Færre elever falder fra efter grundforløbet på erhvervsuddannelserne
63 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne er i praktik i en virksomhed eller i
skolepraktik, tre måneder efter de er blevet færdige med grundforløbet. Det er en stigning på 3
procentpoint siden sidste år.
Et af målene med erhvervsuddannelsesreformen, der trådte i kraft august 2015, er at 60 procent skal
fuldføre en erhvervsuddannelse i 2020. Med en fuldførelse på 53 procent i 2017, er der stadig et stykke
vej. Et vigtigt skridt på vejen er, at flere elever kommer fra grundforløbet til hovedforløbet. For at
fortsætte på hovedforløbet skal eleverne enten have en uddannelsesaftale med en virksomhed om
praktik, eller de skal være i skolepraktik. De nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at en større andel
af erhvervsskoleeleverne i 2017 er i praktik i en virksomhed, tre måneder efter de har færdiggjort
grundforløbet, sammenlignet med årene 2013-2016.
Tallene for overgangen mellem grund- og hovedforløbet viser, at 63 procent af eleverne i 2017 er
videre i deres uddannelse, tre måneder efter de er færdige med grundforløbet. Året inden var det 60
procent. Den positive udvikling gælder særligt elever i uddannelsesaftale. I 2017 var 49 procent af
eleverne i uddannelsesaftale tre måneder efter endt grundforløb mod omkring 45 procent i 2016. 14
procent af eleverne er i skolepraktik i 2017 mod 15 procent i 2016.
”Der
er grund til at glæde sig over fremgangen, og særligt at flere elever får praktik i en virksomhed.
Men vi er desværre stadig alt for langt fra det mål, som blev sat med reformen. Derfor kommer
regeringen med et udspil på erhvervsuddannelsesområdet, som både skal øge søgningen til
erhvervsuddannelserne og mindske antallet af elever, der dropper ud,”
siger undervisningsminister
Merete Riisager.
På de omkring 100 forskellige erhvervsuddannelser er der stor variation i andelen af elever, der kommer
i praktik. På 11 af erhvervsuddannelserne er over 80 procent af eleverne i 2017 i uddannelsesaftale, tre
måneder efter de er færdige med grundforløbet. Tallene viser desuden, at en større andel mænd end
kvinder kommer i praktik, og at de elever, der er startet på en erhvervsuddannelse direkte efter
grundskolen, i højere grad får en aftale, hvis de gennemfører grundforløbet end øvrige elever.
Se flere fordelinger af tallene på uddannelsesstatistik.dk (link:
https://www.uddannelsesstatistik.dk/erhvervsuddannelser/sider/indhold/generel%20statistik/frafalds
-%20og%20overgangsstatistikker.aspx)