25.01.2018
Åbent brev II om De nationale test i folkeskolen
Af Henrik Christoffersen, forskningschef, CEPOS
Professorerne Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard sendte i begyndelsen af januar et åbent brev til
undervisningsminister og undervisningsudvalg i Folketinget om de nationale test i folkeskolen. Det
fremkaldte betydelig offentlig opmærksomhed, ikke mindst fordi professorerne udtrykte en betydelig skepsis
i forhold til situationen omkring de nationale test. De anfører således, at ”De nationale test har fra starten
været præsenteret som et pædagogisk redskab. Men der findes ikke overbevisende belæg for, at de faktisk
har udviklet sig til et sådant.”.
Jeg deler langt hen ad vejen vurderingen, at disse test endnu ikke har udviklet sig til at udgøre et
gennemgribende pædagogisk redskab i den danske folkeskole, men når det kommer til analysen af, hvad der
forklarer, at tingene ligger, som de ligger, er jeg uenig med professorerne. I deres egen analyse er en
hovedbetragtning, at ”Det kan der være flere årsager til. En af de væsentligste er formodentlig, at
afprøvningen er tilrettelagt uden respekt for og uden hensyn til, hvornår det vil være nyttigt for læreren at få
de oplysninger om eleverne, som testresultaterne kan give.”.
Sådan en betragtning bygger på en ganske bestemt præmis, som er uforeneligt med et moderne skolevæsen.
Professorerne tager det uden nærmere diskussion som en given ting, at de nationale test er introduceret ikke
blot som et arbejdsredskab for de enkelte lærere, men i realiteten alene som et arbejdsredskab for de enkelte
lærere. Skoleledere skal ikke driste sig til at forholde sig til testresultater, og det er mere eller mindre farligt,
såfremt eleverne og deres forældre får en kvalificeret indsigt i, hvorledes de står. Denne tankegang stemmer
ikke overens med Undervisningsministeriets intentioner. På ministeriets hjemmeside redegøres for, hvilke
interessenter ministeriet ser. Her siges: ”Vi har udviklet vejledningsmateriale til lærere, elever, forældre,
skoleledere og kommuner. I vejledningerne kan man læse meget mere om de nationale test og finde
inspiration og vejledning til forberedelse af testene samt anvendelse af testresultaterne.”. Det er altså en
meget bred anvendelse, som er intentionen.
De enkelte skoler gøres i disse år stadig større, og mange folkeskoler har op mod tusind elever og en ganske
stor lærerstab med adskillige lærere i samme undervisningsforløb, og her arbejdes der fra ledelsesside ganske
hårdt for at få gennemført fornyelser i skolens organisering, så skolen og lærerne i stigende grad kan drage
fordel af samarbejde. De to professorers idealisering af den enkelte lærers suverænitet lægger sig aldeles på
tværs af bestræbelserne på at sætte sådan en modernisering igennem.
Det er også et væsentligt træk ved udviklingen af folkeskolen, at der bliver stedse mere opmærksomhed på
betydningen af samarbejdet mellem skole og hjem. Her er der et skrigende behov for et styrket grundlag for
dialog. Lige som der er brug for at understøtte de enkelte elever, når de sætter sig mål for deres skolearbejde
og søger efter, hvordan det går med at opfylde de mål, som de har sat sig.
De to professorer skilter ganske åbenbart med deres akademiske rang og status. Men de negligerer al
samfundsvidenskabs fundament; at der ikke gives forskning frigjort fra værdier – og som en af moderne
samfundsvidenskabs fædre, Max Weber, udtrykte det; at der heller ikke gives værdier, som er forskning. Det
er et specielt og højst problematisk værdisæt, som sætter den enkelte lærers ubegrænsede suverænitet over alt
andet. Jeg accepterer som forsker, at professorerne vælger at gøre dette, men det gør deres åbne brev til et
partsindlæg, når de ikke argumenterer for dette specielle og altmodische valg af værdimæssigt grundlag.
Det gør ikke sagen bedre, at det åbne brevs værdisæt så åbenbart er aldeles sammenfaldende med en ganske
specifik særinteresse i skoledebatten, nemlig i lærernes og specielt Danmarks Lærerforenings særinteresse.