under 18 år, og da børn under 18 år med vedtagelsen af lov nr. 81 af 24. januar 2017

ikke kan indgå ægteskab, er henvisningen i § 11 a, stk. 1, i ægteskabsloven til § 5, stk. 2, i udlændingeloven

uden indhold. Det foreslås derfor, at henvisningen udgår.

Til nr. 3

Det fremgår af § 11 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at det er en betingelse for indgåelse af ægteskab, at begge

parter har enten dansk indfødsret eller lovligt ophold i Danmark efter visse bestemmelser i udlændingeloven.

Lovligt ophold skal således hvile på ret til ophold efter udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2, eller § 6

eller en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n.

Det fremgår endvidere af § 11 b, 1. pkt. i ægteskabsloven, at i tilfælde, hvor en part ikke har dansk

indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§

7-9 f eller 9 i-9 n, og hvor den anden part har indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller

opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser i udlændingeloven, er det en betingelse for at indgå

ægteskabet, at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i

udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, stk. 2-14 og 30. Disse bestemmelser omhandler familiesammenføring på

baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de i § 11 b, 2. pkt., i

ægteskabsloven omtalte situationer.

Det foreslås, at henvisningerne i § 11 a, stk. 1, og § 11 b, 1. pkt., i ægteskabsloven til udlændingeloven

ændres, således at der tillige henvises til §§ 9 p og 9 q i udlændingeloven.

For så vidt angår § 11 a, stk. 1, i ægteskabsloven betyder den foreslåede ændring, at ægteskabsbetingelsen

om lovligt ophold i Danmark også kan være opfyldt, hvis opholdet hviler på udlændingelovens §§ 9 p eller 9

For så vidt angår § 11 b, 1. pkt., i ægteskabsloven betyder den foreslåede ændring, at såfremt den ene parts

ophold i Danmark, hviler på §§ 9 p eller 9 q i udlændingeloven, og den anden part ikke har indfødsret,

statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7-9 f eller 9 i-9 n i

udlændingeloven skal begge parter som udgangspunkt afgive en erklæring efter § 11 b, 1. pkt., i

ægteskabsloven.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med § 1, nr. 47, i lov nr. 1488 af 23. december 2014 om

ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om Det Centrale Personregister (Reform af

international rekruttering m.v.) blev indsat en ny bestemmelse som § 9 p i udlændingeloven. Bestemmelsen

omhandler opholdstilladelse til en udlænding, der ifølge Danmarks internationale forpligtelser er berettiget til

at arbejde i Danmark.

De foreslåede ændringer er endvidere begrundede i, at der med § 1, nr. 18, i lov nr. 317 af 25. april 2018 om

ændring af udlændingeloven og integrationsloven (Opholdstilladelse ved pensionering til tidligere ansatte

ved herværende internationale organisationer m.v.) blev indsat en ny bestemmelse som § 9 q i

udlændingeloven. Bestemmelsen omhandler opholdstilladelse til en udlænding, som er fyldt 60 år, som er

gået på pension som følge af ansættelsesstedets fastsatte pensionsalder og ikke længere er erhvervsaktiv, og

som uafbrudt har boet lovligt her i landet i de sidste 12 år og i hele denne periode har haft opholdstilladelse

efter § 47, stk. 1, 1. pkt., i udlændingeloven som ansat ved en herværende international organisation, EU-

institution el.lign.

De foreslåede ændringer indebærer, at opholdstilladelse efter §§ 9 p og 9 q i udlændingeloven også betragtes

som en sådan form for lovligt ophold i ægteskabsloven, der kan danne grundlag for, at ægteskab kan indgås

her i landet, jf. ægteskabslovens § 11 a, stk.1. Endvidere indebærer de foreslåede ændringer, at

opholdstilladelse efter §§ 9 p og 9 q udlændingeloven medfører, at § 11 b, 1. pkt., i ægteskabsloven om

afgivelse af erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, stk. 2-

14 og 30, finder anvendelse.

Til nr. 4

Det fremgår af § 13, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven, at prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af

formanden for kommunalbestyrelsen. I kommuner med magistratstyre eller styreform med administrativ

ledelse fremgår det af § 13, stk. 1, 2. pkt., at prøvelsen i overensstemmelse med kommunens

styrelsesvedtægt kan foretages af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand. Det er således

kommunen, der er tillagt kompetence til at foretage prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Det foreslås med ændringen af § 13, stk. 1, 1. pkt. i ægteskabsloven, at kompetencen til at prøve

ægteskabsbetingelserne er tillagt kommunen, medmindre prøvelsen i den konkrete sag er omfattet af den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, hvorefter

prøvelsen af ægteskabsbetingelser samles i en specialiseret enhed i Statsforvaltningen for sager, hvor begge

parter ikke har dansk statsborgerskab, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset

opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne, og der dermed kan være

risiko for proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold.

Såfremt kommunen er i tvivl om, hvorvidt kommunen har kompetence til at behandle en sag, f.eks. fordi der

er tvivl om, hvorvidt en part har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset

ophold i Danmark efter EU-retten, skal kommunen rette henvendelse til den specialiserede enhed i

Statsforvaltningen, der vil yde hjælp og vejledning til afklaring af spørgsmålet.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og

3.2.3.

Til nr. 5

Det fremgår af § 13, stk. 2, i ægteskabsloven, at prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages på det sted,

dvs. i den kommune, hvor en af parterne bor. Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, foretages

prøvelsen på det sted, dvs. i den kommune, hvor en af parterne opholder sig.

Det foreslås, at det som

§ 13, stk. 2, 3. pkt.,

i ægteskabsloven indsættes, at bestemmelserne i § 13, stk. 2, om

den stedlige kompetence til at prøve ægteskabsbetingelserne ikke finder anvendelse, hvis den konkrete sag er

omfattet af den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, hvorefter

prøvelsen af ægteskabsbetingelser samles i én specialiseret enhed i Statsforvaltningen, for sager, hvor begge

parter ikke har dansk statsborgerskab, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset

opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne, og der dermed kan være

risiko for proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold. Der er i sager omfattet af § 13, stk. 3,

således ikke behov for at regulere den stedlige kompetence til at foretage prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og

3.2.3.

Til nr. 6

Det fremgår af § 13, stk. 1, i ægteskabsloven, at kompetencen til at foretage prøvelse af

ægteskabsbetingelserne er tillagt formanden for kommunalbestyrelsen, henholdsvis et magistratsmedlem

eller en udvalgsformand i kommuner med magistratstyre eller delt administrativ ledelse. Det er i praksis den

kommunale forvaltning, der foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne.

Bestemmelsen finder også anvendelse for par, der ikke har bopæl i Danmark. Den stedlige kompetence, dvs.

hvilken kommune der foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, er reguleret i § 13, stk. 2, i

ægteskabsloven. Hvis ægteskabsbetingelserne er opfyldte, udsteder kommunen en prøvelsesattest efter § 19,

stk. 1, i ægteskabsloven, hvorefter parret kan blive gift.

Det foreslås med indsættelsen af en ny bestemmelse som § 13, stk. 3, i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen

tillægges kompetencen til at foretage prøvelsen af ægteskabsbetingelserne for par, hvor ikke begge parter har

dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark

eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne. Tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark

kan meddeles, hvis betingelserne i udlændingelovens § 11 er opfyldt. Udlændinge, der er omfattet af EU-

reglerne om fri bevægelighed, har som udgangspunkt ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-

reglerne efter 5 års lovligt uafbrudt ophold her i landet, jf. § 19 i bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011 om

ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-

opholdsbekendtgørelsen). Statsforvaltningens prøvelseskompetence er afgrænset til denne personkreds med

henblik på at sikre, at Statsforvaltningen behandler alle sager, hvor der er en risiko for proformaægteskaber,

og at der ikke åbnes op for omgåelse. Der henvises i denne forbindelse til de almindelige bemærkninger,

punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Med bestemmelsen flyttes prøvelsen af ægteskabsbetingelserne for de nævnte par fra kommunen til

Statsforvaltningen. Det er således Statsforvaltningen, der for de omfattede par skal udstede en prøvelsesattest

efter § 19 i ægteskabsloven, for at parret kan blive gift. Prøvelsesopgaven skal i Statsforvaltningen varetages

af en specialiseret enhed, der har de nødvendige og specialiserede kompetencer inden for

ægthedsvurderingen af dokumenter og undersøgelse af proformaægteskaber. Der henvises i denne

forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Statsforvaltningen kan inden for rammerne af ægteskabsloven tilrettelægge prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne for de omfattede par, herunder tage de nødvendige hensyn til at par omfattet af

Statsforvaltningens kompetence typisk ikke vil have bopæl i Danmark. Det er forudsat, at Statsforvaltningen

tilrettelægger prøvelsen, så det bliver så enkelt, hurtigt og smidigt som muligt, samtidigt med at

Statsforvaltningen sikrer, at ægteskabsbetingelserne er opfyldte, herunder at der ikke er tale om et

proformaægteskab, og at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.

Det er endvidere forudsat, at sagerne i de fleste tilfælde kan afgøres på skriftligt grundlag. Foreligger der en

mistanke om proformaægteskab, hvorved ægteskabsbetingelsen i den med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede

§ 8 a ikke er opfyldt, eller om at parret anvender falske dokumenter, skal Statsforvaltningen indkalde parret

til en samtale og eventuel ægthedsvurdering af parrets dokumenter, inden Statsforvaltningen træffer

afgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis Statsforvaltningen på skriftligt grundlag kan konstatere, at en eller

flere ægteskabsbetingelser ikke er opfyldte, og at der derfor uden en samtale kan træffes afgørelse om, at der

ikke kan udstedes en prøvelsesattest, hvorved parret ikke kan blive viet i Danmark.

