ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalget for Landdistrikter og Øer 2017-18
ULØ Alm.del Bilag 69
Offentligt

Udvalget for

levedygtige

landsbyer

- Afrapportering til regeringen -

April 2018

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalget for levedygtige landsbyer

- Afrapportering til regeringen

Udarbejdet af Udvalget for levedygtige landsbyer

April 2018

ISBN: 978-87-786-2361-4

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.1

1.2

1.3

1.4

1.5

1.6

1.7

3.1

3.2

3.3

3.4

4.1

4.2

4.3

6.1

6.2

6.3

6.4

6.5

6.6

7.1

7.2

7.3

7.4

8.1

8.2

8.3

Indledning ................................................................................................................ 5

Kommissoriets rammer for udvalgets arbejde ......................................................... 6

Hvad er en landsby? ............................................................................................... 6

Hvad er en levedygtig landsby? .............................................................................. 7

Landsbyernes udfordringer i dag............................................................................. 7

Udvalgets vision for landsbyerne i 2030 .................................................................. 9

Udvalgets medlemmer ............................................................................................ 9

Udvalgets arbejde ................................................................................................... 9

Konklusion............................................................................................................. 15

Landsbyernes udvikling ....................................................................................... 20

Danmark i en international sammenhæng ............................................................ 20

De danske landsbyer ............................................................................................ 21

Demografi ............................................................................................................. 26

Beskæftigelse og erhvervsstruktur ........................................................................ 34

Boligmarked, nedrivning og finansieringsudfordringer .................................... 38

Bolig- og ejendomsmarked ................................................................................... 38

Nedrivning ............................................................................................................. 40

Udfordringer med finansiering i landsbyer og landdistrikter .................................. 42

Landsbyerne i 2030 ............................................................................................... 47

Kriterier og anbefalinger til at understøtte og styrke levedygtige

Fire kriterier for levedygtige landsbyer .................................................................. 54

Statens og kommunernes arbejde for at fremme levedygtige landsbyer ............... 55

Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse

Nærhed til offentlig og privat service ..................................................................... 66

Tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af

Social og kulturel sammenhængskraft .................................................................. 72

Omdannelseslandsbyer ........................................................................................ 76

Hvad er en omdannelseslandsby? ........................................................................ 76

Inddragelse og samarbejde med de lokale aktører ............................................... 77

Udpegning af en omdannelseslandsby ................................................................. 79

Muligheder for omdannelseslandsbyer ................................................................. 80

Bygninger i landzone ............................................................................................ 82

Planlovens landzonebestemmelser....................................................................... 82

Nedrivning og opførelse af ny bolig i landzone ..................................................... 82

Genopførelse og ændret anvendelse på egen grund ............................................ 84

landsbyer ...................................................................................................................... 53

samt adgang til landskab og natur .................................................................................. 59

virksomhed ..................................................................................................................... 69

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

9.1

9.2

9.3

9.4

Inspiration og erfaringer....................................................................................... 86

Landsbyklynger ..................................................................................................... 87

København – en udvikling kan vende ................................................................... 88

Vitalitetstjek for udvikling af landsbyer, Tyskland .................................................. 91

Landsbygdskommitté, Sverige .............................................................................. 92

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

1. INDLEDNING

Danmark er i vækst. Men væksten fordeler sig forskelligt på tværs af danmarkskortet.

Flere landsbyer og landdistrikter er i dag i en positiv udvikling, , men udviklingen er

kommet senere og sker ikke så hurtigt som i de større byer. Samtidig er der et stort antal

landsbyer, der er udfordrede på væsentlige områder.

Behovet for at forbedre mulighederne for at bo og arbejde i danske landsbyer og landdi-

strikter er en central målsætning i regeringens ambitioner for Danmark og en af bag-

grundene for regeringens politiske udspil "Vækst og udvikling i hele Danmark" fra no-

vember 2015.

For at sætte fornyet fokus på at skabe levedygtige landsbyer besluttede den brede for-

ligskreds bag aftalen om "Et Danmark i bedre balance - bedre rammer for kommuner,

borgere og virksomheder i hele landet” fra juni 2016, at planloven fortsat skal tilsigte en

hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte kommuner, og fremover også i de

enkelte lokalsamfund.

Derudover blev det aftalt, at:

"der er enighed om at sætte et fornyet fokus på landsbyernes fremtid, og hvordan de kan

være levedygtige. Erhvervsministeren nedsætter derfor efter drøftelse med aftaleparter-

ne et udvalg, som kan komme med bud herpå."

På den baggrund nedsatte erhvervsminister Brian Mikkelsen i juli 2017 Udvalget for

levedygtige landsbyer.

Udvalgets arbejde er båret af de enkelte udvalgsmedlemmers personlige viden, interes-

se og motivation. Kommissoriet, der er godkendt af aftaleparterne, er det primære grund-

lag for udvalgets arbejde. Inden for rammerne af kommissoriet har udvalget drøftet anbe-

falinger til, hvordan landsbyer kan være levedygtige med udgangspunkt i medlemmernes

tanker om landsbyudvikling og forståelse af levedygtige landsbyer samt den enkeltes

motivation for at takke ja til at arbejde for at finde veje til at fremme levedygtige landsby-

er.

Den samlede rapport og anbefalinger er udtryk for en balanceret afvejning af udvalgets

drøftelser ud fra de enkelte medlemmers forskellige holdninger og interesser. Det er et

samlet udvalg, der afgiver rapporten.

Udvalget vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har bidraget med oplæg, de-

bat, viden og forslag undervejs i processen.

Udvalget afgiver herved sin rapport til erhvervsministeren.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

1.1

KOMMISSORIETS RAMMER FOR UDVALGETS ARBEJDE

Formålet med udvalgsarbejdet er – med konkrete anbefalinger til omstilling og fornyelse i

retning af levedygtige landsbyer – at bidrage til regeringens ambition om vækst og udvik-

ling i hele Danmark.

Udvalget skal identificere og perspektivere udfordringer og muligheder og belyse, hvad

der karakteriserer landsbyer, som har vist sig levedygtige, herunder landsbyernes ind-

byggere, tilflyttere, foreningsliv, virksomheder osv.

Dette indebærer også perspektiver og nye muligheder for landsbyerne med ændringen

af planloven, der giver bedre mulighed for at drive virksomhed, arbejde og bo i landsby-

erne. Udvalget skal ligeledes give et – eller flere – bud på, hvordan landsbyerne og ba-

lancen mellem land og by kunne se ud i 2030. Udvalgets arbejde skal munde ud i kon-

krete anbefalinger til, hvordan landsbyer kan være levedygtige og løbende omstille sig,

herunder:

Hvad skal der til, for at en landsby er levedygtig?

Hvordan kan landsbyer blive attraktive bosteder?

Hvordan kan fysisk planlægning understøtte udviklingen af levedygtige lands-

byer som attraktive bosteder?

Hvordan kan landsbyer dele offentlige og private servicefunktioner?

Kommissoriet er vedlagt som bilag.

1.2

HVAD ER EN LANDSBY?

Udvalget har valgt at fokusere udvalgsarbejdet på bebyggelser og landsbysamfund med

op til 1.000 indbyggere. Grænsen på 1.000 indbyggere er valgt ud fra den betragtning, at

mindre bysamfund med op til 1.000 indbyggere ofte skal håndtere andre udfordringer

vedrørende for eksempel udvikling i indbyggertal, fastholdelse af foreningsliv, nærhed til

offentlig og privat service mv. end bysamfund med over 1.000 indbyggere. Derudover er

der en vis praksis for anvendelse af denne øvre grænse i statistiske opgørelser, hvorfor

det af metodiske årsager er hensigtsmæssigt at anvende samme grænse.

Udvalget har ikke defineret en nedre grænse for en landsbys størrelse, da boliger i det

åbne land ofte vil have en tilknytning til den nærmeste landsby. Landboreformerne i

slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet betød i en lang række landsbyer, at

gårdene fik samlet deres jorder og flyttede fra landsbyen til en central placering på de nu

samlede markarealer. Disse gårde og fritliggende bebyggelser ligger spredt omkring

landsbyerne, men har fortsat en funktionel og identitetsmæssig tilknytning til den nærlig-

gende landsby og udgør derfor en del af landsbysamfundet.

Ud fra denne definition bor ca. en femtedel af den danske befolkning, svarende til ca. 1,1

mio. mennesker, i dag i landsbysamfund med op til 1.000 indbyggere.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalgets arbejde og konklusioner er dog ikke snævert afgrænset til bebyggelser og

landsbyer med op til 1.000 indbyggere, men kan også finde anvendelse på større byer i

det omfang, de samme problemstillinger, som udvalget har forholdt sig til, gør sig gæl-

dende for disse byer. Udvalgets overvejelser og konklusioner kan derfor også være

relevante for byer med for eksempel 1.200 eller 1.500 indbyggere.

1.3

HVAD ER EN LEVEDYGTIG LANDSBY?

Udvalget betragter en landsby som levedygtig, hvis den alene eller som følge af sit sam-

spil med andre landsbyer eller større byer kan tilbyde indbyggerne tidssvarende boliger i

varierende former, tilgængelighed til beskæftigelse, mulighed for etablering af virksom-

hed, social sammenhængskraft, nærhed til offentlig og privat service, idræts- og fritidsak-

tiviteter samt trafikal og digital infrastruktur i et omfang, så dette ikke er en barriere for, at

landsbyen kan tiltrække og fastholde nye indbyggere.

Det er i den forbindelse ikke udviklingen i befolkningstallet – hverken negativt eller posi-

tivt – set over en længere periode, der er afgørende, når blot landsbyen vurderes som et

attraktivt bosted. Tiltrækning af nye indbyggere behøver således ikke at have et omfang,

der bevirker, at befolkningstallet opretholdes uændret eller er stigende.

Udvalgets overvejelser om levedygtighedskriterier har ledt frem til, at der ikke kan opstil-

les hverken en positiv eller en negativ liste for, hvad der gør en landsby levedygtig eller

ikke levedygtig. Det beror på summen af en række forhold, der hver især har betydning

for den enkelte landsby som et attraktivt bosted.

Såfremt en landsby samlet set på tilstrækkelig mange kriterier alene eller i samspil med

andre byer er et attraktivt bosted, betragtes landsbyen som levedygtig.

En landsby, hvor der over en kortere periode sker et væsentligt fald i indbyggertallet,

betragtes ikke som levedygtig. I sådanne landsbyer kan der være grundlag for at overve-

je behovet for en særlig indsats eller omstilling.

Definitionen af den levedygtige landsby er i sagens natur en forenkling af virkeligheden.

Der vil naturligvis være andre parametre end dem, udvalget peger på, der har betydning,

ligesom de nævnte parametre indeholder underliggende nuancer.

Forudsætningen for, at en landsby er levedygtig, vil ofte også omfatte svært målbare

elementer, som for eksempel den ”sociale kapital” blandt indbyggerne og dermed civil-

samfundets indsats samt landsbyens ”stolthed”, som en drivende kraft.

1.4

LANDSBYERNES UDFORDRINGER I DAG

Fra midten af det tyvende århundrede og frem til i dag er de store linjer i Danmarks regi-

onale udvikling entydig. Der er gennem hele perioden sket en koncentration i de større

byer, mens landsbyerne har haft et vigende befolkningstal. Der er talrige landsbyer, der

oplever befolkningsvækst. Men den overordnede tendens er klar; andelen af indbyggere

i landsbyerne og det åbne land har været faldende.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Landsbyerne og landdistrikterne står over for markante forandringer, som skaber et

behov for tilpasninger på flere fronter. Både konjunkturmæssige fluktuationer på for

eksempel boligmarkedet og længerevarende strukturelle ændringer i for eksempel de-

mografi og erhvervssammensætning påvirker landsbyerne.

Selvom en stigning i befolkningstallet ofte ses som et udtryk for en positiv udvikling i en

by eller kommune, er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem en stigning i befolk-

ningstallet og en stigning i beskæftigelsesfrekvens eller velstand pr. indbygger. Omvendt

er et fald i befolkningstallet heller ikke i alle tilfælde sammenfaldende med et fald i be-

skæftigelsesfrekvens eller velstand pr. indbygger. Det er også på den baggrund, at ud-

valget konstaterer, at landsbyer kan betragtes som levedygtige selv uden stigende be-

folkningstal.

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget skal bidrage til regeringens ambiti-

on om vækst og udvikling i hele Danmark. Det er en ambition om, at alle dele af Dan-

mark bidrager til vækst og udvikling, og ingen landsdele kobles af.

Hvis der er områder af landet, der helt kobles af udviklingen, er der risiko for, at oplevel-

sen af et delt Danmark forstærkes. De forskelle, der allerede i dag er målt på aldersgen-

nemsnit, indkomstgrundlag, uddannelsesniveau osv. fra storbyerne til områderne langt

fra de store byer, kan frygtes at blive forværret, og grundlaget for den offentlige service i

disse områder kan blive mere og mere spinkelt.

En afkobling fra udviklingen har også personlige konsekvenser for dem, der ønsker at

blive boende i områder ramt af for eksempel affolkning, og for dem, der ikke har andet

valg. Det gælder blandt andet ældre mennesker og dem, der ikke kan afsætte deres

bolig og realisere et økonomisk råderum til at flytte i forbindelse med en ny livs- eller

beskæftigelsessituation.

At arbejde for en omstilling og fornyelse i retning af levedygtige landsbyer er derfor et

arbejde for et helt Danmark. Der er samtidig en ambition om, at de potentialer, der er i

landsbyerne, skal bringes i spil.

Hvis de stedbundne erhverv i landdistrikterne ikke har gode muligheder for at udvikle sig,

vil vi som land gå glip af den gevinst, der ligger i udviklingen af disse virksomheder.

Der er også brancher, hvor der opleves mangel på arbejdskraft. Manglende mobilitet i

arbejdsstyrken, herunder manglende villighed til at bosætte sig i landdistrikterne, kan

bremse disse virksomheders vækst.

Endeligt indeholder landsbyerne nogle bygningsmæssige værdier. Overflødiggjorte byg-

ninger fra landbruget, tidligere tiders erhvervsliv, offentlige institutioner mv. udgør et

potentiale for nye anvendelser. Mange bygninger er samtidig af stor arkitektonisk og

kulturhistorisk værdi, som også skal sætte sit præg på landsbyerne fremover.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

1.5

UDVALGETS VISION FOR LANDSBYERNE I 2030

I 2030 er det udvalgets vision, at der fortsat er mange landsbyer rundt omkring i Dan-

mark, der kan danne rammen om et aktivt og indholdsrigt liv for borgere i alle alders-

grupper og dermed udgør en attraktivt bosætningsmulighed. Det er også visionen, at

disse levedygtige landsbyer findes over hele landet.

De attraktive og levedygtige landsbyer vil være præget af et attraktivt nærmiljø med

tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse med mere attraktive beliggenheder,

nærhed til offentlig og privat service, beskæftigelse og mulighed for etablering af virk-

somhed samt en stærk social og kulturel sammenhængskraft. Landsbyerne vil være

attraktive bosteder, der kan tiltrække og fastholde nye indbyggere, og de vil være attrak-

tive at besøge som gæst og turist.

Samtidig er der behov for en realistisk tilgang og en accept af, at ikke alle landsbyer i

landet kan bestå i den nuværende form. Derfor er det også en del af visionen, at der sker

en tilpasning af bygningsmassen, særligt i de sværest udfordrede områder, på en måde,

der for eksempel kan føre til en mere spredt bebyggelse af højere kvalitet og med øje for

landskabelige og naturmæssige forbedringer

Denne vision er udgangspunkt for udvalgets kriterier for levedygtige landsbyer og ram-

mesættende for udvalgets anbefalinger.

1.6

UDVALGETS MEDLEMMER

Udvalget for levedygtige landsbyer består af:

Jens Kr. A. Møller, Adm. direktør, DLR Kredit A/S (udvalgsformand)

Steffen Damsgaard, Formand, Landdistrikternes Fællesråd

Susanne Hovmand-Simonsen, Tidl. godsejer, Knuthenlund Gods

Ellen Højgaard Jensen, Direktør, Dansk Byplanlaboratorium

Bent Jensen, CEO & Ejer, LINAK

Laila Kildesgaard, Direktør, KL

Søren Møller, Landsformand, DGI

John Wagner, Adm. direktør, De Samvirkende Købmænd

Dorthe Winther, Formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Thorkild Ærø, Direktør, Prodekan, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg

Universitet

Udvalget er blevet sekretariatsbetjent af Erhvervsministeriet og øvrige ministerier er

inddraget efter behov.

1.7

UDVALGETS ARBEJDE

Udvalget for levedygtige landsbyer har anset det for centralt at se og opleve forskellige

nuancer af landsbyudvikling. Samtidig har det været af høj prioritet at få skabt en debat

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

om landsbyernes fremtid og give interesseorganisationer, privatpersoner mv. mulighed

for at give input til udvalget.

For at få input fra en bredere del af befolkningen indbød udvalget fra den 1. november

2017 til debat på udvalgets egen side på Facebook, der blev administreret af Landdistrik-

ternes Fællesråd. Hovedspørgsmålene fra kommissoriet blev lagt ud til debat. Efter de

fire hovedspørgsmål blev der sat andre spørgsmål til debat om underliggende problem-

stillinger.

Dansk Arkitektur Center har i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd afholdt to

offentlige arrangementer i henholdsvis Egtved d. 14. september og i Hvalsø d. 21. sep-

tember 2017. Formålet var at inspirere relevante aktører i deres arbejde med at udvikle

landsbyer samt at indsamle input til udvalget. Herudover har udvalgets formand og se-

kretariat afholdt en række bilaterale møder med flere relevante interesseorganisationer.

Endeligt har udvalget afholdt otte møder i løbet af 2. halvår 2017 og 1. kvartal 2018.

Heraf er de seks blevet holdt uden for København. De seks møder er afholdt i følgende

byer:

Maribo, Lolland Kommune

Ebberup, Assens Kommune

Knebel, Syddjurs Kommune

Sdr. Rubjerg, Hjørring Kommune

Vallekilde, Odsherred Kommune

Nordby, Fanø Kommune

I forbindelse med udvalgsmøderne har udvalget været i dialog med borgmestre og lokal-

politikere, der har stillet op til møder og oplæg. På møderne har der endvidere været

oplæg af lokale repræsentanter fra de byer, udvalget har besøgt, samt faglige oplæg fra

udvalgsmedlemmer eller eksterne personer, der undervejs har kvalificeret udvalgets

drøftelser.

Udvalget har set levende og levedygtige landsbyer i alle dele af Danmark. De rummer

udfordringer og potentialer, som bedst forstås ved selvsyn og ved mødet med de men-

nesker, der bor i landsbyerne, og som er med til at gøre byerne til attraktive bosteder.

Mennesker, der har viden og noget på hjerte, i forhold til den opgave udvalget er nedsat

for at løse.

Udvalgets møder rundt i landet har blandt andet kunnet bidrage til udvalgets opgave

med at identificere og perspektivere udfordringer og muligheder samt at belyse, hvad der

karakteriserer landsbyer, som har vist sig levedygtige, herunder landsbyernes indbygge-

re, tilflyttere, foreningsliv, virksomheder osv.

De steder, som udvalget har besøgt eller drøftet er portrætteret af journalist Lars Winther

og fotograf Lars Aarø. Artiklerne fra de enkelte landsbyer kan læses i den selvstændige

publikation "Landsbyerne – nu og i fremtiden", som kan hentes på Erhvervsministeriets

hjemmeside. Artiklerne er fortællinger, der beskriver livet i de seks byer. De er billeder og

ord, der beskriver nogle af dem, der bor i Danmarks levedygtige landsbyer.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Horslunde, Lolland Kommune

På mødet i Maribo var landsbyen Horslunde eksemplet på en levedygtig landsby. Hors-

lunde, der ligger i det nordvestlige Lolland, har ca. 675 indbyggere. Landsbyen har to

dagligvarebutikker, bager, flere håndværksmestre, to skoler, idrætshal og -anlæg.

Horslunde var hovedby i den tidligere Ravnsborg Kommune frem til kommunesammen-

lægningen i 2007. Rådhuset er sidenhen lukket, og Horslunde er nu en landsby i Lol-

land Kommune. Ved et tilfælde kom landsbyen med i konkurrencen om at blive regio-

nens bedste landsby i TV2 ØST i 2009, som Horslunde vandt. Det gav en fantastisk

stolthed, gejst og sammenhold, og det blev styrket året efter med kåringen som Årets

landsby i Danmark. Derudover blev byen udvalgt som Energilandsby, hvor Realdania

og Lolland Kommune i fællesskab gav tilskud til en lang række energibesparende tiltag i

et projekt varende fra 2007 til 2012. Energi er blevet en stærk og samlende identitet for

landsbyen, som også siden har været et særkende for landsbyen.

Landsbyen Horslunde har, på trods af at den ligger i et udfordret område på Vestlolland,

formået at skabe en positiv spiral, hvor byen formår at tiltrække borgere, håndværkere

og iværksættere.

Ebberup, Assens Kommune

Ebberup, der ligger 5 km sydøst for Assens på Vestfyn, har ca. 1.300 indbyggere. Byen

har én dagligvarebutik, flere håndværksmestre, én større produktionsvirksomhed, skole

med ca. 300 elever, idrætshal og -anlæg. Byen har forskellige sports- og fritidsaktivite-

ter bygget op omkring Ebberup Hallerne. På trods af at der er flere end 1.000 indbygge-

re, har Ebberup udfordringer, der er sammenlignelige med mindre byer, eksempelvis

politiske drøftelser om lukning af skolen.

Ebberup står på tre ben; skole, idrætsforening og dagligvarebutik. Samlet giver de tre

ben et lokalområde, der udgør et attraktivt miljø for børn, voksne og pensionister, og

hvor sammenhængskraft er stor.

Et aktivt erhvervsliv med både mindre, mellemstore og en større virksomhed giver et

godt grundlag for lokale arbejdspladser.

Pensionisterne betragtes som en stor ressource i byen. De har stort engagement i det

lokale liv, og mange af dem har for eksempel været med til at bygge hallerne op med

frivillig arbejdskraft og donationer og føler derfor meget for byens aktiviteter. For at

kunne fastholde den ressource lokalt, håber man lokalt på, at det lykkes at få bygget

ældreboliger i Ebberup, så pensionisterne kan blive boende.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Knebel, Syddjurs Kommune

Der er ca. 3.800 indbyggere på Mols fordelt på 24 små landsbyer, der ligger i en radius

på op til 12 km fra hovedbyen Knebel. Knebel, der i sig selv har ca. 600 indbyggere,

rummer skole med ca. 320 børn, idrætshal og -anlæg, dagligvarebutikker, apotek, bank

m.m.

Da der kun er ca. 45 minutters kørsel til Aarhus, har Mols i en årrække formået at til-

trække tilflyttere, hvoraf en stor del er ressourcestærke børnefamilier. På trods af det

har der været et faldende indbyggertal. Syddjurs Kommune var i 2014 på vej med en

spareplan, som betød samling af tre børnehaver omkring skolen og forslag om nedlæg-

gelse af de ældste klasser. Det var den gnist, der skulle til for at tænde op under en stor

gruppe ildsjæle i området.

Sammen med skolens fællesbestyrelse, Molshallen og idrætsforeningerne dannede

man paraplyorganisationen Projekt Mols i Udvikling, som er den overordnede paraply-

organisation for en række projektgrupper. Mols i Udvikling var et pilotprojekt under

Landsbyklyngeprojektet i perioden 2015-2016. Projektet blev finansieret af DGI, Real-

dania, Lokale- og Anlægsfonden og Syddjurs Kommune, og en proceskonsulent har

været med til at sætte yderligere fart på udviklingen i området.

Sdr. Rubjerg, Hjørring Kommune

Sdr. Rubjerg ligger langs Løkkensvej, der er hovedvejen mellem Løkken og Hjørring i

Nordjylland. Der er 13 km. til Hjørring, der er kommunens hovedby. Landsbyen, der har

ca. 200 indbyggere, har en kro, et par håndværksmestre og et kraft-varmeværk.

Sdr. Rubjerg er en blandt flere små landsbyer, der ligger langs Løkkensvej, som en

såkaldt vejkantsby. Vej, cykelsti og fortov har med årene bredt sig, så stort set alt grønt

foran husene langs hovedvejen er væk. Da trafikken samtidig er tiltaget, er husene

langs vejen faldet i attraktionsværdi, og en del står tomme og er i forfald. Førstehånds-

indtrykket af fysisk forfald smitter af på boligkvarterer, som ellers ligger væk fra vejen.

Hjørring Kommune vil standse denne negative udvikling med forsøgsprojektet "Løk-

kensvej – lev godt, lad det gro". En del af projektets midler skal bruges til at fjerne for-

faldne huse, skabe en grøn kerne omkring hovedvejen og give regulær og tilgængelig

natur med stier på de sider i byen, der vender væk fra hovedvejen. På den måde vil

kommunen sammen med de lokale ændre landsbyens attraktivitet ved at aktivere

landsbyens landskabelige potentialer og samtidig øge kvaliteten af den del af landsby-

en, der ligger langs vejen, herunder med en reduktion af boliger langs hovedvejen.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Vallekilde, Odsherred Kommune

Vallekilde ligger i Odsherred ca. 2 km. fra nabobyen Hørve. Vallekilde har ca. 130 hus-

stande. I landsbyen ligger Vallekilde Højskole. I Hørve, der har ca. 2.500 indbyggere, er

der dagligvarebutikker, skoler, institutioner m.m.

Vallekilde er kendt for sin højskole, men har ikke længere lokale servicefaciliteter som

for eksempel skole eller dagligvarebutik. På trods af det kunne landsbyen i 2017 lade

sig kåre til Årets Landsby i Danmark. Det skyldes i høj grad evne og lyst til at skabe

fællesskaber, som både fungerer med sociale mødesteder i hverdagen – samt anlæg af

nye pladser og forskønnelse af små hjørner i byen.

Landsbyen gør i høj grad brug af de digitale medier, som netop var en af grundene til,

at byen fik prisen som Årets Landsby i 2017, hvor temaet netop var digitalisering. Der

bruges simple digitale midler, som sms og Facebook, til at formidle aktiviteter og til at

kommunikere med hinanden. Via gruppen på Facebook er der organiseret en fælles

grejbank og der annonceres for fælles aktiviteter, som for eksempel fredagsbar og re-

paircafe. Simple redskaber, som giver mulighed for at mødes i virkeligheden.

Nordby, Fanø Kommune

Fanø er beliggende i Vadehavet ud for Esbjerg og har ca. 3.400 helårsbeboere.

Hovedbyerne på øen er Nordby med ca. 2.700 indbyggere og Sønderho med ca. 300

indbyggere.

Fanø tilbyder ro, natur, kulturliv og overskuelige bysamfund. Med muligheden for at

kombinere dette med et arbejde på fastlandet, er det attraktivt for mange familier, at

flytte til øen.

Fanø Kommune satser målrettet på at tiltrække børnefamilier, blandt andet ved at sæn-

ke taksterne på institutioner, så kommunen i dag kan tilbyde pasning af børn til takster,

der er væsentligt lavere end i mange andre kommuner. Kommunen har i en årrække

oplevet en befolkningsfremgang, og i 2017 oplevede kommunen landets næsthøjeste

tilflytning i forhold til kommunens størrelse.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

2. KONKLUSION

Forudsætningerne for landsbyernes eksistens har ændret sig løbende, men særligt mar-

kant siden midten af det tyvende århundrede. Flere landsbyer har med succes omstillet

sig til en ny virkelighed, men på landsplan knytter der sig generelt set en række udfor-

dringer til landsbyerne. Det dækker blandt andet over ændringer i erhvervsstruktur, en ny

demografisk udvikling og dermed ofte en overskydende og utidssvarende boligmasse.

Erhverv inden for handel, service og tjenesteydelser samt lettere fremstillingsvirksomhed

beskæftiger i dag flere end landbrug, skovbrug og traditionel industri, der historisk har

betydet meget for erhvervsaktiviteten i landsbyerne. Denne erhvervsstrukturelle forskyd-

ning er en international tendens, og Danmark vurderes i kraft af sin lille størrelse samt

historisk set lave andel af tung industri at have bedre forudsætninger for at omstille sig

end mange andre lande. Forskydningen har dog haft en stor betydning for områderne

uden for de større byer, da arbejdspladser inden for handel, service og tjenesteydelser

samt lettere fremstillingsvirksomhed i høj grad er koncentreret i byerne.

Sideløbende med ovenstående udvikling er der truffet en række politiske beslutninger,

som har haft indvirkning på landsbyerne. I løbet af de seneste årtier er centralisering i

stigende grad blevet set som et vigtigt redskab til at opnå øget produktivitet i den offent-

lige sektor gennem oprettelsen af færre og større enheder. Med strukturreformen fra

2007 og andre reformer såsom, politi-, sygehus- og domstolsreformen samt den efterføl-

gende kommunale udmøntning, er der truffet en række beslutninger, der har medført

øget centralisering. Mange mindre lokalsamfund og landsbyer har i det seneste årti for

eksempel oplevet større afstand til offentlig og privat service samt til lokale arbejdsplad-

ser, hvilket har forringet landsbyernes situation og svækket lysten til bosætning i lands-

byerne.

I en europæisk sammenhæng er urbaniseringsgraden mindre i Danmark, men urbanise-

ringen sker lige nu i et højere tempo end i de fleste andre europæiske lande. Et fortsat

vigende befolkningstal i landsbyerne vil alt andet lige øge ubalancen mellem boligudbud

og boligefterspørgsel yderligere. Det understreger behovet for omstilling og fornyelse

mod levedygtige landsbyer. Nogle steder vil det kræve betydelig national og kommunal

opmærksomhed og handling, hvis denne udvikling skal imødegås, ligesom områdets

civilsamfund skal inddrages i denne proces.

