Kære ordførere
Vi borgmestre i Frikommunenetværket,
En plan for en sammenhængende indsats
sammen med borgeren,
ser frem til, at Folketinget behandler Udkast til Lov om Én
plan.
Lov om Én plan vil være et stort skridt i den rigtige retning af, at borgere i udsatte
livssituationer hurtigere bliver selvforsørgende og mestrer eget liv.
Når vi nu rækker ud til jer som ordførere, er det med en forhåbning om, at I vil støtte
op om, at lovarbejdet sikrer en helhedsorienteret indsats overfor borgere, som i dag
løber spidsrod mellem kommunens sektorområder.
Eksempelvis vil en arbejdsløs kvinde med en sindslidelse og dårlig ryg, der samtidig
har svært ved at håndtere sit teenagebarn modtage indsatser, der er hjemlet i Lov om
Aktiv Beskæftigelsesindsats, børne- og voksenparagrafferne i Lov om Social Service
samt Sundhedsloven og Folkeskoleloven. Organisatorisk vil hun modtage støtte fra
både jobcenteret, det voksenspecialiserede område, sundhedsområdet,
familieområdet og skoleområdet. Kvinden vil typisk have to-tre skriftlige planer, som
definerer hvilke mål, der er med i den indsats kommunen yder indenfor de forskellige
forvaltningsområder, som hun er i berøring med og som hun skal medvirke til at
udfylde. Derudover vil der med stor sandsynlighed også være indsatser målrettet
hendes barn.
I vores frikommunenetværk har vi nu i et lille år haft mulighed for at tilbyde borgere,
én integreret indsats. Lovsættet i frikommuneforsøget gør nemlig op med de
sektorspecifikke planer og giver os mulighed for at sammensætte arbejdsgange på
tværs af sektorområderne.
Udkast til Lov om Én plan efterkommer i princippet det, vi har brug for: muligheden
for at lave èn samlet plan. Dette skridt i loven er med til at understøtte samarbejdet
med kvinden i eksemplet. Hun skal nu kun forholde sig til at forbedre sin egen
livssituation, frem for kommunens struktur og lovens logikker.
Når det er sagt, ligger det os på sinde at appellere til Folketingets ordførere, om at I
bakker op om, at hæve ambitionsniveauet i lovgivningsprocesserne omkring at sikre
sammenhæng for borgere som kvinden i eksemplet.
Det drejer sig om mulighed for fleksibelt at tilrettelægge indholdet i handleplanen
sammen med borgeren og tilbyde indsatser efter fx serviceloven som led i borgerens
vej mod uddannelse og beskæftigelse. De borgere, som er omfattet af lov om Én plan,
er karakteriseret ved, netop
ikke
at passe ned i de traditionelle kasser. Kommunerne
har derfor behov for færre bindinger og mere fleksibilitet til at vurdere, hvad planen
skal indeholde i samarbejde med borgeren selv. Dette er et vigtigt aktiv i forhold til at
udløse borgerens egne ressourcer og bane vejen mod uddannelse og job. Det savner