Statsforvaltningen skal for de par, der omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, foretage

prøvelsen af alle betingelser for at indgå ægteskab efter kapitel 1 i ægteskabsloven. Dette indebærer også, at

Statsforvaltningen skal tage stilling til, om der kan gives dispensation fra ægteskabsbetingelserne efter de i

kapitel 1 i ægteskabsloven anførte bestemmelser herom. Statsforvaltningen kan således efter § 4 i

ægteskabsloven give tilladelse til, at en person under værgemål efter §§ 5 eller 6 i værgemålsloven kan indgå

ægteskab, uanset at værgen nægter at give samtykke hertil efter § 3 i ægteskabsloven. Statsforvaltningen kan

endvidere efter § 10, stk. 2, give tilladelse til, at ægteskabsbetingelsen i § 10, stk. 1, om afslutning af skifte

fraviges. Endelig kan Statsforvaltningen som prøvelsesmyndighed give tilladelse efter § 11 a, stk. 2, i

ægteskabsloven til, at kravet i § 11 a, stk. 1, om dansk indfødsret eller lovligt ophold fraviges, hvis ganske

særlige omstændigheder taler derfor.

Såfremt Statsforvaltningen finder, at ægteskabsbetingelserne i kapitel 1 i ægteskabsloven er opfyldte, skal

Statsforvaltningen som prøvelsesmyndighed i lighed med kommunen som prøvelsesmyndighed udstede en

prøvelsesattest efter § 19, stk. 1, i ægteskabsloven. Det foreslås med den i lovforslagets § 1, nr. 11,

foreslåede § 19, stk. 1, 4. pkt., at Statsforvaltningen skal sende prøvelsesattesten og relevante dokumenter

digitalt til vielsesmyndigheden i den kommune, hvor det pågældende par ønsker at blive gift. Der henvises til

denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Børne- og socialministeren har efter § 58 b, stk. 2, i ægteskabsloven hjemmel til at fastsætte regler om

behandlingen af sager efter kapitel 1 i ægteskabsloven. Bemyndigelsen er udnyttet til udstedelse af

bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december 2017 om indgåelse af ægteskab. Regler udstedt i medfør af § 58 b,

stk. 2, vil også finde anvendelse for Statsforvaltningens behandling af sager om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne efter den foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Såfremt det samtidigt fremsatte forslag til Familieretshusloven vedtages, hvorved Statsforvaltningen

nedlægges pr. 1. april 2019, er det intentionen, at opgaven med prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal

varetages af det i forslag til Familieretshusloven foreslåede Familieretshus. Opgaven vil fortsat skulle

varetages af en specialiseret enhed i denne myndighed. Overførslen af prøvelsesopgaven fra

Statsforvaltningen til Familieretshuset vil blive gennemført ved et særskilt lovforslag.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.2.2. og 3.2.3.

Til nr. 7

Efter § 13, stk. 3, i ægteskabsloven skal par, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, betale et gebyr for

prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Gebyret betales ved indgivelse af anmodningen om prøvelse. Gebyret

reguleres en gang årligt den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks og afrundes til nærmeste med ti

delelige beløb i kroner. Gebyret udgør 870 kr. i 2018.

Det foreslås, at § 13, stk. 3, i ægteskabsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 6, bliver stk. 4, ændres således,

at der betales et gebyr for indgivelse af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne i sager, der er

omfattede af den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven, hvorefter prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne for visse par med relation til udlandet foretages af Statsforvaltningen.

Det foreslås endvidere, at gebyrets størrelse fastsættes og reguleres af børne- og socialministeren, således at

det svarer til omkostningerne ved Statsforvaltningens behandling af ansøgninger om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne. Endelig foreslås det, at børne- og socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler

om betaling af gebyret.

Med den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 4, 1. pkt., skal der fortsat betales et gebyr for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne for visse par med relation til udlandet. Af hensyn til at opnå et hensigtsmæssigt og

administrerbart system foreslås det, at afgrænsningen af personkredsen, der skal betale gebyr, følger

afgrænsningen af, hvilke sager der skal behandles af Statsforvaltningen efter den i lovforslagets § 1, nr. 6,

foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven. I overensstemmelse med denne bestemmelse er det således par,

hvor ikke begge parter har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset

opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne, der efter den

foreslåede § 13, stk. 4, skal betale et gebyr.

Dette betyder, at bl.a. par bestående af to danske statsborgere, der er bosat i udlandet, der efter gældende ret

skal betale et gebyr for prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, efter den foreslåede bestemmelse ikke skal

betale gebyr, da de ikke foreslås at være omfattet af Statsforvaltningens kompetence efter den i lovforslagets

§ 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3. Tilsvarende gælder to statsborgere fra de øvrige nordiske lande, som ikke er

bosat i Danmark.

Omvendt betyder den foreslåede bestemmelse, at et par bosiddende i Danmark, som ikke begge har dansk

indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne, efter den foreslåede bestemmelse skal betale et gebyr,

hvilket ikke er tilfældet efter gældende ret. Tilsvarende gør sig gældende for et par, hvor den ene er bosat i

Danmark og har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset

opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne, mens dette ikke gør sig

gældende for den anden.

Gebyret for indgivelse af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne omfattet af § 13, stk. 3, skal

betales ved indgivelsen af ansøgningen. Hvis gebyret ikke betales samtidigt med indgivelsen af ansøgningen,

kan Statsforvaltningen afvise ansøgningen. I praksis vil Statsforvaltningen normalt rette henvendelse om

betaling af gebyret til ansøgerne. Hvis parret fortsat ikke betaler gebyret, afviser Statsforvaltningen at

behandle ansøgningen.

Det foreslås med § 13, stk. 4, 2. og 3. pkt., at gebyret fastsættes af børne- og socialministeren, således at det

dækker omkostningerne ved Statsforvaltningens sagsbehandling. Der er således tale om et ikke-fiskalt gebyr.

Den foreslåede bestemmelse svarer til reguleringen af gebyret for indgivelse af anmodning om separation

eller skilsmisse efter § 39 i ægteskabsloven.

Omkostningerne til Statsforvaltningens sagsbehandling vil blive beregnet i henhold til Budgetvejledning

2016 (punkt 2.3.1). Størrelsen af gebyret og ændringer heri offentliggøres i den af Børne- og

Socialministeriet udstedte årlige vejledning om regulering af visse satser m.v. på Børne- og

Socialministeriets område.

Det foreslås endelig med § 13, stk. 4, 4. pkt., at børne- og socialministeren gives bemyndigelse til at fastsætte

regler om betaling af gebyret. Der vil således kunne fastsættes praktiske regler om, hvordan gebyret skal

betales.

Den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 4, om gebyr suppleres af bestemmelserne i § 13, stk. 4, i

ægteskabsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 6, bliver stk. 5, om mulighederne for, at børne- og

socialministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er

nødvendige i forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne samt til medvirken af tolk i forbindelse

med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Sidstnævnte bestemmelse foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr.

8, hvortil henvises.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Til nr. 8

Det fremgår af § 13, stk. 4, 2. pkt., i ægteskabsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 6, bliver stk. 5, 2. pkt., at

børne- og socialministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse

med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark.

Bemyndigelsen er udnyttet til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december 2017 om indgåelse af

ægteskab. Det fremgår af § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen, at prøvelsesmyndigheden kan tilkalde en tolk, der er

uddannet translatør el.lign., hvis der i forbindelse med prøvelsen er behov for tolkning, og at udgiften hertil

afholdes af parterne, hvis ingen af dem har bopæl i Danmark, dog ikke hvis de er nordiske statsborgere. Det

fremgår endvidere af bestemmelsen, at prøvelsesmyndigheden kan bestemme, at parterne skal stille

sikkerhed for betalingen af udgifterne til translatøren.

Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden tolkebistand, f.eks. fordi

prøvelsesmyndighedens medarbejdere behersker det fremmede sprog, er det ikke nødvendigt at tilkalde en

tolk.

Det bemærkes, at det følger af artikel 2, stk. 1, i nordisk konvention af 17. juni 1981 om nordiske

statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 10. marts

1987, Lovtidende C, at en nordisk borger skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse til myndigheder

i et andet nordisk land. Prøvelsesmyndigheden kan derfor ikke kræve, at nordiske borgere afholder udgifter

til tolkning.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 13, stk. 4, 2. pkt., i ægteskabsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 6,

foreslås at blive § 13, stk. 5, 2. pkt., udvides, således at børne- og socialministeren også kan fastsætte regler

om betaling for tolkning i forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, hvis prøvelsen foretages af

Statsforvaltningen efter den med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Med ændringen udvides forpligtelsen til at betale for tolkning i forbindelse med prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne således, at også par, hvor begge parter ikke er danske eller nordiske statsborgere

eller har tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne,

skal betale for tolkning. Statsforvaltningen vil således have mulighed for i alle prøvelsessager efter den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, at opkræve betaling for tolkning. Bestemmelsen vil være

relevant for Statsforvaltningens brug af tolkning i forbindelse med samtale til undersøgelse af, hvorvidt der

er tale om et proformaægteskab.

Det foreslås, at muligheden for, at kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, i ægteskabsloven

kan opkræve betaling for tolkning fra par, der ikke har bopæl i Danmark, men som heller ikke er omfattet af

Statsforvaltningens kompetence efter den foreslåede § 13, stk. 3, videreføres uændret. Det drejer sig f.eks. og

to danske statsborgere, der ikke bor i Danmark.

Bemyndigelsen påtænkes udnyttet på samme måde som efter gældende ret, således at der fastsættes regler

om, at det er prøvelsesmyndigheden, der beslutter, om der er behov for tolkning. Endvidere påtænkes der

ligeledes i overensstemmelse med gældende ret fastsat bestemmelser om, at prøvelsesmyndigheden kan

bestemme, at parterne skal stille sikkerhed for betalingen.