Der er betydelige variationer i udviklingen inden for den enkelte kommune, og der er

talrige eksempler på levedygtige landsbyer, der oplever en stigning i befolkningstallet i

kraft af for eksempel nærhed til en af de større byer, et stærkt lokalt engagement, infra-

strukturinvesteringer, aktivering af stedsbundne potentialer, nye erhvervs- og beskæfti-

gelsesforhold eller forbedring af offentlige eller private servicetilbud mv.

Mere kvalitet i landsbyerne

Meget tyder på, at de ændringer, der er sket i forholdet mellem land og by, i høj grad er

strukturelle og vil fortsætte. Når det er sagt, finder udvalget det vigtigt, at det også frem-

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

over er attraktivt at bo og bosætte sig i en landsby ligesom det er afgørende, at der tages

initiativer, der letter den igangværende omstilling.

Et faldende indbyggertal, som det ses mange steder, behøver ikke at være et problem i

sig selv. Men en massiv affolkning eller en hastigt forandret befolkningsudvikling kræver

dog en særlig opmærksomhed og vil øge behovet for tilpasning og omstilling til en ny

økonomisk, fysisk, social og demografisk virkelighed.

Udvalget finder her, at der skal være fokus på at sikre og udvikle kvaliteten i landsbyer-

ne. Kvaliteten ved landsbyerne skal højnes ved at have fokus på de lokale potentialer.

Natur, landskab, ro, tillid, lokale fællesskaber, samlingspunkter, som den lokale dagligva-

rebutik eller idrætshal, samt andre af de særlige kvaliteter, der typisk forbindes med

landsbyliv, og efterspørges af såvel bosiddende som potentielle tilflyttere, skal udvikles.

Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse samt

adgang til landskab og natur

Det er helt essentielt, at boligmassen er tidssvarende, hvis landsbyerne skal være attrak-

tive som bosteder. Boligmassen skal tilpasses efterspørgslen, hvilket mange steder

kræver en reduktion i antallet af boliger, samt en opgradering af boligtilbuddet til nutidens

behov og standard. Desuden er boligmassen ikke alle steder placeret hensigtsmæssigt,

og udvalget finder, at der skal være mulighed for at udvikle mere attraktive beliggenhe-

der for at fremme bosætningen i landsbyerne.

Nærhed til offentlig og privat service

Udvalget mener, at det er vigtigt at fastholde den lige adgang til de nære offentlige ydel-

ser, som undervisning, pleje og omsorg uafhængig af bopæl. Udvalget finder endvidere

at nærheden til offentlig service i landsbyer og landdistrikter skal være på et tilfredsstil-

lende niveau, under hensyntagen til den lavere befolkningstæthed. Her kan digitale løs-

ninger på nogle områder løse behovet for tilstedeværelsen af lokal offentlig service.

Mens privat service som udgangspunkt er styret af markedet, finder udvalget, at mang-

lende nærhed til offentlig service ikke må være en væsentlig årsag til, at et liv i landsby-

erne vælges fra.

Tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af virksomhe-

der

Det skal i en vis udstrækning være muligt at bo og arbejde i lokalområdet, da det med-

virker til levende landsbyer, hvor der også er aktivitet i dagtimerne, ligesom virksomhe-

der med lokalt engagement kan bidrage til lokalområdets udvikling og understøtte sam-

menhængskraften.

Udvalget finder det væsentligt, at der er en vis grad af lokale job i såvel landsbyen som i

nærområdet, inklusiv den nærmeste by, og på regionalt niveau inden for en rimelig pend-

lingsafstand. Dette er afgørende for bosætningen i områdets landsbyer.

Det gælder såvel private som offentlige arbejdspladser, så der er jobmuligheder inden

for forskellige brancher og med forskellige uddannelsesmæssige forudsætninger.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Social og kulturel sammenhængskraft

Social og kulturel sammenhængskraft er et væsentligt forhold for levedygtige landsbyer.

Såvel beboere som potentielle tilflyttere fremhæver landsbyer som overskuelige enhe-

der, som potentielt rummer basis for en kultur, hvor alle kender alle, og hvor der opleves

et godt naboskab og stor grad af tryghed. Blandt kittet i den sociale og kulturelle sam-

menhængskraft er ikke mindst det organiserede forenings- og fritidsliv, men også uorga-

niserede lokale fællesskaber.

Selvom social og kulturel sammenhængskraft er noget, der kan dyrkes og styrkes af

landsbyens beboere uden indblanding udefra, er det afgjort muligt og derfor vigtigt at

understøtte sammenhængskraften.

En national tendens med behov for forskellige løsninger

Der er langt over 1.000 landsbysamfund i Danmark, og en stor del af dem er i dag attrak-

tive. Det mangfoldige billede af landsbyerne vil også gøre sig gældende fremover. Selv-

om nogle kendetegn går igen, er der behov for en udvikling af den enkelte landsby med

udgangspunkt i den enkelte landsbys potentialer og udfordringer. Nogle landsbyer ligger

naturskønt, andre tæt på en større by. Nogle er placeret tæt på kysten, og andre er pla-

ceret omkring en større virksomhed eller karakteriseret ved et rigt foreningsliv og en

stærk social sammenhængskraft.

Med en differentieret tilgang til udviklingen af landsbyer bliver kommunerne en central

aktør, der – i samarbejde med borgerne og det lokale erhvervsliv – skal arbejde realistisk

med den enkelte landsbys fremtid med udgangspunkt i landsbyens nuværende forhold.

Her bør der – i det omfang det er hensigtsmæssigt – også være fokus på at betragte

landsbyerne som en del af et større funktionelt netværk, en klynge, der deler faciliteter,

samt ressourcer og samler kræfterne om at samarbejde i en fælles retning for området.

Staten er ligeledes en væsentlig aktør til at sikre flere af forudsætningerne for levedygti-

ge landsbyer. Staten bør arbejde for velfungerende regionale arbejdsmarkeder og ud-

dannelsesmuligheder, samt erhvervsudvikling, infrastruktur og andre tiltag, der tager

hensyn til de særligt udfordrede områder.

Udvalget vurderer at der er enkelte områder, som er så udfordrede – eller er på vej til at

blive det, at der er brug for værktøjer til at rekonstruere området i forhold til bosætning og

erhvervsudvikling. Hvis man lader stå til, så vil der være et tab af menneskelige og mate-

rielle værdier. Sådanne rekonstruktioner vil kræve et særligt samspil mellem staten og

den pågældende kommune.

En langsigtet og strategisk udvikling af landsbyerne

Kommunerne har ansvaret for den samlede fysiske planlægning både i by og på land.

En lang række kommuner har gjort en stor indsats for at planlægge for det åbne land og

landsbyerne, men der er fortsat kommuner, hvor det primære fokus i den kommunale

planlægning ligger på kommunens hovedbyer. Med den generelle udvikling i det åbne

land og i landsbyerne er det udvalgets opfattelse, at alle kommuner skal foretage strate-

giske overvejelser og planlægge for landsbyerne og deres udvikling, så der opleves en

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

sammenhæng i de kommunale prioriteringer og sikkerhed omkring rammerne for bosæt-

ning og erhvervsudvikling.

Der hvor befolkningstallet falder, og befolkningssammensætningen ændres, må den

offentlige service tilpasses, så der sikres et tilfredsstillende serviceniveau. Det handler

også om at skabe nye fleksible modeller for tilvejebringelse af offentlige services, der i

højere grad kan skaleres til ændringer i den demografiske udvikling. Samtidig er der

behov for en mere langsigtet kommunal planlægning for den offentlige service, der skal

gøre op med den uvished om det fremtidige offentlige servicetilbud og den kommunale

udvikling af området, som mange landsbysamfund i dag oplever. En sådan indikation af

det fremtidige kommunale serviceniveau vil øge investeringssikkerheden hos potentielle

tilflyttere og give større vished om fremtiden for nuværende beboere.

Udvalgets anbefalinger

Udvalget har i sit arbejde identificeret fire kriterier for den levedygtige landsby. Udvalget

har i alt 17 anbefalinger til arbejdet med at fremme og styrke levedygtige landsbyer. I

kommissoriet for udvalgets arbejde fremgår det, at "opfølgningen på anbefalingerne

gennemføres inden for eksisterende økonomiske rammer". Udvalget har i sit arbejde

identificeret en række indsatser, som udvalget finder nødvendige for at skabe en bedre

strukturel balance mellem land og by og fremme arbejdet med levedygtige landsbyer.

Derfor indeholder enkelte af anbefalingerne betydelige økonomiske omkostninger, som

af den grund går ud over udvalgets kommissorium. Udover tre overordnede strategiske

anbefalinger er anbefalingerne inddelt på de fire kriterier, se figur 2.1.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 2.1 Oversigt over udvalgets anbefalinger

Udvalget anbefaler, at…

… at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning

for kommunens landsbyer og landområder.

… kommunerne forpligtes til i dialog med lokalsamfundet at foretage en vurdering af de enkelte landområder eller landsbyers

tilstand, udfordringer og muligheder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling af de enkelte landsbyer og

landområder.

… der i områder med betydelige udfordringer (kommunalt udpegede rekonstruktionsområder) skal være adgang til et katalog af

særlige indsatser, der skal understøtte den løbende omstilling til et område med andre kvaliteter end bosætning og erhvervsvirksom-

heder, når der foreligger en rekonstruktionsplan med målsætninger for områdets udvikling.

Et attraktivt nærmiljø

med

tidssvarende

boliger, en tilpasset

bygningsmasse

samt

adgang

til

landskab og natur

… Pulje til landsbyfornyelse

forlænges og forøges fra

2019 til minimum 330 mio. kr.

årligt i en ti-årig periode, og at

der i første halvdel af denne

periode foretages en ny

behovsvurdering med henblik

på

eventuel

yderligere

finansiering

tilpasset

anvendelse af puljen.

... regeringen udvider Bolig-

Jobordningen til også at

omfatte lønomkostninger til

nedrivning af boliger belig-

gende i landzone.

… der nedsættes et ekspert-

udvalg med kendskab til

finansiering og landsbyernes

særlige behov for modernise-

ring af boligmassen med

henblik på at udvikle en

model for privat finansiering i

kombination med offentlig

og/eller filantropisk tilskud til

renoverings-, sanerings- og

ombygningsopgaver

samt

eventuel nedrivning i lands-

byer og landdistrikter.

… der nedsættes en tværmi-

nisteriel arbejdsgruppe med

henblik på at udarbejde en

model for omplacering af

boliger i det åbne land, fx med

mulighed for oprettelse af

nedrivningsfonde på kommu-

neniveau. Hensigten med

ordningen skal være, at der

på sigt bliver færre men bedre

boliger i det åbne land.

… kommunerne i dialog med

lokalsamfundet

vurderer

boligbehovet i kommunens

landsbyer og understøtter en

tilpasning af udbuddet til den

aktuelle

efterspørgsel,

herunder ved at understøtte

etablering af et varieret udbud

af leje- og andelsboliger for

bl.a. familier og ældre i

landsbyerne.

...kommunerne i deres fysiske

planlægning er opmærksom-

me på i dialog med lodsejerne

at fastholde og om muligt øge

tilgængeligheden til landskab

og natur som en særlig

attraktion og bosætningsmotiv

i landsbyerne.

Nærhed til offentlig

og privat service

Gode

beskæftigel-

sesmuligheder

muligheder for etab-

lering af virksomhed

Social og kulturel

sammenhængskraft

… kommunerne i højere grad

planlægger for en langsigtet

udvikling i de nære offentlige

servicetilbud, så der skabes

forudsigelighed og sikkerhed

om det fremtidige serviceni-

veau hos beboere og tilflytte-

re.

… stat og kommuner arbejder

for en kollektiv trafikplanlæg-

ning, der sikrer tilfredsstillen-

de forbindelser i landsbyerne

og for fremtiden arbejder med

inddrage

private

offentlige aktører i transport-

løsningerne.

… de enkelte lokalsamfund i

højere grad udnytter fordele

ved at sammentænke og dele

fælles faciliteter, forenings- og

fritidsaktiviteter, offentlig og

privat service, forsyning mv.

… staten fortsat arbejder for

at sikre mobildækning og

udrulle bredbånd for at

fremtidssikre

erhverv

bosætning i landdistrikterne.

… kommunernes erhvervs-

fremme og erhvervsudvikling i

særlig grad har fokus på

landsbyernes

eksisterende

faciliteter

stedbundne

potentialer.

… det forhøjede befordrings-

fradrag i yderkommunerne

videreføres fra 2019, men at

der nedsættes en arbejds-

gruppe, der skal fremlægge

forslag til en mere målrettet

ordning.

… udvikling af landsbyerne

sker i samråd mellem kom-

munen og lokalbefolkningen

med henblik på at sikre en

bredt forankret udvikling med

en fælles retning, både når

det handler om fysisk plan-

lægning og velfærdsløsnin-

ger.

… staten, via midler fra

Landdistriktspuljen

samt

Landdistriktsprogrammet, og

kommunerne

understøtter

fastholdelse og etablering af

fælles faciliteter til forenings-

og fritidsliv, fælles mødeste-

der,

begivenheder

samt

mulighed for deleøkonomiske

løsninger i landsbyerne.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

3. LANDSBYERNES UDVIKLING

Fra midten af det 20. århundrede og frem til i dag er de store linjer i Danmarks regionale

udvikling entydig: Der er gennem hele perioden sket en koncentration i de større byer,

mens landsbyerne samlet set har haft et vigende befolkningstal. Denne udvikling er en

global tendens, som forudsiges at ville fortsætte. Bag denne generelle udvikling gemmer

sig dog et væld af dynamikker, der også påvirker den fremtidige udvikling og som gør, at

udviklingen ikke nødvendigvis forløber som forudsagt

Selvom flere og flere danskere bor i byerne, eksisterer drømmen om at bo på landet hos

mange. Det betyder ikke, at det altid omsættes til virkelig handling, men det viser, at det

med en strategisk tilgang er muligt at dæmpe bevægelsen fra land til by og opretholde

en væsentlig andel af befolkningen i landsbyer.

Dette kapitel har til formål at skabe et vidensgrundlag for en bedre forståelse af landsby-

ernes situation i dagens Danmark gennem en kortlægning af de vigtigste demografiske

og økonomiske forhold i danske landsbyer samt den historiske udvikling frem til 2017.

I kapitlet betragtes landsbyer som udgangspunkt som bebyggelser og byer med op til

1.000 indbyggere . Der er flere figurer, der er opgjort med mere detaljerede bystørrelser

for at nuancere billedet. Flere steder i analysen er data opgjort på kommuneniveau, hvis

data ikke har været tilgængeligt på landsbyniveau.

3.1

DANMARK I EN INTERNATIONAL SAMMENHÆNG

Verden over vokser byerne - især de helt store byer - mens befolkningsandelen i land-

områder falder. Andelen af verdens befolkning, som bor i byer i dag, er således højere

end nogensinde.

I Europa er tendensen den samme. Europa er det kontinent, der har den laveste grad af

urbanisering, men også her søger befolkningen mod de større bysamfund. I 2015 boede

næsten tre fjerdedele af den europæiske befolkning i byområder og FN’s prognoser

viser, at tallet sandsynligvis vil vokse til lidt over 80 % i 2050 .

Trods store forskelle lande imellem, er et grundlæggende fællestræk, at byer tiltrækker

erhvervsliv, kapital, mennesker og kultur. Europæiske byområder er ofte karakteriseret

ved at have en høj koncentration af økonomisk aktivitet, beskæftigelse, uddannelse og

velstand med høj daglig tilgang af pendlere. Ifølge Eurostat rummede de europæiske by-

og mellemområder i 2015 næsten 60 % af den europæiske befolkning og genererede 68

% af bruttonationalproduktet . Byers centrale rolle betyder ikke, at landdistrikter er ens-

betydende med tilbagegang. For eksempel er landsbrugssektoren og turisterhvervet

vigtige aktører for blandt andet beskæftigelsen i landdistrikterne.

1. Opgørelserne dækker over observationer på det pågældende tidspunkt. Altså, hvis indbyggertallet i en by i 2008 er på

under 1.000 og vokser til over 1.000 i 2017, vil indbyggerne tælle som landsbyboere 2008, men ikke i 2017

Kilde: Eurostat, Urban Europe - statistics on cities, towns and suburbs 2016

Kilde: Eurostat, The State of European Cities 2016

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

I en europæisk kontekst har Danmark en relativt lav urbaniseringsgrad . Faktisk topper

Danmark som et af de lande i Vesteuropa, der har den største befolkningsandel i landdi-

strikterne. Det skal dog hertil siges at tværnationale sammenligninger vanskeliggøres af

landes forskellige definitioner af, hvad der for eksempel udgør en by.

På trods af at andelen af danskere, som lever i byerne, er relativ lav i en europæisk

kontekst, er urbaniseringshastigheden i Danmark for perioden 2012 til 2016, forstået

som mervækst i befolkningen i byområder sammenlignet med udviklingen i de resteren-

de områder, høj, sammenlignet med øvrige europæiske lande .

3.2 DE DANSKE LANDSBYER

I dag bor der ca. 1,1 mio. danskere i det åbne land og bebyggelser med op til 1.000

indbyggere. De danske landsbyer og landdistrikter indeholder både velfungerende lokal-

samfund og landsbyer i vækst, men også områder i tilbagegang og fysisk forfald. Selvom

Danmark er et relativt lille land, så er udviklingen på en række strukturelle indikatorer

ulige fordelt på tværs af landet.

I de senere årtier har der været en udvikling, hvor befolkningen rykker fra landet ind mod

byerne. Det indebærer generelt en flytning mod de større byer, men også en flytning fra

de mindste landsbyer og landdistrikter mod lidt større landsbyer og lokale og regionale

bycentre hvor servicefaciliteterne er lokaliseret – dette kaldes for en dobbelt urbanise-

ring . Den dobbelte urbanisering viser, at det ikke blot er de helt store byer, der vokser.

Således har der i de 29 største provinsbyer været en større vækst i befolkningstallet end

i hovedstadsområdet i løbet af de seneste 100 år

Den generelle udvikling kan henføres til to klare tendenser - dels den underliggende

økonomiske og samfundsmæssige udvikling mod mere urbane samfund, og dels de

aktive valg, vi som samfund har truffet, og som fremmer urbaniseringen yderligere.

Landsbyerne i forandring

Landsbyerne er i sin tid opstået som funktionelle enheder primært knyttet til landbrugs-

produktion. I landsbyerne gik beboerne sammen i fællesskaber omkring dyrkning af

jorden og senere mejerier, brugsforeninger mv., der hovedsageligt dækkede lokale be-

hov.

I takt med strukturudviklingen i efterkrigstiden blev det danske landbrugssamfund afløst

af et mere industribaseret samfund. Landbruget gennemgik en betydelig mekanisering

og strukturudvikling frem mod at være en del af en national og international fødevaresek-

tor. Den voksende beskæftigelse i industrien var dengang primært lokaliseret i byerne

modsat i dag, hvor industrien spiller en væsentlig rolle i landdistrikterne.

Kilde: Eurostat, Urban Europe - statistics on cities, towns and suburbs 2016.

Kilde: Erhvervsministeriet, Redegørelse om vækst og konkurrenceevne, 2018

Kilde: KL, Danmark i forandring, 2014

Kilde: KL og Momentum, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Landsbyernes forandring og fald i befolkningstal kan blandt andet forklares ud fra den

underliggende samfundsudvikling herunder konsolideringen i landbruget og andre er-

hverv, som har resulteret i at mange lokale arbejdspladser, funktioner og services er

forsvundet.

Sideløbende med ovenstående udvikling, er der truffet en række politiske beslutninger,

som har haft indvirkning på landsbyernes rolle. Kommunalreformen i 1970 og en række

følgereformer arbejdede for en mere decentral velfærdsstat, hvor der skete en omlæg-

ning af opgavefordelingen fra staten til amter og kommuner. Med reformen blev antallet

af amter reduceret til 14 og kommuner til 275.

I løbet af de seneste årtier er centralisering i stigende grad blevet set som et vigtigt red-

skab til at opnå øget produktivitet i den offentlige sektor gennem oprettelsen af færre og

større enheder. Strukturreformen i 2007 var et led i denne proces, og har skabt væsent-

lige forandringer i den kommunale og regionale forvaltning. Antallet af primærkommuner

blev i den forbindelse reduceret fra 271 til 98, mens de 13 amtskommuner blev nedlagt,

og fem regioner oprettet i stedet. Målet har været at fremtidssikre den offentlige sektor,

ved at skabe økonomisk effektive enheder med et klart ansvar for at levere velfærds-

ydelser af høj kvalitet.

Med strukturreformen og andre reformer såsom politi-, sygehus- og domstolsreformen

samt den efterfølgende kommunale udmøntning, er der foretaget en række centralise-

ringsbeslutninger. Mange mindre lokalsamfund og landsbyer har i det seneste årti for

eksempel oplevet skolelukninger, forringelse af offentlig transport, længere afstande til

offentlig service og offentlige arbejdspladser mv., hvilket har forringet landsbyernes si-

tuation og svækket lysten til bosætning i landsbyerne.

Bevægelsen fra by til land

Bevægelsen fra land til by er dog ikke hele fortællingen i den demografiske forandring,

som finder sted i Danmark. Der foregår samtidig også en bevægelse fra de større byer til

landdistrikterne. Dette kan have forskellige motiver som for eksempel efterspørgslen

efter forbedrede boligforhold og omgivelser, søgen efter billigere eller andre boliger,

tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, ændret livstil eller tilknytningen til opvækststedet.

En undersøgelse viser, at de vigtigste årsager til at danskere flytter hovedsageligt er

studiestart, ny arbejdssituation, ændrede familieforhold eller utilfredsstillende boligfor-

hold. Livsfasen har ofte betydning for bolig og lokalpræferencer, således at ønskerne

ændres i takt med alderen, og at livsituationen forandres. Motiverne for at flytte fra byen

til landet varierer, og tilflyttere har forskellige behov. Det betyder derfor også, at der er en

efterspørgsel efter forskellige typer af boligtilbud, og at der måske mangler variation i de

nuværende boligtilbud. Det sidste understreges af forskning, der viser, at en stor del af

tilflytterne (23 pct.) til kommuner uden for de større byer har forladt kommunen igen i

løbet af det efterfølgende år. Det er især de unge, der flytter igen. Der er også en stor

andel (26 pct.), der skifter bolig indenfor kommunen indenfor det første år.

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, Bolig og bosætningspræferencer i Hjørring Kommune, 2016

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, t: Yderområderne og deres til- og fraflytning Baggrundsrapport til SBi 2010:52:

Tilflyttere til yderområder: forandring, integration og strategier, 2010

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Tilflytterne til landdistrikterne påskønner særligt tilstedeværelsen af naturen og trygge

omgivelser.

Desuden har en del af tilflytterne for eksempel bosat sig i forbindelse med

pensionering. Af andre motiver er ønsket om at prøve noget andet eller et fravalg af livet

i byen. For en del tilflyttere er flytningen boligrelateret enten i form af ønske om større

og/eller billigere bolig. For nogle tilflyttere er ønsket om at bo i nærheden af familie

og/eller venner en vigtig årsag til bosætning på landet.

Dette underbygges af en undersøgelse fra 2012, hvor danskerne peger på familiemæs-

sige årsager, ro og stilhed, økonomisk råderum, naturskønne kyster samt arbejde som

de fem oftest benyttede årsager til at flytte til et yderområde.

Med et studie fra 2005 er det nærmere undersøgt, hvem der flytter til landets yderområ-

der , og hvorfor de gør det.

situationer.

En del tilflyttere flytter ”tilbage” til det område de har boet i under deres opvækst og

barndom. De vender for eksempel tilbage efter et uddannelsesforløb, i forbindelse med

et jobskifte eller hvis de bliver skilt og får mere brug for famille og venner. Denne type af

tilflyttere har et relativt godt kendskab til området, er nemt integreret, og de falder hurtigt

til. De flytter tilbage, under forudsætning af, at de kan finde en løsning på jobsituationen

Studiet viser at tilflyttere typisk befinder sig i tre forskellige

Det samme studie viser, at en anden situation gælder tilflyttere der, efter mange overve-

jelser, har valgt at flytte til et af de undersøgte områder. De er uden nævneværdige rela-

tioner til stedet og dets beboere. Disse tilflyttere har en stærk vision. På boligsiden kan

det handle om et boligprojekt med istandsættelse og ombygning. Yderområder rummer

mange boliger, der kan honorere disse drømme. Her kan man få bygninger og bygnings-

kulturel kvalitet, til priser tilflytterne har råd til, sammenlignet med priserne i de områder

de kommer fra. Forventninger om et godt nærmiljø og et ønske om nye sociale relationer

indgår også i visionen. Det bygger på en forestilling om, at man her - i modsætning til i

de større byer - kan opnå en mere tryg tilværelse i et tættere og måske mere forpligten-

de fællesskab. Af disse grunde er denne type tilflyttere afhængige af lokalsamfundet -

både i form af inddragelse og accept. De er engagerede og har viet deres liv til stedet.

Endelig afdækker studiet en tredje type af tilflyttere. Det er tilflyttere, der søger områder-

nes bolig- og naturmæssige herligheder, men som ikke er afhængige af sociale relatio-

ner til andre på stedet. De er uafhængige fordi de bevarer deres sociale netværk, hvor

de kommer fra. De pendler typisk ud af området, "fjernarbejder" eller har forladt ar-

bejdsmarkedet, men er også ofte i byen, de kommer fra.

En yderligere gruppe af tilflyttere til land- og yderkommuner

er socialt udsatte. En un-

dersøgelse fra 2014 viser, at danskere på kontanthjælp eller førtidspension, der flytter fra

Kilde: Statens Byggeforsknings Institut, Tilflyttere til yderområder: forandring, integration og strategier, 2010

Kilde: Realdania, Agenda Y, 2012

I undersøgelsen defineret som ni områder bestående af 45 kommuner (før kommunalreformen)

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut: Bosætning i yderområder, 2005. Der er ikke fundet nyere studier, som afdækker

disse forhold, og da det samtidig vurderes at være viden af generisk karakter, har studiet indgået i udvalgets arbejde, til

trods for tidspunktet for dets gennemførelse.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

by til land, typisk søger en billig bolig uden indskud, gerne et hus med have, og ofte en

ny start i tilværelsen. Socialt udsattes flyttemønstre hænger også sammen med de øko-

nomiske vilkår i samfundet. I opgangstider flytter færre til land- og yderkommuner. I

krisetider stiger antallet af tilflyttere på kontanthjælp og førtidspension.

Figur 3.1 illustrerer flytninger fra hovedstadsområdet og de største bykommuner. Det

viser at flytninger fra de større byer fordeler sig over store dele af landet og særligt til de

kommuner, der er tæt på de større jyske bykommuner eller Odense.

Figur 3.1 Flytninger fra hovedstadsområdet og de største bykommuner, 2017

Kilde: Danmarks Statistik

Land- og yderkommuner (hhv. 30 og 16) er i denne sammenhæng defineret ud fra det daværende Miljøministeriums

landdistriktsindeks.

Kilde: Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI): Flytninger fra byer til –land- og yderkommuner, 2014

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Danskernes tilknytning til yderområderne

Figur 3.2 viser, hvilke kvaliteter danskerne ser i yderområderne.

Det er især de natur-

skønne omgivelser, som danskerne peger på. Derudover er der bred enighed om, at

bygningsarven, nærmere bestemt de mange historiske bygninger og unikke bymiljøer,

udgør en kvalitet i yderområderne.

Nogle af de andre kvaliteter, som danskerne fremhæver ved yderområderne, handler om

det særlige lokale liv, der eksisterer her. Lokale sammenslutninger (i form af foreninger

m.v.) og i det hele taget et stærkt lokalt fællesskab beboerne imellem er med til at skabe

dette særlige lokale liv.

Figur 3.2 Danskernes syn på yderområderne

Passer godt

Passer hverken godt eller dårligt

Naturskønne kyster, strande og hav

Andre naturskønne områder

Ro og stilhed

Særegent plante- og dyreliv

Stærkt lokalt fællesskab

Stærk lokal identitet

Unikke bymiljøer

Lokale sammenslutninger

Hsitoriske bygninger

Historiske bygninger

Tryghed

Særlige lokale produktier

Særlige lokale produkter

Plads til individualiseter

Plads til individualister

Masser af lokalt liv

Menneskelig rummelighed, åbenhed…

God lokal offentlig service

Spændende kunst- og kulturaktiviteter

20%

40%

Passer dårligt

60%

80%

100%

Kilde: Realdania, Agenda Y, 2012

En undersøgelse inddeler danskerne i forskellige grupper alt efter deres tilknytning til

yderområderne.

Med udgangspunkt i tre af grupperne - beboerne, tilflytterne og drøm-

merne - præsenteres forskellige karakteristika.

Beboerne bruger naturen mere aktivt til fritid og sport end resten af befolkningen. Samti-

dig står god lokalt tilstedeværende offentlig service øverst på listen over ting, som dan-

skerne mener, der skal investeres i for at gøre det mere attraktivt at bo i yderområderne.

Næst på listen står investering i lokale iværksættere. Derudover er det værd at bemærke

at danskere, der bor i yderområder, ofte har et mere positivt syn på yderområder sam-

menlignet med de personer, der ikke gør. Således vurderes manglende jobmuligheder

og indkøbsmuligheder samt mangelfulde kulturelle tilbud og fritidsaktiviteter som væren-

I undersøgelsen er yderområde defineret som de kommuner og ikke-brofaste øer, der på tidspunktet var omfattet af den

differentierede planlov, kategoriseret som yderkommuner i forhold til uddeling af landdistriktsmidler af Fødevareministeriet

og/eller kategoriseret som yderområder og overgangsområder i forhold til EU's strukturfondsmidler. I alt 34 kommuner.

Kilde: Realdania, Agenda Y, 2012

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

de større ulemper hos danskere, der ikke bor i landsbyerne og de mindre byer end de

personer, der faktisk bor der.

