Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Spørgsmål 633
Offentligt
Henvendelse:
”Hej
Som vi talte om sidst så er min kollega Tanja Engkær og jeg enormt udfordret i forhold til at
gennemføre vores uddannelse som sundhedsplejersker.
Især transporten til uddannelsesstedet Metropol i Kbh, er vanskelig og omkostningsfuld. Da vi
begge to er afhængige at komme hjem til vores familier, er vi tvunget til at flyve frem og tilbage
dagligt.
DAT ændrede 15 jan. 2018 deres betingelser for køb af studiebilletter. De gik fra at være fleksible,
dvs. med mulighed for ombookning, til at være ufleksible. Vi var heldige at få booket en del
billetter inden denne ordning trådte i kraft. Det var rigtig heldigt, da der har været mange ændringer
i vores skema som har medført at vi har måttet ændre i vores afgange. Denne mulighed er ikke
længere til stede og vi er nu bekymrede for at komme til at hænge på billetter vi ikke får brug for.
En anden og endnu større udfordring er at langt de fleste studiebilletter er booket langt frem i tiden
og vi kan se at mange af afgangene på de tidspunkter vi skal rejse allerede er udsolgte, her 3
måneder frem i tiden. Vi kender endnu ikke vores skema for næste teoriperiode som er fra August
2018 til Januar 2019. Vi kan derfor ikke bestille billetter, og specielt ikke når de ikke kan ændres.
Vi er på SU under uddannelsen og har derfor ikke økonomisk mulighed for at købe de dyre billetter,
som kan refunderes.
Vi har taget kontakt til DAT i håb om at de vil gøre det nemmere at være studerende og har
vedhæftet deres svar.
Vi har været i kontakt med Johannes Nilsson fra BRK, i håb om at kunne få økonomisk støtte den
vej, men det har vist sig ikke muligt. Jeg har vedhæftet hans svar.
Uddannelsen som sundhedsplejerske er en videreuddannelse for sygeplejersker på Metropol i KBH.
Det tager 1,5 år. Studiet er SU berettiget. Der er 2 praktikperioder a 3 mdr. Praktikken foregår på
Bornholm.
Da Bornholm i den grad er udfordret med at få besat stillinger som sundhedsplejersker, har vi
indgået aftale om at vi under vores praktikperioder arbejder 15 timer om ugen og er studerende 15
timer. Har vedhæftet udtagelse fra vores leder Katja Hansen der bekræfter den mangel. I et større
perspektiv kunne man frygte at småbørnsfamilier også fravælger øen hvis ikke der blandt andet er
kvalificerede sundhedsplejersker til at følge børnene.
Vi er frustrerede over at man som ø og kommune ikke gør mere for at få de nødvendige
kvalifikationer til øen, så man kan sikre at alle nyfødte og børn får den bedst mulige start på livet.
Vi føler os lidt alene med at få økonomi og transport til at hænge sammen så vi både kan være der
for vores familie og samtidig sikre at Bornholm får de sundhedsplejersker der så hårdt er brug for.
Vores håb er, at du kan trække i nogle tråde og råbe op om vores udfordringer som studerende når
man bor på Bornholm.
Jeg ved ikke om de vedhæftede svar er relevante men nu har du dem for en god ordens skyld.”