Med den foreslåede ændring supplerer § 13, stk. 5, 2. pkt., den gældende bemyndigelse i § 13, stk. 4, 1. pkt.,

i ægteskabsloven, der med lovforslagets § 1, nr. 6, bliver stk. 5, 1. pkt. Efter denne bestemmelse kan børne-

og socialministeren fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige

i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at staten ikke bør afholde udgifterne til tolkning for par, der ønsker at

blive gift i Danmark, og hvor begge parter ikke har indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske

lande, tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Til nr. 9

Det fremgår af § 18, stk. 1, 2. pkt., i ægteskabsloven, at borgerlig vielse foretages af de

prøvelsesmyndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, i ægteskabsloven, dvs. af kommunalbestyrelsens formand,

et magistratsmedlem eller en udvalgsformand afhængig af styreformen i den pågældende kommune. Det

fremgår videre af § 18, stk. 2, i ægteskabsloven, at prøvelsesmyndigheden kan bemyndige en eller flere

personer til på sit ansvar at foretage vielser.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 18, stk. 2, ændres, således at det alene er prøvelsesmyndigheden efter § 13,

stk. 1, der kan bemyndige en eller flere personer til på sit ansvar at foretage vielser. Der er således tale om en

videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede ændring er begrundet i behovet for at præcisere, at adgangen til at delegere

vielseskompetencen, alene gælder kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, da det med den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven foreslås, at Statsforvaltningen er

prøvelsesmyndighed i visse sager. Kompetencen til at foretage borgerlige vielser foreslås dermed uændret

varetaget udelukkende af kommunen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Til nr. 10

Det fremgår af § 19, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven, at vielse ikke må foretages, før en af de myndigheder,

der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldte.

Det foreslås, at § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at det tilføjes, at vielse ikke må foretages, før en af de

myndigheder, der er i nævnt i § 13, stk. 1 eller 3, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldte.

Det foreslås med den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven, at kompetencen til at

foretage prøvelse af ægteskabsbetingelserne i visse sager tillægges Statsforvaltningen. Det vil i disse sager

ikke være kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, men derimod Statsforvaltningen som

prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 3, der skal have udstedt en prøvelsesattest, førend vielsen kan foretages.

Dette forhold skal afspejles i bestemmelsen i § 19, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven.

For så vidt angår fremsendelsen af prøvelsesattesten til den myndighed, der foretager vielsen, henvises til

lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.2. og 3.2.3.

Til nr. 11

Det fremgår af § 19, stk. 1, i ægteskabsloven, at vielse ikke må foretages, før en af de myndigheder, der er

nævnt i § 13, stk. 1, dvs. kommunen, ved en såkaldt prøvelsesattest har attesteret, at ægteskabsbetingelserne

er opfyldte. Det fremgår videre af bestemmelsen, at prøvelsesattesten har gyldighed i 4 måneder, dog kun

indtil det tidspunkt hvor parternes lovlige ophold i Danmark eventuelt ophører.

Det fremgår af § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december 2017 om indgåelse af ægteskab, der er

udstedt med hjemmel i § 58 b, stk. 2, i ægteskabsloven, at hvis vielsen skal foretages af en anden myndighed

end den myndighed, der har foretaget prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, udleveres attesten til parterne,

der afleverer attesten til vielsesmyndigheden. Bestemmelsen har navnligt betydning, når et par ønsker at

blive viet kirkeligt.

Det foreslås, at der som 4. og 5. pkt. indsættes bestemmelser i § 19, stk. 1, om, at prøvelsesmyndigheden

efter § 13, stk. 3, dvs. Statsforvaltningen, skal sende prøvelsesattesten samt relevante dokumenter, herunder

dokumentation for parternes identitet, med en sikker digital postløsning til den myndighed, der efter § 15 i

ægteskabsloven foretager vielsen. Det foreslås videre, at hvis det ikke er muligt at anvende en sikker digital

postløsning, skal Statsforvaltningen som prøvelsesmyndighed fremsende dokumenterne med post.

Den foreslåede bestemmelse regulerer alene sagsgangen vedrørende prøvelsesattesten i sager, der er omfattet

af Statsforvaltningens kompetence som prøvelsesmyndighed efter den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede §

13, stk. 3, i ægteskabsloven. Dette betyder, at bestemmelsen alene finder anvendelse i sager, hvor begge

parter ikke er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne. For øvrige par, hvor prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne foretages af kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, i ægteskabsloven

foreslås der ingen ændringer.

Det foreslås med bestemmelsen, at når Statsforvaltningen har konstateret, at ægteskabsbetingelserne efter

kapitel 1 i ægteskabsloven er opfyldte, skal Statsforvaltningen udstede en prøvelsesattest. Statsforvaltningen

skal sende attesten digitalt til den myndighed, der skal foretage vielsen, dvs. til kommunen, folkekirken eller

et anerkendt trossamfund.

Prøvelsesattesten skal vedlægges relevante dokumenter. Det drejer sig om de dokumenter eller kopier af

dokumenter, som parret har indsendt som dokumentation for deres identitet og lovlige ophold i Danmark.

Begrundelsen for dette er, at den myndighed, der foretager vielsen, skal have mulighed for at sikre sig, at det

par, der møder op for at blive gift, er det samme par, som prøvelsesattesten vedrører. Dermed forhindres

misbrug og omgåelse af forbuddet mod proformaægteskaber.

Efter § 19, stk. 3, i ægteskabsloven, der ikke foreslås ændret med dette lovforslag, må vielsesmyndigheden

aldrig foretage vielsen, hvis myndigheden er bekendt med, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldte,

herunder bl.a. at parret ikke har lovligt ophold i Danmark.

Statsforvaltningen skal anvende en sikker digital postløsning til fremsendelsen af prøvelsesattesten og de

relevante medfølgende dokumenter til vielsesmyndigheden. Dette skyldes, at prøvelsesattesten og

medfølgende dokumenter indeholder personoplysninger, der ikke bør videresendes ved brug af en usikker

forbindelse. Såfremt vielsesmyndigheden ikke har adgang til en sikker digital postløsning, skal

Statsforvaltningen fremsende prøvelsesattesten m.v. med almindelig brevpost.

Statsforvaltningen må ikke sende prøvelsesattesten til parret. Statsforvaltningen skal derimod fremsende en

bekræftelse til parret af, at der er truffet afgørelse om, at betingelserne for at indgå ægteskab er opfyldte, og

at Statsforvaltningen på baggrund heraf har udstedt en prøvelsesattest.

Par, der er omfattede af Statsforvaltningens foreslåede kompetence efter den i lovforslagets § 1, nr. 6,

foreslåede § 13, stk. 3, kan ved indgivelse af ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne angive,

hvilken myndighed der skal forestå vielsen. Hvis parret ikke har angivet dette i ansøgningen, skal

Statsforvaltningen anmode parret om at oplyse det i forbindelse med, at Statsforvaltningen skal udstede

prøvelsesattesten.

Hvis parret ændrer deres ønske om, hvilken myndighed der skal foretage vielsen efter, at Statsforvaltningen

har udstedt prøvelsesattesten og fremsendt den til denne vielsesmyndighed, skal parret rette henvendelse til

Statsforvaltningen. Statsforvaltningen skal herefter sende prøvelsesattesten m.v. til den myndighed, som

parret har valgt, og samtidigt orientere den myndighed, der tidligere har fået fremsendt prøvelsesattesten, om

ændringen.

De foreslåede bestemmelser er begrundet i behovet for at regulere sagsgangen, når det med den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven foreslås, at Statsforvaltningen tillægges

kompetencen til at prøve ægteskabsbetingelserne i visse sager. Dette forslag betyder, at i de sager, hvor

Statsforvaltningen er prøvelsesmyndighed, varetages opgaven som prøvelsesmyndigheden og borgerlig

vielsesmyndighed ikke længere af den samme myndighed. Såfremt den af Statsforvaltningen udstedte

prøvelsesattest fremsendes til parterne selv med henblik på, at parterne videregiver attesten til

vielsesmyndigheden, vil der være risiko for misbrug og omgåelse af forbuddet mod proformaægteskaber. Det

findes derfor nødvendigt, at Statsforvaltningen fremsender prøvelsesattesten og kopi af identitetsdokumenter

m.v. direkte til vielsesmyndigheden.

Til nr. 12

Gyldigheden af vielser er reguleret i § 21 i ægteskabsloven. Det fremgår af § 21, stk. 1, at en vielse kun er

gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af

bestemmelsen i § 20, stk. 2, om vielsesritualet. Det fremgår videre af bestemmelsen, at en vielse kun er

gyldig, hvis begge parter ved vielsen var fyldt 18 år. Er en af betingelserne i § 21, stk. 1, ikke opfyldt, er

vielsen ugyldig, hvilket betyder, at parterne ikke anses for ægtefæller. Dog kan Ankestyrelsen efter § 21, stk.

1, godkende en sådan vielse som gyldig, hvis særlige grunde taler herfor.

Det foreslås, at det indsættes som ugyldighedsgrund i § 21, stk. 1, 2. pkt., i ægteskabsloven, at der er tale om

et proformaægteskab i strid med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i ægteskabsloven.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at såfremt der er tale om et proformaægteskab i strid med den

foreslåede § 8 a, vil vielsen være ugyldig, og parterne anses ikke for ægtefæller.