Tilflyttere, det vil sige danskere der har boet i et yderområde i op til fem år, har typisk en

højere uddannelse end landsgennemsnittet. Tilflyttere er desuden mere positivt stemt

over for niveauet af den offentlige service, ligesom de er blevet positivt overrasket over

yderområdernes rige lokale liv. En anden undersøgelse viser desuden, at forhold vedrø-

rende dagligvarebutikker også vægtes højt af danskerne, når der skal vælges bopæl.

Drømmerne, det vil sige personer, som overvejer eller tidligere har overvejet at flytte til et

yderområde, tillægger ro og stilhed og naturskønne kyster størst værdi i relation til at

skulle flytte til et yderområde. Disse er begge vigtigere end økonomisk råderum. Grup-

pen er særligt karakteriseret ved at de oftest holder ferie i et yderområde og/eller har

besøgt venner eller familie i et yderområde mindst én gang inden for det sidste år. Det er

værd at bemærke, at livsforløbet er tæt forbundet med, hvornår drømmerne vil flytte til et

yderområde. De fleste i denne gruppe drømmer om at flytte til et yderområde, når de

bliver ældre.

En anden undersøgelse viser derudover, at cirka hver tredje dansker gerne vil bo på

landet i 2030.

Heriblandt vil 20 % af de personer, der

ikke

er bosiddende på landet,

gerne bo der i 2030. Det indikerer, at der findes et større antal af danskerne, der har

ønsker om at bo i landsbyerne, end der reelt bor der.

3.3

DEMOGRAFI

Væsentlige ændringer i befolkningstallet spiller en rolle for de generelle forudsætninger

for vækst. Både en stigning og et fald kan medføre ændringer i behovet for eksempelvis

boliger, faciliteter samt service og dermed et behov for tilpasning. Samtidig kan ændrin-

ger i befolkningsstørrelsen indebære forskydninger i befolkningssammensætningen, og

blandt andet medføre ændrede økonomiske forudsætninger for vækst og udvikling. Et

voksende befolkningstal kan skyldes flere faktorer. Der kan for eksempel være tale om

fødselsoverskud, nettoindvandring eller ændringer i til- og fraflytning.

Det er vigtigt at bemærke, at en stigning i befolkningstallet på kommuneniveau i mange

tilfælde dækker over et fald i befolkningstallet i det åbne land og landsbyer med op til

1.000 indbyggere, mens stigningerne sker i kommunens største by eller byer. Siden

1901 har antallet af indbyggere i det åbne land været kraftigt faldende, og nedgangen

har været særligt kraftig i sidste halvdel af 1900-tallet, se figur 3.3. I nyere tid er andelen

af indbyggere, der er bosat i landsbyer, gået fra ca. 22 % i 2006 til 19 % i 2017.

Kilde: De Samvirkende Købmænd, 2015. Undersøgelsen er gennemført af Megafon

Kilde: Bolius Boligejernes Videncenter, Yderdanmark, 2014. Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.3 Udvikling i indbyggertal fordelt på bystørrelse (1.000 personer), 1901-

2017

2.000

1.500

1.000

500

1901

1911

1921

1930

1940

1950

1960

1970

1981

1990

2000

2010

2014

2017

Over 100.000 indbyggere

200-999 indbyggere

10.000-99.999 indbyggere

Det åbne land

1.000-9.999 indbyggere

Anm.: Udviklingen omkring år 2000 i kategorien ”Over 100.000 indbyggere” er påvirket af, at 12 kommuner i 1999

blev udskilt fra Hovedstadsområdet, der i statistikken indtil da blev opfattet som et samlet byområde.

Kilde: Danmarks Statistik samt De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi, Forår 2015

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.4 Udvikling i befolkningstal,

2009-2018

2009-2012

Danmarks samlede befolkning vokser, og

stigningen har i de senere år fordelt sig

bredt i landet. Tendensen er særligt tydelig

på Sjælland, Fyn og Østjylland, mens dele

af det nordlige og vestlige Jylland, Syd-

danmark og ø-kommunerne er præget af

et faldende befolkningstal, se figur 3.4.

Faldet er dog for de fleste af disse kom-

muners vedkommende mindre kraftigt end

tidligere

Befolkningsudviklingen i landsbyerne er

meget varierende, men overordnet falden-

de, og særligt på Lolland-Falster samt i

Nord- og Sydjylland og ø-kommunerne

findes der kun få landsbyer, der har haft

en stigning i befolkningstallet. Den hyppig-

ste forekomst af landsbyer med en stig-

ning i befolkningstallet findes i Midtjylland

og omkring de store byer, se figur 3.5.

2012-2015

2015-2018

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Anm: Kortet viser den gennemsnitlige årlige

vækst i befolkningstallet i hver af perioderne.

Opgjort pr. 1. januar hvert år.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.5 Udvikling i antallet af indbyggere i landsbyer med 200–1.000 indbygge-

re, 2008-2017, pct.

Anm.: Kortet angiver udviklingen befolkningstallet i landsbyer med 200-1.000 indbyggere i perioden. Byer, der

havde mere end 1.000 indbyggere før 2017, er inkluderet, hvis befolkningstallet er mindre end 1.000 i 2017.

Landsbyer, der i enten 2008 eller 2017 havde under 200 indbyggere, er ikke inkluderede pga. manglende data.

Landsbyer, der i perioden er sammenlagt, er medtaget med det samlede indbyggertal, såfremt der er data for hele

perioden. I alt er der medtaget 845 landsbyer, mens 56 er udeladt.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Fødselsoverskud og flytninger ændrer demografien

Den demografiske udvikling i befolkningstallet skyldes hovedsageligt, at de større by-

kommuner har et højt fødselsoverskud, hvorimod kommuner længere væk fra de større

byer generelt har et lavt fødselsoverskud eller et fødselsunderskud, se figur 3.6.

Figur 3.6 Fødselsoverskud, 2017

Kilde: Danmarks Statistik

Derudover er fødselsraten høj i de store universitetsbyer samt store dele af Jylland.

Omvendt er fødselsraten lav på Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og store dele af

Fyn. Ø-kommunerne har ligeledes en lav fødselsrate, hvilket skal ses i lyset af en stor

stigning i gennemsnitsalderen.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.7 Udviklingen i befolkningens gennemsnitsalder, 2008-2017

Kilde: Danmarks Statistik

Den danske befolkning bliver stadig ældre. Gennemsnitsalderen er steget fra 40,0 år i

2008 til 41,4 år i 2017. Stigningen sker langsomst omkring de største byer og hurtigst i

områderne udenfor de store byer, hvor særligt ø-kommunerne, store dele af Sjælland,

Lolland, Fyn samt den jyske vestkyst skiller sig ud, se figur 3.7. Det er udelukkende

kommuner i Hovedstadsområdet, der har oplevet fald i befolkningens gennemsnitsalder.

I 2006 var andelen af 0-24 årige på landsplan nogenlunde på samme niveau som i

landsbyerne. I 2017 er andelen på landsplan imidlertid højere end i landsbyerne. Det er

særligt landsbyer på 200-499 indbyggere, der har en lav andel af børn og unge.

Koncentrationen af uddannelsesinstitutioner samt fritidstilbud til børn og unge i de større

byer gennem det sidste årti har utvivlsomt forstærket denne udvikling. Omvendt er der

relativt mange 65+ årige bosiddende i landsbyer med 200-499 indbyggere.

Der ses samtidig en tendens, hvor ældre danskere, der inden for en overskuelig fremtid

vil få brug for pleje og hjælp til husholdningen, flytter til byerne, da byerne opfylder et

ønske om at være nær infrastruktur samt offentlige og private servicefaciliteter.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Ser man på den geografiske bevægelse af befolkningen har fraflytningen fra yderkom-

munerne

ligget på nogenlunde samme niveau i de sidste 30-40 år, se figur 3.8. Fra

2006 har der været et fald i tilflytningen, der dog i løbet af de senere år igen har været

stigende og er ved at nærme sig niveauet for fraflytningen, hvilket indikerer, at befolknin-

gens flyttemønstre ikke er en afgørende faktor for bykommuners vækst disse år.

Figur 3.8 Flytninger, 1980-2017

Pct. af folketal

1980

1985

1990

1995

2000

2005

2010

2015

Fra bykommuner

Til bykommuner

Fra yderkommuner

Til yderkommuer

Fra øvrige kommuner

Til øvrige kommuner

Anm: Mellemkommunale flytninger opgjort i forhold til befolkningstallet pr. 1. januar i året.

Kilde: De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi, Forår 2015, 2015 samt egne beregninger

Større pendlingsområder

En undersøgelse viser, at 98 pct. af de danske lønmodtagere pendler.

end i 2008.

Afstanden fra bopæl til arbejdsstedet stiger overordnet set, i takt med at størrelsen på

bopælsbyen falder, se figur 3.9. Dog falder afstanden i de helt små i landsbyer og be-

byggelser. Afstanden mellem hjem og arbejde bliver næsten fordoblet for personer bosat

i byer på op til 20.000 indbyggere sammenlignet med byer med mere end 20.000 ind-

byggere. Dette kan tyde på, at byer af denne størrelse har et stort opland og fungerer

som regionale centre for handel, erhverv, service m.m.

Pendlerne

transporterer sig i gennemsnit 42,5 km. dagligt til og fra arbejde, hvilket er 9 pct. længere

I undersøgelsen er ”bykommuner” defineret som kommuner med en by med flere end 45.000 indbyggere, svarende til 27

kommuner. ”Øvrige kommuner”, er kommuner, som ikke har en by med over 45.000 indbyggere, og hvor medianborgeren

har mindre end 30 min. kørsel til en by med over 45.000 indbyggere. Det svarer til 36 kommuner. ”Yderkommuner” define-

res som kommuner, hvor medianborgeren har mere end 30 min. kørsel til en by med mere end 45.000 indbyggere. Det

betyder, at 35 ud af 98 kommuner betegnes som en kommune længere væk fra en større by.

Kilde: KRAKA, Vi pendler længere – og bruger mere tid på at pendle, 2018

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.9 Median afstand fra hjemmet til arbejdsstedet fordelt på bystørrelse, km.,

2016

500-999 indb.

200-499 indb.

5.000-9.999 indb.

2.000-4.999 indb.

Hovedstadsområdet

50.000-99.999 indb.

40.000-49.999 indb.

30.000-39.999 indb.

20.000-29.999 indb.

10.000-19.999 indb.

Over 100.000 indb.

1.000-1.999 indb.

Under 200 indb.

Anm.:Opgørelse over beskæftigede inkl. selvstændige. Den gennemsnitlige afstand mellem hjem og arbejdssted

er 19,6 km.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

Antallet af pendlere har generelt været stigende over tid, og det gælder også for yder-

kommunerne, hvor pendlingen er karakteriseret ved, at der er flere, der pendler ud af

kommunerne, end der pendler ind. Forskellen – målt som nettopendlingen – har været

nogenlunde konstant de seneste år, dog med et lille fald siden 2008.

Det er primært de ufaglærte og de faglærte, der pendler, og der er her væsentligt flere,

der pendler fra yderkommunerne end til, se figur 3.10. For personer med en lang videre-

gående uddannelse er det imidlertid omvendt, idet der er et lavere pendlingsomfang,

men der er flere, der pendler ind til en yderkommune end ud. De faglærte og ufaglærte

pendlere, der udgør en relativ større del af befolkningen i yderkommunerne, bor således

fortrinsvis i kommuner længere væk fra en større by og pendler til en bykommune eller

en af de øvrige kommuner, mens pendlere med en lang videregående uddannelse typisk

pendler

til

en kommune længere væk fra en større by.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.10 Pendling fra og til en yderkommune fordelt på uddannelsesniveau,

1.000 personer

Ufaglært

Gymnasial

Faglært

Pendler fra

KVU

Pendler til

MVU

LVU

Kilde: De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi, Forår 2015, 2015

3.4

BESKÆFTIGELSE OG ERHVERVSSTRUKTUR

I perioden 2009-2013 har der været et fald i antallet af beskæftigede på landsplan, hvil-

ket også har gjort sig gældende i landsbyerne. Samtidig har landsbyerne ikke siden hen

oplevet den samme vækst i beskæftigelsen som på landsplan, se figur 3.11. Det skal

dog bemærkes, at indbyggertallet har været faldende i landsbyerne, hvilket gør det svæ-

rere at opretholde samme absolutte beskæftigelsestal og dermed vanskeligt at sammen-

ligne udviklingen over tid.

Beskæftigelsesgraden i landsbyer ligger ca. 4 pct. point over landet som helhed. Dette

skal sammenholdes med, at der er en relativt lavere andel af indbyggere i den erhvervs-

aktive alder i landsbyerne sammenlignet med hele landet. Derudover må det formodes,

at fraværet af videregående uddannelsesinstitutioner betyder, at en mindre del er under

uddannelse i landsbyerne sammenlignet med hele landet, hvilket øger beskæftigelses-

andelen.

Figur 3.11 Udvikling i antallet af beskæftigede samt beskæftigelsesgrad, 2009-2016

Hele landet

2.850.000

2.810.000

2.770.000

2.730.000

2.690.000

2.650.000

2009

2011

2013

2015

Beskæftigede

Beskæftigelsesgrad (h. akse)

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

60%

56%

52%

48%

44%

40%

640.000

620.000

600.000

580.000

560.000

540.000

2009

2011

2013

2015

Beskæftigede

Beskæftigelsesgrad (h. akse)

Byer og bebyggelser op til 1.000 indb.

60%

56%

52%

48%

44%

40%

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Væksten i produktiviteten er en drivkraft bag stigende velstand og bedre levevilkår over

tid. I perioden 1993 til 2016 voksede bruttonationalproduktet (BNP) 32,9 pct. på lands-

plan, men stigningen dækker over kommunale forskelle. Det er særligt i de større by-

kommuner, at BNP pr. indbygger er steget, mens stigningen har været lavest i kommu-

ner længere væk fra en større by.

siden 2009, se figur 3.12.

Figur 3.12 Udvikling i real BNP pr. indbygger, 1993- 2016

Indeks (1993=100)

145

140

135

130

125

120

115

110

105

100

Bykommuner

Forskellen i væksten i BNP pr. indbygger mellem de

større bykommuner og kommuner længere væk fra en større by er dog blevet mindre

145

140

135

130

125

120

115

110

105

100

Øvrige kommuner

Yderkommuner

Hele landet

Anm: BNP er målt i faste 2010-priser og med udgangspunkt i arbejdsstedet, mens indbyggertallet er opgjort på

bopælsadresse. Arbejdssted er der hvor produktionen foregår. Hvis et firma har mere end et arbejdssted, så

fordeles produktion mv. mellem arbejdsstederne.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

Beskrivelsen gengiver ikke fuldt ud værdiskabelsen blandt indbyggerne i de enkelte

kommuner. Således bidrager pendlerne til værdiskabelsen i kommunen, hvor de arbej-

der, mens de bidrager til skattegrundlaget og forbruget i deres bopælskommune. Selvom

BNP er højere i og omkring de større byer, breder indkomsten sig derfor i nogen grad til

et større område via pendling, da der er et større pendlingsomfang fra yderkommunerne

til bykommunerne end omvendt.

Erhvervslivets sektorer i landdistrikterne

Landbrug- og fødevareerhvervet, produktionsvirksomheder samt turismesektoren spiller

en stor rolle for beskæftigelsen i landdistrikterne og er ligeledes betydningsfulde sektorer

i det danske samfund. En erhvervsudvikling i landdistrikterne også inden for disse er-

hverv er derfor med til at sikre udvikling i Danmark og understøtte vækstdagsordenen.

Landbrugs- og fødevareerhvervet er typisk placeret i områder uden for de større byer, og

har også historisk set spillet en stor rolle for landdistrikterne. Strukturudviklingen har

betydet, at der er kommet færre, men større bedrifter, og samtidig er bedrifterne blevet

mere specialiserede. Fra 2007 til 2016 faldt antallet af fuldtidsbeskæftigede i landbruget

med 6 pct., så der i 2016 var ca. 36.500 fuldtidsbeskæftigede.

BNP pr. indbygger, hvor BNP er opgjort med udgangspunkt i arbejdsstedet, mens indbyggertallet er opgjort på bopæls-

adresse. ”

Kilde: Danmarks Statistik

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Landbrugs- og fødevareerhvervet spiller stadig en betydelig rolle, særligt for landsbyer

med under 200 indbyggere. figur 3.13 viser at omkring 13 pct. af de beskæftigede arbej-

der inden for denne sektor. Derudover fylder landbrugserhvervet stadig meget i det fysi-

ske landskab i landdistrikterne som følge af det dyrkede areal.

Figur 3.13 Fordeling af beskæftigede efter branche, 2016

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Hele landet

Privat service

Byer med under 200 Byer med 200-499 Byer med 500-999

indbyggere

Offentlige

Industri

Landbrug

Andet

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Industrisektoren herunder produktionsvirksomheder spiller ligeledes en væsentlig rolle i

erhvervsstrukturen i landdistrikterne, og særligt i de vestjyske samt fynske kommuner, se

figur 3.14. Der har de seneste år været en mindre stigning i antallet af beskæftigede i

denne sektor, som er særligt stor i landsbyer med 200-499 indbyggere samt 500-999

indbyggere.

Turisme er ligeledes et betydeligt erhverv i flere af kommunerne uden for de større byer.

Inden for kommunegrænsen kan der være stor geografisk variation i turismens betyd-

ning, der i visse områder – eksempelvis i kystnære områder – kan udgøre et væsentligt

økonomisk fundament. Turismens andel af den private beskæftigelse er særligt stor i

Lolland og Nyborg Kommune, Bornholm og andre ø-kommuner samt flere københavn-

ske kommuner.

I 2016 har der i turismevirksomhederne været en positiv udvikling i

beskæftigelsen, og der er overordnet set positive forventninger til den fremtidige beskæf-

tigelse i branchen.

Målt på overnatninger er kyst- og naturturismen det største forretningsområde i dansk

turisme.

Efter en længere periode med svag vækst er kyst- og naturturismen nu i en

positiv udvikling. Således var der fra 2015 til 2016 en stigning på 5 pct. i antallet af over-

natninger for kyst- og naturturismen.

Kilde: Erhvervsministeriet, Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse, 2017

Kilde: Statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne, Det Nationale Turismeforum, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 3.14 Andel af den private beskæf-

tigelse i udvalgte sektorer, 2015

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Der er generelt en lavere andel beskæfti-

gede i den offentlige sektor i landsbyerne

sammenlignet med resten af landet. Set

på kommuneniveau har væksten i perio-

den 2008-2015 i antallet af offentlige

stillinger overordnet set været størst i de

københavnske omegnskommuner samt

storbykommunerne.

Samtidig

har

det

relativt største fald fundet sted i kommu-

ner som for eksempel Lolland, Nyborg,

Læsø og Kalundborg.

Industri

Med hensyn til den private servicesektor

er andelen af beskæftigede lavere i

landsbyer, og særligt i landsbyer og be-

byggelser med mindre end 200 indbygge-

re. Dog er iværksætteri i højere grad et

fokusområde i kommunernes strategier for

erhvervsudvikling i landsbyer og landdi-

strikter.

I en analyse i forbindelse med kampagnen

På forkant

peges der overordnet på en

ændret erhvervsstruktur i landdistrikterne

Turisme

med færre store arbejdspladser men med

flere nye mindre virksomheder. Især bliver

der flere selvstændige inden for de ople-

velsesøkonomiske erhverv – og særligt

kvinder er dominerende inden for dette

erhvervsområde.

Vigtigheden

er-

hvervsudvikling understøttes i forsknin-

gen, hvor betydningen af iværksætteri og

små virksomheder for økonomisk vækst i

landdistrikter fremhæves.

Anm: Kortene viser antal beskæftigede (personer) i

den pågældende sektor i forhold til den samlede

private beskæftigelse. I forhold til beskæftigelsen i

turismesektoren er denne opgjort som beskæftigelsen i

de brancher, der vurderes som værende turismeer-

hverv. Opgørelsen er behæftet med usikkerhed.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

Kilde: Danmarks Statistik

Kampagnen På Forkant er lanceret af Erhvervsministeriet ved Erhvervsstyrelsen, KL og Realdania

Kilde: Johansen, P.H. og Frølund, M., 2017. Nedslagspunkter i ’Erhvervsanalyse af kommunerne På Forkant’

Kilde: Herslund, L. 2012. The rural creative class: Counterurbanisation and Entrepreneurship in the Danish Countryside.

Sociologia Ruralis

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

4. BOLIGMARKED, NEDRIVNING OG

FINANSIERINGSUDFORDRINGER

Boligmarkedet har i de senere år været kendetegnet ved, at priserne på boliger og ejen-

domme i byerne og områderne omkring de store byer har haft en højere stigningstakt

end den resterende del af landet. Samtidig er bolig- og ejendomsmarkedet i områderne

uden for de store byer præget af et skævt forhold mellem udbud og efterspørgsel, hvilket

blandt andet viser sig i høje liggetider og prisnedslag.

Udviklingen på boligmarkedet har betydet, at mange kommuner er blevet stadig mere

udfordret af et stigende antal tomme boliger. Disse boliger står i mange tilfælde som

nedrivningsmodne huse. Når nogle huse i en landsby forfalder, kan det også påvirke

muligheden for at sælge de mere attraktive ejendomme i samme landsby. Denne udvik-

ling er med til at fastfryse boligmarkedet i visse områder.

Udvalget for levedygtige landsbyer har noteret sig, at der i mange landsbyer og i landdi-

strikter opleves en udfordring med at opnå lån til boliger og erhvervsejendomme.

Det er udvalgets vurdering, at et ”fastfrossent” ejendomsmarked og lange liggetider for

boliger, skyldes, at der aktuelt er et mismatch mellem udbud og efterspørgsel.

Grundlæggende er det udvalgets holdning, at finansiering bedst sker på markedsvilkår

og at penge- og realkreditinstitutter som udgangspunkt har de nødvendige produkter til

at imødekomme finansieringsbehovene under denne forudsætning. Samtidig peger det

aktuelle overudbud af særligt boliger på et umiddelbart behov for tilpasning af boligmas-

sen, så der skabes balance og omsættelighed på boligmarkedet og genetableres til-

strækkelig sikkerhed og forudsigelighed som forudsætning for belåning. Udvalget finder,

at der bør stræbes efter en rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel på boligmar-

kedet, og der løbende bør være overvejelser om initiativer eller indsatser til at genoprette

en eventuel væsentlig strukturel ubalance.

4.1

BOLIG- OG EJENDOMSMARKED

Ejendomsmarkedet i landdistrikterne adskiller sig på væsentlige punkter fra ejendoms-

markederne i byerne. Det tyndere marked i landdistrikterne betyder, at der vil være stør-

re usikkerhed om prisfastsættelsen end i byerne, hvor handlerne er flere og omsætnin-

gen større. Samtidig er der med det faldende befolkningstal et faldende behov for boli-

ger, mens mængden, der udbydes til salg, er nogenlunde konstant. Det har givet et

nedadgående pres på priserne.

Kilde: Udvalg om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikter, 2015

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 4.1 Prisnedslag og udvikling i boligpriser efter kommune, 2000-2017

Anm.: Den procentuelle udvikling i priserne på parcel-/rækkehuse er beregnet på baggrund af et simpelt gennem-

snit over de kvartalsvise priser for et rullende år. Det første rullende år går fra 4. kvt. 1999 til 3. kvt. 2000, mens

det sidste rullende år går fra 4. kvt. 2016 til 3. kvt. 2017. Prisnedslaget er målt i % af den første udbudspris, som

er beregnet som et simpelt gennemsnit over et rullende år fra 4. kvt. 2016 til 3. kvt. 2017.

Kilde: Realkreditrådet

Boligmarkedet i Danmark er stærkt påvirket af en stadig faldende efterspørgsel på bo-

ligmarkedet uden for de større byer og en stigende efterspørgsel i de større byer samt i

områderne tæt på Hovedstaden og det østjyske bybånd. De store byer træder klart frem

med højere boligpriser end de omkringliggende landkommuner, og yderkommunerne har

de laveste boligpriser, undertiden helt ned til en femtedel af prisniveauet i Hovedsta-

den.

Den dominerende boligtype i Danmark er parcel-, række- og stuehuset, der udgør knap

45 % på landsplan, men med stor variation fra storbyerne til landdistrikterne. I Frederiks-

berg Kommune er kun 2 % af boligerne parcelhuse, København 5 % og i den anden

ende af skalaen har Læsø 82 % af boligmassen i denne kategori. I mange yderkommu-

ner er mere end 2/3 af boligerne parcel-, række- og stuehuse.

Boligpriserne i storbyerne og de større byer har haft store udsving gennem de sidste

årtier. Mens perioden frem til 2007-2008 fremviste prisstigninger, så betød krisen på

boligmarkedet fra 2008 også et omtrent ligeså drastisk fald i boligpriserne. Sidenhen er

boligpriserne steget igen. Uden for de store byer har udviklingen dog været knapt så

markant.

Statens Byggeforskningsinstitut konkluderede i 2014, at udviklingen efter

2008 samlet set har medført et polariseret boligmarked, hvor de to dominerende storby-

områder, Hovedstaden og det østjyske bybånd, er tilbage i samme udvikling som før

2008. Omvendt var der en stor del af landet, uden for de store byer, hvor liggetiderne

stadig synes høje i takt med, at udbuddet stiger, og køberne er tilbageholdne.

Boligmarkedets polarisering er en udvikling, som stadig synes at være gældende. Dog

har der i de senere år været tegn på en stigende aktivitet i antallet af hussalg, hvor især

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, Boligmarkedet uden for de store byer, 2014

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

kommuner længere væk fra en større by har trukket udviklingen, ligesom boligpriserne i

de seneste år har været stigenden i langt de fleste kommuner.

4.2 NEDRIVNING

Mange steder i det åbne land og landsbyerne er der en overskydende bygningsmasse.

Der er både tale om tiloversblevne boliger, landbrugsbygninger og bygninger fra mindre

erhvervsvirksomheder, som af forskellige årsager er ubenyttede.

Strukturudviklingen inden for landbruget har medført, at mange ældre landbrugsbygnin-

ger er utidssvarende og henstår overflødige Udviklingen har samtidig givet en række

ejendomme med store bygningssæt uden landbrugsproduktion. Der var i 2016 godt

80.000 avls- og driftsbygninger på i alt 28,5 mio. kvadratmeter, der ikke blev brugt i land-

bruget.

En del tidligere landbrug er i dag omdannet til rene boliger men med mulighed for et

mindre dyrehold. Der er også flere eksempler på, at tomme landbrugsbygninger giver

nye anvendelsesmuligheder for små og mellemstore virksomheder, der med planlovens

regler kan indrettes i tiloversblevne landbrugsbygninger uden en landzonetilladelse.

De generelle ændringer i samfundet, men også ændringerne i landbrugets behov for

ydelser fra for eksempel håndværksvirksomheder, har medført, at den mængde af små

håndværksvirksomheder, små produktionsvirksomheder, detailhandelsvirksomheder og

lagervirksomheder m.v. ikke længere er til stede i landsbyerne, og erhvervsbygningerne

fra disse udgør derfor også en del af den tiloversblevne bygningsmasse. Med den sene-

ste ændring af planloven i 2017 er ændret anvendelse af disse blevet lettere. Flere af

disse bygninger har bygningsmæssige kvaliteter og er en vigtig del af landsbyernes

kulturarv. I de senere år har der været en ny bølge af skolesammenlægninger, der har

gjort en del mindre skoler overflødige i landsbyerne. De udgør nu en særlig tiloversble-

ven bygningstype, der også kan indrettes til visse andre formål uden landzonetilladelse

efter planlovsændringen i 2017.

Hvad angår boligmassen, har blandt andet befolkningstilbagegang betydet, at et antal

boliger bliver til overs. Nogle af disse boliger bliver enten revet ned eller finder anden

anvendelse end helårsbolig, for eksempel som fritidsbolig. Men der er også et antal af

disse boliger, som ikke er i brug og forfalder til gene for det omkringliggende samfund.

Der har været flere skøn på hvor mange nedrivningsmodne boliger og ejendomme, der

findes.

I 2014 skønnede Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, at det samlede ned-

rivningsbehov minimum var 50.000 ejendomme. KORA har siden hen vurderet antallet af

nedrivningsparate huse til at ligge i intervallet 10.000 til 22.000.

Mens skønnene varie-

rer, er der dog generelt enighed om, at udfordringen med tomme og nedrivningsmodne

boliger er påtrængende, og at antallet af boliger, der ikke er i brug, er stigende.

Kilde: Finans Danmark 2017

Kilde: BARK, Tomme bygninger og nye jobs, 2017

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, Midtvejsevaluering af Pulje til landsbyfornyelse, 2016 samt

KORA, Nedrivninger af huse, 2017

Kilde: KORA, Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 4.2 Andelen af huse klar til nedrivning, 2015

Kilde: KORA, Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark, 2017

Den omtalte undersøgelse fra KORA viser, at der er stor variation i antallet af nedriv-

ningsparate huse i kommunerne. Andelen er højest på Lolland, Falster, ø-kommunerne

(blandt andet Bornholm og Langeland) og i det nordvestlige Jylland, se figur 4.2. I de

hårdest ramte kommuner vurderes det, at mere end 25 % af boligerne står tomme. Det

vurderes, at udfordringen med tomme boliger fremover vil være særligt gældende i

landsbyer og landdistrikter længere væk fra de større byer.

Det skønnes, at der i øjeblikket rives cirka 1.500 huse ned om året, hvor der ikke genop-

føres et nyt hus på grunden.

Det typiske hus, der rives ned, er et enfamiliehus, der er

mere end 100 år gammelt, og som er beliggende i et landdistrikt. De nedrevne huse har i

vidt omfang stået tomme, og en del har stået tomme i flere år. Kun få huse var beboet

lige inden, de blev revet ned. Når man ser nærmere på seneste beboere i de nedrevne

huse, har de ofte været beboet af enlige, og af personer, der har modtaget kontanthjælp

eller førtidspension.

