Den 26. marts 2018
Sagen er den at jeg under et udlandsophold (jeg er tidligere medicinstuderende), mødte en skøn kvinde og
faldt for hende. Hun har dog et barn fra et tidligere forhold. Efter at have opholdt mig 5 måneder i hendes
hjemland, rejste jeg hjem til Danmark. Knap et år senere, nærmere bestemt i november sidste år, lykkedes
det omsider at få hende og hendes datter til Danmark på et turistvisum. I januar blev vi så gift og
indleverede i samme ombæring en ansøgning om familiesammenføring.
Så langt, så godt.
Det er så her jeg støder på min første forundring ang. dansk lovgivning. Det kostede nemlig den nette sum
af 5800 kr. at søge
–
og det var pr. person vel at mærke. For selvom det måske for de flestes vedkommende
kunne virke logisk at en mor og hendes 4,5 år gamle datter hører sammen, så er det ikke tilfældet ifølge
dansk lovgivning. Derfor måtte jeg slippe 5800 kr. for et lille barn og i samme ombæring og i ramme alvor
svare på om en fireårig selv er gift, selv har børn og om hun er medlem af - eller tidligere har været medlem
af
–
en militær- eller terrororganisation. Det er svært at tage seriøst og det bliver for mig blot endnu mere
bizart når jeg så kan læse mig frem til at asylansøgere, migranter og folk med tyrkisk statsborgerskab med
skattepligtig indkomst i Danmark, ikke skal betale. Dvs., det er stort set kun danskere som i forvejen betaler
skat, der skal punge de 5800 pr. person ud. Det er ikke sært at det har været økonomisk nødvendigt for mig
at tage pause fra studiet.
Det er så det økonomiske aspekt, herefter følger det indviklede og til tider modsigende regelsæt for
familiesammenføring med børn.
Ser du, skal jeg have held til at beholde min kone og min bonusdatter i Danmark, er der visse ting der skal
være opfyldt.
-
Første mulighed er at jeg adoptere hende, men for at kunne adoptere hende, skal jeg have boet
sammen med hende i 2,5 år
–
men for at bo med hende i 2,5 år skal jeg adoptere hende eller flytte
til Filippinerne i 2 år. Det ene er selvmodsigende, det andet virker forkasteligt at skulle bo
udenlands i to år blot for at have min familie i mit hjemland.
Anden mulighed er at min kone er selvforsørgende, men for at være selvforsørgende, skal hun først
have en opholdstilladelse og et fuldtidsarbejde. Når hun forhåbentlig får opholdstilladelse, vil
datteren dog i samme ombæring få afslag og skal min kone så lade hendes datter rejse alene til
Filippinerne? Og hvem skal hun bo ved dernede?
Tredje mulighed er at hun har fuld forældremyndighed over datteren og at tilknytningen vurderes
til at være større til Danmark end til Filippinerne. Det er så her det bliver rigtig kompliceret og også
så kompliceret at udlændingestyrelsen end ikke lader til at forstå det.
I filippinerne gælder nemlig en lov som ikke findes andre steder i verden. Her er det nemlig ulovligt
at blive skilt og er man derfor først gift, så hænger man på papiret sammen med den person til
døden dem skiller. Og netop denne lov er essentiel i vores sag. Ser du, min kone fødte hendes
datter udenfor ægteskab og datteren er derfor per Filippinsk lov en horeunge (altså et illegitimate
child). Det betyder ifølge Filippinsk lov, at moderen har fuld forældremyndighed og at faderen ikke
har nogen lovmæssige forpligtelser og ej heller en lovmæssig ret til at se barnet eller bestemme
over det.
Der findes ganske vist en mulighed for at gå rettens vej for at få forældremyndigheden over et
barn, men den mulighed er tiltænkt for ægtefæller som har indgivet anmodning om separation i
ægteskabet og hvor de ikke kan blive enige om hvor barnet skal opholde sig.
-
-