Muligheden efter § 21, stk. 2, for at Ankestyrelsen kan godkende en vielse som gyldig, foreslås også at finde

anvendelse for vielser, der er ugyldige som følge af, at der er tale om et proformaægteskab i strid med den

foreslåede § 8 a. Muligheden for efterfølgende godkendelse af en vielse som gyldig skal anvendes kun, hvis

særlige grunde taler herfor. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis parterne efter indgåelsen af

proformaægteskabet har etableret et egentligt samliv, således at der ikke længere er tale om et

proformaægteskab, og dette samliv har været opretholdt i en længere årrække.

Den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt., er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a

foreslås, at der ikke kan indgås et proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold. Hvis det forhold,

at der er tale om et proformaægteskab, først opdages efter vielsen, bør ægteskabet ikke være gyldigt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.2. og 3.1.3.

Til nr. 13

Det fremgår af § 22 a i ægteskabsloven, at prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 1, i ægteskabsloven og den

borgerlige vielsesmyndighed skal indberette tilfælde, hvor der kan være grund til at antage, at det afgørende

formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Der er

således tale om en indberetningspligt i tilfælde, hvor der er grund til at antage, at der er tale om et

proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold i Danmark.

Indberetningen skal ske til Udlændingestyrelsen. Indberetningen har til formål at give Udlændingestyrelsen

oplysninger, der kan anvendes ved Udlændingestyrelsens behandling af en eventuel senere ansøgning om

familiesammenføring på baggrund af proformaægteskabet.

Det foreslås, at § 22 a affattes således, at

stk. 1

indeholder hjemmel for Statsforvaltningen til som

prøvelsesmyndighed efter den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven at

videregive oplysninger om par, hvis ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne Statsforvaltningen har

afslået, fordi der er tale om et proformaægteskab i strid med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i

ægteskabsloven, eller fordi parterne ikke har lovligt ophold i Danmark, jf. § 11 a i ægteskabsloven.

Oplysningerne kan videregives til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og

Integration og politiet.

Det foreslås endvidere i stk. 1, at Statsforvaltningen kan videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen,

Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet, hvis der er foretaget en indberetning om

parterne efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a, stk. 2. Med § 22 a, stk. 2, foreslås det, at den borgerlige

vielsesmyndighed, jf. § 18, jf. § 13, stk. 1, i ægteskabsloven skal indberette tilfælde, hvor gennemførelse af

en vielse afslås under henvisning til de nævnte bestemmelser i §§ 8 a eller 11 a i ægteskabsloven.

Indberetningen skal ske til Statsforvaltningen. Der henvises til det nedenfor anførte om den foreslåede § 22

a, stk. 2.

Endelig foreslås det i stk. 1, at videregivelsen kun kan ske, når Statsforvaltningen vurderer, at oplysningerne

er nødvendige for den pågældende myndigheds varetagelse af opgaver efter udlændingelovgivningen og den

strafferetlige lovgivning.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det, at Statsforvaltningen foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne

for par, hvor ikke begge parter er danske eller nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset

opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne. Det er i disse

sager, at der er en risiko for proformaægteskaber i strid med den foreslåede § 8 a, og der kan opstå spørgsmål

om lovligt ophold efter § 11 a, herunder hvorvidt parrets dokumenter er ægte. Statsforvaltningen kan med

den foreslåede § 22 a videregive oplysninger om parter, hvis ansøgning Statsforvaltningen har afslået, fordi

der er tale om et proformaægteskab i strid med den foreslåede § 8 a, eller fordi en eller begge parter ikke har

eller på vielsestidspunktet ikke vil have lovligt ophold i Danmark, jf. § 11 a.

Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til videregivelse af oplysninger, men indeholder ikke en

indberetningspligt for Statsforvaltningen. Hvorvidt der skal ske videregivelse, vil bero på Statsforvaltningens

skønsmæssige vurdering af bl.a. oplysningernes karakter, parternes relation til Danmark og

Udlændingestyrelsens, Styrelsen for International Rekruttering og Integrations og/eller politiets behov for

oplysningerne. Videregivelse kan ske til politiet, Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International

Rekruttering og Integration med henblik på anvendelse af de videregivne oplysninger til formål, der er

knyttet til forebyggelse og hindring af proformaægteskaber, og af opnåelse af ret til ophold på baggrund af et

proformaægteskab. Videregivelse må endvidere ske med henblik på forebyggelse, hindring og efterforskning

af strafbare handlinger i forbindelse med indgåelse af proformaægteskab samt til formål, der er knyttet til

forebyggelse, hindring og efterforskning af personers ulovlige indrejse og ophold i Danmark, herunder ved

brug af falske dokumenter.

Statsforvaltningen skal oplyse parter om muligheden for videregivelse af oplysninger efter den foreslåede

bestemmelse i § 22 a, stk. 1, i forbindelse med, at parterne indgiver en ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne. Ved indgivelse af ansøgningen giver parterne samtykke til, at der kan ske

videregivelse. Dette vil fremgå af den digitale løsning eller blanketten til ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, som parterne skal anvende, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december

2017 om indgåelse af ægteskab.

Det foreslås med

stk. 2,

at den borgerlige vielsesmyndighed efter § 18 i ægteskabsloven skal indberette

tilfælde til Statsforvaltningen, hvor gennemførelse af en vielse afslås under henvisning til manglende

opfyldelse af ægteskabsbetingelserne i §§ 8 a eller 11 a.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at Statsforvaltningen modtager oplysninger om sager, hvor den

borgerlige vielsesmyndighed, dvs. kommunen, har afvist at foretage en vielse med henvisning til, at der er

tale om et proformaægteskab i strid med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i ægteskabsloven,

eller at parterne ikke har lovligt ophold, jf. § 11 a i ægteskabsloven, selvom Statsforvaltningen har prøvet

ægteskabsbetingelserne og meddelt parret tilladelse til at indgå ægteskab i Danmark. Bestemmelsen bygger

på, at vielsesmyndigheden efter § 19, stk. 3, i ægteskabsloven aldrig må foretage en vielse, hvis det er

myndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldte. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1,

og bemærkningerne hertil.

Hvis vielsen afvises, fordi den borgerlige vielsesmyndighed finder, at der er tale om et proformaægteskab,

skal vielsesmyndigheden alene indberette til Statsforvaltningen, at den har afvist at foretage en vielse, men

ikke årsagen hertil. Dette skyldes, at vielsesmyndigheden ellers skal videregive personoplysninger, som

Statsforvaltningen ikke har behov for. Hvis parret genfremsender anmodningen om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne til Statsforvaltningen, kan Statsforvaltningen med parrets samtykke indhente

oplysningerne om afvisningen fra vielsesmyndigheden. Afviser parret at give samtykke til, at

Statsforvaltningen indhenter oplysningerne, kan Statsforvaltningen tillægge det processuel skadevirkning og

afslå ansøgningen.

Afviser vielsesmyndigheden at foretage vielsen under henvisning til manglende lovligt ophold i Danmark,

meddeler vielsesmyndigheden ved indberetningen til Statsforvaltningen årsagen hertil. Hvis

Statsforvaltningen finder grundlag herfor, kan Statsforvaltningen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1

videregive oplysningen fra vielsesmyndigheden til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International

Rekruttering og Integration og politiet.

Statsforvaltningen skal sikre, at indberetning efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a, stk. 2, kan foretages

enkelt og ubureaukratisk. Statsforvaltningen skal endvidere sikre, at der sker registrering af indberetningerne

med henblik på løbende udvikling af Statsforvaltningens prøvelse af ægteskabsbetingelserne samt i

anonymiseret form til statistiske formål.

Den foreslåede bestemmelse medfører hverken en forpligtelse til eller mulighed for, at den borgerlige

vielsesmyndighed indberetter tilfælde, hvor foretagelse af vielsen er nægtet efter § 19, stk. 3, i

ægteskabsloven med henvisning til, at andre ægteskabsbetingelserne end de i §§ 8 a eller 11 a opstillede ikke

er opfyldte.

De foreslåede bestemmelser i § 22 a vil indebære, at der kan videregives personoplysninger fra

Statsforvaltningen til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet

henholdsvis fra den borgerlige vielsesmyndighed til Statsforvaltningen, også selvom den pågældende ikke

har givet samtykke til videregivelsen eller har trukket et samtykke tilbage. Der kan i visse tilfælde være tale

om personoplysninger om rent private forhold, som er oplyst i forbindelse med Statsforvaltningens

undersøgelse af, om der er tale om et proformaægteskab, eller i forbindelse med vielsesmyndighedens

forberedelse af vielsen. Der kan endvidere være tale om oplysninger om strafbare forhold, såfremt sagen

indeholder oplysninger om en parts brug af falske dokumenter eller ulovlige ophold i Danmark, eller der er

tale om urigtig erklæring over for Statsforvaltningen efter § 162 i straffeloven, anvendelse af falske

dokumenter efter § 171 i straffeloven eller ulovligt ophold i Danmark efter §§ 59 og 59 b i udlændingeloven.

Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt med

hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Bestemmelsen viger dog for § 28 i

forvaltningsloven, der regulerer videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden

forvaltningsmyndighed.

Det følger af § 28, stk. 1, i forvaltningsloven, at for manuel videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner

(personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1, i

databeskyttelsesloven og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og

artikel 77, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, jf. § 2, stk. 1, i databeskyttelsesloven. For videregivelse af

personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages ved hjælp af

automatisk databehandling, finder reglerne

i databeskyttelseslovgivningen anvendelse. Ved ”automatisk

databehandling” forstås ”elektronisk databehandling”.

Oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af stk. 1, må efter § 28, stk. 2, i forvaltningsloven kun

videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når den, som oplysningen angår, udtrykkeligt har givet

samtykke, det følger af lov, at oplysningen skal videregives, eller det må antages, at oplysningen vil være af

væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Ved samtykke forstå efter bestemmelsens stk. 3 enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig

viljestilkendegivelse, hvorved den, som oplysningen angår, ved erklæring eller klar bekræftelse indvilger i, at

oplysningen videregives. Det følger af bestemmelsens stk. 4, at et samtykke kan tilbagekaldes. Inden der

gives samtykke, skal den, oplysningen angår, oplyses om, at et samtykke kan trækkes tilbage. Det skal være

lige så let at trække samtykket tilbage som at give det.

