[Finansministeriet]
Beskæftigelsesministeriet
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Sundheds- og Ældreministeriet
Undervisningsministeriet
Bilag 1: Kommissorium: Kortlægning af rekrutteringsudfordringer
for social- og sundhedspersonale og sygeplejersker i kommuner
og regioner
12. juni 2018
Gruppen af ældre borgere i Danmark vil stige markant i de kommende år.
Siden 1990 er befolkningens størrelse vokset fra ca. 5,1 mio. indbyggere til knap
5,8 mio. indbyggere i 2018. Antalsmæssigt er den ældre befolkning over 75 år
vokset med 112.000 personer i denne periode. Andelen, som den ældre befolkning
udgør, har været nogenlunde stabil siden 1990, hvor den udgjorde ca. 7 pct. af
befolkningen. I 2018 udgør borgere over 75 år ca. 8 pct. af befolkningen. I de
kommende år forventes andelen af ældre over 75 år dog at stige til ca. 11,5 pct. i
2030 og knap 15 pct. i 2050.
Arbejdsmarkedsbalancen fra STAR viser, at der er omfattende mangel på SOSU-
assistenter og sygeplejersker i alle regionale arbejdsmarkedsområder. STAR’s
rekrutteringssurvey fra 2017 viser ligeledes, at de største rekrutteringsudfordringer
i den offentlige sektor er inden for sundheds- og socialområdet. Opgørelsen skal
dog ses i lyset af, at det offentlige område generelt har relativt få
rekrutteringsudfordringer. En rapport af KL og FOA fra december 2017 viser, at
knap 3 ud af 4 kommuner oplever mangel på kvalificeret arbejdskraft på
ældreområdet, mens det gælder for hver anden kommune på sundhedsområdet.
Dertil kommer, at den samlede tilgang af elever til hovedforløbet inden for
SOSU-uddannelserne i perioden 2014/2015-2016/2017 er faldet markant, hvilket
dog også skyldes flere tekniske omlægninger af uddannelsen.
Desuden fremhæver KL i en analyse fra 2017, at den kommunale sektor er
karakteriseret ved en større andel ældre medarbejdere sammenlignet med andre
sektorer, ligesom tilbagetrækningsalderen for kommunalt ansatte er lavere
sammenlignet med resten af arbejdsmarkedet, og mange arbejder på deltid. Hertil
kommer, at sundheds- og sygeplejersker samt SOSU-hjælpere og -assistenter er
blandt de ældste kommunalt ansatte, jf. KL-analyse. Eksempelvis er 26 pct. af
SOSU-hjælpere- og assistenter og 28 pct. af sundheds- og sygeplejersker i
kommunerne 55 år eller derover og kan derfor forventes inden for en kort
årrække at gå på pension.
Regeringen vil iværksætte en kortlægning af kommuner og regioners aktuelle
udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft på sundheds- og
ældreområdet, herunder en vurdering af, hvordan social- og
sundhedsuddannelserne og sygeplejerskeuddannelsen kan rekruttere flere
elever/studerende.