Kilde: KORA, Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Der er stor geografisk variation i nettonedgangen af boliger. Særligt har der været stor

nettonedgang i antallet af boliger i landzone i Lolland, Guldborgsund samt Mariagerfjord

kommuner. Kommunerne omkring Aarhus har oplevet en svag stigning i antallet af boli-

ger i landzone.

Med det formål at styrke bosætningen i landdistrikterne afsatte det daværende Indenrigs-

og Socialministerium i 2010 en statslig pulje til at yde tilskud til kommuner med henblik

på at styrke indsatsen for opprioritering af det fysiske miljø i landdistrikterne. Siden hen

har der gennem Indsatspuljen og Puljen til landsbyfornyelse været statsligt tilskud til

nedrivning og istandsættelse af boliger og ejendomme i landdistrikterne. Der er årligt

afsat ca. 55 mio. kr. i puljen og fordelingen af midlerne sker ud fra en beregning af beho-

vet for landsbyfornyelse. At gennemføre en nedrivningssag koster ca. 135.000 kr.

Estimeret ud fra det beløb vil Puljen til landsbyfornyelse - ved en statslig refusionssats

på 60 % - dække tilskud til nedrivning af ca. 700 ejendomme årligt. Hertil kommer even-

tuelle udgifter til opkøb, som alt andet lige øger omkostningsestimatet og vil resultere i et

færre antal nedrivninger inden for den eksisterende pulje..

4.3 UDFORDRINGER MED FINANSIERING I LANDSBYER OG

LANDDISTRIKTER

Udvalget for levedygtige landsbyer har blandt andet på møderækken rundt i landet note-

ret sig, at der i mange landsbyer og landdistrikter opleves en udfordring med at opnå lån

til boliger og erhvervsejendomme. Dette gælder både for dem, der bor i disse landsbyer

og landdistrikter, og for dem der ønsker at flytte der til. Tilsvarende gør sig gældende

også for andre typer ejendomme for eksempel til undervisningsmæssige og kulturelle

formål. Det er udvalgets vurdering, at indtrykket af en finansieringsudfordring er størst i

de områder af landet, der ligger længst væk fra de større byer.

De relativt lange liggetider og et ”fastfrossent” ejendomsmarked i visse landsbyer og

landdistrikter opfattes i nogen udstrækning som en følge af finansieringsudfordringerne,

der konkret beskrives som tilbageholdenhed fra pengeinstitutter og realkreditinstitutter

med belåning af bolig- og erhvervsejendomme.

Udvalgsarbejde om finansiering i landdistrikter

For at undersøge hvorvidt de gældende regler på området betød, at det var vanskeligt at

opnå finansiering i landdistrikterne, blev Udvalget om finansiering af boliger og erhvervs-

ejendomme i landdistrikter nedsat i 2015. Udvalget fik til opgave at undersøge regler og

praksis for belåning af ejerboliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne.

Udvalget afleverede sin rapport i oktober 2015. Udvalget analyserede, om udvalgte dele

af den finansielle lovgivning kan have medført en overdreven forsigtighed i forhold til

udlån i landdistrikterne. Udvalget fandt ikke eksempler på, at lovgivningen skulle have

denne effekt. Udvalget fandt imidlertid eksempler på regler, som af flere af markedsaktø-

rerne administreredes mere restriktivt, end Finanstilsynet fortolkede disse regler.

Kilde: KORA, Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalget vurderede i rapporten side 5, at ”baggrunden for de afgørende udfordringer i

danske landdistrikter er af ikke-finansiel karakter, men derimod blandt andet foranlediget

af utilstrækkelige rammevilkår, som har afgørende betydning for vækst og udvikling. Det

finansielle system har imidlertid en ikke-ubetydelig indflydelse på de nuværende vækst-

og udviklingsmuligheder i landdistrikterne”.

Afledt af arbejdet i udvalget blev den såkaldte 6-månedersregel om værdiansættelse af

ejendomme afskaffet, og Finanstilsynet udstedte en vejledning om værdiansættelse af

fast ejendom til markedsværdi. Det skyldes, at der var fundet eksempler på, at nogle

markedsaktører havde misforstået 6-månedersreglen således, at ejendomme med en

længere liggetid end 6 måneder ikke kan belånes fuldt ud.

Derudover blev Finanstilsynets vejledning om indberetning af rådighedsbeløb justeret,

da nogle markedsaktører havde den opfattelse, at rådighedsbeløbene i denne vejledning

skulle lægges til grund ved udlån, hvilket ikke var hensigten. Den efterfølgende justering

har skabt mere fleksibilitet til at tage hensyn til individuelle forhold hos låntagerne, for

eksempel at låntagerne kan klare sig for et lavere rådighedsbeløb end mindstekravene til

rådighedsbeløb fra Finanstilsynet, hvis der er dokumentation herfor.

Belåningsregler

Realkreditinstitutterne skal til brug for låneudmåling fastsætte en kontantværdi af en

ejendom, når den skal anvendes som sikkerhed for obligationsudstedelse. Kontantvær-

dien skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til pris- og

markedsforholdene for den pågældende type ejendom skønnes at ville betale for ejen-

dommen (markedsværdien).

Det er i den gældende lovgivning præciseret, at ansættelsen af pantets værdi ikke må

overstige ejendommens rimelige kontante handelsværdi, uanset om ejendommen netop

er handlet til et højere beløb. Ved ejendommens rimelige kontante handelsværdi forstås

det skønnede beløb, som ejendomme kan handles til ved en uafhængig transaktion

mellem en interesseret køber og en interesseret sælger på normale markedsvilkår.

Finansiering af boliger og erhvervsejendomme er langfristet finansiering ofte over 20-30

år, hvor långivningen i høj grad er baseret på sikkerheden og dermed værdifastheden af

den belånte ejendom over hele lånets løbetid.

Dette betyder i praksis, at mulighederne for at opnå finansiering reduceres på et ejen-

domsmarked, hvor der er stor usikkerhed om, hvorvidt og til hvilken pris en ejendom kan

gensælges.

Der er særlige forhold knyttet til værdiansættelse og dermed realkreditfinansiering af

ejendomme til undervisningsmæssige og kulturelle formål, da disse i praksis, med min-

dre der er tale om et offentligt ejerskab, skal værdiansættes til værdien ved alternativ

anvendelse. For ejendomme beliggende i landsbyer og landdistrikter medfører dette ofte

relativt lave belåningsmuligheder

Kilde: Udvalg om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikter, 2015

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalgets vurdering

Hvis der er vanskelige finansieringsforhold på boligområdet, uanset om det er i landsby-

er eller i større byer, kan det potentielt have alvorlige konsekvenser. Dette blandt andet

fordi arbejdskraftens mobilitet begrænses, muligheden for at flytte, hvis ens beskæftigel-

ses- eller livssituation ændres, hæmmes, og der sker et samfundsmæssigt værditab, når

for eksempel en jobsøgende ikke har mulighed for at flytte efter nye jobmuligheder, fordi

han ikke kan anskaffe sig en bolig eller få solgt den, han har.

Udvalget har forståelse for, at et ”fastfrossent” ejendomsmarked og lange liggetider i

mange landsbyer og landdistrikter kan opfattes som en følge af vanskelige finansierings-

forhold.

Det er imidlertid udvalgets vurdering, at et ”fastfrossent” ejendomsmarked og lange lig-

getider, i det væsentligste skyldes strukturelle forhold, nemlig at der aktuelt er et mis-

match mellem udbud og efterspørgsel, altså et væsentligt større boligudbud, end der er

efterspørgsel. Ligeledes er der ofte kvalitetsmangler i boligmassen, idet en række af de

udbudte boliger ikke lever op til den moderne købers krav til en tidssvarende og energi-

rigtig bolig.

Konsekvensen af mismatchet mellem udbud og efterspørgsel er manglende omsættelig-

hed og dermed usikkerhed om værdifastheden for disse ejendomme. Dette viser sig især

i form af to udfordringer.

Den ene udfordring angår usikkerheden om den enkelte ejendoms umiddelbare omsæt-

telighed i områder, hvor udbuddet af boliger væsentligt overstiger antallet af købere, idet

den demografiske udvikling har medført et vigende befolkningstal.

Den anden udfordring vedrører en lidt mere langsigtet udfordring og går på usikkerhed

om den langsigtede prisdannelse på boliger i områder med faldende befolkning samt

begrænsede jobmuligheder og økonomisk vækst.

Disse forhold, usikkerheden om omsættelighed og fremtidig værdi, bevirker at långivere

naturligt er forsigtige med belåning af ejendomme i disse områder, da værdifasthed og

omsættelighed er afgørende for risikoen og dermed for mulighederne for langfristet fi-

nansiering af fast ejendom. Denne usikkerhed fjernes ikke ved, at der sker en eventuel

pristilpasning (prisfald) på ejendomme i disse områder, da dette ikke fjerner de underlig-

gende strukturelle ubalancer.

Det skal tilføjes, at Udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdi-

strikter i rapporten side 6 anfører: "Tallene for realkreditinstitutterne viser, at tabsandelen

er større i landdistrikterne end i den øvrige del af landet. De historiske tabstal tyder såle-

des ikke umiddelbart på en overdreven forsigtighed i landdistrikterne."

Udvalget finder grundlæggende, at finansiering bedst sker på markedsvilkår og at pen-

ge- og realkreditinstitutter som udgangspunkt har de nødvendige produkter til at imøde-

komme finansieringsbehovene under denne forudsætning.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Det aktuelle overudbud af boliger peger på et umiddelbart behov for tilpasning af bolig-

massen i form af såvel antal som kvalitet, så der skabes balance og omsættelighed på

boligmarkedet og genetableres tilstrækkelig sikkerhed og forudsigelighed som forudsæt-

ning for belåning.

Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at mange landsbyer og landdistrikter skal

igennem en omstilling, hvor der er behov for at se på, hvilke instrumenter, der kan bidra-

ge til en tilpasning af boligmassen og til at genskabe omsætteligheden i disse områder.

Det er udvalgets vurdering, at finansieringen af denne ikke kan ske i tilstrækkeligt om-

fang med de nuværende tilgængelige finansieringsinstrumenter. Der er således behov

for at udvikle finansieringsformer, der i omstillingsperioden kan sikre finansiering af de

dele af tilpasningen og forbedringen af bygningsmassen, der ikke er værdiforøgende ud

fra en markedsværdibetragtning og dermed ikke umiddelbart kan finansieres på mar-

kedsvilkår.

Finansieringsforhold for erhvervsejendomme

Vanskelige finansieringsforhold for erhvervsejendomme kan tilsvarende have alvorlige

konsekvenser og blandt andet hæmme vækstvirksomheder i opstart eller udvikling af

eksisterende virksomheder. Udfordringerne er dog her mere forskelligartede og vil for

eksempel være forskellige fra branche til branche. Som følge af de forskellige bygnings-

mæssige behov, der er i forskellige brancher, er det vanskeligt at konstatere, om der er

et overudbud af ejendomme, som tilfældet er for boliger. Løsningsmuligheder må derfor i

højere grad tage højde for de mere forskelligartede forhold. Her kan nye finansierings-

former som eksempelvis crowdfunding og crowdlending være et relevant supplement til

de eksisterende. Det gælder også ved finansiering af andet end en virksomheds er-

hvervsejendom.

For tomme og forfaldne erhvervsbygninger, der ikke kan finde alternativ anvendelse er

en tilpasning af bygningsmassen som for boliger ligeledes påkrævet

Finansieringsforhold for andre typer ejendomme.

Det er udvalgets holdning, at det er vigtigt for bosætningen i landsbyer og landdistrikter,

at der er en passende nærhed til blandt andet uddannelsesinstitutioner og et veludbyg-

get regionalt uddannelsesudbud. En forudsætning herfor er, at sådanne institutioner kan

opnå tilfredsstilende finansieringsforhold for den bygningsmasse der kræves til aktivite-

ten. Værdiansættelsesreglerne for ejendomme til undervisningsmæssige og kulturelle

formål beliggende i landsbyer og landdistrikter må ikke blokere for en realkreditfinansie-

ring der muliggør et tilfredsstillende finansiering i forhold til for eksempel opførelsesom-

kostningerne. Udvalget finder på den bagrund at det nærmere bør afdækkes om der er

reelle finansieringsudfordringer for denne type ejendomme og - afhængig af problemets

omfang - om der kan udvikles finansieringsmodeller der fremmer mulighederne for at

etablere og udbygge for eksempel uddannelsesinstitutioner uden for de større byer.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

5. LANDSBYERNE I 2030

Mens befolkningstallet siden 2000 er steget på landsplan, bor der i dag færre i landsby-

erne og landdistrikterne. Det er særligt det åbne land, der er blevet mere tyndt befolket.

Årsagerne er mange. Udviklingen fra landbrugssamfund til industri-, service- og videns-

samfund har medvirket til aktuelle megatrends som globalisering og urbanisering. Tidli-

gere har strukturudviklingen i landbruget medført markant færre beskæftigede som følge

af en konsolidering, mod større og mere effektive bedrifter. Senere er konsolideringen

fortsat ind i andre erhverv således, at håndværks-, industri-, service- og handelsvirksom-

heder i stigende grad har etableret sig i de større kommunale hovedbyer på bekostning

af de små landsbyer, der dermed har mistet flere typiske byfunktioner og jobmuligheder.

Hertil kommer, at perioden siden 2000 har været præget af flere væsentlige begivenhe-

der, som har haft betydning for denne udvikling. Et økonomisk opsving i starten af

00’erne blev efterfulgt af en finanskrise, hvor arbejds- og boligmarkedet blev særligt

hårdt ramt i landdistrikterne. Samtidig er der gennemført flere store politiske reformer

som Strukturreformen, Politireformen og Sygehusreformen, der, for at opnå øget produk-

tivitet, har medvirket til oprettelsen af færre og større enheder placeret i de større byer. I

den efterfølgende periode har mange kommuner foretaget lignende beslutninger om at

samle og centralisere kommunale servicetilbud mv. ud fra samme rationale, hvilket har

svækket landsbyerne yderligere.

Hvordan kan befolkningstallet i landsbyerne udvikle sig?

Udvalget har udarbejdet flere enkle fremskrivninger til illustration af befolkningsudviklin-

gen i landsbyerne. Fremskrivninger bygger på historiske forhold og sker ikke nødvendig-

vis fyldest i virkeligheden, blandt andet fordi de ikke kan tage hensyn til den fremtidige

faktiske udvikling eller ændret adfærd. Befolkningsprognoserne for København og Ho-

vedstadsregionen fra omkring 1980 er eksempler på prognoser, der ikke forudså hoved-

stadens genrejsning. Københavns genrejsning er omtalt i afsnit 9.2.

Nedenstående fremskrivninger skal derfor ikke betragtes som et bud på eller en progno-

se for den egentlige udvikling, men er udarbejdet for at illustrere problemstillingernes

omfang og mulige udviklinger frem mod 2030.

I den ene fremskrivning forudsættes det, at udviklingen i befolkningstallet i landsbysam-

fund vil følge Danmarks Statistiks forventede udvikling på landsplan frem mod 2030. I

den anden fremskrivning er det forudsat, at den relative årlige udvikling i befolkningstallet

siden 2000 vil fortsætte uændret frem mod 2030.

Det er ikke muligt, at forudsige om tendensen med et støt faldende befolkningstal i

landsbyer og det åbne land siden 2000 vender frem mod 2030. Aktuelle strukturelle

udviklinger i samfundet mv. samt i befolkningssammensætningen i landsbyer og landdi-

strikter skaber forventning om at udviklingen frem mod 2030 vil øge forskellen i indbyg-

gertallet mellem landsbysamfundene og landet som helhed. Hvis det således antages, at

udviklingen i landsbyer og det åbne land fra 2000-2017 fortsætter, vil befolkningstallet i

2030 være 20 pct. lavere end i 2000, se figur 5.1.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Hvis befolkningstallet i byer og bebyggelser med op til 1.000 indbyggere derimod følger

samme udvikling som den forventede befolkningsudvikling for landet som helhed, vil der

i 2030 være 6 pct. flere indbyggere i landsbysamfundene end i dag.

Figur 5.1: Udviklingen i antallet af indbyggere i byer og bebyggelser med op til

1.000 indbyggere i perioden 2000-2017 samt fremskrivning for perioden 2017-2030

Hvis udviklingen i befolkningstallet siden 2000 fortsætter uændret

Hvis udviklingen i befolkningstallet følger samme udvikling som det forventes på landsplan

1.400.000

1.200.000

1.000.000

800.000

600.000

400.000

200.000

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014 2016 2018 2020 2022 2024 2026 2028 2030

Anm: Byernes geografiske afgrænsning er dynamisk og ændrer sig over tid. 21 byer havde mellem 900 og 1.000

indbyggere i år 2000 og mere end 1000 indbyggere i 2017. Samtidig havde seks byer mellem 1.000 og 1.100

indbyggere i 2000 og mindre end 1.000 indbyggere i 2017. Således indgår der flere byer i tallet for 2000 end for

2017. Fra 2006 og frem indførtes en ny opgørelsesmetode i forhold til tidligere.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

En landsdækkende tendens

Udviklingen i landsbyerne og det åbne land på landsniveau kunne udviske lokale forskel-

le på kommunalt niveau. Meget tyder dog på, at tendensen med et vigende befolknings-

tal i landsbysamfundene er udbredt for landet som helhed. Indbyggertallet i landsbyer og

det åbne land er i mere end halvdelen af landets kommuner i gennemsnit faldet med

mere end 0,5 % årligt siden 2007 , se figur 5.2. I ca. hver femte kommune er det gen-

nemsnitlige fald på mere end 1 % årligt, hvilket må tages som et udtryk for en markant

demografisk transformation, der kræver opmærksomhed. Fremskrivningerne i figur 5.2.

viser, at en stor del af de danske kommuner står over befolkningsændringer med en

hastighed, der kæver national handling.

Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Gribskov, Halsnæs,

Helsingør, Herlev, Hvidovre, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk Kommuner

(i alt 21) er udeladt af opgørelsen på grund af utilstrækkeligt datagrundlag.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 5.2: Udviklingen i antallet af indbyggere i byer og bebyggelser med op til

1.000 indbyggere i perioden 2007-2017 samt fremskrivning for perioden 2017-2030

Gennemsnit for kommuner med mindre end -1 % årlig vækst (14)

Gennemsnit for kommuner med mellem -1 til -0,5 % årlig vækst (25)

Gennemsnit for kommuner med mere end -0,5 % årlig vækst (38)

130,0

120,0

110,0

100,0

90,0

80,0

70,0

2007

2009

2011

2013

2015

2017

2019

2021

2023

2025

2027

2029

Anm. Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Gribskov,

Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hvidovre, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Tårnby og

Vallensbæk Kommuner (i alt 21) er udeladt af opgørelsen på grund af utilstrækkeligt datagrundlag.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger

Det skal understreges, at der kan være betydelige variationer i udviklingen inden for den

enkelte kommune, og der er talrige eksempler på levedygtige landsbyer, der oplever en

stigning i befolkningstallet i kraft af for eksempel nærhed til en af de større byer, et

stærkt lokalt engagement, infrastrukturinvesteringer, aktivering af stedsbundne potentia-

ler, nye erhvervs- og beskæftigelsesforhold eller forbedring af offentlige eller private

servicetilbud mv.

Boligøkonomisk Videncenter har i samarbejde med DREAM udarbejdet en prognose for

ændringen i befolkningstallet i de danske kommuner i perioden 2013-2040. Ifølge prog-

nosen vil der i nogle kommuner – og særligt de større bykommuner – være befolknings-

fremgang på mere end 20 pct. i perioden. Samtidig vil knap halvdelen af kommunerne

kunne forvente et fald i befolkningstallet, og i en håndfuld kommuner vil faldet være mere

end 10 %, se figur 5.3. Prognosen viser altså, at udviklingen i befolkningstallet vil variere

markant fra kommune til kommune, og store dele af Danmark må forvente væsentligt

færre antal indbyggere sammenlignet med andre dele. På tværs af hele landet vil demo-

grafiske forskydninger og ændringer i familieformer øge efterspørgslen efter udlejnings-

boliger og mindre boliger.

I denne sammenhæng skal det bemærkes, at dette er en prognose på kommunalt ni-

veau og ikke udelukkende for byer under 1.000 indbyggere. Med den dobbelte urbanise-

ring – hvor kommunale hovedbyer vokser på bekostning af de mindre – må det forven-

tes, at befolkningstallet i landsbyer og det åbne land generelt vil opleve et større fald end

på kommuneniveau.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 5.3 Forventet ændring i befolkningstallet 2013-2040, pct.

Kilde: DREAM og Boligøkonomisk Videncenter, 2017

Behov for omstilling

Selvom ovenstående tager udgangspunkt i befolkningsudviklingen, finder udvalget ikke,

at et stigende befolkningstal er en nødvendig forudsætning for velfungerende og attrakti-

ve landsbyer. Med andre ord behøver færre indbyggere og en større afstand mellem

husene ikke at være en udfordring, når blot landsbyen omstilles hertil. Der bør også

skeles til livskvalitet, jobmuligheder og velstand som væsentlige parametre for fremti-

dens levedygtige landsbyer. Når det er sagt, vil en hastigt forandret befolkningsudvikling

kræve en særlig opmærksomhed og øge behovet for tilpasning og omstilling til en ny

økonomisk, fysisk, social og demografisk virkelighed.

Et fortsat vigende befolkningstal vil øge ubalancen mellem boligudbud og boligefter-

spørgsel, hvor et større antal tomme og nedrivningsmodne bygninger i kombination med

stigende gennemsnitsalder i befolkningen understreger behovet for omstilling og fornyel-

se mod levedygtige landsbyer. Nogle steder vil det kræve betydelig national og kommu-

nal opmærksomhed og handling, hvis denne udvikling skal imødegås.

To scenarier for landsbyerne i 2030

Det mangfoldige billede af landsbyerne, som vi ser i dag, vil også gøre sig gældende

fremover. Her ser udvalget dog to forskellige scenarier for den enkelte landsby. Scenari-

erne er stiliserede og udgør på sin vis to ekstremer i det brede udfaldsrum, som den

enkelte by kan udvikle sig inden for.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Hvis det fortsatte fald i befolkningstallet i landsbyen ikke håndteres, vil udfordringerne

med en bygningsmasse præget af tomme, utidssvarende eller misvedligeholdte boliger,

skolelukning, lukkede dagligvarebutikker, lang afstande til arbejdsmarkedet mv. begræn-

se lysten og muligheden for at bo og leve i landsbyen. Det fortsatte fald i befolkningstal-

let vil således i dette scenarie med al sandsynlighed betyde ”mere af det samme” – en

bygningsmasse i forfald, reduceret lokalt udbud af kultur- og fritidstilbud samt større

afstand til offentlig og privat service.

I takt med at summen af sociale udfordringer, besværligheder i hverdagen og fysisk

forfald stiger, vil flere indbyggere formentlig ramme ”mætningspunktet” og på et tidspunkt

bliver det tænkeligt, at udfordringerne i landsbyen vil fortsætte med stigende kraft frem

mod 2030.

Et andet scenarie vil være en landsby, der er præget af et attraktivt nærmiljø med tids-

svarende boliger, et omsætteligt boligmarked, en tilpasset bygningsmasse, med attrakti-

ve beliggenheder, nærhed til offentlig og privat service, øget mobilitet, beskæftigelse

samt mulighed for etablering af virksomhed og med social og kulturel sammenhængs-

kraft. Landsbyen og det omkringliggende område er et attraktivt sted at bo, arbejde og

leve i, og området tiltrækker nye indbyggere, der afspejler det omkringliggende samfund

og bidrager i mange tilfælde til områdets vækst i indbyggertallet.

Landsbyen vil være attraktiv at besøge som gæst og turist, eventuelle tomme og utids-

svarende boliger skæmmer ikke helhedsindtrykket, de landskabelige værdier og naturen.

Bosætning er et aktivt tilvalg for eksisterende indbyggere og tilflyttere, og indebærer en

tilfredsstillende grad af vished om fremtiden og mulig indflydelse på lokalområdets udvik-

ling. Infrastruktur, arbejdsmarked samt offentlig og privat service adskiller sig nok fra

byen, men ikke i et omfang, der i sig selv er årsag til at vælge et liv på landet fra.

Udvalget finder, at der med det mangfoldige landsbybillede i dag, vil være muligt at finde

mange landsbyer i 2030, der passer på den positive beskrivelse af landsbyen. Arbejdet

med at fremtidssikre og tilpasse landsbyerne afhænger i vid udstrækning af de enkelte

landsbysamfund, der med engagement, lokalkendskab og udviklingskapacitet er en

nødvendig deltager i en udvikling af et levedygtigt lokalsamfund.

Men ovenstående fremskrivninger og mulige scenarier viser også, at engagement, lokalt

kendskab og udviklingskapacitet ikke gør det alene. Fremskrivningen taler for en national

og kommunal indsats for at sikre en bedre demografisk udvikling og balance i landsbyer-

ne i fremtiden. Det vil sige at bosætningen i landsbyerne skal stimuleres, samtidig med

at det vigende befolkningstal i mange af landsbyerne og de deraf følgende omstillings-

behov skal håndteres.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

6. KRITERIER OG ANBEFALINGER

TIL AT UNDERSTØTTE OG STYR-

KE LEVEDYGTIGE LANDSBYER

Landdistriktsudvikling og fremme af landsbyernes levedygtighed er en opgave, hvor stat,

kommune, civilsamfund og det lokale erhvervsliv skal arbejde sammen. Den dobbelte

urbanisering kan dæmpes, men formodentlig ikke vendes. Det behøver ikke at være et

mål i sig selv at fastholde befolkningstallet i alle dele af Danmark.

Men omstillingsudfordringerne skal håndteres, ellers mistes både menneskelige, kulturel-

le og materielle værdier, fremfor at skabe mulighed for både vækst og livskvalitet i alle

dele af landet. Udvalget anser derfor nedenstående anbefalinger som investeringer, der

både vil medføre et samfund i bedre balance og en samfundsmæssig gevinst for hele

Danmark på længere sigt.

Udvalget har formuleret 17 anbefalinger til arbejdet med at understøtte og styrke de

levedygtige landsbyer. I kommissoriet for udvalgets arbejde fremgår det, at "opfølgnin-

gen på anbefalingerne gennemføres inden for eksisterende økonomiske rammer". Ud-

valget har i sit arbejde identificeret en række indsatser, som udvalget finder nødvendige

for at skabe en bedre strukturel balance mellem land og by og fremme arbejdet med

levedygtige landsbyer. Derfor indeholder tre af anbefalingerne betydelige økonomiske

omkostninger, som af den grund går ud over udvalgets kommissorium. Det drejer sig om

en styrket indsats til nedrivning og istandsættelse af boligmassen, bedre digital infra-

struktur samt bedre tilgængelighed til arbejdsmarkedet.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 6.1: Udvalgets definition af en levedygtig landsby

Udvalget betragter en landsby som levedygtig, hvis den alene eller som følge af sit

samspil med andre landsbyer eller større byer kan tilbyde indbyggerne tidssvarende

boliger i varierende former, tilgængelighed til beskæftigelse, mulighed for etablering

af virksomhed, social sammenhængskraft, nærhed til offentlig og privat service,

idræts- og fritidsaktiviteter samt trafikal og digital infrastruktur i et omfang, så dette

ikke er en barriere for, at landsbyen er et attraktivt bosted, der kan tiltrække og fast-

holde nye indbyggere.

Det er i den forbindelse ikke udviklingen i befolkningstallet – hverken negativt eller

positivt - set over en længere periode, der er afgørende, når blot landsbyen vurderes

som et attraktivt bosted, der løbende kan tiltrække og fastholde nye indbyggere.

Tiltrækning af nye indbyggere behøver således ikke at have et omfang, der bevirker,

at befolkningstallet opretholdes uændret eller er stigende.

Udvalgets overvejelser om levedygtighedskriterier har ledt frem til, at der ikke kan

opstilles hverken en positiv eller en negativ liste for, hvad der gør en landsby leve-

dygtig eller ikke levedygtig. Det beror på summen af en række omstændigheder, der

hver især har betydning for den enkelte landsby som et attraktivt bosted.

Såfremt en landsby samlet set på tilstrækkelig mange af kriterierne alene eller i sam-

spil med andre byer er et attraktivt bosted, betragtes landsbyen som levedygtig.

En landsby, hvor der over en kortere periode sker et væsentligt fald i indbyggertallet,

betragtes ikke som levedygtig. I sådanne landsbyer kan der være grundlag for at

overveje behovet for en særlig indsats eller omstilling.

6.1

FIRE KRITERIER FOR LEVEDYGTIGE LANDSBYER

Udvalget har identificeret fire kriterier, der karakteriserer den levedygtige landsby.

Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse

samt adgang til landskab og natur

Nærhed til offentlig og privat service

Tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af virksom-

hed

Social og kulturel sammenhængskraft

Ikke alle fire kriterier behøver være opfyldt i lige høj grad for, at en landsby er levedygtig.

Den levedygtige landsby kan være så stærk i tilstedeværelsen af enkelte af kriterierne,

så det opvejer, at landsbyen ikke står så stærkt på et eller flere af de andre. Vurderingen

skal ikke udelukkende forholde sig til den enkelte landsby, men også byens samspil med

nærliggende lokalsamfund samt regionale arbejdsmarkeder og centerbyer.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

6.2 STATENS OG KOMMUNERNES ARBEJDE

FREMME LEVEDYGTIGE LANDSBYER

FOR

Lysten til at bo eller bosætte sig i en landsby og dermed landsbyens levedygtighed kan

fremmes ved en styrkelse af de enkelte kriterier. Der kan sættes ind på kriterier, hvor det

enkelte område står svagt, eller der kan sættes ind på kriterier, der allerede er en styrke

for området. Det er dog udvalgets oplevelse fra de besøgte landsbyer, at et lokalt enga-

gement er en forudsætning for at sætte gang i en positiv udviklingsproces, som indikeret

i det fjerde kriterie.