I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden efter §

31 i forvaltningsloven på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er

af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Dette

gælder dog ikke, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den

interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.

Ved behandling af personoplysninger forstås efter artikel 4, nr. 2, i databeskyttelsesforordningen enhver

aktivitet eller række af aktiviteter, som personoplysninger eller en samling af personoplysninger med eller

uden anvendelse af automatisk behandling gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering,

organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse

ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring,

begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Den dataansvarlige er efter artikel 4, nr. 7, en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en

institution eller et andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med hvilke

hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger.

Efter artikel 4, nr. 8, er en databehandler en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en

institution eller et andet organ, der behandler personoplysninger på den dataansvarliges vegne.

Det følger af artikel 5, stk. 1, litra a, i forordningen, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og

på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Efter litra b i bestemmelsen skal personoplysninger

indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og oplysningerne må ikke viderebehandles på en

måde, der er uforenelig med disse formål. Endelig følger det af litra c, at behandlingen af

persondataoplysninger skal være tilstrækkelig, relevant og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til

de formål, hvortil de behandles. Der henvises til § 5, stk. 1, i databeskyttelsesloven. Den dataansvarlige er

ansvarlig for og skal kunne påvise, at artikel 5, stk. 1, overholdes, jf. artikel 5, stk. 2.

Artikel 6 i forordningen regulerer, hvornår behandlingen af personoplysninger er lovlig. Efter artikel 6, stk.

1, litra a, er behandling af personoplysninger lovlig, hvis den registrerede har givet samtykke til behandling

af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål. Behandlingen af personoplysninger er efter

artikel 6, stk. 1, litra c, også lovlig, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som

påhviler den dataansvarlige. Der henvises til § 6, stk. 1, i databeskyttelsesloven.

Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret på den

registreredes samtykke, EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en nødvendig og

forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i artikel 23,

stk. 1, tager den dataansvarlige, for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål,

som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til, efter artikel 6, stk. 4, hensyn til en række

omstændigheder. Der skal efter bestemmelsens litra a og b tages hensyn til enhver forbindelse mellem det

formål, som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling og den

sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnligt med hensyn til forholdet mellem den

registrerede og den dataansvarlige. Der skal videre efter litra c tages hensyn til personoplysningernes art,

navnligt om særlige kategorier af personoplysninger efter artikel 9 og straffedomme m.v. efter artikel 10.

Efter litra d skal der endvidere tages hensyn til den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de

registrerede og efter litra e tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller

pseudonymisering. Der henvises til § 5, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Artikel 23, stk. 1, i forordningen indeholder mulighed for ved lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU-

retten eller i national ret i den medlemsstat, som den dataansvarlige eller databehandleren er underlagt, at

begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er omhandlet i bl.a. artikel 5. Dette forudsætter,

at indholdet af en sådan begrænsning svarer til rettighederne og forpligtelserne i artikel 12-22, når

begrænsningen respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og

er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse,

efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger (litra d) og andre vigtige målsætninger i

forbindelse med beskyttelse af Unionens eller en medlemsstats generelle samfundsinteresser, navnligt

Unionens eller en medlemsstats væsentlige økonomiske eller finansielle interesser, herunder valuta-, budget-

og skatteanliggender, folkesundhed og social sikkerhed (litra e).

Efter artikel 23, stk. 2, skal enhver lovgivningsmæssig foranstaltning, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1,

som minimum, hvor det er relevant, indeholde specifikke bestemmelser vedrørende formålene med

behandlingen eller kategorierne af behandling (litra a), kategorierne af personoplysninger (litra b),

rækkevidden af de indførte begrænsninger (litra c), garantierne for at undgå misbrug eller ulovlig adgang

eller overførsel (litra d), specifikation af den dataansvarlige eller kategorierne af dataansvarlige (litra e),

opbevaringsperioder og de gældende garantier under hensyntagen til behandlingens karakter, omfang og

formål eller kategorier af behandling (litra f), risiciene for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder

(litra g) og de registreredes ret til at blive underrettet om begrænsningen, medmindre dette kan skade

formålet med begrænsningen (litra h).

Hvis behandling af personoplysninger er baseret på samtykke, skal den dataansvarlige efter artikel 7, stk. 1, i

forordningen kunne påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger.

Behandlingen af oplysningerne skal endvidere være omfattet af artikel 6 og 9. Den registrerede har efter

artikel 7, stk. 3, til enhver tid ret til at trække sit samtykke tilbage. Tilbagetrækning af et samtykke berører

dog ikke lovligheden af den behandling af oplysningerne, der er baseret på samtykke inden

tilbagetrækningen.

Efter artikel 10 i forordningen må behandling på grundlag af artikel 6, stk. 1, af personoplysninger

vedrørende straffedomme m.v., forstået som oplysninger om strafbare forhold i bred forstand, kun foretages

under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandlingen har hjemmel i EU-retten eller

medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og

frihedsrettigheder.

Databeskyttelsesloven indeholder i § 8, stk. 1 og 2, supplerende bestemmelser for det offentliges behandling

af oplysninger om strafbare forhold. Efter disse bestemmelser må der for den offentlige forvaltning ikke

behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens

opgaver. Oplysninger om strafbare forhold må således ikke videregives, medmindre den registrerede har

givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen, videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse,

herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en

myndigheds virksomhed eller er påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Efter § 8, stk. 5,

kan behandling af oplysninger om strafbare forhold i øvrigt finde sted, hvis betingelserne i § 7 i

databeskyttelsesloven er opfyldt.

Efter bestemmelsen i § 7 i databeskyttelsesloven gælder forbuddet mod behandling af følsomme

personoplysninger omfattet af artikel 9, stk. 1, i forordningen bl.a. ikke i tilfælde, hvor betingelserne for

behandling af personoplysninger i artikel 9, stk. 2, litra g, i forordningen er opfyldte.

Artikel 9 i forordningen regulerer behandlingen af særlige kategorier af personoplysninger. Efter

bestemmelsens stk. 1 er behandling af personoplysninger om bl.a. race eller etnisk oprindelse, politisk,

religiøs eller filosofisk overbevisning, helbredsoplysninger, seksuelle forhold eller seksuelle orientering

forbudt. Forbuddet i stk. 1 finder efter artikel 9, stk. 2, bl.a. ikke anvendelse, hvis de i bestemmelsens litra g

nævnte forhold gør sig gældende.

Litra g drejer sig om situationer, hvor behandling af personoplysninger er nødvendig af hensyn til væsentlige

samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til

det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og

specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 a om Statsforvaltningens og den borgerlige vielsesmyndigheds mulighed

for at videregive oplysninger om par, der ønsker at indgå et proformaægteskab, og om par uden lovligt

ophold i Danmark indeholder en fravigelse af forvaltningslovens regler om tavshedspligt samt af

hovedreglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen om behandling af personoplysninger,

idet Statsforvaltningen og vielsesmyndigheden efter bestemmelsen kan videregive følsomme

personoplysninger, også selvom den pågældende ikke har givet samtykke til videregivelsen eller har trukket

et samtykke tilbage.

De oplysninger, som Statsforvaltningen og vielsesmyndigheden efter den foreslåede bestemmelse kan

videregive, kan være personoplysninger om rent private forhold, herunder parternes forhold til hinanden.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 a medfører, at databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-10, og

databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10, ikke regulerer videregivelsen af oplysninger i situationer omfattet

af de foreslåede bestemmelser i § 22 a. Oplysninger, der er omfattede af § 22 a, kan således med hjemmel i §

22 a videregives, også selvom den pågældende ikke har givet samtykke til videregivelsen eller har trukket et

samtykke tilbage.

De oplysninger, som Statsforvaltningen efter bestemmelsen i § 22 a, stk. 1, kan videregive til

Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet, er ikke indsamlet til

brug for disse myndigheders behandling af en sag efter udlændingelovgivningen eller den strafferetlige

lovgivning. De oplysninger, som den borgerlige vielsesmyndighed indsamler efter bestemmelsen i § 22 a,

stk. 2, er ligeledes ikke indsamlet til brug for Statsforvaltningens behandling af en vielsessag. Videregivelsen

af oplysninger efter § 22 a sker således til varetagelse af andre formål end det oprindelige formål, hvortil

oplysningerne blev indsamlet. Videregivelsen af disse oplysninger kan derfor kun ske, hvis betingelserne i

artikel 6, stk. 4, jf. artikel 23, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen er opfyldte.

Disse betingelser er opfyldte, da videregivelsen af oplysningerne sker af hensyn til forebyggelse,

efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger og andre vigtige målsætninger i

forbindelse med beskyttelse af generelle samfundsinteresser, navnligt reguleringen af udlændinges ophold i

Danmark.

Videregivelsen af oplysninger kan resultere i en afgørelse, der er indgribende for en af de registrerede, da

oplysningerne kan anvendes i forbindelse med strafforfølgning eller håndhævelse af

udlændingelovgivningen. Hensynet hertil overstiger imidlertid den registreredes interesse i, at oplysningerne

ikke kan videregives.

Det bemærkes, at der med forslaget tages hensyn til den registreredes ret til at beskytte oplysninger om rent

private forhold. Dette hensyn varetages ved, at videregivelsen alene kan ske, når Statsforvaltningen vurderer,

at oplysningerne er nødvendige for den pågældende myndigheds varetagelse af opgaver efter

udlændingelovgivningen og/eller den strafferetlige lovgivning. Som dataansvarlig efter artikel 4, nr. 7, i

forordningen for de oplysninger, som videregives efter bestemmelsen, skal Statsforvaltningen således i hvert

enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der er behov for at videregive til

Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og/eller politiet.

