Landdistriktsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
4. september 2018
Kære medlemmer af Landdistriktsudvalget
Sommeren er ved at gå på hæld og allerede nu kan vi høre, at de danske øer kan se tilbage på endnu en
god turistsæson. Befolkningerne rundt omkring italesætter, at nedsættelserne af færgetaksterne til de
danske øer har været det tiltag, som har resulteret i, at øerne har kunnet få gavn af det generelle
opsving i den danske økonomi.
I øernes interne evaluering, som ø-borgmestrene fremsendte til udvalget forud for vores møde den 9.
maj 2018 fremgår det, at man på øerne oplever:
Generelle stigninger i antallet af turister og styrkelse af turistbranchen
Flere besøg af gæster med en særlig tilknytning til øerne i form af sommerhus eller familie
Stabilisering eller endda fremgang i befolkningstal
Flere arrangementer og events gennemføres på øerne
Styrkelse af konkurrenceevnen for de lokale produktionsvirksomheder
Ved flere lejligheder på folkemødet, møder på øerne og i Landsdistriktsudvalget har vi givet hinanden
håndslag på, at vi vil arbejde for gennemførelse af landevejsprincippet hele året. Vi er kommet et langt
stykke ad denne vej, men mangler stadigvæk finansiering for:
Gennemførelse af landevejsprincippet i skolernes seks ugers sommerferie
Fuld gennemførelse af landevejstaksterne i ydersæsonen, hvor der f.eks. er lagt et standardgebyr
på 20 kroner på alle billettyper
På de statslige ruter til Bornholm starter en ny udbudsperiode pr. 1. september 2018. Vi mener at
Folketinget i dette udbud har vist vejen frem for resten af øerne i Danmark. Folketinget har i det nye
udbud fået rederierne til at konkurrere på billetpris og har øget tilskuddet til ruterne fra 210 til 306 mio.
kroner. Det resulterede i billetprisreduktioner for Bornholmerne på 51% efter 1. september, uden
finansiering fra vores takstnedsættelsespuljer.
Vi håber på, at Landdistriktsudvalget arbejder for de samme vilkår for de andre danske øer i den
kommende finanslov, så vi i fællesskab kan tage endnu et skridt mod fuld implementering af
landevejsprincippet i Danmark inden for overskuelig fremtid.
Med venlig hilsen
De 5 Ø-borgmestre,
Karsten Nielsen
Borgmester Læsø Kommune
Sofie Valbjørn
Borgmester Fanø Kommune
Ole Wej Petersen
Borgmester Ærø Kommune
Tonni Hansen
Borgmester Langeland Kommune
Marcel Meijer
Borgmester Samsø Kommune
1