Udvalget er samtidig af den opfattelse, at det er afgørende med en strategisk tilgang til et

områdes udvikling, hvis det skal lykkes, hvilket har været tydeligt i de besøgte landsbyer.

Små, enkeltstående tiltag uden et samlet strategisk sigte vil sjældent have den fornødne

effekt til et bæredygtigt løft af et område.

I nogle af de besøgte landsbyer har udvalget set fine eksempler på, at beboere og ild-

sjæle har drevet en strategisk landsbyudvikling nedefra og op. Uden et samarbejde med

kommunen vil det dog i praksis være svært at skabe langtidsholdbare løsninger, da

kommunen er leverandør af services, planlægningsmyndighed mv., og dermed betragte-

ligt påvirker mange af kriterierne for en levedygtig landsby. Kommunerne har som lokal

administrativ enhed således både ressourcerne og kompetencerne til at være en væ-

sentlig aktør i implementeringen af landdistriktspolitikken og central aktør i arbejdet for at

fremme levedygtige landsbyer.

Staten har ligeledes en stor rolle at spille som rammesættende for kommunernes arbej-

de og gennem fastlæggelse af regler m.v., der har indvirkning på landdistrikternes udvik-

lingsmuligheder.

For at fremme levedygtige landsbyer, er det udvalgets holdning, at:

Staten skal have fokus på det regionale arbejdsmarked med en blanding af offentli-

ge og private arbejdspladser, et relevant regionalt uddannelsesudbud, fysisk og digi-

tal infrastruktur, udvikling af erhvervs- og bosætningspotentialer og understøttelse af

indsatser i særligt udfordrede områder.

Kommunen skal med sit kendskab til lokale udfordringer og potentialer foretage en

strategisk vurdering og prioritering af de enkelte lokalsamfund. Kommunen bør være

ansvarlig for, at det sker i tæt dialog med de berørte borgere og virksomheder.

En overordnet strategisk indsats for landsbyerne

Der er på statsligt plan over de seneste år gjort flere tiltag for at styrke de danske landdi-

strikter og muliggøre et Danmark i bedre balance. Planloven er blevet moderniseret og

der er givet flere muligheder for at etablere boliger og erhverv på landet. Der er ligeledes

udflyttet en række statslige arbejdspladser over de seneste år.

Der er i 2017 lanceret en ny forsøgsordning med uddannelsesstationer. Ordningen giver

mulighed for, at erhvervsakademier og professionshøjskoler kan flytte uddannelser fra

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

det oprindeligt godkendte uddannelsessted ud til områder, hvor der ikke er så mange

uddannelsestilbud.

Regeringen har derudover i 2017 besluttet at ændre retningslinjerne for lovudarbejdelse,

så det skal fremgå direkte af lovbemærkningerne, når et lovforslag har væsentlige regio-

nale konsekvenser, herunder for landdistrikterne. Ændringen skal understøtte regerin-

gens tværgående fokus på vækst og udvikling i hele Danmark. Udvalget opfordrer rege-

ringen til fortsat at have fokus på tiltag, der kan fremme levedygtige landsbyer, herunder

at understøtte og fremme den omstilling, der er nødvendig i de mest udfordrede områ-

der.

Kommunerne har siden strukturreformen i 2007 haft ansvaret for den samlede fysiske

planlægning både i byerne og på landet. En lang række kommuner gør en stor indsats

for det åbne land og landsbyerne i kommuneplanlægningen, hvor en del kommuner

arbejder aktivt med en landdistriktsstrategi. Men der er også kommuner, hvor det primæ-

re fokus i den kommunale planlægning ligger på kommunens hovedbyer. På baggrund af

de udfordringer, som mange kommuner oplever i landsbyerne og i det åbne land, er det

udvalgets opfattelse, at det er afgørende, at kommunerne foretager en strategisk afvej-

ning og planlægning for landsbyerne og deres udvikling.

Strategisk planlægning af kommunens landsbyer og landområder

Udvalget anbefaler, at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til

i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens

landsbyer og landområder.

Udvalget ønsker, at kommunerne i kommuneplanlægningen foretager en strategisk

planlægning, der indeholder en aktiv stillingtagen til landområdernes og landsbyernes

udvikling. Udvalget ønsker at fremme en udvikling, hvor landområder – typisk bestående

af flere landsbyer og omkringliggende bebyggelser indbyrdes og i samspil med større

byer – er eller kan blive levedygtige. Udvalget understreger betydningen af, at kommu-

nernes arbejde med at udvikle strategier for landsbyerne bygger på aktiv medvirken og

inddragelse af lokalsamfundene for at sikre, at strategi og visioner forankres og kan

omsættes til handling.

Det er et væsentligt led i den strategiske planlægning for landområdernes og landsbyer-

nes udvikling, at der sker en stillingtagen til landsbyerne i udfordrede landområder og

den rolle, de forskellige landsbyer kan spille – enkeltvis eller i et samarbejde med andre

landsbyer.

Derfor bør kommunerne overveje, hvor og hvordan indsatsen for landsby-

udviklingen i kommunen skal foregå.

Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvilke emner der i kommuneplanlægnin-

gen skal sættes fokus på, og hvordan det skal ske. I de kommuner, hvor der er udfordre-

de landdistrikter og landsbyer, bør kommunen fastsætte målsætninger for landsbyernes

fremtid og redegøre for, hvilke virkemidler kommunen påtænker at tage i brug for at

imødegå landsbyernes forskellige udfordringer og fremme deres udviklingsmuligheder.

Se erfaringerne med landsbyklynger, der er beskrevet i kapitel 9.1.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

I kommuneplanprocessen bør kommunen ligeledes blandt andet tage stilling til, hvilke

planlægningsmæssige tiltag, der er brug for i kommunens mange forskellige landsbyer,

herunder om der for eksempel er brug for at udarbejde lokalplaner eller afgrænse visse

landsbyer, eller om der er forældede lokalplaner, der med fordel kan ophæves.

Flere landsbyer ligger nær kommunegrænsen. I sådanne tilfælde kan det være hen-

sigtsmæssigt, at de pågældende kommuner arbejder sammen og ser på, om en indsats i

området kan være relevant at gennemføre på tværs af kommunegrænsen. Deling af

fælles faciliteter, understøttelse af foreningsliv m.m. kan med fordel ske mellem landsby-

er beliggende i forskellige kommuner.

Vurdering af de enkelte landsbyer og landområder med henblik på at sikre en

differentieret og målrettet udvikling

Udvalget anbefaler, at kommunerne forpligtes til i dialog med lokalsamfundet at fore-

tage en vurdering af de enkelte landområder eller landsbyers tilstand, udfordringer

og muligheder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling af de

enkelte landsbyer og landområder.

Udvalget finder, at det vil være nødvendigt og hensigtsmæssigt for kommunerne at vur-

dere og klassificere landsbyer og landområder forud for det strategiske arbejde med

udviklingen af landsbyer og landområder. En sådan vurdering bør kunne ligge til grund

for en fastsættelse af retningslinjer og eventuelle rammer for landsbyernes udviklingsmu-

ligheder i kommuneplanen samt forslag til andre kommunale initiativer. Som det er tilfæl-

det med den kommunale planlægning generelt, bør der gives metodefrihed til kommu-

nerne i forhold til, hvordan de arbejder med en samlet strategisk planlægning for kom-

munens landsbyer, herunder hvilken metode de anvender til at vurdere landsbyernes

tilstand. Kommunerne kan dermed tilpasse metoden til de lokale forhold og de metoder,

der i øvrigt anvendes af kommunen i forbindelse med kommuneplanlægningen.

Udvalget har udformet en overordnet model til vurdering af landsbyers levedygtighed,

der bygger på de kriterier, udvalget mener, karakteriserer den levedygtige landsby. Mo-

dellen stilles til rådighed for kommunerne og anbefales anvendt i forbindelse med vurde-

ringen af landsbyernes tilstand. Teksterne under de enkelte trin beskriver de forskellige

trin i en negativ udvikling fra en levedygtig og selvbærende landsby til et område med

behov for en gennemgribende rekonstruktion. I praksis vil overgangen være glidende, og

der vil være betydelig variation i de lokale behov. Det vil derfor ikke være muligt at koble

udfordringer til handlinger på en entydig måde.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 6.2: Model for vurdering af levedygtigheden af landsbyer og landområder

Udfordret område

Selvbærende område

Der sker en løbende til-

og fraflytning til

området, og boliger

omsættes løbende. Der

er god adgang til lokale

og regionale

jobmarkeder, og

adgangen til offentlig og

privat service er ikke en

barriere for bosætning i

området, ligesom der er

et aktivt fritids- og

kulturliv.

Den fysiske og digitale

infrastruktur er på et

tilfredsstillende niveau,

og mobiliteten opleves

ikke som hæmmende

for indbyggerne.

Befolkningstallet er

gradvist vigende,

ligesom

gennemsnitsalderen

stiger moderat. Der

etableres kun få

arbejdspladser, og der

er udfordringer med at

fastholde de

eksisterende. Der er

forlængede liggetider

på boligmarkedet og

spredte tomme huse,

men der er endnu ikke

det store fysiske forfald.

Der er usikkerhed om

det fremtidige udbud af

offentlig og privat

service i området,

hvilket hæmmer

bosætning. Der er et

nogenlunde

velfungerende fritids-

og kulturliv.

Indbyggerne har en

rimelig grad af

mobilitet, og den

fysiske og digitale

infrastruktur kan

forbedres.

Stærkt udfordret

område

Befolkningens

gennemsnitsalder er

stigende, og der sker

en løbende fraflytning.

Jobmulighederne lokalt

er beskedne og svært

tilgængelige ud over

landbruget. Der er

lange liggetider på

boligmarkedet, og en

del ejendomme

betragtes reelt som

usælgelige.

Området er præget af

tomme huse og en del

fysisk forfald. Der er

ikke et reelt fritids- og

kulturliv, og der er

ingen lokal

dagligvarebutik.

Den fysiske

infrastruktur hæmmer

indbyggernes mobilitet

og hæmmer deres

adgang til blandt andet

det regionale

jobmarked.

Rekonstruktions-

område

Udfordringsbilledet med

affolkning og

nedslidning viser, at der

ikke umiddelbart vil

være økonomiske,

fysiske eller

samfundsmæssige

potentialer, der

muliggør en

fastholdelse af området

i den form, det har i

dag. Der er behov for at

gentænke strukturen,

og der skal foretages

en betydelig tilpasning

af bygningsmassen.

Rekonstruktionen af

området fokuseres på

de potentialer, der er i

området, som kan

danne grobund for en

anden udvikling af

området.

Særlig indsats i udpegede rekonstruktionsområder

Udvalget anbefaler, at der i områder med betydelige udfordringer (kommunalt udpe-

gede rekonstruktionsområder) skal være adgang til et katalog af særlige indsatser,

der skal understøtte den løbende omstilling til et område med andre kvaliteter end

bosætning og erhvervsvirksomheder, når der foreligger en rekonstruktionsplan med

målsætninger for områdets udvikling.

Udvalget opfordrer til, at kommunerne får adgang til særlige redskaber til brug i de udpe-

gede rekonstruktionsområder. For at kommunen får adgang til disse redskaber, skal

området være så udfordret, at kommunen og indbyggerne ikke vurderes at kunne løfte

disse udfordringer alene. Rekonstruktionsområder skal derfor opfylde nogle faste kriteri-

er.

Udpegning som rekonstruktionsområde kan kun ske, hvis kommunen redegør for, at

området opfylder følgende kriterier:

Tomme og funktionstømte ejendomme præger gadebilledet.

Der er meget begrænset tilbageværende offentlig eller privat service eller fritids-

og kulturliv.

Der er ikke umiddelbart økonomiske, fysiske, kulturelle eller naturmæssige bo-

sætningspotentialer i området.

Der er et svagt borgerengagement.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

I rekonstruktionsområder skal der for eksempel være mulighed for at give flyttetilskud til

enkelte beboere til flytning i anden egnet bolig, at opkøbe enkelte huse, som egentlig

ikke er nedrivningsmodne, at give samme friere muligheder i forhold til planloven, som

der er i omdannelseslandsbyer, at få en højere statslig refusion på nedrivningsmidler –

for eksempel 80%. Ovennævnte muligheder vil kun gælde i den periode, området er

udpeget som rekonstruktionsområde.

De særlige redskaber udløses kun, hvis kommunen kan redegøre for, at de fastsatte

kriterier er opfyldt og når der foreligger en rekonstruktionsplan med målsætninger for

områdets udvikling. Rekonstruktionsplanen skal dermed indeholde en beskrivelse af det

forventede mål med rekonstruktionen, herunder hvilken fremtidig anvendelse området

har særligt potentiale for at overgå til.

I forbindelse med den kommunale indsats i et rekonstruktionsområde foreslår udvalget,

at kommunen kan få bistand fra et nationalt og statsligt finansieret rejsehold, der kan

understøtte det kommunale arbejde med rekonstruktionen. Rejseholdet kan rådgive om

virkemidler til realisering af rekonstruktionen, finansieringsmuligheder, herunder ved at

pulje allerede tilgængelige midler, regler for udvikling i det åbne land og lignende med

henblik på at understøtte rekonstruktionen af området til en ny bæredygtig virkelighed.

Rejseholdet kan bistå kommunen ved på baggrund af kommunens rekonstruktionsplan

at udarbejde en detaljeret strategi for områdets omdannelse og fremtidige anvendelse på

basis af de potentialer området har, som for eksempel spredt bebyggelse i et åbent

landskab, landbrugsland eller naturområde. Kommunen kan ligeledes få adgang til en

ikke-kommunal supplerende finansieringsmulighed til fysisk rekonstruktion. Både rejse-

holdet og udvikling af en ikke-kommunal supplerende finansieringsmulighed til fysisk

rekonstruktion er blandt udvalgets anbefalinger og forudsættes baseret på statslige mid-

ler samt eventuelt filantropiske støttemidler.

Udvalget anbefaler at modellen i første omgang implementeres på forsøgsbasis med

henblik på at udvikle erfaringer og kompetencer samt beslutte de konkrete særlige ind-

satser inden en større udrulning finder sted.

6.3 ET ATTRAKTIVT NÆRMILJØ MED TIDSSVARENDE BO-

LIGER, EN TILPASSET BYGNINGSMASSE SAMT ADGANG

TIL LANDSKAB OG NATUR

Det fysiske miljø har stor betydning for den umiddelbare opfattelse af en landsby og

omfatter landskabets beskaffenhed, bebyggelsens placering i landskabet, de enkelte

bygningers, fællesarealers, vejes, private udearealers og øvrige fysiske faciliteters ud-

seende og vedligeholdelsesstandard. Herunder hører også en hensyntagen til kulturmiljø

og bevaringsværdier, der ofte understøtter den lokale identitet. Samtidig har de landska-

belige og naturmæssige værdier og tilgængeligheden hertil stor betydning for områdets

attraktivitet og tiltrækningskraft for beboere, besøgende og eventuelle tilflyttere.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Et velholdt nærmiljø er derfor væsentligt for en landsbys fastholdelse og tiltrækningskraft

i forhold til indbyggere og dermed dens levedygtighed.

Udover at have en pæn fysisk fremtræden er det også vigtigt for den levedygtige lands-

by, at de boliger, der er i landsbyen, er tidssvarende, og dermed lever op til dagens

standard hvad angår for eksempel udstyr, indeklima og energiforbrug. Boliger og er-

hvervsejendommes kvalitet, ejerform og antal skal være tilpasset efterspørgslen. En stor

overskydende bygningsmasse kan medføre et tiltagende forfald, og at ejendomsmarke-

det fastfryses som følge af et overudbud. Hvis en landsby mangler bygninger af en be-

stemt kvalitet eller ejerform, der aktuelt er efterspurgt, kan det føre til, at der sker fraflyt-

ning eller at landsbyen går glip af en mulig tilflytning eller virksomhedsetablering.

Det er udvalgets opfattelse, at landsbyerne ikke må være præget af fysisk forfald. Byg-

ningsmassen skal have en rimelig standard både den samlede bebyggelse som helhed

og de enkelte bygninger. Det betyder ikke, at landsbyerne skal være ensartede eller

polerede. Det er en styrke, at landsbyerne er kendetegnet ved variation i bebyggelsen,

grundstørrelser m.v., og dette giver forskellige anvendelsesmuligheder

Som hovedregel vil boliger, der er i anvendelse, blive vedligeholdt. Er der derimod et

overudbud på boligmarkedet, vil der være bygninger uden anvendelse, hvor vedligehol-

delse ikke foretages og ikke kan finansieres, hvilket kan medføre et fald i ejendomspri-

serne, både på de pågældende og omkringliggende ejendomme. Midler anvendt til ved-

ligeholdelse giver i mange tilfælde ikke ejendommen en tilsvarende merværdi, og vedli-

geholdelse bliver derfor mindre attraktiv også for boliger og andre bygninger, der anven-

des. Udvalget finder det afgørende, at bygningsmassen vedligeholdes og tilpasses efter-

spørgslen.

Er den overskydende bygningsmasse begrænset, kan der lokalt arbejdes med øget

fokus på alternative anvendelsesmuligheder og opgradering af bygningers standard for

at øge attraktiviteten. Udvalget vurderer, at indsatsen i disse tilfælde kan håndteres via

øget fokus, private investeringer samt kommunale indsatser som for eksempel landsby-

puljer og eventuel ændring i plangrundlaget.

Er den overskydende bygningsmasse betydelig og voksende, vil der være behov for en

større koordineret indsats. Der vil være behov for en nedrivningsindsats, der kan skabe

balance mellem udbud og efterspørgsel, og dermed være med til at stabilisere ejen-

domsmarkedet lokalt. En sådan omfattende indsats kan være vanskelig eller umulig at

gennemføre uden tab. Brug af offentlige eller filantropiske støttemidler er tidligere an-

vendt til at dække disse tab. Tabene fremkommer ved, at en investering i for eksempel

renovering af en ejendom ikke medfører en tilsvarende omsættelig merværdi, og slet

ikke i områder, hvor en nedgang i befolkningstallet kan forventes at kræve en løbende

reduktion i bygningsmassen.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Styrket indsats til nedrivning og istandsættelse af boligmassen

Udvalget anbefaler, at Pulje til landsbyfornyelse forlænges og forøges fra 2019 til

minimum 330 mio. kr. årligt i en ti-årig periode, og at der i første halvdel af denne pe-

riode foretages en ny behovsvurdering med henblik på eventuel yderligere finansie-

ring og tilpasset anvendelse af puljen.

I flere egne af landet udgør funktionstømte og nedrivningsparate boliger en betragtelig

del af den samlede boligmasse. Forfaldne og nedrivningsparate boliger skæmmer

landsbyen og har en negativ indvirkning på de omkringliggende boliger og landskabet.

Udvalget vurderer, at der er behov for en styrkelse af indsatsen for at nedbringe antallet

af tomme og nedrivningsmodne boliger. Nedrivning og istandsættelse af utidssvarende

boliger vil gøre boligmassen mere attraktiv og kan højne omsætteligheden på ejen-

domsmarkedet.

Pulje til landsbyfornyelse - også kaldet nedrivningspuljen - er etableret som en del af

udmøntningen af Delaftale om Vækstplan DK fra april 2013 og blev uddelt i 2014 og

2015 med 200 mio. kr. årligt. Puljen går blandt andet til nedrivning og istandsættelse af

faldefærdige huse i det åbne land eller i byer med mindre end 3.000 indbyggere. Puljen

blev videreført for perioden 2016-2020 som led i udmøntningen af Aftale om en vækst-

pakke af juni 2014 mellem den daværende SR-regering, Venstre, Dansk Folkeparti,

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Der er i årene 2016

til 2020 hvert år afsat 55,7 mio. kr. til pulje for landsbyfornyelse, som er fordelt mellem 45

ansøgningsberettigede kommuner.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (tidligere KORA) har i 2017

beregnet, at den gennemsnitlige omkostning ved nedrivning af et gennemsnitligt enfami-

liehus ligger på 135.000 kr. Samtidig vurderes det, at der er mellem 10.000-22.000 ned-

rivningsparate boliger i hele landet. De samlede omkostninger for nedrivning af nedriv-

ningsparate huse alene ligger altså mellem 1,5 mia. kr. og op til 3,0 mia. kr. Merudgiften

som følge af stigningen i antallet af nedrivningsparate boliger, som vurderes at være ca.

2.000 fra 2015 til 2020, vurderes at blive på op til 270 mio. kr.

Et konservativt skøn over omkostningsbehovet lyder på ca. 2,5-3,3 mia., hvoraf den

statslige refusion udgør ca. 1,5-2,0 mia. kr.

Hertil kommer kommunale opkøb, som

også er en støtteberettiget aktivitet, og sker i ca. hver fjerde nedrivningssag. Med en

gennemsnitspris på opkøb på ca. 100.000 kr. vurderes den samlede udgift til opkøb at

være ca. 450-550 mio. kr., hvoraf statens refusion udgør ca. 270-330 mio. kr.

Udover nedrivning er der behov for istandsættelse og renovering af boligmassen, da

mange landsbyer er præget af fysisk forfald eller ikke har en nutidig boligstandard, her-

under energistandard. Det er i dag muligt at gennemføre istandsættelse og renovering

via Pulje til landsbyfornyelse, men da nedrivningsbehovet er stort, anvendes langt de

fleste midler til egentlig nedrivning. For at gøre boligmassen mere tidssvarende og at-

traktiv bør ca. 1,5 mia. kr. over ti år øremærkes istandsættelse og renovering af boliger.

Forudsat at den statslige refusion er på 60 %

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Hvis kommunerne anvender den samlede anbefalede statslige ramme på 3,3 mia. kr., vil

det indebære kommunale udgifter på 2,2 mia. kr.

Udvalget gør opmærksom på, at nedrivningsindsatsen, afhængig af dens omfang, må

forventes at medføre besparelser til kommunale serviceudgifter, forsyning, vedligehol-

delse af infrastruktur, tomgangsdrift til lejeboliger mv. Hertil kommer en forventelig positiv

indflydelse på boligpriserne og dermed et højere skattegrundlag, som følge af en forbed-

ring af det fysiske miljø. En positiv indflydelse på boligpriserne vil tillige forbedre finansie-

ringsmulighederne og fremme beboermobiliteten til gavn for den fortsatte økonomiske

vækst.

Derudover medvirker nedrivning til opretholdelsen af en attraktiv boligmasse, der kan

fremme en balanceret beboersammensætning og imødegå en koncentration af socio-

økonomiske problemstillinger, der kan have negativ indflydelse på bosætningsmønstre,

boligpriser og attraktivitet.

I byer og områder med massiv befolkningstilbagegang vil der være behov for en større

nedrivningsindsats. En rapport fra Dansk Byplanlaboratorium skønner, at de totale kom-

munale merudgifter til både servicering og ”skrumpeindsats” (nedrivning, opkøb og efter-

følgende salg) over en 20-årig periode er nogenlunde ens, uanset om man lader stå til,

afvikler en landsby eller tynder væsentligt ud i boligmassen.

Udvalget finder det anbefalede beløbs størrelse beskedent sammenlignet med de sene-

re årtiers statslige engagement i byfornyelsesindsatsen i de større byer, hvor en tilsva-

rende problemstilling som den nuværende for landsbyerne er håndteret.

Med forøgelsen af puljens midler bør antallet af ansøgningsberettigede kommuner for-

øges. Puljens anvendelse og effekt bør løbende evalueres, og en eventuel forlængelse

af ordningen efter ti år må bero på en ny behovsvurdering, ligesom puljen eventuelt kan

målrettes andre bygningstyper og områder, hvis den ikke kan anvendes hensigtsmæs-

sigt inden for det nuværende anvendelsesområde.

BoligJobordningen udvides til at omfatte nedrivning i landzone

Udvalget anbefaler, at regeringen udvider BoligJobordningen til også at omfatte løn-

omkostninger til nedrivning af boliger beliggende i landzone.

BoligJobordningen blev indført i 2011 som en midlertidig forsøgsordning med skatte-

mæssigt fradrag for arbejdsløn ved hjælp og istandsættelse i hjemmet. BoligJobordnin-

gen har siden eksisteret i en række forskellige afskygninger. Som en del af finansloven

for 2018 blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at videreføre BoligJobordningen

som en permanent ordning, hvor der gives mulighed for et fradrag på op til 6.000 kr. pr.

person for serviceydelser og et fradrag på op til 12.000 kr. pr. person for håndværks-

ydelser.

For at øge det privatøkonomiske incitament for boligejere til at rive ned og dermed redu-

cere boligmassen i landsbyerne foreslås reglerne for Boligjobordningen justeret så der

Forudsat at den statslige refusion er på 60 %

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

kan opnås fradrag for lønomkostningerne i forbindelse med nedrivning af boliger i land-

zone. Modsat forbedringer og energioptimerende tiltag vil nedrivning betragtes som tab

og blot være nødvendigt en gang i husets historie. Derfor skal det ved nedrivning i land-

zone gøres muligt at opnå fradrag svarende til en fordeling over en årrække af de initiale

lønomkostninger ved nedrivningen, dog højst seks år svarende til i alt 72.000 kr. (2018-

niveau) pr person. Erfaringer viser, at nedrivning af et gennemsnitligt enfamilieshus

indebærer udgifter i størrelsesordenen 135.000 kr.

res en ny bolig på samme ejendom.

Der findes i dag ordninger, hvor privat finansierede nedrivninger får offentligt tilskud.

reduceres fradragsgrundlaget krone til krone.

Fradraget betinges af, at der opfø-

Ydes der offentligt tilskud til nedrivningen - for eksempel fra Pulje til landsbyfornyelse

Nye finansieringsformer til at tilpasse bygningsmassen

Udvalget anbefaler, at der nedsættes et ekspertudvalg med kendskab til finansiering

og landsbyernes særlige behov for modernisering af boligmassen med henblik på at

udvikle en model for privat finansiering i kombination med offentlig og/eller filantro-

pisk tilskud til renoverings-, sanerings- og ombygningsopgaver samt eventuel ned-

rivning i landsbyer og landdistrikter.

Udvalget finder grundlæggende, at finansiering af private boligejeres bygningsinveste-

ringer bedst sker på markedsvilkår og at penge- og realkreditinstitutter som udgangs-

punkt har de nødvendige produkter til at imødekomme finansieringsbehovene under

denne forudsætning.

Det aktuelle overudbud af boliger i mange landsbyer og landdistrikter peger dog på et

umiddelbart behov for tilpasning af boligmassen med hensyn til såvel antal som kvalitet,

så der skabes balance og omsættelighed på boligmarkedet og genetableres tilstrækkelig

sikkerhed og forudsigelighed som forudsætning for belåning.

Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at mange landsbyer og landdistrikter skal

igennem en omstilling, hvor der er behov for at se på, hvilke instrumenter ud over statsli-

ge midler til landsbyfornyelse, der kan bidrage til en forbedring og reduktion af boligmas-

sen og til at genskabe omsætteligheden og mobiliteten på boligmarkedet i disse områ-

der. Fordi landsbyerne befinder sig i en omstillingssituation, vurderer udvalget, at der er

et midlertidigt behov for offentlig støtte til indsatsen med sanering og modernisering af

boligmassen i landsbyerne.

Denne tilgang til modernisering af boligmassen er ikke ukendt, idet den tidligere har

været anvendt ved byfornyelser og ved renovering/sanering i det almene boligbyggeri.

Udvalget henviser i den sammenhæng blandt andet til de store offentlige tilskud, der via

byfornyelsesmidlerne har været med til at løfte de københavnske brokvarterer.

Kilde: Kora - Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark, 2017

Statens Byggeforskningsinstitut, Midtvejsevaluering af Pulje til Landsbyfornyelse, 2016

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

De langsigtede vækst- og demografiske udfordringer adresseres i udvalgets samlede

konkrete anbefalinger til, hvordan landsbyer kan blive mere attraktive bosteder og der-

med levedygtige, herunder med en tilpasning af bygningsmassen, hvilket kan mindske

det aktuelle mismatch mellem udbud og efterspørgsel og dermed genoprette balancen

på ejendomsmarkedet på længere sigt.

Mulighed for at omplacere boliger i det åbne land

Udvalget anbefaler, at der nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe med henblik

på at udarbejde en model for omplacering af boliger i det åbne land, fx med mulig-

hed for oprettelse af nedrivningsfonde på kommuneniveau. Hensigten med ordnin-

gen skal være, at der på sigt bliver færre men bedre boliger i det åbne land.

Udvalget vurderer, at det kan bidrage til at øge kvaliteten af boligerne i det åbne land og

nedbringe antallet af tiloversblevne boliger, hvis der gives mulighed for at opføre nye

boliger mod nedrivning af eksisterende.

Motivationen for at fremme nedrivningen med dette princip er, at der ved at bidrage til

nedrivning opnås mulighed for at bygge en ny bolig med en attraktiv placering i det åbne

land, hvilket som udgangspunkt ikke er muligt med de gældende regler. Nedrivning og

nyopførelse sker derfor ikke nødvendigvis på samme ejendom, og derfor foreslår udval-

get, at der gives mulighed for at kommunerne kan etablere kommunale nedrivningsfon-

de.

Udvalget har drøftet en model, hvor en landzonetilladelse til at opføre en ny bolig i det

åbne land forudsætter, at der indbetales et bidrag til en nedrivningsfond, der administre-

res af kommunen. Modellen bør sikre, at indbetalingens størrelse ikke vil udelukke po-

tentielle målgrupper med hensyn til opførelse af en ny bolig. Samtidig skal det sikres, at

der kan skabes økonomisk grundlag for at gennemføre nedrivninger i mindst samme

omfang, som der meddeles tilladelse til nyopførelse.

Midlerne i fonden kan alene anvendes til nedrivning af boliger i det åbne land eventuelt i

kombination med andre tilskudsordninger.

Udvalget lægger afgørende vægt på, at ordningen etableres, så det sikres, at der på sigt

bliver færre men bedre boliger i det åbne land. Der er derfor brug for en ordning, der

både giver kommunen bedre muligheder for at få fjernet boliger af dårlig kvalitet med

ringe beliggenheder og bedre muligheder for at tillade opførelse af nye boliger med bed-

re kvalitet, både hvad angår placering og bygningsmæssige kvaliteter.