Tilsvarende skal den borgerlige vielsesmyndighed foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger om

en afvist vielse der er behov for at videregive til Statsforvaltningen, herunder til videregivelse til

Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og/eller politiet efter den

foreslåede bestemmelse i § 22 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 a medfører ikke indskrænkninger i den registreredes rettigheder efter

kapitel III i forordningen, der bl.a. indeholder regler om den dataansvarliges oplysningspligt over for den

registrerede og den registreredes rettigheder efter artikel 15-23 i databeskyttelsesforordningen.

Endelig bemærkes, at databeskyttelseslovgivningen finder anvendelse for videregivelse af oplysninger, der

ikke er omfattede af § 22 a i ægteskabsloven.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 a er begrundet i behovet for et tæt myndighedssamarbejde i indsatsen

mod proformaægteskaber. Det er således hensigtsmæssigt, at Statsforvaltningen kan videregive oplysninger

til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet, der kan opfylde

disse myndigheders behov. For så vidt angår Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International

Rekruttering og Integration kan videregivelsen af oplysningerne endvidere være hensigtsmæssig ved disse

myndigheders behandling af konkrete sager om opholdsret.

Det er endvidere vigtigt, at Statsforvaltningen modtager en underretning, når vielsesmyndigheden har afvist

at foretage en vielse, fordi der er tale om et proformaægteskab i strid med den i lovforslagets § 1, nr. 1,

foreslåede § 8 a i ægteskabsloven, eller fordi parret ikke opfylder betingelsen om lovligt ophold i Danmark

efter § 11 a i ægteskabsloven. Statsforvaltningen har dels behov for oplysningerne til brug for eventuel

behandling af en senere ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne fra en eller begge parter, dels kan

oplysningerne indgå i Statsforvaltningens løbende arbejde med undersøgelse af proformaægteskaber og

lovligt ophold.

Til nr. 14

Anerkendelse af ægteskaber indgået i udlandet er reguleret i § 22 b i ægteskabsloven. Det fremgår af § 22 b,

stk. 1, at et ægteskab indgået i udlandet anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er

indgået. Dette gælder dog ikke de i § 22 b, stk. 2, nævnte situationer. Efter denne bestemmelse kan der ikke

ske anerkendelse, hvis parterne ikke var samtidigt til stede under vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var

fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.

Efter § 22 b, stk. 3, kan der uanset stk. 2 ske anerkendelse, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og

parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes. Bestemmelsen i stk. 3 har et meget

snævert anvendelsesområde, og der skal således anlægges en yderst restriktiv vurdering af, om bestemmelsen

skal anvendes i en bestemt situation. Baggrunden for bestemmelsen er, at det ikke kan udelukkes, at der kan

være tilfælde, hvor parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes, selvom der er

efter bestemmelsen i stk. 2 er meget tungtvejende grunde til ikke at anerkende ægteskabet. Er det således

f.eks. på grund af en af parternes dødsfald umuligt at løse de retlige udfordringer, der opstår ved en

manglende anerkendelse af ægteskabet, kan det tale for, at ægteskabet alligevel anerkendes, navnligt hvis der

ved dødsfaldet opstår problemer i forhold til at fastslå faderskabet til fælles børn og til parternes gensidige

arveret. Det forhold, at parterne har eller venter et fællesbarn, vil ikke alene kunne begrunde en anerkendelse

af ægteskabet, og ægteskabet kan heller ikke anerkendes, alene fordi parterne har haft en langvarig

tilknytning til hinanden.

Det foreslås, at der som et nyt stk. 2, nr. 2, i § 22 b indsættes en bestemmelse om, at et ægteskab indgået i

udlandet ikke anerkendes i Danmark, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med

ægteskabet var at opnå ret til ophold i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at såfremt der er tale om et proformaægteskab i strid med den i

lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a, anerkendes ægteskabet ikke i Danmark.

Muligheden for at gøre undtagelse herfra efter § 22 b, stk. 3, foreslås også at finde anvendelse for

ægteskaber, der ikke anerkendes som følge af, at der er tale om et proformaægteskab i strid med den

foreslåede § 8 a. Som nævnt oven for skal der anlægges en yderst restriktiv vurdering af, om bestemmelsen

skal anvendes til anerkendelse af et udenlandsk proformaægteskab. Anerkendelse af et sådant ægteskab kan

kun komme på tale, hvis parterne efter indgåelsen af proformaægteskabet har etableret et egentligt

længerevarende samliv, og der foreligger hensyn som nævnt ovenfor.

Den foreslåede § 22 b, stk. 2, nr. 2, er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i

ægteskabsloven foreslås, at der ikke kan indgås et proformaægteskab med henblik på at opnå ret til ophold i

EU. Samtidigt foreslås det med den i lovforslagets § 1, nr. 12, foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt., i

ægteskabsloven, at proformaægteskaber indgået i Danmark er ugyldige. Det bør derfor ikke være muligt at

få anerkendt et proformaægteskab indgået i udlandet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.2. og 3.1.3.

Til nr. 15

Det fremgår af § 22 b, stk. 4, i ægteskabsloven, at betingelsen for anerkendelse af et udenlandsk ægteskab i §

22 b, stk. 2, nr. 2, ikke gælder for EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller.

Det foreslås, at henvisningen i § 22 b, stk. 4, ændres således, at der henvises til § 22 b, stk. 2, nr. 3.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås indsat

en ny bestemmelse som § 22 b, stk. 2, nr. 2, hvorved § 22 b, stk. 2, nr. 2, bliver § 22 b, stk. 2, nr. 3.

Til nr. 16

Det fremgår af § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at Statsforvaltningens afgørelser kan påklages til

Ankestyrelsen. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 43, stk. 1 og 2, afgørelser om at imødekomme en

anmodning efter § 43, stk. 3, og afgørelser om at afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse

efter § 43 a, stk. 2.

Det foreslås, at det tilføjes i § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at Statsforvaltningens afgørelser efter § 13 i

ægteskabsloven ikke kan påklages til Ankestyrelsen.

Statsforvaltningen skal, hvis der modtages en henvendelse på baggrund af Statsforvaltningens afgørelse om,

at der ikke kan udstedes en prøvelsesattest, overveje, hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af sagen.

Statsforvaltningen skal i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og god

forvaltningsskik genoptage sagen, hvis henvendelsen indeholder væsentlige nye oplysninger, der foreligger

væsentlige oplysninger, som Statsforvaltningen ikke har taget stilling til, eller der er begået

sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Bestemmelsen afskærer ikke en parts adgang til at indbringe Statsforvaltningens afgørelse for domstolene

efter § 63, stk. 1, i grundloven.

Bestemmelsen er begrundet i det forhold, at kommunernes afgørelse om prøvelse af ægteskabsbetingelserne,

og dermed afgørelse om hvorvidt der kan udstedes en prøvelsesattest, ikke kan påklages. Med den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, foreslås det, at denne opgave i visse sager varetages af

Statsforvaltningen. Der bør ikke i denne forbindelse foretages ændringer af mulighederne for at påklage

afgørelsen. En udvidelse ville således bl.a. medføre, at par, hvor ikke begge parter er danske eller nordiske

statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter

EU-reglerne, ville blive stillet bedre, end et par bestående af to danske statsborgere.

Til nr. 17

Det fremgår af § 58 d, stk. 1, at ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal indgives til den

myndighed, som efter § 13, stk. 1, skal prøve ægteskabsbetingelserne. Ansøgningen skal indgives ved brug

af digital selvbetjening. Ansøgninger, der ikke indgives på denne måde, afvises af myndigheden.

§ 58 d, stk. 3 og 4, regulerer mulighederne for at behandle en ansøgning, uanset at den ikke er indgivet ved

brug af digital selvbetjening. Efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1493 11. december 2017 om indgåelse af

ægteskab skal en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der ikke indgives digitalt, indgives på en

blanket (ægteskabserklæring), der er godkendt af Ankestyrelsen.

Ved ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal parterne i mange sager udover selve

ansøgningsblanketten også indsende forskellige bilag. Det drejer sig især om udenlandske dokumenter, f.eks.

dokumentation for at et eventuelt tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller dødsfald, eller

civilstandsattest udstedt af en udenlandsk myndighed til dokumentation for, at en part med bopæl i eller

tilknytning til det pågældende land er ugift. Disse dokumenter skal i mange tilfælde indeholde bekræftelse

fra myndighederne i det pågældende land på, at de er ægte. En udenlandsk statsborger skal også ofte

fremvise pas, visum, opholdstilladelse m.v. Disse dokumenter skal som udgangspunkt fremlægges i original,

fordi det skal være muligt for prøvelsesmyndigheden at vurdere dokumenternes ægthed. Kravet om, at

ansøgningsblanketten skal indgives digitalt, medfører således ikke, at parterne også kan indgive alle bilag til

ansøgningen digitalt.

Hvis prøvelsesmyndigheden finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes

at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning, skal prøvelsesmyndigheden efter § 58 d, stk. 3, tilbyde,

at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Det er prøvelsesmyndigheden, der

ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på

parternes beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med

at søge om hjælp, ligesom prøvelsesmyndigheden ud fra en helhedsvurdering af parterne må bedømme, om

de vil kunne ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.

Særlige forhold kan endvidere bl.a. foreligge for udenlandske statsborgere med bopæl i udlandet, da disse

ikke kan få NemID og dermed ikke kan underskrive ansøgningen om prøvelse af ægteskabsbetingelserne

digitalt.

