13. juni 2018
Sagsbehandler: RSB/LFI
JURIDISK AFDELING
Direkte: 9350 0054
Notits
om
aktindsigt i operationsbefalinger vedrørende kinesiske statsbesøg i 2002 og 2011
Ved e-mail af 1. juni 2018 har Jesper Tynell, DR/P1, anmodet om aktindsigt i
operationsbefalingerne i forbindelse med to kinesiske statsbesøg, henholdsvis besøg af
premierminister Zhu Rongji i september 2002 i forbindelse med ASEM-topmødet og
besøg af udenrigsminister Yang Jiechi i oktober 2011.
Til brug for behandlingen af anmodningen har Københavns Politi, Juridisk afdeling
rekvireret det materiale, der måtte foreligge til brug for sagens behandling.
For så vidt angår besøget i 2011 ses der ikke umiddelbart at være udarbejdet en
operationsbefaling, men alene taktiske befalinger for indsatsen. Der er umiddelbart
udfundet fire taktiske befalinger, der relaterer sig til besøget, som Juridisk afdeling
modtog fra Beredskabsenheden den 10. juni 2018.
Af den taktiske befaling vedrørende den politimæssige indsats i forbindelse med
patruljemæssigt tilsyn med den kinesiske udenrigsministers fly i Københavns Lufthavn
fremgår følgende under feltet ”Efterretninger”:
”Politiets Efterretningstjeneste er ikke i besiddelse af oplysninger om konkrete trusler
mod den kinesiske Udenrigsminister.
Opmærksomheden henledes dog på, at hvis besøget eksponeres tidligt i pressen, vil det
øge kendskabet til besøget blandt personer eller grupper som f.eks. støttekomiteen for
Tibet, som måtte have en intention om at demonstrere mod besøget.”