Sigtet er således, at nedbringe antallet af nedrivningsmodne boliger i det åbne land og

øge kvaliteten af bygningsmassen. Udvalget finder det afgørende, at ordningen indebæ-

rer, at der bliver mindre bebyggelse i det åbne land. Derfor kan reglerne efter udvalgets

opfattelse gælde i hele landet, men det er op til den enkelte kommune at beslutte, om

der ønskes oprettet en nedrivningsfond.

De kommuner, der vælger at benytte ordningen, skal kunne dokumentere, at der over en

længere periode er sket en reduktion af bebyggelse i det åbne land. Kommunerne skal

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

opgøre, hvordan midlerne anvendes, og samtidig have overblik over nye opførelser efter

reglerne om nedrivninger finansieret via puljen.

I den drøftede model, skal kommunerne kunne planlægge for, hvor i kommunen der kan

eller ikke kan opføres nye boliger på baggrund af disse regler. Denne planlægning kan

indgå i kommuneplanlægningen for det åbne land, og kommunen bør således i kommu-

neplanlægningen hvert fjerde år redegøre for, hvordan ordningen er brugt i perioden,

herunder redegøre for reduktionen i antallet af boliger i det åbne land ved hjælp af ned-

rivninger i den forgangne planperiode.

Udvalget finder, at ordningen med opførelse af nye boliger mod indbetaling til en nedriv-

ningsfond kun skal gælde i landzone i det åbne land. I byerne og landsbyerne kan der

anvendes nedrivningspuljer som for eksempel landsbypuljen.

Udvalget har peget på en række problemstillinger i forbindelse med en sådan ordning,

som bør belyses nærmere. Det gælder for eksempel afgiftsforhold samt skatte- og ejen-

domsretlige forhold. Dette bør belyses nærmere i arbejdet med en model for omplace-

ring af boliger i det åbne land.

Et tilpasset og mere varieret boligudbud

Udvalget anbefaler, at kommunerne i dialog med lokalsamfundet vurderer boligbe-

hovet i kommunens landsbyer og understøtter en tilpasning af udbuddet til den aktu-

elle efterspørgsel, herunder ved at understøtte etablering af et varieret udbud af leje-

og andelsboliger for bl.a. familier og ældre i landsbyerne.

I nogle landsbyer synes der at være et udækket behov for leje- og andelsboliger primært

til børnefamilier og ældre herunder enlige. Lejeboliger forventes at kunne fremme mobili-

teten, så familier tør binde an med at flytte fra de større byer til landdistrikterne. At flytte

fra byen til landet kan være en stor omvæltning for en familie. Derfor kan det være en

god overgang, at leje en bolig for at se, om det er den rette beslutning. Usikkerheden

ved at købe en ejendom og ikke vide, om man kan få den solgt igen, hvis familien ikke

befinder sig godt ved flytningen, kan måske betyde, at man ikke vælger at flytte til en

landsby.

For de ældre i landsbyerne er der i nogle tilfælde ønske om at blive boende i landsbyen,

også når boligen bliver for uoverskuelig at passe. Det kan også medføre et lokalt behov

for mindre leje- eller andelsboliger. Samtidig vil det frigøre de større ejendomme til for

eksempel etablering af lejeboliger til børnefamilier.

Omfanget af behovet for flere leje- og andelsboliger for familier og ældre i landsbyerne

vil variere fra sted til sted. Udvalget anbefaler derfor, at boligbehovet vurderes grundigt i

landsbyerne også med sigte på den generelle tilpasning af bygningsmassen, der både

handler om at undgå overskud af bygningsmasse og sikre at bygningsmassen er tilpas-

set den aktuelle efterspørgsel.

Det skal i den forbindelse undersøges hvilken rolle den almene boligsektor kan spille.

Der ligger i dag en del almene boliger i mange landsbyer i landdistrikterne. Særligt i den

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

sidste halvdel af sidste århundrede blev der opført mindre klynger – nogle gange med

helt ned til fire eller seks boliger – af almene boliger spredt ud på en række landsbyer i

kommunerne.

Men flere steder er der ikke efterspørgsel efter denne type bolig mere,

antageligvis på grund af den generelt vigende efterspørgsel, men også et stort udbud af

andre boliger. Det er derfor vigtigt, at overvejelser om etablering af nye boliger sker på et

veldokumenteret grundlag og med et langsigtet perspektiv.

Øget tilgængelighed til landskab og natur

Udvalget anbefaler, at kommunerne i deres fysiske planlægning er opmærksomme

på i dialog med lodsejerne at fastholde og om muligt øge tilgængeligheden til land-

skab og natur som en særlig attraktion og bosætningsmotiv i landsbyerne.

Det er udvalgets oplevelse, at et attraktivt fysisk nærmiljø også indebærer landskabelige

og naturmæssige værdier. Landskab og natur har stor betydning for et områdes attrakti-

vitet og tiltrækningskraft for beboere, besøgende og eventuelle tilflyttere. En af landsby-

ernes særegne attraktioner er netop det åbne landskab, nærhed til for eksempel skov og

andre naturområder. Mange boliger i landdistrikterne har også udsigt til vand. Disse

attraktioner skal fremhæves, og det fulde potentiale af attraktionerne benyttes. Samspil-

let mellem bebyggelse, landskab og natur skal styrkes og ved ny bebyggelse kan attrak-

tionerne anvendes som trækplaster, men samtidig med øje for, at den nye bebyggelse

ikke forringer men derimod styrker samspillet med den eksisterende bebyggelse og

natur- og miljøhensyn i øvrigt uden at komme i konflikt med erhvervsinteresser.

Udvalget er derudover opmærksomt på, at adgangen til naturmæssige- og landskabelige

værdier ikke alle steder er tilstrækkelig. Derfor bør der være fokus på i dialog med lods-

ejerne – herunder ikke mindst lokale landmænd - at udbygge etablering af nye adgangs-

veje.

I tillæg til ovenstående kan en gentænkning af arealanvendelsen i landsbyer og det åbne

land øge adgangen til naturen. Der er oplagte muligheder for at arealer bytter anvendel-

se, for eksempel for at mindske udfordringer med lugt, tung transport m.v. fra landbrug

og eventuelt andre erhverv. Såkaldt multifunktionel jordfordeling

kan være et effektivt

virkemiddel i forhold til at øge landbrugets rentabilitet, forbedre miljøet, fremme biodiver-

sitet og den rekreative adgang, og dermed have afsmittende positiv virkning på landdi-

striktsudvikling generelt set.

6.4 NÆRHED TIL OFFENTLIG OG PRIVAT SERVICE

I løbet af de senere år, og særligt efter strukturreformen, er der lukket mange skoler,

daginstitutioner og andre velfærdsinstitutioner særligt uden for de større byer. Tenden-

Kilde: B-A-R-K Rådgivning og Bomidtvest, Almene boliger i landdistrikterne, En undersøgelse af problemstillingen når

almene boliger står tomme. 2017

Modeller for multifunktionel jordfordeling er under udvikling i regi af Realdania under overskriften Collective Impact.

Collective Impact-parterne demonstrerer i tre pilotprojekter, hvordan jordfordeling - som gennemføres velplanlagt, og ud fra

brede samfundsøkonomiske interesser - kan gennemføres, så forskellige arealanvendelser understøtter hinanden, og

dermed optimerer brugen af det åbne land.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

sen i mange kommuner er gået mod færre og større enheder, hvilket særligt har ramt

landsbyerne.

Udvalget mener, at det er vigtigt at fastholde den lige adgang til de nære offentlige ydel-

ser som undervisning, pleje og omsorg uafhængig af bopæl. Udvalget finder endvidere

at nærheden til offentlig service i landsbyer og landdistrikter skal være på et tilfredsstil-

lende niveau, under hensyntagen til den lavere befolkningstæthed. Her kan digitale løs-

ninger på nogle områder løse behovet for tilstedeværelsen af lokal offentlige service.

Mens privat service som udgangspunkt er styret af markedet, finder udvalget at mang-

lende nærhed til grundlæggende offentlig service ikke må være en væsentlig årsag til, at

et liv i landsbyerne vælges fra.

Nærheden til private servicefunktioner såsom dagligvarebutikker mv. er drevet af, hvor-

vidt der er et marked. Det er kommunen der varetager planlægningen for et områdes

detailhandelsstruktur og inden for den ramme finder udvalget, at det må være op til den

enkelte private forretningsdrivende at afgøre placeringen af sin forretning ud fra en vur-

dering af kundegrundlaget. De enkelte lokalsamfund kan med fordel arbejde med forret-

ningsmodeller, der ikke alene baserer sig på typiske markedsvilkår. Eksempelvis er der i

dag flere købmandsbutikker, som i forskellige konstellationer er ejet og drevet af en

landsbysammenslutning.

For både offentlig og privat service vil den øgede digitalisering, eksempelvis indførelsen

af offentlige digitale tjenester som virk.dk, sundhed.dk, borger.dk og skat.dk mindske

behovet for tilstedeværelsen af fysiske indgange til det offentlige. Dette vil sammen med

netbank og e-handel gøre placeringen af bopæl og virksomhed mindre afhængig af

nærheden til offentlig og privat service, men forudsætter til gengæld en velfungerende

digital infrastruktur.

10. En mere langsigtet planlægning af de nære offentlige servicetilbud

Udvalget anbefaler, at kommunerne i højere grad planlægger for en langsigtet udvik-

ling i de nære offentlige servicetilbud, så der skabes forudsigelighed og sikkerhed

om det fremtidige serviceniveau hos beboere og tilflyttere.

De nære offentlige servicetilbud som undervisnings-, pleje- og institutionstilbud samt

fritidsaktiviteter er væsentlige for landsbyens attraktivitet. Særligt for øerne er færgefar-

ten helt afgørende for såvel fastholdelse som tiltrækning af beboere.

I landsbyer og landdistrikter, hvor befolkningstallet falder og befolkningssammensætnin-

gen ændres, må den offentlige service tilpasses, så der sikres et tilfredsstillende ser-

viceniveau. Det handler ligesom i de større byer blandt andet om at finde på nye fleksible

modeller for tilvejebringelse af offentlig services, der i landsbyer og landdistrikter i højere

grad kan skaleres til ændringer i den demografiske udvikling for eksempel gennem de-

ling af services inden for et lidt større geografisk område.

Samtidig er der behov for en mere langsigtet kommunal tilpasningsplan for den offentlige

service, der inddrager berørte personer og ideelt set strækker ud over valgperioder.

Sådanne strategiske pejlemærker for den fremtidige kommunale service vil øge investe-

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ringssikkerheden hos potentielle tilflyttere og give større vished om fremtiden for nuvæ-

rende beboere.

Her kan nye teknologiske muligheder for tilvejebringelse af velfærdsydelser som for

eksempel telekonsultation, hjemmemonitorering mv., være med til at ophæve afstande

og mindske transportmæssige og logistiske besværligheder ved at vælge et liv på landet.

11. Nye kollektive trafikløsninger

Udvalget anbefaler, at stat og kommuner arbejder for en kollektiv trafikplanlægning,

der sikrer tilfredsstillende forbindelser i landsbyerne og for fremtiden arbejder med at

inddrage private og offentlige aktører i transportløsningerne.

Den kollektive trafik i de tyndest befolkede områder har været nedadgående, og der er

områder uden tilfredsstillende dækning med offentlige transportløsninger.. Udvalget

finder, at gode kollektive trafikløsninger, og særligt velfungerende færgeforbindelser hele

året til de små øer er en forudsætning for, at beboere kan indgå i det regionale arbejds-

marked med tilhørende uddannelsesmuligheder, og at erhvervsdrivende har mulighed

for at drive virksomhed. Her bør der også være opmærksomhed på nye trafikløsninger.

Udvalget mener, at staten bør give mulighed for nye private deleøkonomiske transport-

løsninger i områder uden et tilstrækkeligt grundlag for at drive en egentlig kommerciel

eller kollektiv trafikbetjening.

Mobility as a service,

som dækker over samkørselsordninger, delebilsordninger mv., er i

vækst og er kendetegnet ved at være fleksibel, billig, have lave transaktionsomkostnin-

ger og give mulighed for sjælden brug. Den øgede fleksibilitet vil netop være et godt

supplement til de nuværende kollektive løsninger, som kan opleves som utilstrækkelige i

forhold til forbindelser, varighed og afgangstidspunkter.

Der er behov for at udvikle og udbrede kollektive transportløsninger i mindre befolkede

egne. Inddragelsen af alle trafikaktører i trafikplanlægningen øger antallet af transport-

muligheder og dermed mobiliteten. Ordningerne vil være særligt attraktive i tyndt befol-

kede områder, men indeholder også spændende bud på en løsning af trængselsproble-

matikker og myldretidstrafik i de større byer.

Der er skabt en vis forventning om, at selvkørende biler kan erstatte dele af den kollekti-

ve transport. Den faglige forudsigelse lyder dog, at der vil gå en rum tid, før selvkørende

biler vil kunne udgøre en reel erstatning for de nuværende kollektive transportformer og

private biler. Kommunerne bør i den forbindelse allerede nu have for øje, at selvkørende

biler forventes at ville kræve en høj vedligeholdelsesstandard for vejnettet, og at en

overgang til selvkørende kollektiv transport derfor kræver en langsigtet kommunal plan-

lægning blandt andet for investering i vejvedligeholdelse og indkøb af nyt materiel.

12. Samlokalisering af faciliteter og aktiviteter

Udvalget anbefaler, at de enkelte lokalsamfund i højere grad udnytter fordele ved at

sammentænke og dele fælles faciliteter, forenings- og fritidsaktiviteter, offentlig og

privat service, forsyning mv.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

I mange byer er postbutik, kiosk, bager, apoteksudsalg mv. i dag integreret i en dagligva-

rebutik. På samme måde er der fordele i at samlokalisere offentlige og private service-

og fritidstilbud. Eksempelvis ved at øge belægningsgraden på idrætshaller mv. ved at

tænke multifunktionel udnyttelse af faciliteterne. I tillæg til dette kan nye faciliteter og

organiseringer øge variationen af fritidsaktiviteter og øge motions- og aktivitetsniveauet

hos beboere i landsbyer, samtidig med at det lokale fællesskab styrkes.

Samlokalisering af flere funktioner i eksempelvis et lokalt center vil øge attraktiviteten,

indebære driftsbesparelser, skabe et fælles mødested for beboerne mv. Under navnet

"Landsbyklynger" har DGI, Lokale og Anlægsfonden samt Realdania siden 2015 arbej-

det med nye former for fællesskaber i samarbejde med en række mindre lokalsamfund. I

en landsbyklynge finder flere landsbyer sammen i et nyt fællesskab, og byerne og deres

borgere samles om, deler og fordeler alt fra selvforståelse og institutioner til foreninger

og rekreative tilbud.

De første erfaringer viser, at projekterne har styrket evnen til samarbejde samt højnet

evnen til at planlægge mere langsigtet for udviklingen af lokalområdet. Erfaringerne viser

også, at mens indbyggerne udpeger indsatsområder og sætter retningen for klyngernes

fremtid, er det afgørende med professionel hjælp til klyngernes dannelse og etablering.

En vellykket proces kræver ekstern konsulentbistand, der hele tiden sørger for fremdrift

og retning på projektet.

Udover samlokalisering er deleøkonomien perspektivrig for landsbyerne. Ca. en ud af

fem danskere er aktive i deleøkonomien, det vil sige bruger eller udbyder de deleøko-

nomiske services og produkter. Deleøkonomien er i dag primært udbredt i de store byer,

men deleøkonomiske initiativer virker indenfor nogle områder lettere at realisere i landdi-

strikterne, som allerede i dag er kendetegnet ved tillid og en stærkt socialt og kulturel

sammenhængskraft. Her kan kollaborative modeller, der er markedsplads for lejligheds-

vis brug af varer eller tjenesteydelser samt adgangsøkonomiske forretningsmodeller,

hvor personer kan opnå adgang til varer og aktiver i stedet for at købe dem selv, være

særligt perspektivrige. Her kan der med fordel igangsættes initiativer, der udbreder

kendskabet til deleøkonomien og dens potentialer.

6.5 TILGÆNGELIGHED TIL BESKÆFTIGELSE OG GODE

MULIGHEDER FOR ETABLERING AF VIRKSOMHED

Det er en individuel vurdering og beslutning, hvor mobil den enkelte borger er i forhold til

jobsøgning, hvilket blandt andet afhænger af jobbets attraktivitet og præferencer i forhold

til bosætning. Befolkningen har meget forskellige grader af mobilitet i forhold til afstand

mellem hjem og arbejde, og der kan derfor ikke sættes for eksempel et kilometertal på,

hvor langt den enkelte er villig til at køre for et job, eller hvor lang transporttid der accep-

teres.

Kilde: Idrættens Analyseinstitut, Danskernes motions- og sportsvaner 2016, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Med udgangspunkt i den store forskel i mobilitet er det vigtigt, at der indenfor en vis

afstand er jobmuligheder, der imødekommer de forskellige ønsker, og at manglende

jobmuligheder ikke bliver en direkte årsag til at fravælge en bopæl i landsbyen. Det vil i

denne sammenhæng sige, at en vis grad af lokale job i landsbyen, job i nærområdet

herunder inden for landbruget, samt job i den nærmeste by og regionale jobs inden for

en rimelig pendlingsafstand er afgørende for bosætningen i områdets landsbyer.

Det gælder såvel private som offentlige arbejdspladser, så der er jobmuligheder inden

for forskellige brancher og med forskellige uddannelsesmæssige forudsætninger.

Det er derfor hensigtsmæssigt for landsbyernes levedygtighed, at det i en vis udstræk-

ning er muligt at bo og arbejde i lokalområdet, da det eksempelvis medvirker til levende

landsbyer, hvor der også er aktivitet i dagtimerne, ligesom virksomheder med lokalt

engagement kan bidrage til lokalområdets udvikling og understøtte sammenhængskraf-

ten.

Udvalget har ikke nogen holdning til hvilke typer virksomheder, der bør placere sig hvor,

eller hvor mobil arbejdskraften må forventes at være. Det er dog udvalgets holdning, at

særligt kommunerne skal være opmærksomme på at placere kommunale servicefunkti-

oner og dermed arbejdspladser også uden for den eller de kommunale centerbyer. Dette

kan næppe ske i egentlige landsbyer, men i lidt større byer uden for centerbyerne, hvil-

ket har en positiv effekt på de omkringliggende landsbyer.

13. Bedre digital infrastruktur

Udvalget anbefaler, at staten fortsat arbejder for at sikre mobildækning og udrulle

bredbånd for at fremtidssikre erhverv og bosætning i landdistrikterne.

En digital infrastruktur med tilstrækkelig mobil- og bredbåndsdækning er i dag ligeså

basal som den fysiske infrastruktur, og udvalget betragter det som en forudsætning for

bosætning, distancearbejde og muligheden for at etablere virksomhed. En god digital

infrastruktur vil også gavne de fritidsborgere, der opholder sig i fritidshuse, ofte i forbin-

delse med weekender og ferier. Her vil de have mulighed for at arbejde og dermed øge

opholdslængden i fritidshuset.

Der stilles i dag større og større digitale krav til borgere og virksomheder, og adgang til

mobil- og bredbånddækning er en forudsætning for udviklingen af lokalsamfund. Bred-

bånd er også væsentlig for borgernes, virksomhedernes og det offentliges brug af digita-

le tjenester. Udrulningen af digital infrastruktur er som udgangspunkt markedsdrevet. Der

er imidlertid fortsat områder, der ikke har adgang til basale bredbåndsforbindelser.

Regeringen har sit telepolitiske udspil fra marts 2018 en målsætning om, at alle husstan-

de og virksomheder senest i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse med en

hastighed på mindst 100/30 Mbit/s, og at der skal være adgang til god mobiltelefoni i

Danmark.

Danmark har et godt udgangspunkt for at udnytte de digitale muligheder. Mobildæknin-

gen er blandt de bedste i Europa, og 89 pct. af alle danske boliger og virksomheder

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

havde i 2017 adgang til bredbåndsforbindelser med hastigheder på mindst 100/30

Mbit/s.

Der er i dag dog stadig husstande og virksomheder, der ikke har adgang til gode mobil-

og bredbåndsforbindelser. Udvalget finder, at der fortsat bør være fokus på at udrulle

bredbånd i de områder – ofte uden for de større byer – hvor udrulningen ikke er mar-

kedsdrevet. Udvalget opfordrer samtidig regeringen til at forfølge målsætningen, da

højhastighedsbredbånd og mobildækning er afgørende for udviklingen af det enkelte

lokalsamfund.

Staten kan stille dækningskrav om, at mobilselskaberne skal dække områder med dårlig

dækning, når der afholdes auktioner. Ved fremtidige frekvensauktioner bør der derfor

stilles ambitiøse krav, der sikrer, at dækningen forbedres markant i de områder i landet,

der i dag oplever dårlig dækning.

Med den politiske aftale om Vækst og udvikling i hele Danmark fra 2016 blev der oprettet

en statslig bredbåndspulje til at forbedre dækningen i disse områder.

Eventuelle fremtidige ordninger og forlig på bredbåndsområdet, bør have fokus på, at

etablering af bredbånd bør være tilgængelige for alle borger inden for en rimelig udrul-

ningsperiode. Udvalget har i sit arbejde fået kendskab til de særligt gode erfaringer fra

Mols, hvor udrulningen skete i et samarbejde mellem stat og aktive ildsjæle samt for-

eninger i lokalsamfundet. Dette højnede den lokale efterspørgsel, gjorde udrulningen

mere rentabel, og er et eksempel på, hvordan der ofte kan etableres dækning, når folk

går sammen i lokalsamfundene. Lokale aktører som kommuner og Lokale Aktionsgrup-

per bør derfor gøre en indsats for at få folk til at gå sammen og samle efterspørgslen

efter bredbånd og mobildækning.

14. Erhvervsudvikling med fokus på stedbundne potentialer

Udvalget anbefaler, at kommunernes erhvervsfremme og erhvervsudvikling i særlig

grad har fokus på landsbyernes eksisterende faciliteter og stedbundne potentialer.

Udvalget mener, at der i landsbyerne skal være mulighed for at etablere virksomhed og

udvide eksisterende virksomheder. Det er afgørende for at sikre et varieret udbud af

arbejdspladser. Der bør ikke være særlige hindringer for at etablere virksomhed i lands-

byer eller i overflødiggjorte driftsbygninger i det åbne land ud over, hvad miljø- og plan-

mæssige hensyn nødvendigvis kræver.

Erhvervsfremme skal i højere grad have fokus på den enkelte landsbys eksisterende

faciliteter og muligheder. Erhvervsfremme bør samtidig have fokus på at understøtte

afsætning og distribution i samarbejde med mindre lokale producenter og iværksættere.

Der skal sættes særligt fokus på erhvervene med en stærk tilknytning til landdistrikterne,

såsom de primære erhverv – landbrug, skovbrug og fiskeri - samt turisterhvervet, der

typisk er bundet til kulturelle, historiske eller landskabelige kvaliteter, og også indebærer

tiltrækning af fritidsborgere/fritidshusejere. Mulighederne skal således være særligt gode

for virksomheder der har et stedbundet potentiale, altså, hvor en placering i lige netop

det område eller den landsby vurderes særlig meningsfuld.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Derudover skal der i højere grad end i dag sættes fokus på de mindre iværksættervirk-

somheder i landdistrikterne, der giver lokale entreprenører og tilflyttere mulighed for at

skabe deres eget job med relativt lavere kapitalinvesteringer end i byerne hvor ejen-

domspriserne og lokaleleje generelt er højere. Men der bør også være fokuspå de pri-

mært mindre virksomheder, der med planlovens landzonebestemmelser har mulighed for

at etablere sig i tiloversblevne bygninger bør tilgodeses. Brugen af disse bestemmelser

bør understøttes både for at fremme jobskabelsen i landsbyerne og landdistrikter og for

at genanvende den tiloversblevne bygningsmasse og dermed øge nærmiljøets attraktivi-

tet. Dette skal dog ske under hensyntagen til det eksisterende landsbymiljø og i en af-

stand fra produktionslandbrug så gensidig gene og konflikt undgås

15. Bedre tilgængelighed til arbejdsmarkedet

Udvalget anbefaler, at det forhøjede befordringsfradrag i yderkommunerne viderefø-

res fra 2019, men at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal fremlægge forslag til

en mere målrettet ordning.

Det skal som udgangspunkt være trafikalt muligt at passe et job i en større by, selvom

man har bopæl i en landsby. Den geografiske mobilitet øges for eksempel gennem be-

fordringsfradraget, der mindsker den økonomiske udgift til transport til og fra arbejde.

Derved skubbes til balancen mellem jobbets attraktivitet og egne præferencer i forhold til

bosætning set overfor pendlingsafstanden.

I dag kan pendlere få fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads ved mere end

24 km. til og fra arbejde. Pendlere, der bor i en af 25 udpegede ”yderkommuner” og

pendler mere end 120 km dagligt, får beregnet et forhøjet befordringsfradrag. Der kan

ikke komme nye pendlere ind under ordningen efter 2018. For at understøtte et regionalt

arbejdsmarked og muligheden for at bo i byer uden relevante arbejdspladser i umiddel-

bar nærhed bør ordningen videreføres. Udvalget finder, at den bør målrettes personer

bosat i landsbyer og landdistrikter samt på øer med få arbejdspladser i nærområdet.

Denne justering af den eksisterende ordning kan således øge mobiliteten og være et

mere omkostningseffektivt virkemiddel til at øge arbejdskraftens geografiske mobilitet i

landdistrikter med relativ lav befolkningstæthed sammenlignet med for eksempel større

investeringer i kollektiv trafik og infrastruktur.

6.6 SOCIAL OG KULTUREL SAMMENHÆNGSKRAFT

Social og kulturel sammenhængskraft er et væsentligt forhold for levedygtige landsbyer.

Landsbyer er kendetegnet ved at være overskuelige enheder, hvilket giver basis for en

kultur, hvor alle kender alle, og hvor der opleves et godt naboskab og stor grad af tryg-

hed.

En god sammenhængskraft i et lokalsamfund bunder blandt andet i lokal identitet, gensi-

dig tillid, tryghed og godt naboskab. En god sammenhængskraft bygger typisk på enga-

gement og ønske om involvering, hvilket kan danne grobund for handling og eventuel

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

lokal omstilling med bred frivillig opbakning. Sammenhængskraften kan også svækkes,

hvis befolkningssammensætning ændres betydeligt.

Modsat de tre øvrige kriterier, er social og kulturel sammenhængskraft noget, der kan

dyrkes og styrkes af landsbyens beboere uden indblanding udefra. En social og kulturel

sammenhængskraft kan også være stærk, selvom de øvrige kriterier ikke er opfyldt.

Blandt kittet i den sociale og kulturelle sammenhængskraft er ikke mindst det organise-

rede forenings- og fritidsliv, men også uorganiserede lokale fællesskaber.

Selvom social og kulturel sammenhængskraft er noget, der kan dyrkes og styrkes af

landsbyens beboere uden indblanding udefra, er det afgjort muligt og også vigtigt at

understøtte sammenhængskraften, for eksempel gennem fysiske mødesteder som den

lokale dagligvarebutik, idræts- og fritidsfaciliteter mv..

16. Tættere dialog og samarbejde mellem kommune og lokalsamfund

Udvalget anbefaler, at udvikling af landsbyerne sker i samråd mellem kommunen og

lokalbefolkningen med henblik på at sikre en bredt forankret udvikling med en fælles

retning, både når det handler om fysisk planlægning og velfærdsløsninger.

Er der sammenhængskraft, lokalt engagement og ønske om involvering, er der god

basis for at fremme handling og eventuel lokal omstilling med bred opbakning.

Forandringsprocesser, der ikke har opbakning i den lokale befolkning, er svære at gen-

nemføre, og ressourcer brugt på forandringer – store som små – kan vise sig at være

spildt. For eksempel kan en renovering af grønne områder med nye aktivitetsmuligheder

vise sig ikke at opfylde de ønsker, beboerne har lokalt, og området bliver derfor ikke

benyttet efter renoveringen. En strategi for øget tilflytning til en attraktivt placeret landsby

vil heller ikke kunne gennemføres med succes, hvis der ikke er lokal opbakning til den

udvikling, der planlægges for.

De lokale ildsjæle og civilsamfundet i øvrigt kan aktiveres i et arbejde for at fremme

andre af parametrene for en levedygtig landsby.

For meget udfordrede landsbyer kan det handle om at finde fælles fodslag for en nød-

vendig omstilling. For de mindre udfordrede landsbyer kan det handle om at styrke og

fastholde kvaliteterne og i samarbejde udvikle området i en retning på baggrund af en

fælles strategi for området.

Offentlige aktører, det private erhvervsliv og frivillige kræfter bør i fællesskab finde nye

løsninger på eventuelle udfordringer i lokalområdet, men også på hvordan et områdes

potentialer kan styrkes yderligere. Civilsamfundet bør indgå i opgaveløsningen eller kan

med lokalkendskabet ofte bidrage til et bedre beslutningsgrundlag for de offentlige aktø-

rer. I forbindelse med en ønsket forandring i en landsby eller et større område, der invol-

verer flere landsbyer, vil civilsamfundet derfor være den vigtigste samarbejdspartner for

kommunerne og kan bidrage med viden og ressourcer, der kan styrke den offentlige

indsats.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

17. Mere fokus på faciliteter og aktiviteter, der samler landbysamfundene

Udvalget anbefaler, at staten via midler fra Landdistriktspuljen samt Landdistrikts-

programmet og kommunerne understøtter fastholdelse og etablering af fælles facili-

teter til forenings- og fritidsliv, fælles mødesteder, begivenheder samt mulighed for

deleøkonomiske løsninger i landsbyerne.