Det foreslås, at det i § 58 d, stk. 1, i ægteskabsloven tilføjes, at ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne også skal indgives digitalt til Statsforvaltningen som prøvelsesmyndighed efter den i

lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Der foreslås i øvrigt ingen ændring af bestemmelserne i § 58 d om indgivelse af ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne og kravene til anvendelse af digital selvbetjening.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede § 13, stk. 3, i

ægteskabsloven foreslås, at Statsforvaltningen er prøvelsesmyndighed i visse sager efter ægteskabsloven. Det

findes, at der bør gælde de samme regler med hensyn til indgivelse og brug af digital selvbetjening for

indgivelse af ansøgning til Statsforvaltningen som prøvelsesmyndighed, som der gør for indgivelse til

kommunen som prøvelsesmyndighed.

Til nr. 18

Efter almindelige forvaltningsretlige principper kan der i sager, der er rejst ved ansøgning, på ulovbestemt

grundlag indtræde processuel skadevirkning over for ansøgeren, hvis ansøgeren ikke tilvejebringer de

oplysninger, der er nødvendige for, at myndigheden kan afgøre sagen. Det er dog en forudsætning herfor, at

myndigheden har præciseret, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes, og eventuelt vejledt ansøgeren om,

hvordan ansøgeren kan fremskaffe oplysningerne. Den processuelle skadevirkning kan medføre, at

myndigheden afslår ansøgningen under henvisning til de manglende oplysninger eller henlægger sagen.

Det foreslås, at det med en ny bestemmelse i

§ 58 f

i ægteskabsloven fastslås, at Statsforvaltningen til brug

for behandlingen af en sag om prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan anmode en part om oplysninger om

vedkommendes egne forhold, og at Statsforvaltningen, hvis parten undlader at give Statsforvaltningen disse

oplysninger, kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Den foreslåede bestemmelse giver Statsforvaltningen mulighed for at træffe afgørelse ud fra de oplysninger,

Statsforvaltningen har modtaget, hvis et par ikke reagerer på Statsforvaltningens henvendelse om

supplerende oplysninger. Dette kan f.eks. være relevant, hvis Statsforvaltningen anmoder om, at en eller

begge parter fremlægger en civilstandsattest som dokumentation for opfyldelse af ægteskabsbetingelsen om

at være ugifte, og parret undlader at besvare henvendelsen. Efter den foreslåede bestemmelse kan

Statsforvaltningen afgøre sagen på det foreliggende grundlag og dermed afslå at udstede en prøvelsesattest,

fordi parret ikke har dokumenteret, at ægteskabsbetingelsen om ugifthed er opfyldt. Som anført i

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16, skal Statsforvaltningen genoptage sagen, hvis parret

efterfølgende henvender sig med væsentlige nye oplysninger, såsom en civilstandsattest.

Det er en forudsætning for anvendelsen af processuel skadevirkning, at Statsforvaltningen har præciseret,

hvilke oplysninger Statsforvaltningen har brug for, at der om nødvendigt er ydet vejledning til parten om,

hvordan parten kan fremskaffe oplysningerne, og at parten er gjort opmærksom på, at Statsforvaltningen kan

afgøre sagen på det foreliggende grundlag, hvis parten ikke fremsender de omhandlede oplysninger.

Statsforvaltningen må ikke stille krav til en part om at fremskaffe oplysninger, hvis det er umuligt eller

meget vanskeligt for parten at fremskaffe oplysningerne.

Statsforvaltningen skal i overensstemmelse med officialmaksimen sikre, at sagen er belyst i så tilstrækkelig

grad, at det er forsvarligt at træffe afgørelse i sagen.

Den foreslåede bestemmelse medfører ikke fravigelser fra den ulovbestemte adgang efter forvaltningsretten

til at tillægge manglende oplysninger fra en ansøger processuel skadesvirkning. Det findes dog

hensigtsmæssigt, at denne mulighed fremgår udtrykkeligt af ægteskabsloven. Dette særligt henset til, at

parterne i sager, hvor Statsforvaltningen er prøvelsesmyndighed, oftest ikke vil være danske statsborgere

eller have bopæl i Danmark.

Til § 2

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 40 i, stk. 1, skal Nationalt ID-center afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand

til andre offentlige myndigheder i spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af identiteten på udlændinge, som

ønsker at indrejse i, eller som opholder sig i Danmark.

Forslaget til

§ 40 i, stk. 1, 1. pkt.,

vil indebære en udvidelse af de tilfælde, hvor Nationalt ID-center vil kunne

afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til offentlige myndigheder. Derved vil Nationalt ID-centers

rolle og funktioner ikke som hidtil være betinget af, at den udlænding, som anmodningen vedrører, ønsker at

indrejse i eller tage ophold i Danmark.

Efter forslaget vil Nationalt ID-center kunne afgive udtalelser og yde rådgivning og bistand til offentlige

myndigheder i forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af identiteten på udlændinge, når dette kan

have betydning for myndighedernes opgavevaretagelse.

Ved formuleringen ”når dette kan have betydning for myndighedernes opgavevaretagelse” forstås, at det

på

det foreliggende grundlag og ud fra en saglig vurdering må antages at være fagligt relevant at få bistand m.v.

fra Nationalt ID-center. Der er således tale om en relevansbetingelse, dvs. at det ikke på forhånd kan

udelukkes, at en udtalelse eller rådgivning og bistand fra Nationalt ID-center har relevans for myndighedens

opgavevaretagelse.

Ved ”opgavevaretagelse” sigtes til myndighedens varetagelse af sine funktioner i bred forstand, herunder

f.eks. afgørelser, faktisk forvaltningsvirksomhed, analysearbejde, undervisning m.v.

Det forudsættes som hidtil, at myndighederne omfattet af udlændingelovens § 40 i, stk. 1, ikke skal

forelægge samtlige identitetspapirer for Nationalt ID-center med henblik på ægthedsvurdering, men at det

alene skal ske i tvivlstilfælde, hvor det er af væsentlig betydning for en sags udfald, og hvor den

forelæggende myndighed ikke selv er i stand til med tilstrækkelig sikkerhed at foretage ægthedsvurderingen.

Det forudsættes endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren fra tidspunktet for Familieretshusets

etablering ændrer bekendtgørelse nr. 1607 af 19. december 2017 om offentlige myndigheder, som Nationalt

ID-center skal kunne betjene, således at også Familieretshuset omfattes af udlændingelovens § 40 i, stk. 1.

Til § 3

De foreslåede bestemmelser i § 3 vedrører lovens ikrafttræden.

Det foreslås med

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. januar 2019, dog med den undtagelse, der følger af den

foreslåede bestemmelse i stk. 2. De i lovforslaget foreslåede ændringers anvendelse på verserende sager

foreslås reguleret i lovforslagets § 4.

Det foreslås med

stk. 2,

at lovforslagets § 2 om ændring af udlændingeloven træder i kraft den 1. december

2018. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er begrundet i, at det findes hensigtsmæssigt, at Nationalt ID-

Center allerede fra den 1. december 2018 har kompetence til at yde vejledning under etableringen og

udviklingen af den kommende specialiserede enhed i Statsforvaltningen, der skal varetage opgaven med

prøvelse af ægteskabsbetingelserne i visse sager med relation til udlandet efter den i lovforslagets § 1, nr. 6,

foreslåede § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Det foreslås endvidere af ordensmæssige hensyn med

stk. 3,

at regler fastsat i medfør af ægteskabsloven

forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

Til § 4

De foreslåede bestemmelser i § 4 fastsætter overgangsbestemmelser og regulerer behandlingen af sager, der

er verserende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse.

Det foreslås med

stk. 1

for det første, at loven finder anvendelse for ansøgninger om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, der indgives efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2019.

Det foreslås for det andet, at loven finder anvendelse for vielser, der foretages efter lovens ikrafttræden den

1. januar 2019. Loven finder således også anvendelse på vielser, der foretages efter lovens ikrafttræden, men

hvor prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er afsluttet inden lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at den med

lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i ægteskabsloven om forbud mod indgåelse af proformaægteskab i

Danmark også gælder i situationer, hvor ægteskabsbetingelserne er blevet prøvet inden lovens ikrafttræden,

og hvor det ved vielsen står klart for den borgerlige vielsesmyndighed, at der er tale om et proformaægteskab

efter den foreslåede bestemmelse i § 8 a i ægteskabsloven.

Det foreslås med

stk. 2,

at ansøgninger om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der på tidspunktet for lovens

ikrafttræden den 1. januar 2019 er under behandling hos kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk.

1, i ægteskabsloven færdigbehandles af denne myndighed efter de hidtil gældende regler.

Det foreslås med

stk. 3,

at § 1, nr. 12, i lovforslaget om ugyldigheden af ægteskaber indgået i strid med den i

lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i ægteskabsloven, ikke finder anvendelse for ægteskaber og

registrerede partnerskaber, som er indgået før lovens ikrafttræden.

Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås indsat en bestemmelse i § 21, stk. 1, 2. pkt., i ægteskabsloven,

hvorefter en vielse kun er gyldig, hvis den ikke strider mod den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i

ægteskabsloven om proformaægteskaber. Af retssikkerhedsmæssige hensyn bør bestemmelsen ikke finde

anvendelse for ægteskaber og registrerede partnerskaber, som er indgået inden lovens ikrafttræden.

Det foreslås med

stk. 4,

at § 1, nr. 14, i lovforslaget ikke finder anvendelse for ægteskaber og registrerede

partnerskaber, som en dansk myndighed har anerkendt inden lovens ikrafttræden.

Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås en ændring af § 22 b, stk. 2, i ægteskabsloven, således at et ægteskab

eller et registreret partnerskab indgået i udlandet ikke anerkendes i Danmark, hvis det ikke opfylder den i

lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 8 a i ægteskabsloven om proformaægteskaber. Af

retssikkerhedsmæssige hensyn bør bestemmelsen ikke finde anvendelse for udenlandske ægteskaber og

registrerede partnerskaber, som allerede er anerkendt af en dansk myndighed inden lovens ikrafttræden.

Til § 5

De foreslåede bestemmelser i § 5 vedrører lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås i

stk. 1,

at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Med

stk. 2

foreslås det, at § 1 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med

de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

stk. 3

foreslås det, at § 2 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og

Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018,

foretages følgende ændringer:

Efter § 8 indsættes:

»§

8 a.

Ægteskab må ikke indgås, hvis der er

bestemte grunde til at antage, at det afgørende

formål med ægteskabet er at opnå ret til ophold i

Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske

Union eller er omfattet af aftalen om Det

Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i

Schweiz.«

§ 11 a.

Ægteskab må kun indgås, når hver af

parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her

i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4

b, § 5, stk. 2, eller § 6 eller i medfør af en

opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7- 9 f

eller 9 i-9 n.

Stk.2 ---

§ 11 b.

I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk

indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske

lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens

§§ 7-9 f eller 9 i-9 n, og hvor den anden part har

indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan

opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at

hver af parterne har afgivet erklæring om at være

bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens §

9, stk. 1, nr. 1, stk. 2-14 og 30. Det gælder dog ikke,

når den herboende enten er EU/EØS-statsborger

med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2,

stk. 4, eller er schweizisk statsborger med opholdsret

efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5.

§ 13.

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages

af kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med

magistratsstyre eller en styreform med delt

administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om

kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i

kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at

prøvelsen skal foretages af et magistratsmedlem

henholdsvis en udvalgsformand.

Stk. 2.

Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af

§ 13, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter

»kommunalbestyrelsens formand«: », jf. dog stk. 3«.

§ 11 a, stk. 1,

ændres »§§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2,

eller § 6« til: »§§ 1-3 a, 4 b eller 6«.

§ 11 a, stk. 1,

§ 11 b, 1. pkt.,

ændres »eller

9 i-9 n« til: », 9 i-9 n, 9 p eller 9 q«.

§ 13, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i

landet, foretages prøvelsen på det sted, hvor en af

parterne opholder sig.

»1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse i de i stk. 3

omfattede situationer.«

§ 13

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne

foretages af Statsforvaltningen, hvis ikke hver af

parterne enten har dansk indfødsret, statsborgerskab

i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset

opholdstilladelse i Danmark eller ret til

tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-

reglerne.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Stk. 3.

Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse

af ægteskabsbetingelserne betales et gebyr på 850

kr. (2017-niveau), hvis ingen af parterne har bopæl

her i landet. Gebyret reguleres en gang årligt den 1.

januar med det generelle pris- og lønindeks og

afrundes til det nærmeste med ti delelige beløb i

kroner.

§ 13, stk. 3,

der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk.

Ved indgivelse af en ansøgning om prøvelse

af ægteskabsbetingelserne omfattet af stk. 3 betales

et gebyr. Gebyrets størrelse fastsættes og reguleres

af børne- og socialministeren. Størrelsen af gebyret

fastsættes således, at det svarer til omkostningerne

ved Statsforvaltningens behandling af en ansøgning

om prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Børne- og

socialministeren kan fastsætte regler om betaling af

gebyret.«

§ 13, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver stk. 5, 2. pkt.,

indsættes efter »her i landet«: », eller hvor prøvelsen

foretages efter § 13, stk. 3«.

Stk. 4.

Børne- og socialministeren kan fastsætte

regler om betaling af udgifter til oversættelse af

dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med

prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Børne- og

socialministeren kan endvidere fastsætte regler om

betaling af udgifter ved medvirken af tolk i

forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne

i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i

landet.

§ 18.

---

Stk. 2.

Den myndighed, der foretager prøvelsen af

ægteskabsbetingelserne, kan bemyndige en eller

flere personer til på sit ansvar at foretage vielse.

Stk.3. ---

§ 19.

Vielse må ikke foretages, før en af de

myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har

attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt.

Attesten har gyldighed i 4 måneder. Hvis

betingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum

end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten

begrænses tilsvarende.

Stk.2-3.---

§ 18, stk. 2,

indsættes efter »Den myndighed,

der«: »efter § 13, stk. 1,«.

10.

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 13, stk. 1« til: »§

13, stk. 1 og 3«.

11.

§ 19, stk. 1,

indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 3, skal sende

attesten samt relevante dokumenter, herunder

dokumentation for parternes identitet, med en sikker

digital postløsning til den myndighed, der efter § 15

foretager vielsen. Er det ikke muligt at anvende en

sikker digital postløsning, fremsendes attesten og de

i 4. pkt. nævnte dokumenter med post.«

§ 21.

En vielse er kun gyldig, hvis den er sket for en

myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og

under iagttagelse af bestemmelsen i § 20, stk. 2, og

begge parter ved vielsen var fyldt 18 år.

Stk.2.---

§ 22 a.

Prøvelsesmyndigheden, jf. § 13, stk. 1, og

den borgerlige vielsesmyndighed, jf. § 18, jf. § 13,

stk. 1, skal indberette tilfælde, hvor der kan være

grund til at antage, at det afgørende formål med

ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse,

jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, til

Udlændingestyrelsen.

12.

§ 21, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»En vielse er endvidere kun gyldig, hvis den ikke

strider mod § 8 a.«

13.

§ 22 a

affattes således:

»§ 22 a.

Statsforvaltningen kan videregive

oplysninger til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for

International Rekruttering og Integration og politiet

om parter, hvis Statsforvaltningen har afslået

parternes ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, fordi betingelserne i §§ 8 a

eller 11 a ikke var opfyldte, eller hvis der er

foretaget en indberetning efter stk. 2 om parterne.

Videregivelse efter 1. pkt. kan ske, når

Statsforvaltningen vurderer, at oplysningerne er

nødvendige for den pågældende myndigheds

varetagelse af opgaver efter

udlændingelovgivningen og den strafferetlige

lovgivning.

Stk. 2.

Den borgerlige vielsesmyndighed, jf. § 18, jf.

§ 13, stk. 1, skal indberette tilfælde, hvor

gennemførelse af en vielse afslås under henvisning

til §§ 8 a eller 11 a, til Statsforvaltningen.

14.

§ 22 b, stk. 2,

indsættes efter nr. 1 som nyt

nummer:

»2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at det

afgørende formål med ægteskabet var at opnå ret til

ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den

Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

eller i Schweiz.«

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

15.

§ 22 b, stk. 4,

ændres »stk. 2, nr. 2« til: »stk. 2,

nr. 3«.

16.

§ 58 a, stk. 1,

indsættes efter »afgørelser efter«:

»§ 13 og«.

§ 22 b.

---

Stk. 2.

Et ægteskab, der er indgået i udlandet,

anerkendes ikke,

1) hvis parterne ikke var samtidig til stede ved

vielsen,

2) hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller

3) hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod

grundlæggende danske retsprincipper.

Stk.3.---

Stk. 4.

Betingelsen i stk. 2, nr. 2, gælder ikke for

EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller.

§ 58 a.

Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov

kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder dog

ikke afgørelser efter § 43, stk. 1 og 2, afgørelser om

at imødekomme en anmodning efter § 43, stk. 3, og

afgørelser om at afvise at behandle en sag om

separation eller skilsmisse efter § 43 a, stk. 2.

Stk.2-5.---

§ 58 d.

Ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne skal indgives til den

myndighed, som efter § 13, stk. 1, skal prøve

ægteskabsbetingelserne, ved anvendelse af den

digitale løsning, som myndigheden stiller til

rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der

17.

§ 58 d, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »stk. 1« til: »stk. 1

eller 3«.

ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af

myndigheden, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk.2-5.---

18.

Efter § 58 e indsættes i

kapitel 5:

»58 f.

Statsforvaltningen kan til brug for

behandlingen af en sag om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne efter denne lov anmode en

part om oplysninger om vedkommendes egne

forhold. Hvis parten undlader at give

Statsforvaltningen de oplysninger, der er nævnt i 1.

pkt., kan der træffes afgørelse på det foreliggende

grundlag.«

§2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af

2. oktober 2017, som senest ændret ved lov nr. 319

af 25. april 2018, foretages følgende ændringer:

§ 40 i.

Nationalt ID-center afgiver udtalelser og yder

rådgivning og bistand til offentlige myndigheder i

forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af

identiteten på udlændinge, som ønsker at indrejse i,

eller som opholder sig i Danmark. Nationalt ID-

center etablerer endvidere et id-netværk.

Stk.2-7.---

§ 40 i, stk. 1, 1. pkt.,

ændres », som ønsker at

indrejse i, eller som opholder sig i Danmark« til: »,

når dette har betydning for myndighedernes

opgavevaretagelse.«

Ikrafttræden

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf.

dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 2 træder i kraft den 1. december 2018.

Stk. 3.

Regler fastsat i medfør af lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54

af 23. januar 2018, forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af nye regler.

Overgangsbestemmelser

§4

Stk. 1.

Loven finder anvendelse for ansøgninger om

prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der indgives

efter lovens ikrafttræden, og for vielser, der

foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2.

Ansøgninger om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne, der på tidspunktet for

lovens ikrafttræden er under behandling hos

prøvelsesmyndigheden, jf. § 13, stk. 1, i lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning, færdigbehandles

efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3.

§ 1, nr. 12, finder ikke anvendelse for

ægteskaber og registrerede partnerskaber, som er

indgået før lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 1, nr. 14, finder ikke anvendelse for

ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en

dansk myndighed har anerkendt før lovens

ikrafttræden.

Territorialbestemmelser

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,

jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller

delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer,

som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§ 2 kan ved kongelig anordning helt eller

delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med

de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.