Sammenhængskraft kan opstå, når folk har noget at være fælles om. Det kan være et

projekt, en aktivitet, nogle bestemte værdier, en identitet eller en fælles interesse.

Sammenhængskraften kan styrkes ved, at der lokalt er fysiske mødesteder, hvor allere-

de sammentømrede fællesskaber kan fastholdes og nye kan opstå. Det er baggrunden

for, at udvalget anbefaler, at kommune og stat understøtter fastholdelse og etablering af

fælles faciliteter til forenings- og fritidsliv, fælles mødesteder samt mulighed for deleøko-

nomiske løsninger i landsbyerne.

Kommunerne kan blandt andet understøtte det uformelle møde mellem folk, der normalt

ikke mødes, ved at samlokalisere aktiviteter rettet mod forskellige målgrupper. En lege-

plads kan for eksempel lægges på et område med ældreboliger, og idrætshallen kan

åbnes op for anden anvendelse i de tidsrum, hvor der ikke er sportsaktiviteter, så forskel-

lige grupper af borgere får fast gang i hallen.

De fysiske faciliteter kan indrettes, så de kan indeholde mange forskellige aktivitetstyper

og målgrupper på én gang, og hvor rammerne opfordrer til aktiviteter på tværs af de små

fællesskaber. Dette også i erkendelse af, at det er svært at opretholde alle foreninger,

tilbyde alle typer fritidsaktiviteter eller fastholde alle forsamlingshuse. For at undgå, at alt

går til i bestræbelsen på at overleve som selvstændig enhed, kan kommunen understøt-

te, at man i de enkelte områder finder løsninger på at dele fælles faciliteter og forbedre

foreningernes overlevelsesevne ved sammenlægning til mere bæredygtige enheder.

Men også at forbedre den økonomiske bæredygtighed af de fysiske faciliteter ved at

understøtte en mere differentieret anvendelse, så anvendelsen øges og breder sig over

flere timer.

Udvalget anerkender, at også lokale mindre projekter har værdi for landsbyerne, alene

ved at der er noget at være fælles om, og selve processen der skal føre frem til projek-

tets gennemførelse. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at igangsætte eller understøt-

te små projekter og aktiviteter, som det er tilfældet med nogle projekter støttet af Landdi-

striktspuljen, dele af LAG-midler, eller som kommuner konkret har gode erfaringer med.

For at få det største udbytte, bør man understøtte initiativer, der tager udgangspunkt i

styrkerne i det konkrete område.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

7. OMDANNELSESLANDSBYER

Udvalget for levedygtige landsbyer har jf. kommissoriet blandt andet til opgave at komme

med konkrete anbefalinger til, hvordan kommunernes fysiske planlægning kan under-

støtte udviklingen af levedygtige landsbyer som attraktive bosteder. Udvalget skal her-

under særligt se på planlovens nye muligheder for at udpege omdannelseslandsbyer i

landzone og derved bidrage med anbefalinger til udarbejdelsen af vejledning om om-

dannelseslandsbyer.

Udvalget finder, at der ligger en vigtig opgave for kommunerne forud for udpegningerne

af omdannelseslandsbyer i kommuneplanen, at kortlægge landsbyernes forskellige po-

tentialer og muligheder og i dette arbejde især at inddrage lokalsamfundet. Udvalget har

derudover drøftet, hvad der skal lægges vægt på ved den konkrete afgrænsning af om-

dannelseslandsbyer. Til grund for drøftelserne indgik en rundspørge blandt kommunerne

foretaget af Kommunernes Landsforening i efteråret 2017 samt erfaringer fra områdefor-

nyelsen.

7.1

HVAD ER EN OMDANNELSESLANDSBY?

Moderniseringen af planloven har blandt andet haft til formål at skabe nye muligheder for

udvikling af attraktive landsbyer i landdistrikterne gennem en mere fleksibel landzone-

administration. Derfor blev kommuneplankataloget ved moderniseringen af planloven

den 8. juni 2017 udvidet med en bestemmelse i § 11 a, stk. 1, hvorefter kommunalbesty-

relsen fik mulighed for hvert fjerde år i kommuneplanens retningslinjer at udpege og

afgrænse to omdannelseslandsbyer, hvor landzoneadministrationen skal have en særlig

og mindre restriktiv karakter.

Udpegningen af en omdannelseslandsby er en kommunal tilkendegivelse af, at der øn-

skes en fysisk transformation i områder med befolkningstilbagegang. Når en omdannel-

seslandsby er udpeget, vil der inden for afgrænsningen være mulighed for at opnå land-

zonetilladelse gennem en hurtigere proces, der tager udgangspunkt i kommuneplanens

retningslinjer og redegørelse, der baseres på et program for udviklingen. I en omdannel-

seslandsby er der således på forhånd taget stilling til de væsentlige forhold for landzo-

neadministrationen.

Udpegningen af en omdannelseslandsby kan imødekomme ønsket om at have en mere

fleksibel og rummelig tilgang til landdistriktsudviklingen, så mulighederne kan gribes, når

de måtte opstå. En omdannelseslandsby er desuden et godt værktøj, hvis man ønsker at

imødekomme enkelte private byggeønsker, der typisk opstår ad hoc.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Figur 7.1: Illustration af afgrænsning og koncept for en omdannelseslandsby

7.2

INDDRAGELSE OG SAMARBEJDE MED DE LOKALE AK-

TØRER

Der stilles ikke i planloven specifikke krav til processen for udpegning af omdannelses-

landsbyer, men det er oplagt at se dette i sammenhæng med kommunens andre indsat-

ser i landdistrikterne, jf. afsnittet i kapitel 6 om strategisk planlægning for landsbyer.

Udvalget mener derfor, at kommunerne med fordel kan gennemføre en indledende og

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

mere uformel proces med inddragelse af lokale aktører og lodsejere forud for den formel-

le udpegning og afgrænsning af omdannelseslandsbyer i kommuneplanen. Formålet

med inddragelsen er at skabe grundlaget for omdannelsen og herunder opstilling af

fælles visioner.

I inddragelsesprocessen kan kommunen i samarbejde med de udpegede landsbyer

overveje, hvilke redskaber, der kan tages i anvendelse for at skabe forudsætninger for

en positiv udvikling. Det kan for eksempel være forbedringer af natur- og kulturværdier,

brug af landsby- og byfornyelsespuljer, indsatser for det lokale foreningsliv og forbedrin-

ger af trafikale forhold. Selvom kommunen kun kan udpege to omdannelseslandsbyer i

hver valgperiode, er der mulighed for at tage stilling til, at et større antal landsbyer lever

op til kriterierne for at blive udpegede. Kommunen kan i så fald lave en liste over de

potentielle omdannelseslandsbyer og pege på de to, der vil blive udpegede i første om-

gang.

Udvalget har i forlængelse heraf, blandt andet med inspiration fra KL’s rundspørge

blandt kommunerne, drøftet hvordan udarbejdelsen af et program, hvor der opstilles

visioner i samarbejde med lokalområdets beboere og grundejere, kan være den forplig-

tende aftale mellem kommunen, borgerne, grundejerne og andre aktører. Et sådant

program eller aftalepapir bør blandt andet også indeholde de fysiske rammer og den

konkrete afgrænsning for omdannelseslandsbyen.

Erfaringer fra byfornyelsen viser, at en plan og forpligtende samarbejde med borgerne er

essentielt, hvis kommunen ønsker at skabe synlighed for investeringer og samtidig sikre,

at der ikke opstår interessekonflikter i forhold til den fysiske afgrænsning. Afgrænsningen

kan ydermere lade sig inspirere af investeringsredegørelsen fra områdefornyelsen ,

hvor der på forhånd udpeges mulige byggemuligheder eller investeringspotentialer.

Således synliggøres potentialerne i området og kan eventuelt herigennem tiltrække

private investorers opmærksomhed. Udvalget understreger i den henseende, at dialogen

med lodsejerne er en afgørende forudsætning for, at planerne for omdannelseslandsby-

en kan realiseres. Dette gælder særligt inddragelse af lodsejeren i forhold til omdannel-

seszonen – oftest en landmand – og fuld afklaring og enighed om den fremtidige anven-

delse af ejerens areal indenfor en omdannelseslandsby.

Udvalget opfordrer derfor til, at kommunerne forud for afgrænsningen af de enkelte om-

dannelseslandsbyer i kommuneplanens retningslinjer skal være nået til enighed om

målene med omdannelsen, hvilke byggemuligheder, der kan blive tale om, og hvor disse

vil kunne etableres ligesom anvendelsen bør angives – for eksempel erhverv eller bolig.

Der bør endvidere på overordnet niveau tages stilling til de landskabelige forhold, lige-

som vejadgang og tilslutning til forsyning bør angives. Dette kan ske i et program eller

aftalepapir, som beskrevet ovenfor, med for eksempel en vision og et kort over de tænk-

te forandringer. Det er en vigtig forudsætning for at kunne virkeliggøre intentionerne bag

udpegningen, at lokalsamfundet føler ejerskab til visionerne for omdannelseslandsbyen.

Områdefornyelse er en kommunal beslutning om at udvikle nedslidte byområder med sociale problemer. Støttemidlerne

søges hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og kan anvendes til en bred række af fysiske tiltag, eksempelvis indretning og

forbedring af torve og pladser, trafikale foranstaltninger samt til sociale og kulturelle indsatser.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

7.3

UDPEGNING AF EN OMDANNELSESLANDSBY

Kommunen kan i kommuneplanen fastsætte retningslinjer for beliggenheden af op til to

omdannelseslandsbyer. Såfremt kommunen ønsker at tage muligheden i brug, skal

udpegningen af omdannelseslandsbyer ske i kommuneplanens hovedstruktur, hvor der

skal fastsættes retningslinjer og en konkret afgrænsning på kort. Retningslinjen bør som

minimum indeholde en præcisering af hvilke to landsbyer, der udlægges og afgrænses

som omdannelseslandsbyer. Retningslinjerne skal tillægges særlig vægt ved landzone-

administrationen i omdannelseslandsbyerne.

En omdannelseslandsby skal omfatte en landsby i landzone i områder med befolk-

ningsmæssig tilbagegang, der kan begrunde behovet. Udpegningen skal iagttage de

nationale interesser og overholde gældende regler i medfør af anden lovgivning, eksem-

pelvis natur- og miljølovgivningerne.

Den konkrete, fysiske afgrænsning af en omdannelseslandsby kan foretages på mange

måder, men udvalget finder det væsentligt, at afgrænsningen af en omdannelseslands-

by, det vil sige den eksisterende landsby samt omdannelseszonen, kommer til at udgøre

en hensigtsmæssig afrunding af landsbyen. En afgrænsning kan for eksempel ikke ud-

gøre et langstrakt areal ud langs en vej, ligesom et cirkelslag heller ikke må inddrage et

unødvendigt stort areal eller være en uhensigtsmæssig spredning af bebyggelsen. Det

betyder blandt andet, at der må forventes en vis proportionalitet mellem afgrænsningen

og landsbyens størrelse. Udvidelsen af landsbyen sker ikke på baggrund af en på for-

hånd fastsat meterafstand til den eksisterende bebyggelse på eks. 100 eller 200 meter,

men kan variere alt efter byens størrelse og omgivelser. Der skal dog være en visuel og

oplevet sammenhæng til den eksisterende by.

Herudover skal udpegningen og afgrænsningen af omdannelseslandsbyer ske under

hensyntagen til produktionserhverv som landbrug og vindmøller m.v. Nye boliger kan

medføre konflikter for produktionserhvervene, og det vil derfor være hensigtsmæssigt at

skele til de eksisterende virksomheders genevirkning og til deres udviklingsmuligheder

inden for en overskuelig årrække. For at sikre det gode naboskab med produktionser-

hvervene, opfordrer udvalget til, at der tages hensyn hertil. Det kan blandt andet ske på

kortafgrænsning, hvor der tegnes en nabozone rundt om eksempelvis eksisterende

husdyrbrug, og som dermed på forhånd sikrer balancen mellem nye beboere og udvik-

lingen i tilstødende erhverv. Det kan samtidig være hensigtsmæssigt også at tage hen-

syn til afledte effekter fra eksisterende erhverv som for eksempel tung transport.

Ud over den fysiske afgrænsning på kortbilag opfordrer udvalget til, at det af redegørel-

sen til kommuneplanen fremgår, hvordan kommunalbestyrelsen har til hensigt at håndte-

re byggeønsker inden for afgrænsningen, da dette giver en større sikkerhed for dem, der

ønsker at investere i f.eks. nye boliger inden for afgrænsningen. I den forbindelse kan

kommunen redegøre for de overvejelser om den overordnede fysiske struktur og areal-

benyttelse, herunder placering af boliger, erhverv og infrastruktur mv. og anvendelse i

omdannelseslandsbyen, som kommunen har foretaget forud for udpegningen, og som vil

blive lagt til grund, når omdannelsen skal realiseres.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

7.4

MULIGHEDER FOR OMDANNELSESLANDSBYER

Udvalget finder, at brugen af omdannelseslandsbyer er særligt tiltænkt de landsbyer, der

har stedbundne kvaliteter, som kan udnyttes til at skabe et begrænset antal byggemulig-

heder af høj kvalitet, frem for landsbyer, hvor der er behov for at sikre en større udbyg-

ning, som forudsætter en lokalplan. Omdannelseslandsbyen er derfor et sted, hvor man

ikke nødvendigvis forventer en udvikling i form af øget indbyggertal, vækst i offentlig

service eller større investeringer, men en landsby, der er udpeget i kraft af hidtil uudnyt-

tede bosætningspotentialer, om det så er et stærkt lokalsamfund, nærrekreativ natur

eller beliggenhed i oplandet, der kan aktiveres ved at give andre byggemuligheder, end

landsbyen hidtil har kunnet tilbyde.

I og med at der på forhånd er taget stilling til landsbyens potentialer, sendes der også et

positivt signal til private bygherrer om investeringsmulighederne. Den formelle afgræns-

ning af en omdannelseslandsby kan være med til at synliggøre omdannelseslandsbyen

og pege på, at der her vil være attraktive byggemuligheder, hvor det er muligt at udnytte

stedets særlige potentialer og etablere et antal boliger i naturskønne omgivelser.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

8. BYGNINGER I LANDZONE

Udvalget for levedygtige landsbyer er blevet bedt om at se på landsbyernes fremtid, og

hvordan de kan være levedygtige, og i den forbindelse kan udvalget se på behovet for at

sikre gode løsninger i forhold til at få nedrevet og fjernet bygninger i landsbyer og det

åbne land, der ikke anvendes og forfalder.

Udvalget har, som det også fremgår af anbefalingerne, dels drøftet mulighederne for en

ordning, hvor det bliver muligt at få tilladelse til at opføre en ny bolig i det åbne land mod

at medvirke til nedrivning af andre boliger i det åbne land, dels mulighederne for at flytte

eller ændre anvendelsen af bygninger på egen grund i landzone, det vil sige både i

landsbyer og i det åbne land.

8.1

PLANLOVENS LANDZONEBESTEMMELSER

Ifølge planloven må der i landzone som hovedregel ikke foretages udstykning, opføres

ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebygge-

de arealer uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Der er i loven visse undtagelser

herfra, blandt andet for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri, samt f.eks. ind-

retning af én bolig eller erhverv mv. i eksisterende bygninger på en landbrugsejendom

eller i andre overflødige bygninger. Formålet med planlovens landzonebestemmelser er

at forhindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land og samtidig sikre, at byudvik-

ling sker, hvor der er planlagt for det.

Efter planloven forudsætter opførelse af nye boliger i landzonen tilladelse, men ud-

gangspunktet for landzoneadministrationen er, at boliger ikke bør tillades opført i det

åbne land som enligt beliggende enfamilieshuse. Derimod kan kommunalbestyrelsen for

at styrke udviklingen i landdistrikterne meddele tilladelse til opførelse af nye boliger i

landsbyer.

Når det handler om opførelse af andet erhvervsbyggeri end til jordbruget, er der et be-

grænset antal virksomhedstyper, der af forskellige årsager kun kan placeres i det åbne

land. Det kan f.eks. være biogasanlæg, vindmøller mv., eller risikoanlæg som fyrværkeri-

lagre. I øvrigt henvises etablering af nye virksomheder som hovedregel til byernes er-

hvervsområder.

Udvalget har på den baggrund vurderet, at en ordning, der muliggør opførelse af nye

boliger eller nyt erhvervsbyggeri uden for landsbyerne i det åbne land, forudsætter en

ændring af de nuværende interesser, der varetages med planlovens landzonebestem-

melser.

8.2 NEDRIVNING OG OPFØRELSE AF NY BOLIG I LANDZO-

Der er fra flere sider peget på behovet for at få fjernet de mange nedrivningsmodne

boliger også i det åbne land. Udvalget er blevet bedt om at vurdere modeller, der kan

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

skabe incitamenter til nedrivning af sådanne utidssvarende og ofte forfaldne boliger mod

muligheden for at opføre en ny, tidssvarende bolig med en mere attraktiv placering. Det

vil under alle omstændigheder skulle medføre ændringer i planlovens landzoneregler,

navnlig det forbud mod at opføre nye boliger i det åbne land, som følger af fast praksis

for landzoneadministrationen.

Udvalget har drøftet rammerne for en sådan ordning og lægger derved afgørende vægt

på, at der i givet fald etableres en ordning med det formål at sikre at der fjernes nedriv-

ningsegnede boliger og, at der på sigt bliver færre men bedre boliger i det åbne land.

Udvalget mener, at der er brug for en ordning, der både giver kommunalbestyrelsen

bedre muligheder for at få fjernet boliger af dårlig kvalitet med ringe beliggenheder og

bedre muligheder for at tillade opførelse af nye boliger med bedre kvalitet, både hvad

angår placering og bygningsmæssige kvaliteter. Resultatet skulle gerne give mere tids-

svarende muligheder for bosætning i landdistrikterne.

Udvalget mener derfor, at det vil være en forudsætning for at indføre en sådan ordning,

at der i kommuneplanen redegøres for, hvor det skal være muligt at opføre nye boliger,

og hvor det ikke skal være muligt ud fra de hensyn, som kommunalbestyrelsen skal

varetage. Kommunalbestyrelserne bør endvidere forpligtes til at følge udviklingen og

redegøre for, hvordan ordningen er brugt, herunder oplyse om den faktiske reduktion i

bebyggelser i form af nedrivninger i den forgangne planperiode.

Udvalget har endvidere drøftet mulighederne for at genopføre beboelsesbygninger med

ændret placering på egen grund eller eventuelt et yderligere grundstykke, der erhverves

og tillægges ejendommen. For at øge ejendommens attraktivitet opfordrer udvalget til, at

dette gøres muligt både i det åbne land og i landsbyer i landzone. Dette skal ske under

hensyntagen til naboer og såfremt det er foreneligt med den ønskede udvikling af områ-

det.

Kommunal nedrivningsfond

Udvalget har endvidere drøftet forskellige modeller for nedrivningsordninger, hvor den

enkelte bygherre, der ønsker at opføre en ny bolig i det åbne land, bidrager til nedriv-

ning. Udvalget har i den forbindelse set på skrotningsordningen for vindmøller og ladet

sig inspirere af principperne bag de kommunale parkeringsfonde. Udvalget mener, at en

løsning med kommunale nedrivningsfonde har en række fordele.

En nedrivningsfond sikrer, at transaktionsomkostninger undgås, at bidraget til nedrivning

bliver ensartet for de der ønsker at opføre en ny bolig, at det kan blive attraktivt både for

tilflyttere og lokale borgere at etablere moderne boliger på denne måde i lokalområdet,

samt at det bliver kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvor og til hvilke bygninger ned-

rivningsmidlerne skal bruges til. Krav om bidrag til nedrivningsfonden bør kun ske i de

tilfælde, hvor opførelse af en bygning i det åbne land ikke er mulig med de gældende

regler.

Midlerne i fonden kan alene anvendes til nedrivning af boliger i det åbne land. Fonden

skal endvidere sikre, at der kan skabes økonomisk grundlag for at gennemføre nedriv-

ninger i et større omfang, end der meddeles tilladelse til nyopførelse. Kommunalbesty-

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

relsen skal opgøre, hvordan midlerne anvendes, og have overblik over nye opførelser

efter reglerne og nedrivninger finansieret via puljen.

8.3 GENOPFØRELSE OG ÆNDRET ANVENDELSE PÅ EGEN

GRUND

Den moderniserede planlov giver som hovedregel mulighed for, at overflødiggjorte land-

brugsbygninger i det åbne land samt andre overflødige bygninger i landzone ud over til

en bolig også vil kunne tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butik-

ker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål, samt lager- og kontorformål mv. uden

landzonetilladelse.

Udvalget har drøftet muligheden for at etablere sådanne virksomheder – ikke blot ved at

tage overflødige bygninger i brug – men også ved nedrivning og nyopførelse til anden

anvendelse på egen grund, herunder også ved inddragelse af et større grundareal, hvis

nødvendigt. Der er i udvalget enighed om, at kommunalbestyrelsen skal have mulighed

for at vurdere mulighederne for at give landzonetilladelse til sådanne virksomheder i

landzone, når det er foreneligt med den ønskede udvikling i området samt nabohensyn

mv., herunder med tilstrækkelige afstande til såvel boliger som landbrug og andre er-

hvervsvirksomheder. Udvalget anbefaler, at muligheden for nedrivning og nyopførsel

både omfatter overflødiggjorte landbrugsbygninger og øvrige overflødiggjorte bygninger,

der tidligere har været anvendt til erhvervsvirksomhed eller offentlig service. Samtidig

skal det være i tilfælde, hvor overflødiggjorte bygninger ikke vurderes at kunne omdan-

nes til anden anvendelse rentabelt.

I det det forudsættes, at modellen i øvrigt følger den del af reglerne om umiddelbare

rettigheder, gælder også samme betingelser for hvilke overflødige bygninger, der kan

ibrugtages. Det vil sige, at muligheden for at give tilladelse til nedrivning og nyopførelse

ikke skal finde anvendelse på f.eks. drivhuse, staklader eller presenningshaller, udhuse,

carporte og skure, eller hvis bygningen har karakter af værdiløs ruin. Muligheden vil

heller ikke være gældende for boliger.

Ligesom der stilles betingelser for hvilke bygningstyper der rives ned, finder udvalget at

kommunerne i deres landzoneadministration bør stille krav om hvilke bygningstyper der

opføres og at bygningen som minimum opføres i en vis kvalitet.

For at sikre en rimelig proportionalitet mellem det nedrevne og det opførte foreslås det,

at kommunerne kan give virksomheder tilladelse til at opføre nye bygninger med anden

anvendelse, der er op til 500 m større, end dem, der nedrives. Det svarer til den del af

de umiddelbare rettigheder, der giver mulighed for udvidelse af virksomheder, med 500

m , der er etableret i bestående bygninger. Tilladelse til nedrivning og opførsel af nye

bygninger med anden placering på samlet over 1.000 m bør administreres restriktivt.

I overensstemmelse med reglerne om de umiddelbare rettigheder bør muligheden for at

genopføre andre bygninger end landbrugsbygninger ikke gælde i kystnærhedszonen

uden for udviklingsområder. Det forudsættes endvidere, at ordningen ikke skal gælde for

storbyernes randområder og Fingerplanens kiler.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Planlovens regler om lokalplanpligt gælder uændret. Der skal således fortsat tilvejebrin-

ges en lokalplan, hvis den pågældende foranstaltning fremkalder væsentlige ændringer i

det bestående miljø. Nogle byggerier vil således alene i kraft af størrelsen udløse lokal-

planpligt, mens andre - selv om de isoleret set ikke er store – kan udløse lokalplanpligt

på grund af deres indvirkning på omgivelserne, f.eks. ved placering i områder med beva-

ringsværdier, rekreative områder mv. Det skal fortsat indgå i kommunens konkrete vur-

dering af et byggeønske.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

9. INSPIRATION OG ERFARINGER

Det fremgår af kommissoriet, at udvalget skal identificere og perspektivere udfordringer

og muligheder, og belyse, hvad der karakteriserer landsbyer, som har vist sig levedygti-

ge. Gennem arbejdet er udvalget blevet bekendt med og har drøftet forskellige tilgange

til at skabe levedygtighed eller vende en negativ udvikling.

I forhold til at skabe levedygtige landsbyer er særligt landsbyklynger som model for

landsbyudvikling og den nye mulighed i planloven, hvor kommuner kan udpege omdan-

nelseslandsbyer, blevet drøftet i udvalget. Eksemplet med landsbyklynger er beskrevet

nærmere i det følgende afsnit, mens omdannelseslandsbyer er udfoldet nærmere i kapi-

tel 7, da udvalget særskilt har haft til opgave at bidrage med anbefalinger til en vejled-

ning om anvendelsen af planlovens nye muligheder for at udpege omdannelseslandsby-

er.

Udvalget har derudover drøftet det faktum, at en negativ udvikling i et område eller en by

kan ændre sig, og hvordan en samlet strategisk indsats kan understøtte en positiv udvik-

ling. Drøftelserne har blandt andet taget udgangspunkt i den udvikling København har

været igennem fra starten af 1990’erne, hvor indbyggertallet var på et lavpunkt og byen

havde omfattende økonomiske problemer og udfordringer med boligkvaliteten samt

forventning om et faldende indbyggertal.

Det fremgår endvidere af kommissoriet, at udvalget kan inddrage initiativer og strategier

fra sammenlignelige lande. Med hensyn til udfordringsbilledet og de strukturelle forhold

er få lande sammenlignelige med Danmark på landdistriktsområdet. Det handler dels om

tilsvarende udfordringer med befolkningsudviklingen, jobskabelse m.m., dels om de

grundlæggende forudsætninger området har med for eksempel geografi og bymønster.

Mange af udfordringerne i de danske landdistrikter ses dog tilsvarende i mange andre

europæiske lande, men de grundlæggende forudsætninger er mange steder forskellige

fra de danske. Det til trods kan eksempler fra vores nabolande bidrage med inspiration

og med eksempler på værktøjer anvendt på tilsvarende udfordringer.

Tyskland og Sverige er valgt som inspirationskilder, idet disse lande i en vis udstrækning

har tilsvarende grundlæggende forudsætninger som Danmark. De har således ligesom

Danmark for eksempel veletablerede velfærdssystemer og i hvert fald stedvist bystruktu-

rer, der blandt andet udspringer af en historie som landbrugsområder.

Udvalget har set på aktuelle tiltag i Tyskland og Sverige samt undersøgelser og rappor-

ter fra de samme to lande på landdistrikts- og landsbyudvikling. De to eksempler, der

beskrives i det følgende, er udvalgt, da de indeholder initiativer, der er indgået som inspi-

ration i udvalgets arbejde.

De anbefalinger og konklusioner, der fremgår i resten af dette kapitel, omhandler erfarin-

ger, som er indgået som inspiration i udvalgets arbejde, men er som sådan ikke udval-

gets anbefalinger og konklusioner.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

9.1

LANDSBYKLYNGER

Landsbyklynger er en model for landsbyudvikling, som skal understøtte samarbejder på

tværs af landsbyer. En landsbyklynge er et antal landsbyer, der samarbejder om fælles

strategiske mål. Det sker i en netværksstruktur, hvor landsbyerne benytter hinandens

styrker til at udvikle både den enkelte landsby og hele klyngen. Landsbyklynger handler

om at skabe en fælles stedsidentitet og socialt fællesskab på tværs af klyngens landsby-

er og om at samles om fælles fysiske faciliteter og aktivitetsmuligheder.

Realdania satte i 2015 sammen med DGI gang i Pilotprojekt Landsbyklynger med det

overordnede formål at understøtte samarbejder på tværs af landsbyer for herigennem at

styrke livet i landsbyerne. Pilotforløbene har testet, om etableringen af landsbyklynger

kan bruges som et strategisk værktøj til at skabe en positiv udvikling i landsbyerne.

Partnerskabets overordnede tese er, at et klyngesamarbejde indeholder både sociale,

økonomiske, kulturelle og selvopfattelsesmæssige potentialer. Udgangspunktet for pro-

jekt Landsbyklynger er en overordnet hypotese om, at landsbyer står stærkere, når de

står sammen. At landsbyer, der ligger i nærheden af hinanden, skal samarbejde om og

prioritere mellem forskellige tilbud og faciliteter. Derigennem kan landsbyerne styrke

fællesskabet og livet i landsbyerne, samtidig med, at den kommunale service og drift

optimeres.

I en landsbyklynge finder flere landsbyer sammen i et nyt fællesskab, og byerne og de-

res borgere samles om, deler og fordeler alt fra identitet og institutioner til foreninger og

rekreative tilbud. I en landsbyklynge er det måske ikke alle landsbyer, der kan beholde

for eksempel deres hal – til gengæld kan landsbyerne til sammen igen stille fulde hold. I

klyngerne bruger landsbyerne hinandens styrker til at udvikle den enkelte landsby og

hele klyngen. Her bruger man også hinanden til at skabe fælles identitet, sociale fælles-

skaber og til at styrke, bevare og prioritere mellem aktivitetsmuligheder og fælles facilite-

ter. På den måde udnyttes både menneskelige og fysiske ressourcer på tværs.

Samarbejdet blev indledt med en forundersøgelse Landsbyklynger som Bæredygtig

Udviklingsstrategi - Muligheder, Barrierer og Parametre, der afdækkede eksisterende

landsbyklynger samt muligheder og barrierer i arbejdet med landsbyklynger. Herefter

blev der etableret fem pilotprojekter i henholdsvis Syddjurs, Faaborg-Midtfyn, Ringkø-

bing-Skjern, Vordingborg og Hjørring Kommuner. Udvalget for levedygtige landsbyer fik

præsenteret projektet i Syddjurs Kommune – Mols i Udvikling – på mødet i Knebel, der

er den største landsby i samarbejdet.

Pilotprojektet har arbejdet med at styrke landsbyers samarbejde og sammenhængskraft

gennem seks fokusområder: organisering, kommunikation, involvering, kommunesamar-

bejde, mødesteder og aktivitetsudbud.

Landsbyklyngeprojektet blev afsluttet med en evalueringsrapport , der præsenterer og

diskuterer resultaterne fra de fem pilotforløb. Evalueringen bygger på data fra projekter-

nes styregruppemedlemmer, kommunale repræsentanter og proceskonsulenter. Samlet

Kilde: DGI og Realdania, Evaluering af pilotprojektet landsbyklynger, 2017.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

set viser evalueringen blandt andet, at landsbyer står stærkere, når de står sammen.

Derudover viser evalueringen blandt andet følgende:

83 % af respondenterne mener, at projektet har opbygget en fælles organisering,

mens 94 % mener, at den nye organisering arbejder fremadrettet med planlagte

mål.

86 % mener, at samarbejdet har øget kendskabet til de øvrige landsbyer og deres

aktiviteter. Dog viser evalueringen også, at den øgede dialog ikke entydigt har ført til

bedre koordinering.

49 % mener, at projektet er lykkedes tilfredsstillende med at involvere borgerne. 43

% af respondenterne mener, at projektet har styrket frivilligheden blandt borgerne

således, at nye tiltag og aktiviteter, som ikke tidligere kunne etableres, nu kan reali-

seres.

72 % anser, at samarbejdet med kommunen er styrket, således at borgere og kom-

mune i dag i fællesskab kan optimere den kommunale service.

43 % mener, at projektets kortlægning af landsbyernes mødesteder har ført til en

eller flere tilpasninger.

Projektet har gennem kortlægningen spurgt til idéer til nye aktivitetsudbud. 68 %

svarer, at disse idéer har ført til et eller flere konkrete tiltag af nye aktiviteter eller til-

pasninger af allerede eksisterende aktiviteter.

Erfaringerne fra de første fem pilotklynger føres videre i den landsdækkende kampagne

Landsbyklynger, der er lanceret i et samarbejde mellem Realdania, DGI samt Lokale og

Anlægsfonden.

I kampagnen kan op til 25 nye landsbyklynger over hele landet få støtte. Kampagnen

giver klyngerne ny viden om lokalområdet og udviklingstendenserne. Samtidig får lands-

byerne i klyngerne hjælp til at løbe gang i dét samarbejde, der skal styrke livet i landsby-

erne.

9.2

KØBENHAVN – EN UDVIKLING KAN VENDE

I 1950'erne toppede indbyggertallet i Københavns Kommune med knap 770.000 indbyg-

gere. Herefter dalede tallet med 300.000 frem mod lavpunktet i 1992, hvor knap 465.000

boede i byen. I 1990´erne var der mange utidssvarende boliger koncentreret i Køben-

havns Kommune, i betydelige økonomiske vanskeligheder.

I de år, der er gået siden 1992, har København, som mange andre europæiske hoved-

stæder, oplevet en stor vækst. I dag bor der over 600.000 i København, og der forventes

en yderligere stigning, hvor byen øges med ca. 8.000 indbyggere pr. år frem mod

2030.

En prognose der står i kontrast til Danmarks Statistiks prognoser fra omkring

Kilde: Københavns Kommune: Status på København 2017, 2017

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

1980, der forudsagde, at befolkningstallet i København og Hovedstadsregionen ville

være støt faldene frem til prognosernes udløb ved årtusindeskiftet.

Dette understreger blot, at prognoser bygger på fremskrivninger, der ikke nødvendigvis

sker fyldest i virkeligheden. Med 1970'ernes befolkningsprognoser for København in

mente, bør man også omtale den forventede udvikling af landsbyer og landdistrikter med

væsentlige forbehold.

Samtidig er Københavns genrejsning siden 1980'erne beviset på, at udviklingen kan

vende. Gennem et styrket politisk fokus på en kombination af langsigtet planlægning,

statslige støttepuljer og investeringer i infrastruktur og arbejdspladser har kommunen og

staten understøttet denne udvikling og dermed bidraget til fremgangen i både erhvervsliv

og befolkningsudvikling. I de følgende afsnit beskrives tre årsager, der har været med til

at understøtte udviklingen i København.

Demografisk udvikling, bolig- og byfornyelse

Stigningen i befolkningstallet er drevet af et fødselsoverskud, nettotilflytning og -

indvandring. Fra at være en by med en relativt høj andel af ældre, er København i dag

en by med en stor andel af yngre i alderen 20-40 år, der ofte bliver boende og stifter

familie i København. En væsentlig forklaring er 1970’ernes og 1980’ernes udflytning til

forstæderne og parcelhusene, og de samtidige store saneringer og byfornyelser, som

fortsatte de efterfølgende årtier. I den proces blev de ældste boende i København. Den

ældste generation døde op gennem 1990'erne og 2000'erne og efterlod rum for yngre

generationer og erhvervsaktive med højere gennemsnitlige indkomster, end generatio-

nerne før.

Netop ved en lang række byfornyelsesprojekter er en meget betydelig del af lejligheder-

ne i blandt andet Københavns ældre boligmasse blevet moderniseret og udstyret med

for eksempel bad og toilet. Mange små lejligheder er blevet sammenlagt, baggårde er

blevet ryddet, boliger nedrevet, og der er blevet etableret grønne gårde osv. Byfornyel-

sen skete ved hjælp af statslige byfornyelsesmidler, som kommunen skulle supplere. Da

Københavns Kommune havde langt den største del af boliger med installationsmangler,

gik en stor del af de statslige byfornyelsesmidler derfor til København.

Fra 1992 til 2001 har Københavns Kommune modtaget ca.12,3 mia. kr. af de statslige

bevillingsrammer til byfornyelse, hvoraf størstedelen blev anvendt til karrévis fornyelse,

fornyelse af enkeltejendomme, til Boligkommissionens byfornyelse og til Grønne Gårdes

byfornyelse. Herudover arbejdede kommunen sideløbende i perioden med kvarterløft for

omkring 800 mio. kr. I årene efter udgjorde Københavns andel af de samlede bevillings-

rammer til byfornyelse omkring 1/3 af den statslige støtte, da byen fortsat havde den

største samlede boligmasse med installationsmangler.

Ved siden af byfornyelsen er mange af Københavns tidligere store erhvervs- og industri-

kvarterer blevet omdannet til boligområder eller områder til nye typer erhverv og instituti-

oner mv. Endelig har der været massive investeringer i udviklingen af en række nye

Kilde: Danmarks Statistik: Befolkningsprognoser 1977-2000, 1978 samt Danmarks Statistik: Landsprognoser 1980-2010

og regionale fremskrivninger 1980-2000, 1981

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

byområder i især Københavns Havn og Ørestaden. Der er siden 1990 og frem til 2016

blevet opført omkring 33.500 nye boliger.

Udviklingen i boligmarkedet og byfornyelsen skal også ses i sammenhæng med de ge-

nerelle investeringer i den bymæssige forandring, der har været med til at skabe gode

forudsætninger for Københavns udvikling. Den mest markante, lokale infrastrukturinve-

stering er Metroen, der har gjort investeringer i byomdannelse og nye boligområder

betydeligt mere attraktive. Med Metroen er nye områder i København, på Amager og på

Frederiksberg blevet stationsnære og den samlede trafikafvikling mere effektiv. Herud-

over kan også nævnes indsatser for større trafikal fredeliggørelse, herunder indsatser for

cyklister, samt byrumsforbedringer, herunder små, lokale parker og større, rekreative

anlæg som f.eks. Havneparken på Islands Brygge og Amager Strandpark.

Nationale infrastrukturprojekter

En anden vigtig årsag til de seneste årtiers positive udvikling i København er store, nati-

onale infrastrukturprojekter som Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen og den

løbende udbygning af Københavns Lufthavn i Kastrup.

Hver for sig har disse infrastrukturprojekter forbedret tilgængeligheden til København og

dermed også muligheden for at udbygge byen som et økonomisk knudepunkt i et Øster-

søområde, der med Berlinmurens fald oplevede en pludselig ændring af sin geopolitiske

position. Storebæltsforbindelsen har bundet hovedstadsområdet, Fyn og Jylland tættere

sammen, og trafikken over bæltet er i dag væsentligt højere end før åbningen i 1998.

Øresundsforbindelsen har skabt et større sammenhængende byområde rundt om Øre-

sund, der har forstærket områdets samlede attraktivitet og vækstpotentiale. Endelig har

den løbende udbygning af lufthavnen sikret en essentiel, fysisk kobling til en stadig mere

globaliseret økonomi.

Afindustrialisering og fremvækst af en global videns- og serviceøkonomi

En tredje væsentlig årsag til Københavns positive udvikling er ændringen af byens øko-

nomi. Beskæftigelsen i dansk industri blev i årene 1970-1990 reduceret med ca. 20 %

blandt andet som følge af teknologisk udvikling, flytning af virksomheder til udlandet,

konkurrence fra større virksomheder og alvorlige samfundsøkonomiske kriser. Køben-

havn mistede i den periode ca. 60 % af de industribeskæftigede.

Med den informationsteknologiske revolution, stigende specialisering af produktionen og

en stadig mere kompleks international økonomi er vigtigheden af viden og forskning

stigende. Som følge af Københavns og hovedstadsområdets koncentration af netop

virksomheder og institutioner inden for viden og forskning, er det store tab af industriar-

bejdspladser her i særlig grad blev kompenseret af vækst i højtlønnede vidensarbejds-

pladser. Det er specielt sket inden for den private sektor, der også har hentet udenlandsk

arbejdskraft ind på blandt andet medicinal-området, IT, finans og medier. Flere uddan-

nelsesinstitutioner har etableret sig eller udvidet i København, og antallet af studerende

ved en videregående uddannelse i Københavns Kommune var i 2016 72.000 mod

49.000 i 2006. Udviklingen mod et videnssamfund har igen skabt grobund for vækst i

blandt andet håndværks- og serviceerhverv, detailhandlen m.v.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

9.3 VITALITETSTJEK FOR UDVIKLING AF LANDSBYER,

TYSKLAND

Bayerische Verwaltung für Ländliche Entwicklung har i juli 2017 udgivet håndbogen

Ländliche Entwicklung in Bayern, der beskriver værktøjet ”vitalitetstjek”.

Bayern som delstat adskiller sig på mange måder fra Danmark. Værktøjet Vitalitetstjek,

der beskrives herunder, og som er blevet anvendt i Bayern, vurderes på trods heraf at

udgøre en interessant inspiration til arbejdet med landsbyudvikling i en dansk kontekst.

Det skyldes, at der er tale om et konkret bud på, hvordan man metodemæssigt kan gribe

arbejdet med landsbyernes udfordringer an. Samtidig arbejder konceptet, ligesom lands-

byudvalget har gjort det, med en form for levedygtighedskriterier og med klassificering af

landsbyer forud for fastlæggelse af en strategi for fremtidige handlinger.

Bayern er med sine ca. 70.550 km arealmæssigt den største tyske delstat. Der er ca.

12,8 mio. indbyggere, og befolkningen forventes over de kommende tyve år at vokse til

ca. 13,5 mio. indbyggere. Udviklingen dækker imidlertid over store regionale forskelle

med eksempelvis en befolkningstilvækst på 17,2 % i oplandet til hovedstaden München

og en befolkningsreduktion på 15,2 % i delstatens nordøstlige hjørne.

Særligt i landdistrikterne ændres behovene i forhold til boligmasse og offentlig service

som følge af blandt andet en aldrende befolkning, fraflytning og fødselsunderskud. Der

ses en tendens til, at landsbyerne bliver omdannet fra flerfunktionelle enheder til bolig-

områder, og trods politiske målsætninger om at reducere de bebyggede og anlagte dele

af landet, stiger delstatens arealforbrug i kraft af nybyggeri. Det medvirker til, at eksiste-

rende bygninger – ikke mindst i de identitetsbærende bykerner – efterlades tomme.

Det faldende befolkningstal betyder et lavere skattegrundlag til at betale for den øgede

bygningsmasse og mere infrastruktur. Jord betragtes som en knap ressource, og øget

anvendelse af areal til urbane formål vil mindske land- og skovbrugsproduktionen, redu-

cere natur- og miljøarealet og forringe landskabets rekreative værdier.

Bayern har et program for landdistriktsudvikling, hvorunder vitalitetstjekket er stillet til

rådighed for landsbyer, kommuner og samarbejde på tværs af kommuner. Håndbogen

”Vitalitäts-Check zur Innenentwicklung Für Dörfer und Gemeinden Leitfade”, der kan

oversættes til ”Guide til vitalitetstjek for udvikling inden for den eksisterende bebyggelse i

landsbyer og kommuner“, er udgivet i juli 2017. Håndbogen giver afsæt for et ønske om

at fortætte bebyggelsen, at omdanne og genudnytte tomme bygninger og om at føre

tidligere bebyggede arealer og arealer, der har været anvendt til infrastruktur, tilbage til

natur eller beplantede/dyrkede arealer.

Vitalitetstjekket kan bidrage til at analysere et områdes situation og potentiale i forhold til

blandt andet de ovenstående problemstillinger. Analysen kan danne grundlag for, at hver

by og område kan udarbejde en strategi for bebyggelse, funktioner og social udvikling

tilpasset egne forhold.

Kilde: Bayerisches Landesamt für Statistik

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Oplysninger om og fremskrivninger for befolkningstal, indvandring og befolkningens

alderssammensætning bliver sammenholdt med matrikeldata om arealanvendelse, be-

byggelsesstruktur og planlægningspolitik. Vitalitetstjekket undersøger områdernes forsy-

ningsstruktur. Det handler dels om gå- eller cykelafstand til basis indkøbsmuligheder og

privat service (forstået som dagligvarebutikker, bager, bank m.v.) og servicetilbud (for-

stået som børnehaver, skoler, foreningshuse, restauranter, cafeer, energiforsyning m.v.)

– og dels om disses tilgængelighed med offentlig transport.

Oplysninger om borgernes deltagelse i form af foreningsliv, andelsbevægelse, samska-

belse og frivilligt arbejde indgår som faktorer i analysen af områdets levedygtighed. I

forhold til arbejdsmarkedet og erhvervsliv fokuserer vitalitetstjekket på blandt andet

pendling, arbejdspladser og beskæftigede.

Vitalitetstjekket blev første gang lanceret i 2006 og er siden videreudviklet til den nuvæ-

rende version fra juli 2017. Vitalitetstjekket bygger på samkøring af data om befolkning,

bosættelser og arealanvendelse, velfærdsydelser, civilsamfund og erhvervsliv i landsby-

er med mindst 50 indbyggere, hele kommuner eller sammenslutninger af kommuner.

Tilsammen tegner indikatorerne et detaljeret billede af de undersøgte områder og byer.

Ud fra datasættene identificeres områdets potentialer, som udtrykkes gennem forskellige

kort, der danner baggrund for fortolkning og udarbejdelse af planer, potentialevurderin-

ger og anvisninger til handlinger. Instrumenterne, som håndbogen foreslår, tæller såvel

helhedsorienteret landdistriktsudvikling som konkret fysisk planlægning, konceptudvik-

ling, informations- og kommunikationsindsatser og finansierings- eller støttetiltag.

Vitalitetstjekket kan tjene som inspiration til:

en systematisk, helhedsorienteret og databaseret metode til analyse af lands-

byers levedygtighed og potentialer.

at fordre borgernes involvering i at udarbejde differentierede overlevelsesstra-

tegier for landsbyer og kommuner.

identifikation af parametre med betydning for landsbyers levedygtighed

9.4

LANDSBYGDSKOMMITTÉ, SVERIGE

I juni 2015 nedsatte den svenske regering en parlamentarisk Landsbygdskommitté med

formålet at udvikle en sammenhængende landdistriktspolitik. I januar 2017 afleverede

komiteen sin slutbetænkning ”För Sveriges landsbygder – en sammenhållan politik för

arbete, hållbar tilväxt och velfärd”. Undervejs har udvalget indgået i bred dialog med

interessenter – herunder er blandt andet afviklet 14 dialogmøder rundt om i Sverige, og

forskellige statslige myndigheder og forskningsinstitutioner har bidraget.

Den fremlagte landdistriktspolitik skal først og fremmest kunne understøtte væsentlige

nationale målsætninger, der kræver, at man formår at udnytte en lang række af de mu-

ligheder, der er opstået i landdistriktserhvervene i kølvandet på blandt andet klimaforan-

dringer og en global digitalisering. Befolkede, aktive landdistrikter i vækst er en forud-

sætning herfor. Landdistriktspolitikken er derfor vigtig i et økonomisk perspektiv, men

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

den er også vigtig i et mere demokratisk perspektiv, da sammenhængskraften i landet

skal opretholdes.

Ifølge komiteens betænkning har den hidtil førte politik ikke understøttet denne ambition,

men tværtimod præget udviklingen i retning af et todelt land.

En sammenhængende landdistriktspolitik

Landdistriktspolitikkens overordnede mål med 30 års sigte er levedygtige landdistrikter

med lige muligheder for erhverv, iværksætteri, arbejde, bosætning og velfærd. Komite-

ens bud på en sammenhængende landdistriktspolitik indeholder 12 lovforslag og 75

initiativer indenfor følgende 8 indsatsområder:

1: Erhvervspolitik

Landdistrikternes forudsætninger skal iagttages for at skabe et alsidigt, konkurrencedyg-

tigt og bæredygtigt erhvervsliv med god evne til fornyelse.

Delmålet sigter mod en stigning i landdistrikternes produktionsværdier og mod at skabe

nye arbejdspladser. Samtidig sigter den mod en øget indenlandsk produktion af for ek-

sempel levnedsmidler og energi, der mindsker den nationale sårbarhed. Frem for alt

sigter den mod at forløse den svenske politiske ambition om at omstille samfundet til

biobaseret og fossilfri økonomi. Landdistrikterne spiller en helt central rolle her, idet en

sådan ændring kræver væsentlige omstillinger og fornyelse i de stedbundne erhverv.

Centrale er de grønne og blå erhverv, levnedsmiddelproduktion og udvikling af genan-

vendelige materialer og biobaseret energi, men også oplevelsesøkonomien er vigtig for

omstillingen.

2: Digitalisering og transportinfrastruktur

Hele landet skal drage nytte af digitaliseringens muligheder.

Udviklingen af digital teknologi sker overordentlig hurtigt, og de høje hastigheder og nye

projekter lanceres i byerne. Delmålet vedrørende digital infrastruktur skal sikre, at land-

distrikterne ikke hægtes af i forhold til det vigtige teknologiskifte, der er i gang. Det er

generelt komiteens vurdering, at staten bør genoverveje metoder til at opnå fuld bred-

båndsdækning i landdistrikterne, og de anser det for sandsynligt, at omkostningerne til

opgaven kan halveres med de rette metoder.

En infrastruktur som sikrer person- og godstransport for borgere og erhvervsliv i landdi-

strikterne.

Halvdelen af den svenske eksport kommer fra andre dele af landet end de tre største

byer. Som en udfordring på området påpeger komiteen, at der sjældent laves analyser

og kalkyler på de regionale konsekvenser af de investeringer, der foretages på trans-

portområdet til trods for, at investeringerne kan have helt forskellige konsekvenser for-

skellige steder.

3: Kompetenceforsyning

Uddannelsessystemet skal sikre kompetenceforsyningen og øge tilgængeligheden til

højere uddannelse i hele landet.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Befolkningens kompetencer er afgørende for vækst og udvikling. Det gælder ikke mindst

i landdistrikterne, hvor det både i den private og i den offentlige sektor er vanskeligt at

finde tilstrækkeligt med arbejdskraft. Det gælder både i forhold til det aktuelle arbejds-

marked, men også i forhold til fremtidens arbejdsmarked og mulighederne for at forny og

omstille samfundet til den type produktion og tjenester, der skal løfte Sverige ind i en

grøn økonomi.

4: Planlægning og boligpolitik

Bosætning i landdistrikterne understøttes.

Komiteen peger på boligmangel og finansieringsmuligheder som store udfordringer for

en udvikling af landdistrikterne. Af slutbetænkningen fremgår det, at flertallet af kommu-

ner i landdistrikterne angiver, at der er mangel på boliger – herunder ældreboliger. Over-

ordnet set er det komiteens opfattelse, at det må være en ambition for 2025, at landdi-

strikterne beholder deres andel af den samlede boligmasse på sammen niveau som i

2015.

En samfundsplanlægning som understøtter landdistrikternes udvikling.

En overordnet kommunal planlægning er også en vigtig forudsætning for, at landdistrik-

terne kan udnytte sine muligheder for udvikling. I planerne kan ressourcer synliggøres og

beskyttes, beboelse og transportveje kan koordineres, og forskellige interesser omkring

arealers anvendelse kan afvejes og koordineres.

5: Adgang til service, velfærd og kultur

Ligeværdig tilgang til pleje, skole og omsorg uafhængig af bopæl. God adgang til kom-

mercielle services og ligeværdige muligheder for at udøve og opleve kultur uafhængig af

bopæl.

Udgangspunktet for komiteens forslag er, at staten må tage større ansvar for landdistrik-

ternes udbud af kommercielle services, velfærdstjenester og kulturudbud. Samtidig pe-

ger de på, at civilsamfundet gennem årene er blevet en vigtig aktør i forhold til at sikre

kommerciel og offentlig service og kultur i landdistrikterne, men at den frivillige sektor

behøver at arbejde mere sammen med offentlige og private, hvis der skal sikres langsig-

tede løsninger på områderne.

6: Statens fysiske tilstedeværelse i landdistrikterne

Staten er fysisk tilstede i landdistrikterne med arbejdspladser, myndighedsservice og

politi.

Komiteen konstaterer, at staten i en årrække har trukket sig tilbage fra landdistrikterne

og har koncentreret sin virksomhed i de større byer. Udgangspunktet for komiteens

forslag under dette delmål er, at staten i højere grad skal være fysisk til stede i landdi-

strikterne, og at staten som arbejdsgiver må tage et større ansvar for landdistrikternes

udvikling. Komiteen understreger, at centraliseringen af statslig virksomhed er en konse-

kvens af den måde, man har valgt at organisere og styre de enkelte myndigheder på.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Specielt kravet om, at den enkelte myndigheds effektivitet skal prioriteres, har betydning

for at drive en centralisering.

7: Styring og koordinering

Indsatsområdet har ingen delmål, men komiteen peger på, at den stærke statslige sekto-

risering er et problem for et tværsektorielt og komplekst politikområde som landdistrikts-

politikken. Landdistrikternes udvikling er summen af mange aktørers indsatser indenfor

mange forskellige indsats- og politikområder, og mulighederne hæmmes i et sektorbase-

ret system i forhold til et, hvor geografien tillægges betydning. Komiteen understreger, at

det er en forudsætning for en succesfuld landdistriktsudvikling, at der findes arbejdsme-

toder og værktøjer, der gør det muligt at koordinere indsatser fra forskellige politikområ-

der.

Samtidig understreger komiteen, at der er en udfordring for landdistriktspolitikken i for-

hold til den regionalt baserede vækstpolitik. Landdistriktsspørgsmål kan have svært ved

at få plads og ressourcer i et primært regionalt fokus.

8: Civilsamfundet

Staten fremmer det civile samfunds engagement i landdistrikternes udvikling.

Delmålet skal blandt andet understøtte, at civilsamfundet får bedre muligheder for at

bidrage til landdistrikternes udvikling og bygger på det rige foreningsliv, der findes i land-

distrikterne og de ressourcer, der allerede ligger der. Komiteen peger på, at foreninger

og frivillige i mange landdistrikter tager stort ansvar for for eksempel forskellige lokale

services og infrastruktur. Det er derfor afgørende, at en overordnet politik formår at un-

derstøtte det, som det lokale civilsamfund bidrager med.

Samtidig er det særligt i landdistrikterne vigtigt at offentlige, private og frivillige kræfter

har gode muligheder for at samarbejde om nye løsninger, og det er afgørende, at civil-

samfundet kan bidrage til et bedre beslutningsgrundlag i den offentlige sektor på landdi-

striktsområdet.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

NOTAT

Juni 2017

Kommissorium for Udvalget for levedygtige landsbyer

Baggrund

Landsbyerne er i sin tid opstået som funktionelle enheder primært knyttet

til landbruget. I landsbyerne gik beboerne sammen i fællesskaber omkring

dyrkning af jorden og senere mejerier, brugsforeninger mv.

Med udviklingen i bl.a. landbruget er situationen i dag en anden og balan-

cen mellem land og by har ændret sig væsentligt. Omkring en femtedel af

den danske befolkning bor i dag på landet eller i mindre bysamfund med

op til 1.000 indbyggere, og dette tal er i løbet af de seneste ti år faldet

med 7 pct., mens Danmarks samlede befolkningstal er steget med 5 pct.

Samtidig har flere landsbyer været præget af et stigende antal overflødig-

gjorte bygninger, et stagnerende ejendomsmarked, lukning af service-

funktioner og institutioner.

Mange landsbyer har omstillet sig og fundet nye veje, bl.a. båret af et

stærkt foreningsliv og ny erhvervsudvikling. Andre oplever fortsat tilba-

gegang i befolkningstal, beskæftigelse mv. Der er behov for en fortsat

omstilling og nytænkning, hvis landsbyerne skal være attraktive at bo,

arbejde og drive virksomhed i.

For at sætte fornyet fokus på at skabe levedygtige landsbyer besluttede

forligskredsen bag aftalen "Et Danmark i bedre balance - bedre rammer

for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet" i juni 2016, at

planloven fortsat skal tilsigte en hensigtsmæssig udvikling i hele landet

og i de enkelte kommuner, og fremover

også

i de enkelte lokalsamfund.

Derudover blev det aftalt at:

"Der er enighed om at sætte et fornyet fokus på landsbyernes fremtid, og

hvordan de kan være levedygtige. Erhvervs- og vækstministeren nedsætter

derfor efter drøftelse med aftaleparterne et udvalg, som kan komme med

bud herpå."

På den baggrund nedsættes et udvalg for levedygtige landsbyer.

ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

2/3

Formål

Formålet med udvalgsarbejdet er – med konkrete anbefalinger til omstil-

ling og fornyelse i retning af levedygtige landsbyer – at bidrage til rege-

ringens ambition om vækst og udvikling i hele Danmark.

Udvalgets opgaver

Udvalget skal identificere og perspektivere udfordringer og muligheder,

og belyse, hvad der karakteriserer landsbyer, som har vist sig levedygtige,

herunder landsbyernes indbyggere, tilflyttere, foreningsliv og virksomhe-

der osv.

Dette indebærer også perspektiver og nye muligheder for landsbyerne

med ændringen af planloven, der vil give bedre mulighed for at drive

virksomhed, arbejde og bo i landsbyerne.

Udvalget skal ligeledes give et – eller flere – bud på, hvordan landsbyerne

og balancen mellem land og by kunne se ud i 2030.

Udvalgets arbejde skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan

landsbyer kan være levedygtige og løbende omstille sig, herunder:



Hvad skal der til for, at en landsby er levedygtig?

Udvalget skal se på, hvilken rolle de lokale beskæftigelses- og

vækstforhold spiller, herunder den lokale tilstedeværelse af tu-

risme, fødevarer, industri, produktion, e-handel mv. I arbejdet

skal erfaringer fra succesfulde eksempler og initiativer ind-

drages.

Hvordan kan landsbyer blive attraktive bosteder?

Udvalget kan se på, hvilken rolle bl.a. nedrivning, forskønnel-

se, foreningsliv mv. spiller, samt hvilke lokale, kommunale,

regionale og evt. statsligt initiativer, der kan bidrage hertil.

Her kan udvalget bl.a. se på redskaber til at skabe levedygtige

landsbyer såsom forslagene om at tillade opførelse af nye

bygninger på attraktive placeringer, når gamle bygninger ned-

rives.

Hvordan kan fysisk planlægning understøtte udviklingen af le-

vedygtige landsbyer som attraktive bosteder?

Udvalget skal særligt se på de nye muligheder i landzone

vedr. bl.a. anvendelse af tomme bygninger og omdannelses-

landsbyer, der følger med moderniseringen af planloven. Ud-

valget skal derved bidrage til udviklingen af de relevante vej-

ledninger om de nye muligheder i landzone.



ULØ, Alm.del - 2017-18 - Bilag 69: Rapport fra Udvalget for levedygtige landsbyer

3/3



Hvordan kan landsbyer dele offentlige og private servicefunk-

tioner?

Udvalget kan desuden behandle, hvilke muligheder der er for

at dele offentlige og private servicefunktioner på tværs af

landsbyer, herunder hvordan landsbyer kan være levedygtige

og udvikle sig på trods af sammenlægning af væsentlige of-

fentlige institutioner så som skoler. I forlængelse heraf kan

udvalget komme med anbefalinger til eksempelvis strategisk

tilpasning af landsbyer, samarbejde og rollefordeling på tværs

af landsbyer samt relation mellem landsbyer og de lidt større

byer.

Udvalgets bud kan både være målrettet staten, kommuner, virksomheder,

foreninger og lokale ildsjæle, der kan medvirke til at skabe levedygtige

landsbyer.

Udvalget kan inddrage initiativer og strategier fra sammenlignelige lande.

Proces og organisering

Erhvervsministeren udpeger udvalget, bestående af en formand og op til ti

medlemmer. Udvalget sammensættes med en bred faglig profil, så der er

viden og kompetencer inden for erhverv, fysisk planlægning og andre

kommunale forhold, lokalt og folkeligt engagement osv.

Udvalget sekretariatsbetjenes af Erhvervsministeriet, idet øvrige ministe-

rier inddrages efter behov. Sekretariatsbetjeningen af udvalget samt op-

følgningen på anbefalingerne gennemføres inden for eksisterende økono-

miske rammer.

Der kan til udvalget knyttes en række fagpersoner, som kan inddrages i

arbejdet, når udvalget ønsker det. Udvalget kan desuden inddrage interes-

seorganisationer eller andre interessenter, når udvalget ønsker det.

Udvalget kan besøge landsbyer og afholde møder rundt i landet.

Udvalget skal afrapportere inden udgangen af 1. kvartal 2018.